Siden udgivelsen af Dragon Age II har jeg været omgivet af venner og kollegaer, der har fortalt mig, hvorfor jeg burde bruge tid på Biowares nyeste eventyr. Men jeg har i stedet kastet min opmærksomhed efter Relics rumsoldater. I min verden har der nemlig aldrig rigtigt været nogen konkurrence, når det kommer til valget mellem oldnordiske sværd og magier eller futuristiske maskinkanoner og teknologi, og da specielt ikke når sidstnævnte serveres i Warhammer 40.000-universets rammer.

Derfor var jeg også rigtig glad, da Relic valgte at ruske godt op i strategigenrens regelbog med det oprindelige Warhammer 40.000: Dawn of War II. Fokusset på ressourcer og tonsvis af forskellige enheder var helt væk, og i stedet blev der budt på et fem-mands miniput-hold med varierende evner, rollespilselementer som evne-træer og masser af lækkert udstyr til opsamling - resultatet var et hit.

I Retribution, som er seriens udvidelse nummer to, ser alt fra starten ud til at være som man husker det. Godt nok har man denne gang mulighed for at gennemføre spillets enspiller-kampagne med en af seks forskellige racer, i stedet for kun at se den gennem øjnene af de kampklare Blood Ravens, men effekten er overraskende lille. I stedet for at give hver race deres helt egen unikke historie, har man sparet en smule på pengepungen og samlet dem alle under den samme fortælling, dog heldigvis på en måde så de alle har deres egne motivationer.

Uanset hvilken race du vælger, vil du således være i en kamp mod tiden. Historien udspiller sig stadig i Aurelia-sektoren, men grundet årtiers kamp har den såkaldte Holy Imperial Inquisition besluttet sig for at gøre en ende på det hele én gang for alle ved at foretage et ritual kendt som Exterminatus - en komplet udryddelse af sektoren med andre ord. Samtidigt står de altid lydige Blood Ravens over for et opgør med alt hvad de står for, da mere og mere tyder på at deres kommandør, Azariah Kyras, er blevet korrumperet af mørket fra Chaos-siden.

Den første mission er lidt af en snyder, for Relic giver mig hurtigt kontrollen over nye karakterer og gengangere, der alle bruges som jeg husker dem, og alt virker for en stund som det plejer. Men masser af nyt ulmer under overfladen, og de kister og kasser jeg finder rundt omkring indeholder således ikke længere egentlige genstande, men i stedet ressourcer som jeg hurtigt får brug for.

Ressourcerne kan bruges direkte på slagmarken til at opgradere mit lille holds evner, men den største forandring er at de også kan bruges til at rekruttere nye tropper fra de såkaldte "Orbital Relays", der som tidligere i serien skal indtages og holdes. Antallet og udvalget af tropper kan jeg løbende udvide, alt efter hvordan jeg vælger at bruge mine erfaringspoints og valg efter hver endt mission, og flere gange står valget således mellem eksempelvis en potent plasmasabel eller adgang til nye stormtropper.

Tilføjelsen af nye enheder påvirker også valgene mellem hver mission, for man får denne gang mulighed for helt at udelade individuelle helte-enheder, og i stedet kommandere rundt med flere enheder i missionerne. Opgraderingen af attributter som styrke og livsenergi sker nu også helt automatisk, og derfor kan man kun bruge sine evnepoint til at låse op for nye evner. Det munder ud i lidt mindre mulighed for individualisering end tidligere.

I min bog er der ingen tvivl om, at flere udviklere burde være ligeså innovative som Relic Entertainment og stræbe efter deres evne til nærmest altid at tilføje lidt nyt til strategigenren, men når det er sagt, synes jeg de har ramt decideret ved siden af med Retribution.

Da seriens første afsnit udkom, var noget af det mest lokkende for mig, at jeg her blev budt på et strategispil, hvor jeg kunne fokusere mit overblik på et minimalt antal soldater, der til gengæld belønnede mig med alskens forskellige muligheder. Sådan er det ikke mere, og i stedet har udvikleren forvandlet serien til den slags strategispil, som det dengang gjorde alt for ikke at være. Selvom man har mulighed for stadig kun et spille med sit lille hold af helte, er det helt tydeligt at størstedelen af fokusset har været på at implementere de nye tropper, og derfor har man nærmest ikke noget reelt valg, hvis man vil se spillet fra sin bedste side.

Helt så radikalt er der ikke blevet pillet ved flerspiller-mulighederne, og her er den største nyhed i stedet tilføjelsen af de afsindigt seje Imperial Guards, der godt nok ikke har samme råstyrke som de andre faktioner, men til gengæld byder på unikke defensive muligheder. Der er også blevet tilføjet en ny bane til "The Last Stand"-spiltypen, selvom denne kun er tiltænkt de mest garvede veteraner. Det bør nævnes at skiftet fra Windows Live til Steamworks har gjort hele processen med at finde spil meget nemmere, og så betyder det naturligvis også at Retribution kan spilles for sig selv, uden at du behøver de tidligere kapitler.

Retribution er på ingen måde et dårligt spil, og faktisk er det forfriskende denne gang at kunne tage rollen som eksempelvis de løjerlige Orks, eller de retskaffende Imperial Guards som særligt udmærker sig i spillets flerspillermuligheder. Ligeledes er grafikken og i særdeleshed lyden også igen af høj klasse, mens dialogen leveres med ypperligt stemmeskuespil.

Alligevel virker det som om serien har vendt ryggen til det, der i sin tid gjorde den så unik, og derved i stedet er kommet til at minde alt for meget om andre af genrens mindre interessante eksempler. Lad os derfor håbe at Relic og deres Space Marines finder den rigtige vej igen, i seriens uundgåelige næste kapitel.