Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

HOMEFRONT

I fremtiden er det Korea der sidder på verdensmagten hvis man skal tro Homefront, men er der blot tale om en billig undskyldning for at skyde løs? Læs Blichfeldts anmeldelse af spillet lige her...


Jeg kan ikke fortælle dig hvor mange gange jeg har plaffet løs på mine virtuelle modstandere uden egentlig rigtig at vide hvorfor. Alt for ofte har spil nemlig en tendens til at bagatellisere baggrundshistorien, og spise os af med en lunken fortælling så ringe, at end ikke Hollywoods mest desperate producere ville kunne gøre andet end at grine.

I Homefront sikrer jeg mig at hvert projektil forvolder mest mulig skade, for spillets fortælling om et Amerika i ruiner, og et samlet Korea der kun 26 år ude i fremtiden har sat sig på verdensmagten, er ikke kun gennemtænkt og spændende, men byder også på en af de mest forhadte fjender jeg endnu har mødt i et spil.

Homefront

I en ikke alt for fjern fremtid er Korea blevet samlet under Kim Jong-un, arvtageren til den afdøde Kim Jong-il. Imens kæmper Amerika med en falmende økonomi, som særligt lider under katastrofale oliepriser, hvilket fører til at man må tilbagetrække store dele af sit militær fra resten af verden for at fokusere på de nationale problemer. Problemerne bliver dog ved med at vokse i USA, og inden længe erklæres der undtagelsestilstand med det resultat, at Texas separerer sig fra landet, og Mexico og Canada lukker sine grænser for immigrerende amerikanere. Kaosset udnyttes af Korea, der rammer USA med en massiv EMP-bombe som kortslutter alt elektronisk udstyr, og invasionen begynder kort tid efter.

Alt dette får du at mærke første gang du åbner dine øjne i spillet, for som den tidligere militærpilot Robert Jacobs får du brudt din dør ned af soldater, der på knapt så venlig vis forsøger at overtale dig til at bruge dine evner i Koreas favør. Et negativt svar sender dig om bord på en fængselsbus, fra hvilken du på klos hold får besættelsens effekt at se på det lille samfund i byen Montrose, Colorado. Her viser Homefront for første gang sine kort, for hvor det hele indtil videre har virket som blot endnu en undskyldning for lidt tankeløs skyderi, lægges der overraskende få fingre i mellem når krigens rædsler skal vises.

Homefront

Bussens langsomme trillen gennem den ødelagte by giver dig således rigelig med chancer for at se lokale, der bliver banket nådeløst i gulvet, skudt i ryggen eller stillet op på rad og række til potentiel henrettelse. Det stærkeste billede er dog af en mor og far, der skriger til deres lille barn at han ikke skal bekymre sig og vende ryggen til, kort tid inden de bliver henrettet for øjnene af ham. Den slags kan hurtigt komme til at virke sensationelt og falsk, men selv med så mange skydespil på erfaringskontoen var det alligevel nok til at Homefront fik rusket mig op fra min ligegyldighedssøvn, og fik mig til at følge med i historien.

Baggrunden som pilot kommer Jacobs til gode, da han bliver fokus for en redningsaktion. Planen viser sig hurtigt at være at kapre tre tankbiler med flybrændstof fra den koreanske besættelse og smugle dem til San Fransisco, hvor den amerikanske luftkommando vil kunne bruge dem til at etablere et større modangreb.

Homefront

Din færd gennem spillet er således lagt, men da du ikke har noget militær bag dig, og dine sammensvorne alle sammen er civile med varierende militaristisk baggrund, går vejen til målet gennem ruiner af forstæder, tætbefolkede slumkvarterer og koreanske improviserede installationer, hvilket klæder spillet godt. Hvor specielt Call of Duty-serien gjorde god brug af grandiose kampscenarier i spektakulære omgivelser, foregår de fleste af kampene i Homefront i tidligere befolkede boligkvarterer, hvor det oftest er den skrabede lokalbefolkning der rammes hårdest.

Udvikleren Kaos Studios har brugt de unikke omgivelser til at gøre de fleste af kampene langt mere klaustrofobiske end hvad genren normalt byder på, og fordi det faktisk virker godt, bliver det desværre også kun tydeligere at der er sparet på den kunstige intelligens. Call of Duty-serien har flere gange har fået hug for fjender der uden intelligens bliver ved med at stikke hovedet frem, indtil du avancerer forbi et specifikt punkt, og det gør det derfor kun mere overraskende at det præcis samme sker her. Fjenderne virker på alle tidspunkter som tanketomme skydeskiver, og det ødelægger en stor del af den skræk og stemning der ellers introduceres andetsteds.

Homefront

Er det kampen mod intelligente modstandere du higer efter, bør du i stedet søge online, hvor der heldigvis bydes på lidt udover den standardpakke nærmest alle spil i genren har valgt at klone fra Call of Duty. Således får du valget mellem en af flere roller, som naturligvis bør vælges i forhold til resten af holdet. Målet er for hver kamp at indtage og holde tre specifikke punkter på hver bane, hvilket efter et stykke tid vil resultere i et point til dit hold - det første hold med to point vinder.

Flerspillermulighederne får dog tilføjet noget unikt i form af de Battle Points som man modtager for at skyde en fjende, eller på anden vis gavne holdet. Pointene kan bruges til flere forskellige ting, ikke mindst at aktivere nogle af de unikke evner som hver karakterklasse råder over. Jeg fandt således hurtigt min favorit i rollen som "Tactical", fordi jeg for 400 points havde muligheden for at aktivere en lille kontrollerbar drone med maskinkanoner, hvilket lod mig gemme mig væk, og eliminere fjender på lang afstand. Battle Points kan også bruges til at købe adgang til fartøjer som biler, tanks og helikoptere, og således holdes kampene hele tiden dynamiske. For at holde balancen på plads og sikre at det ikke lykkes en spiller at stikke af fra resten af feltet, udloddes der løbende point-bonusser for at få ram på de mest succesfulde spillere, og det virker faktisk overraskende godt.

Homefront

Herlighederne ved Homefronts flerspillerherligheder slutter dog ikke her, for ud over disse tiltag gives der også erfaringspoint efter hver kamp, der fungerer som vi normalt kender dem. Med andre ord vil du løbende låse op for bedre våben og muligheder, samtidigt med at du i højere grad vil kunne sammensætte dine egne kombinationer af evner og våben. Med sine små twists af systemet som vi kender det, samt rigtig god pacing, er den næste bonus altid inden for rækkevidde. Det er svært at give slip når man først er blevet del af et godt hold.

Med en så solid baggrundshistorie, scenarier som du vil kunne huske selv efter spillet er slut og virkelig lækre flerspillermuligheder, er det synd at Kaos Studios ikke har kunnet holde kvaliteten helt til slut. Hvad der starter ud som en virkelig stemningsmættet oplevelse i en genkendelig fremtid, hvor alt håb synes tabt, kan nemlig ikke sige sig fri fra at slutte i ren Jerry Bruckheimer-actionhelvede, hvor man nærmest kan høre et usynligt publikum råbe "USA! USA! USA!".

Homefront

Det virker unægteligt som om Kaos Studios halvvejs gennem udviklingen er begyndt at mærke tidspresset, for den tid der i den første halvdel bruges til at iscenesætte hvor hårdt invasionen har ramt det engang så stolte land, skiftes ud med mere og mere actionprægede missioner og tankeløse kopier af situationer fra andre af genrens mest kendte spil. Det er virkelig ærgerligt, for hvor Call of Duty-serien har det fint med at byde på scener hvor aftrækkeren skal holdes i bund, fungerer Homefront bedst når det blander historiens spænding med korte, intense actionscener i tætbefolkede boligområder.

Det er ærgerligt at Homefront ikke kan give fuldstændigt slip på lysten til blot at smage lidt af Call of Duty, for i lang tid føles det som om man er i gang med et spil, der ønsker at skubbe genren videre og vil langt mere end blot at indtage dens andenplads. Selvom det ikke helt lykkes er Homefront et spil som alle fans af genren bør give et forsøg, og som specielt med sine flerspillermuligheder vil kunne holde dig godt underholdt de næste mange måneder.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Interessant historie. Scener som du vil kunne huske. Varierende. Lækre flerspillermuligheder
-
Hurtig gennemført. Spillet mister fokus mod slutningen. Dårlig kunstig intelligens.

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Kender i det, når et helt nyt spil dukker op ud af ingen ting, som ikke er en del af nogen serie, og som fanger en med det samme? Sådan havde jeg... 8/10
Dette er en annonce:
BETA +