Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SOCOM 4: SPECIAL FORCES

Socom-serien gør sit første rigtige, ikke-multiplayerfikserede indtog på PlayStation 3. Rasmus har pudset lyddæmperen og sin australske accent af, og kastet sig ud i junglekrigen.


Socom 4: Special Forces er efter eget udsagn en taktisk shooter. Hvis du ikke ved hvad den betegnelse dækker over, så er det i korte træk et twist på skydespilsgenren, hvor der er lagt lidt mere vægt på realisme, hvor man har en lille trup af underordnede at kommandere rundt med, og hvor omtanke, tålmodighed, overblik og manøvrering ofte er nødvendigt for at opnå succes.

Det er lidt af en niche-genre, der typisk tiltaler et andet publikum end spil som Call of Duty og Battlefield, men når det udføres godt, kan taktiske shooters være en stærkt tilfredsstillende oplevelse.

Og Socom 4 starter som sådan ganske fornuftigt. Vi befinder os et eller andet udefineret sted i Østasien, hvor der tilsyneladende er et oprør af en art i gang, ført an af den ondskabsfulde gruppe Naga. Man spiller som den australske kommando-soldat Cullen Gray (selvom forkortelsen SOCOM dækker over amerikanske specialstyrker, men lad nu det ligge), der sammen med sine to ligeledes australske følgesvende og to sydkoreanske ditto, befinder sig midt i al balladen, og skal... Tjaeh. Jeg ved det faktisk ikke helt. Historien er mildest talt uklar. Spillet prøver jævnligt at indskyde alt muligt drama i mellemsekvenserne, og antyde at Gray har en eller anden form for dyster fortid, men figurene er så endimensionelle, og sammenhængen så utydelig, at man ikke rigtig orker at følge med sådan for alvor.

Socom 4: Special Forces
Dette er en annonce:

Nuvel, historie er ikke alt. Det handler om at skyde fjender og bruge hovedet, og her gør spillet det ganske fornuftigt, i hvert fald i starten. Det er svært ikke at sidde med et smil på læben, når man har sneget sig ind på en fjendtlig stilling, markeret hvilke fjender ens folk skal skyde, og med ét enkelt knaptryk synkront lægger dem alle sammen ned. Til tider mixer spillet også formularen op, ved at lade spilleren overtage styringen med den kvindelige sydkoreaner i truppen, kaldet 45, og sende en på stealth-missioner i nattens mulm og mørke.

Altså starter Socom 4 fint ud, men derfra går det hurtigt ned af bakke. Jo længere ind i spillet man kommer, des flere problemer viser der sig, både af teknisk og designmæssig karakter.

Dette er en annonce:

Først og fremmest har vi AI'en, der er helt i skoven, både hos dit hold og hos modstanderne. Med undtagelse af fjendtlige snipere, der som regel forholder sig stationære, så sprinter alle fjender i en nærmest lige linje mod dig, mens de skyder. Kommer de tæt på, kan de måske finde på at flankere en, men det meste af tiden løber de bare hjerneløst frem.

I en relativt tidlig mission skal man på et tidspunkt forsvare et kontrolrum på en dæmning, og her er den mest effektive metode uden sammenligning at sætte sig bag en kasse, og så ellers i ro og mag pløkke fjenderne i fjæset, når de én efter én løber hovedkulds ind af døren. I den situation er der ikke brug for særlig meget taktik.

Socom 4: Special Forces

Ens hold er ikke helt lige så dumme, men har stadig en tendens til at opføre sig som forvirrede høns. I teorien kan man give dem ordrer og flytte rundt på dem, men de har tilsyneladende deres helt egen vilje, og er ikke blege for at løbe direkte ind foran en, mens man skyder. Senere hen skal man eskortere et par andre NATO-soldater, som død og pine skal overleve, gennem en fjendebefæstet landsby, og de holder sig ikke tilbage for at løbe forrest rundt om et hjørne og direkte ind i et baghold, med det resultat at de får ansigtet fuld af hagl.

Men der er også andre problemer. Normalt lægger taktiske skydespil op til at man danner sig et vist overblik over situationen og lurer fjenderne an, inden man angriber. Og de fungerer bedst, når omgivelserne er nogenlunde åbne, og man derfor har en vis frihed i angrebsvinkel og flankeringsmuligheder. Sådan er det ikke her.

Alt for ofte dukker fjenderne først op, når man krydser en eller anden usynlig linje, og de har tit aftrækkeren i bund lige fra starten. Dertil er banedesignet enormt lineært. De fleste baner foregår udendørs, men alligevel føles det som om man befinder sig i en korridor, med fjenden i den ene ende og sig selv i den anden, uden at der rigtig er nogen vej rundt om. Dertil er kampsituationerne ofte scriptet til overflod, så den samme fjende altid sparker den samme dør op når du krydser den samme usynlige linje. Normalt ville man forvente en hvis dynamik i kampene, især i denne genre, men i stedet udspiller de sig næsten altid ens.

Og det betyder at de taktiske overvejelser går fløjten. Der er ikke megen ide i at tænke i flanker, skjul og dækning, når fjenden ikke findes, før man krydser et eller andet magisk punkt. Et tryk på Start-knappen viser et kort, med overblik over både landskab og fjendens positioner, men det bliver ligegyldigt når man indser hvordan fjenderne dukker op uden varsel. Et område på kortet, der det ene øjeblik ser tomt ud, kan næste øjeblik vrimle med fjender, der er opstået ud af det blå.

Socom 4: Special Forces

Det munder alt sammen ud i, at Socom hurtigt glemmer sine taktiske rødder, og i stedet degenererer til at være en ret middelmådig cover-shooter.

I en anden bane skal man infiltrere en havn, og begive sig ombord på et krigsskib, der ligger i tørdok, for at bombe det i smadr. Missionens waypoints sender først en ned langs den ene side af tørdokken, hvorefter skibets kanon skyder nogle containere i stykker, så man er nødt til at rykke tilbage og bevæge sig den anden vej rundt om dokken. Og det sker hver gang. Man får ikke lov til at løbe den anden vej først, selvom der ellers er fuldstændig åbent. Nej, hvis du dør, så skal du partout se den åndsvage container blive skudt igen og igen, selvom det er fuldstændig meningsløst. Jeg ved ikke hvad designerne har tænkt.

Styringen føles en smule stiv, men det er til at leve med. Til gengæld er der et stort problem med de kontekstsensitive knapper. Dit hold må ikke dø - gør de det, bliver du sendt tilbage til sidste checkpoint. Det er fair nok, og hvis en af dine kammerater er faldet, kan du genoplive ham med et tryk på cirkel. Nogle gange, i hvert fald. For de betingelser, der skal til for at muligheden popper op på skærmen, er tilsyneladende så stramme, at de sjældent bliver opfyldt. Man skal stå tæt på og have den faldne soldat i sit sigtekorn, men jeg har flere gange febrilsk prøvet at finde den magiske pixel, der aktiverer muligheden for at genoplive, mens kuglerne fløj om ørene på mig, og haft så lidt succes, at det først var da alle fjenderne var døde, og en af de andre fra mit hold genoplivede den faldne (det kan de nemlig), at han kom på benene igen.

I en anden situation har jeg prøvet at genoplive 45, mens resten af holdet bare kiggede på, selvom der ingen fjender var i nærheden. Og da det lille ikon med cirkel-knappen og ordet "heal" aldrig dukkede op, uanset hvor tæt på jeg stod, og hvor meget jeg forsøgte at flytte sigtekornet henover hendes krop, måtte jeg frustreret se til mens hun gav slip på livet, og missionen genstartede.

En anden gang oplevede jeg, at min faldne kammerats krop lå inde i en kasse, altså i en del af terrænet, så han var umulig at nå både for mig og mine AI-makkere. Og det er vel og mærke med en retail-kopi af spillet, der tilmed hentede en opdatering første gang jeg startede det op.

Som mange andre af Sonys nye titler understøtter Socom 4 også styring med Move. Det benytter samme model som vi efterhånden er vant til, og det fungerer rimeligt.

Spillet leverer ved brug af Move-controlleren gavmild hjælp til ens sigte, så man ikke behøver ramme så præcist. Af den grund virker det umiddelbart lettere at lave headshots med Move. Jeg er stadig ikke overbevist om Move-controllerens dyder i traditionelle skydespil, og vil til hver en tid foretrække en almindelig DualShock, men det er nok mest et spørgsmål om smag.

Socom 4: Special Forces

Altså: ringe AI, dårligt banedesign, dødssyg histore, for mange scriptede begivenheder, og et gameplay, der ikke holder hvad det lover. Der er dog et par lyse sider. For selvom alle køretøjer bevæger sig med en tyngde, som var de lavet af pap og blev trukket rundt på små skinner a la en forlystelse i Tivoli, så er personanimationerne ganske gode. Lydsiden er også udmærket, især musikken (der i øvrigt er komponeret af Bear McCreary, som også leverede musik til Battlestar Galactica-serien).

Men det er ligesom ikke nok til at ændre helhedsindtrykket. Der er nogle gode øjeblikke, især i starten og i snige-missionerne, men ellers er Socom 4: Special Forces et spil, der er svøbt i middelmådighed.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
God lyde, gode personanimationer, nogle ganske underholdende missioner
-
Ringe AI, dårligt og begrænsende banedesign, for mange scriptede events, papirstynd historie, problemer med styringen

Et andet syn

Jonas Elfving GR SE

Singleplayer-spillet er trist. Lad os bare få det af vejen. socom handler om multiplayer for mange. Og i multiplayer gør Socom mange ting rigtigt, niveauet er højere end i det ujævne Socom: Confrontation. På trods af mærkværdige fejl (to magasiner bør dræbe modstanderen) er både co-op og deathmatch ganske underholdende.

Bomb Squad blev hurtigt min personlige favorit, her skal du enten forsvare eller desarmere tre sprængladninger (sidstnævnte sker ved hjælp af din uvurderlige bombetekniker). Uanset om du spiller som soldat eller tekniker, kan du forvente dig spandevis af action. Når bomben skal desarmes får man sved på panden. Denne del kan ende med at være neglebidende spændende.

Der er samtidig rigeligt med våben i både kampagne og multiplayer-delen. Cirka to A4-sider ville listen fylde. Præsentationen fejler heller intet, og der er tider, hvor tankerne ledes hen mod Uncharted 2: Among Thieves - selvom spillet ikke når Naughty Dogs titel til sokkeholderne. Zipper sigter mod skyerne men lander i palmerne.

Skal jeg opsummere Socom 4, må det blive således: Skræmmende kedeligt singleplayer, sjovt multiplayer (men med fejl). Jeg havde håbet på mere.

6/10
Dette er en annonce:
BETA +