Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

PIXELJUNK SHOOTER 2

Pixeljunk-serien har i de seneste år været en af de mest kreative serier på Playstation Network Store, og med titler såsom Monsters, Racers og Eden, har Pixeljunk-brandet skabt en platform med meget forskellige og yderst underholdende småtitler. Nu er det tid til endnu en titel.


I 2009 udkom Pixeljunk Shooter, hvor man ved hjælp af et lille rumskib skulle navigere sig igennem diverse labyrintiske baner i håbet om at redde overlevende videnskabsmænd, som var fanget dybt under planetens overflade. Her måtte man dog se sig slået, da man ved spillets slutning blev opslugt af et kæmpe underjordisk monster.

Heldigvis er det dog ikke enden på rumeventyret, da man i Pixeljunk Shooter 2 nu skal manøvrere igennem kroppen på dette monster, i håbet om til sidst at vende tilbage til planetens overflade og dette skal vise sig at være langt sværere, end man umiddelbart skulle tro.

Til at klare denne udfordring er man bevæbnet med sine tro lasere, missiler og den uundværlige gribeklo, der bruges til at redde forskere, såvel som at finde skjulte skatte. Begge dele møder man på sin vej igennem monsterets fordøjelsessystem, hvor man foruden diverse fjender i form af bakterier, nu også skal være opmærksom på den ætsende mavesyre, giftige gasser og de store mængder skoldhed magma som bæstet i sin iver også har indtaget. Det er netop disse selvsamme udfordringer der skal vise sig at have det største appeal og indvirkning i forhold til gameplayet. For Pixeljunk Shooter 2 er som sin forgænger en lille grafisk perle, og denne gang er det i særdeleshed på grund af elementernes på en gang virkelighedsnære, men samtidig tegneserie-agtige gengivelse.

Pixeljunk Shooter 2
Dette er en annonce:

Når man i sin vej igennem monsterets mavesæk bliver dækket af dens stærke mavesyre, ja så gælder det om hurtigt at finde det nærmeste vandhul, så syren ikke korroderer ens skjold. Det samme gør sig gældende ved den aggressive celledannelse som også truer fartøjet: her skal der også vand til. Men som konsekvens heraf dannes der gas, og selvom gassen ikke skader rumskibet, så påvirker det styringen, og man kan kun navigere ved at hæfte sig fast i monsterets tentakler og derved svinge sig rundt på banen, og her ændrer gameplayet kortvarigt karakter, så det til forveksling kunne minde om Pixeljunk Eden.

Den måde hvorpå Q-Games har brugt meget energi på disse elementer kan mærkes, og elementernes indvirkning på hinanden gør de forskellige baner uforudsigelige og ganske interessante. Som spiller er man nødt til konstant at tilpasse sig, og de små rystelser i controlleren når ens skjold er udsat for varmepåvirkning eller syre er med til at skabe tyngde i en verden der ellers ville have været meget letsindig og todimensional. Det skal dog også nævnes at man dør mere end én gang i sin vej igennem dette mini-eventyr, for som sagt tidligere er spillet ikke let på trods af at et roligt tempo.

Bevares, engang imellem serveres der udfordringer der kræver et kompetent sæt reflekser, men for det meste er fokus lagt på udforskningen af de forskellige baner. Man skal bevæge sig med omtanke og her er især præcisionen i styringen en kærkommen hjælp, der gør at spillet aldrig bliver rigtig frustrerende, selv ikke hvis man dør langt inde i en af de mere komplekse baner. Hvis man endelig må bide i græsset, starter man blot den samme bane forfra og ellers kan en ven være med til at hjælpe en videre over lokal co-op.

Pixeljunk Shooter 2Pixeljunk Shooter 2

I forbindelse med spillets sværhedsgrad, er det også nødvendigt at nævne de sublime kampe mod spillets bosser. Her skal der virkelig tænkes kreativt, og selv det level hvori man kæmper mod bossen kan være omskifteligt og farligt. Tag nu bare den første boss man møder, et slags søuhyre der bor i mavesækken, og som svømmer i hvad der kun kan beskrives som et hav af syre. Selv fuldt udstyret med et beskyttende skjold er jeg urolig for at blive ramt af syren, for der er intet vand i nærheden, eller det er i hvert fald hvad jeg tror. For da søuhyret spyr sine små sømonstre efter mig, udskiller de vand, når de bliver beskudt. Dette symboliserer i bund og grund den samlede oplevelse med Pixeljunk Shooter 2, for det ovenstående eksempel bliver aldrig forklaret for spilleren. Det opleves igennem erfaringen og den selvsamme lyst man har til at udforske verdenen. Den pedantiske tilgang som så mange andre titler føler et behov for at benytte, undgår spillet elegant med en nærmest legende naturlighed ved at fokusere på de få, nærmest minimalistiske dele af kernegameplayet og dette fungerer bare rigtig, rigtig godt.

Pixeljunk Shooter 2

Men ak, efter så megen ros må der også være negativ kritik. På trods af spillets sværhedsgrad er det ikke et langt eventyr, og med en anelse tålmodighed og en hvis portion sund bestræbelse, kan spillet gennemføres på en weekend. Som en kompensation for den anelse korte levetid, er der nu blevet tilføjet multiplayer.

Her er det muligt at spille over nettet i to forskellige modes, League Battle og Friend Battle. Disse to modes adskiller sig primært ved at man i førstnævnte kæmper i rangerede kampe og kan stige i levels, mens man i sidstnævnte kæmper mod en ven for rendyrket morskab.

I praksis er det en simpel katten-efter-musen formular, hvor den ene part fungerer som beskytter af sine points, som i dette tilfælde er overlevende forskere, imens den anden uset skal prøve at stjæle dem og bringe dem i sikkerhed i sin egen base. Man har så mulighed for at opgradere sit rumskib med forskellige perks, der ændrer ens våben, ens skjold eller måske ligefrem spejlvender fjendens styring. Efter kampene får man tildelt points, og med nok points kan man avancere til næste level, og nye perks, og selvom at multiplayer-delen er ganske udmærket, så virker det papirtyndt i forhold til singleplayer oplevelsen, da fokus bliver flyttet fra udforskning til selve skydemekanikken, der på trods af sine åbenlyse kvaliteter, ikke er dyb nok til at bære hele multiplayer-delen. Det trækker ikke decideret ned i den samlede bedømmelse, men for undertegnede føltes det en anelse påklistret og vilkårligt, og personligt ville jeg hellere have set en online co-op funktionalitet, men det må være op til den enkelte hvor stor tiltrækningskraft multiplayer har i denne ombæring.

Uanset hvad man dog måtte mene om multiplayer, er det ikke til at komme udenom at Pixeljunk Shooter 2 er et yderst underholdende bekendtskab på Playstation 3, og som sin forgænger emmer hele pakken af en underspillet unik æstetik der ikke behøver at trække på store referencer, episke historier eller andet fyld, men som repræsenterer ren spilleglæde. Man kunne diskutere om man ikke kan finde et ligeså lækkert (og måske billigere) alternativ på Apples App Store, men det ændrer ikke det faktum at Pixeljunk Shooter 2 er et af de mest underholdende spil på PSN Store lige nu.

Pixeljunk Shooter 2
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Utrolig lækker grafik og lyd, udfordrende baner, rigtig gode boss battles
-
Anelse kort levetid, ensidig multiplayer
Dette er en annonce:
BETA +