Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

DIRT 3

Blichfeldt har for en tid udskiftet sædet i sin trofaste Red Bull Formel 1-bil, med sædet i en rallybil og kampen mod sne, mudder og grus i Dirt 3. Læs her hvordan det hele er gået i vores anmeldelse af Codemasters nyeste...


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en af den slags personer, der alt for ofte ender med at bruge lidt for mange penge på ny teknik. Det er som sådan ikke fordi at jeg har et brændende ønske om altid at have det nyeste og smarteste, men snarere fordi jeg synes den slags er spændende og oftest føler en lettelse når jeg endelig får det til at virke.

Jeg var derfor helt klar til at smide konsollerne til anlægget og tv-skærmen med HDMI-kabel så snart muligheden var der, og har således for længst vænnet mig til en spilverden, hvor de fleste præsenterer deres nyeste oplevelser i lækker HD-opløsning. Alligevel er jeg næsten målløs første gang Dirt 3 toner frem på skærmen, for det virker nærmest som om engelske Codemasters har opfundet en måde at fordoble opløsningen og fordoble antallet af pixels der ryger igennem mit HDMI kabel.

Dirt 3

Normalt bryder jeg mig ikke selv om at starte en anmeldelse ud med snak om grafik, for oftest er den slags blot en bonus, der lægges oven på resten af spillets elementer. Men det er nærmest umuligt ikke at blive komplet betaget af Dirt 3's udseende fra allerførste sekund, for billedet og detaljernes skarphed er næsten ubegribelig, og gør sig godt i samarbejde med den engelske udviklers typiske flair for lækre menuer og indpakning.

Man har denne gang valgt at frasortere den sammenblanding af karrieremode og menusystemer, som ellers er blevet et slags varemærke for udviklerens mange bilspil, og byder her på et lidt mere ordinært menusystem. Indlevelsen er ikke helt så stor som tidligere, og det på trods af at du i menuerne holdes ved selskab af en konstant snak fra både din agent, din mekaniker, professionelle kørere og alt ind imellem. Selv med et lidt mere gængst system er her dog tale om en demonstration af designforståelse, og bare fordi det hele ser fantastisk lækkert ud, har man ikke glemt at holde det overskueligt og brugbart - flere af genrens andre udviklere kunne lære en lektie eller to.

Dirt 3

Det lyder nok en smule kryptisk når jeg fortæller at karrieremulighederne denne gang repræsenteres via et menusystem der består af udfoldelige trekanter, men systemet er faktisk særdeles simpelt. Således repræsenterer tre af trekanterne hver deres kategori, med adskillige løb under dem, mens den midterste kategori først låses op når du har scoret nok points i de tre andre.

Kategorierne har man igen fordelt ud over alskens forskellige former for rallyløb, hvilket betyder at du vil blive tilbudt at køre alt fra standard WRC, Group B og Super Rally til varianter som Rallycross, Trailblazer, Landrush og nytilføjelsen Gymkhana. En lækker mulighed er her også at man oftest har mulighed for at vælge at køre de forskellige løb i biler fra bestemte tidsperioder. Selvom en Ford Focus RS i rallyklæder sjældent skuffer, er der nu alligevel noget specielt ved i stedet at finde den klassiske Toyota Celica GT-Four frem og demonstrere hvorfor den betegnes som en rallylegende.

Dirt 3

Tilføjelsen af Gymkhana er et friskt pust til serien, og lader dig deltage i den aldeles vanvittige omgang trickkørsel, der specielt er blevet gjort populær af køreren Ken Block. Disciplinen afholdes på små lukkede baner, som er blevet krydret med adskillige flyvehop, powerslide-steder og elementer som skal køres i stykker, alt sammen naturligvis på tid. Rækkefølgen er oftest fastsat på forhånd, og derfor er det ikke kun dine evner med speederen, håndbremsen og rattet der testes, men også din hukommelse og evne til at holde hovedet koldt under tidspres.

Et af de elementer, der altid har kendetegnet den engelske udviklers bilspil, er den knivskarpe styring. Codemasters er ganske enkelt de bedste i verden til at fortolke elementer som bilens vægt, dens kontakt med underlaget og dens fysik gennem controlleren, og det er uanset om du spiller med controller eller rat og pedal. Bilerne føles på alle tidspunkter som man forventer de vil, og lige meget om du redder den fra at kollidere med en mur i sidste sekund, eller om du sender den flyvende ud over en skrænt, er du aldrig i tvivl om hvem der har skylden. Skulle det gå helt galt, har du naturligvis også denne gang mulighed for at spole tiden tilbage til lige før uheldet, og på den måde forhåbentlig redde situationen.

Dirt 3

Muligheden for at spole tiden tilbage får du i øvrigt brug for, for som noget nyt har rallyserien denne gang fået tilføjet ekstra elementer som sne og nattekørsel, og den slags viser sig hurtig at gøre en enorm forskel. Tykkelsen af sneen kan tydeligt mærkes, og man skal ikke skride mange centimeter ud i de tykke lag før et katastrofalt uheld venter. Sneen er en konstant duellerende modstander, der alene kan gøre det at køre lige ud til en prøvelse, og grådigt frarøver greb og balance fra bilen. Nattekørsel gør de baner, du troede du kendte, til paranoide oplevelser, hvor du konstant bliver nødt til at fortælle hjernen at speederen skal holdes i bund, på trods af at følelsen af ikke at kunne se det næste sving vil gøre det til en kamp for enhver rationelt tænkende billist.

Jeg har allerede nævnt at Dirt 3 er en visuelt stor oplevelse, men alligevel bør du forberede dig på noget exceptionelt, hvis du har tænkt dig at investere i seriens nyeste afsnit. Det kan godt være at andre udviklere er bedre til at snakke om deres tekniske evner, men jeg er efterhånden ikke i tvivl om at Codemasters med deres Ego-grafikmotor råder over en af de stærkeste, mest imponerende grafikteknologier på denne generations konsoller.

Dirt 3

Dirt 3 råder over nogle af de flotteste lyseffekter jeg endnu har set i noget spil, som specielt excellerer med afsindigt flotte solnedgange, der farver alt i et varmt, orange lys. Andetsteds bydes der på rent partikelblær med de mest overbevisende vandeffekter i noget bilspil, som specielt fra cockpit-synspunktet nærmest er fotoreaslistiske, når de ligger sig i kaskader på bilens forude. De forbedrede partikeleffekter betyder også, at sneen fungerer som i virkeligheden og rent faktisk ødelægger dit udsyn, hvis du ligger bag en modstander, i stedet for blot at være en grafisk effekt uden noget egentlig indhold. Desværre virker det enkelte steder som om man har glemt af finpudse overfladerne, hvilket ser mærkværdigt ud når resten af den visuelle pakke er så overbevisende.

Lydsiden er også overbevisende, og foruden at være en af de eneste udviklere, der formår at få bilerne til at lyde som de bør, virker det også som om lydholdet denne gang har fået frit spil i sammensætningen af soundtracket. Det er resulteret i et lækkert miks af primært elektroniske numre fra så originale kunstnere som eksempelvis Hudson Mohawke, de fleste af hvilke befinder sig i den afslappede ende og passer godt sammen med tempoet i menuerne.

Det er tydeligt at Codemasters har villet lave et spil, der på alle punkter overgår resten af genren, og den mission er de til dels lykkedes med. Her bydes på flere baner, flere udfordringer, flere biler og generelt mere indhold end på noget tidligere tidspunkt i serien, og så er det hele holdt så imødekommende, at alle vil kunne være med, med et tydelig fokus på fart og underholdning frem for absolut rally-realisme.

Dirt 3

Uanset dets mange kvaliteter, er der dog ingen vej uden om at størstedelen af det, Dirt 3 byder på, i højere grad føles som en forbedring af noget man allerede har prøvet før, hvis man tidligere har haft Colin McRae: Dirt 2 i maskineriet. Det betyder ikke, at man ikke sagtens kan blive grebet af hele oplevelsen igen, eller at de mange forbedringer ikke vil være nok til et køb af det nye spil. Men det svært at komme uden om, at springet fra Colin McRae: Dirt 2 til Dirt 3 simpelthen ikke er ligeså stort som det spring, serien tog fra Colin McRae: Dirt til Colin McRae: Dirt 2.

Der er ikke nogen tvivl om at Codemasters igen har sat sig tungt på rally-tronen, for den talentfulde udvikler har simpelthen bedre styr på alle de aspekter, som udgør et actionfyldt rallyspil, end nogen anden udvikler i verden. Derfor er deres tungeste konkurrent også dem selv, og hvorvidt Dirt 3 er noget for dig, hvis du har en virtuel rallykører gemt i maven, kommer udelukkende an på om du allerede har prøvet seriens forrige kapitel og stadig har mod på mere.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Afsindig flot grafik. Lækker præsentation. Sublim kontrol. Lækker lydside. Masser af indhold. Alle kan være med.
-
Til tider kedelige overflader. Minder for meget om Colin McRae: Dirt 2.
Dette er en annonce:
BETA +