Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

OKAMIDEN

Vi har i årevis spurgt på et nyt eventyr i Okami-universet og nu har Capcom endelig besluttet sig for at lytte, men hvad har springet til Nintendo DS betydet for det magiske univers? Læs svaret her...


For konsolejere med hang til eventyr, er det få, der kan påstå ikke på et eller andet tidspunkt at være blevet fristet af Nintendos Zelda-fortællinger, der altid har budt på en magisk blanding af klassisk eventyr, udforskning, opgaveløsning og kamp. Derfor kan man også undre sig over, at der ikke er flere der succesfuldt har kopieret seriens bedste elementer. Før denne generations Darksiders var det faktisk kun Capcom der med deres elskede Okami havde haft held med at levere et lignende magisk eventyr.

Det oprindelige Okami til PlayStation 2 var dog et af den slags eventyr som få af dem, der fik det prøvet, siden har kunnet glemme. Som solguden Amaterasu, der her var gengivet som en hvid ulv, skulle man således redde en lille japansk landsby fra den frygtelige drage Orochi, og dette blev blandt andet gjort ved brug af en magisk pensel der kunne genskabe dele af den ødelagte verden.

OkamidenOkamiden
Dette er en annonce:

Skræmmende lidt har ændret sig i Okamiden, og faktisk tager eventyret sin start i den samme by som det første spil, der tilmed stadig er beboet af de samme mennesker - sådan da. Amaterasu har nemlig denne gang overladt hovedrollen til sønnen Chibiterasu, som dog besidder de samme magiske evner. Faktisk er det i høj grad børnene af de figurer, som havde hovedrollerne i det første spil, historien denne gang fortælles igennem - ikke mindst Kuni, den adopterede søn af Susano.

Dette er en annonce:

Det nye karaktergalleris effekt på eventyret udgør også den største forskel i forhold til det første spil, og således har flere af figurerne unikke evner der både skal bruges i kamp og til løsning af de mange gåder. Kuni vil for eksempel kunne hjælpe til i kamp ved at give fjenden et afgørende hug med sit træsværd, mens han andetsteds vil kunne hjælpe Chibi med at hugge gigantiske sten i stykker. Andre vil blandt andet give mulighed for at slukke flammer, bevæge sig under vandet eller tryllebinde fjender. Børnene har alle deres egne unikke evner, hvilket Capcom naturligvis har udnyttet til fulde ved at lad dem indgå som vigtige dele af de mange gåder.

OkamidenOkamiden

Den mest unikke evne af alle tilhører dog stadig Chibi, og således er man igen udstyret med den såkaldte "Celestial Brush" med hvilken man kan reparere den omkringliggende verden. Med et enkelt klik på en af de to skulderknapper, tager man således et billede af hvad der forgår på den øverste skræm, og får det transporteret ned på den nederste skærm hvor man sidenhen kan male på det.

Oftest er det så simpelt som at tegne den manglende del af billedet, mens man andre steder skal bruge nogle af de magiske symboler som man langsomt får sig tillært. En cirkel med en streg igennem bliver således til en bombe, en cirkel på himlen bliver til en sol og en streg over en fjende bliver til et særlig potent angreb. Nye evner med den magiske pensel bliver hele tiden tilføjet udvalget, og ofte skal flere kombineres for at løse en opgave.

OkamidenOkamiden

De magiske penselstrøg kan også bruges i de uundgåelige kampe der desværre fylder en stor del af eventyret. Hvor kampe i det første spil var sjove og fyldte med fart, er de dog her ret repetitive, simple og nærmest komisk klaustrofobiske, fordi man sjældent får et særlig godt overblik på den lille skærm. Kampsystemet er decideret dårligt, og da man sjældent får noget ud af kampene er spørgsmålet om de overhovedet burde havde været med, hvis de ikke kunne laves bedre end de her er gjort.

Et af de mest slående elementer af det oprindelige Okami var uden tvivl den overdådige grafik, der blandede tegnefilm med japanske myter og fortællinger, og lod det hele bade i en regnbue af smukke farver. Okamiden forsøger at gøre det samme og sparker alt hvad det kan til hardwarens begrænsninger, der dog desværre alligevel viser sig alt for tydelige. Farverne er udvaskede, den omkringliggende verden kraftig pixeleret, og så mærkes det alt for ofte hvordan den håndholdte hardware simpelthen ikke har nok hestekræfter til at trække eventyret. Heldigvis er de fleste af de mange personligheder stadig fulde af charme, men det er skuffende at så visuelt et smukt univers her taber så mange af sine detaljer og derved distancerer sig kraftigt fra originalen.

OkamidenOkamiden

At Capcom har tilføjet Zelda-lignende opgaver hvor eksempelvis Kuni skal styres med stylussen for at aktivere kontakter, eller hvor Boomerang-inspirerede vinkler skal tegnes for at antænde fakler, opvejer desværre ikke den manglende magi der er gået tabt i konverteringen til det nye format.

For de mange digitale eventyrerer som aldrig nåede at få prøvet det oprindelige spil på PlayStation 2 eller Wii, vil Okamiden byde på et solidt og underholdende eventyr, der dog aldrig vil kunne give en retfærdig forklaring på, hvorfor originalen stadig ses som et af genrens bedste spil.

Som et selvstændigt eventyr bydes der alligevel på en god portion spilletimer, et par udfordrende gåder og bosser, og så føles det stadig både originalt og rigtig sjovt at bruge den magiske pensel til at reparere og bringe liv tilbage til spilverdenen. Chibi er også en herlig spilhelt der flere gange demonstrerer meget af den samme charme som Amaterasu, selvom han aldrig siger et ord.

Okamiden er kort fortalt et godt eventyr, der dog desværre aldrig formår at blive fremragende ligesom sin forgænger.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Langt eventyr. Den magiske pensel. Børnenes forskellige evner. Chibiterasu.
-
Visuelt skuffende. For meget genbrug fra det første eventyr. Tekniske problemer.

Brugeranmeldelser

  • Antitomas
    Et spil med de grundlæggende Okami-værdier i håndholdt format: men er det ren fan-service, eller blot et dårligt forsøg på at malke et gyldent navn?... 6/10
Dette er en annonce: