Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

DUKE NUKEM FOREVER

Grise flyver, helvede er frosset, der er to torsdage i ugen. Duke Nukem Forever er færdigt, trykket og havnet i vores hænder.


Vi kan ikke komme uden om det - Duke Nukem Forever har været 14 år undervejs. Oprindeligt var planen, at det skulle udkomme i 1998, og siden da er det blevet det mest forsinkede spil nogensinde. Det er grotesk over alle grænser, og uanset hvad 3D Realms, Triptych Games og Gearbox har lavet af mirakler, så kan det endelige produkt umuligt retfærdiggøre den lange udviklingstid. Derfor vil jeg så vidt muligt se helt bort fra den, og i stedet forsøge at tage spillet for hvad det er.

Og hvad er det så? Duke Nukem Forever er et skydespil af den gamle skole, herligt befriet for selvhøjtidelighed, men også et spil, der har nogle væsentlige problemer.

Lad os starte med de gode sider. I en tid hvor genren er fyldt med selvfede militærskydespil, der alle sammen handler om geopolitiske og globale konflikter, er Duke en forfriskende oplevelse, klinisk renset for enhver antydning af patos, melodramatik og svulmende følelser. Her er ingen personlige tragedier, ingen kalkulerede cliffhangers hvor vores helt måske, måske ikke dør i en atomeksplosion. I stedet handler det om at blæse grimme rumvæsener i småstykker, sprænge ting i luften, glo på patter og fyre one-liners af. Det er dumt, bøvet og ofte sexistisk, men det er også dét, der gør det så sjovt og farverigt.

Duke Nukem Forever

Tempoet er højt, og der er lagt stor vægt på variation. Spillet hiver masser af gimmicks ud af ærmet, for det meste med succes, mens man bevæger sig fra Las Vegas' casinoer ud i byens gader, ned i ækle og slimede alien-grotter og videre ud i ødemarken. Flere gange undervejs bliver man placeret i diverse former for kanontårne, kører monstertruck og bliver skrumpet, så man må hoppe rundt mellem møbler og køkkeninventar.

Det gamle Duke Nukem 3D havde i sin tid et dybt imponerende niveau af interaktion med omgivelserne, og Duke Nukem Forever vidererfører den tradition i et niveau, som få andre spil kan hamle op med. Du kan spille pool, pinball og mange andre minispil undervejs, løfte vægte, boksetræne, tegne på whiteboards, glo på porno på computere og meget andet. Nogle af minispillene er mere raffinerede end andre, men de bedste er ganske sjove, og tjener som fine afbræk undervejs.

Duke Nukem Forever

Våbenarsenalet er stort, og fans vil kunne genkende de fleste af dem fra Duke3D. Nogle af dem er blevet opdateret en smule, så for eksempel maskinpistolen ikke længere er lyddæmpet, og raketkasteren kan låse sig fast på mål. Lydeffekterne er gode, de har den helt rigtige tyngde og giver herligt tilfredstillende brag, når man fyrer dem af.

Jeg er især vild med rørbomberne, der er en sand fornøjelse at bruge, og er overraskende effektive mod flyvende mål. Bedre håndgranater er svære at finde.

Af en eller anden grund har et af spillets mange udviklerhold besluttet, at Duke kun skal kunne bære to våben ad gangen, udover granater altså. Det er en skam. Ikke fordi man bliver træt af de våben, man har, eller fordi man føler sig forkert udstyret til visse kampe (spillet er ganske gavmildt med hensyn til at placere både våben og ammo rundt om i banerne), men mere fordi de mere esoteriske våben som krympegeværet eller frysestrålen ikke får så meget plads, og bliver meget korte bekendtskaber.

Det virker som en underligt vilkårlig beslutning, da der ikke er nogen våben, der er de andre fuldstændig overlegne. I stedet passer de alle til forskellige situationer. Man lærer hurtigt at leve med det, men det havde nok været sjovere, hvis man kunne have hele arsenalet i rygsækken til hver en tid.

Duke Nukem Forever

Og nu vi er ved våbenbegræsningen, så lad os bare fortsætte med de negative sider. Der er desværre mange steder, hvor man godt kan mærke, at Duke Nukem Forever burde være udkommet for fire år siden. På nogle punkter er teknikken simpelthen forældet. Load-tiderne er lange, og i modsætning til titler som Bulletstorm eller Gears of War, kan Forevers variant af Unreal-motoren ikke loade nye baner ind i baggrunden. I stedet bliver man ofte præsenteret for en loading-skærm, og det bryder flowet. Det er tydeligt, at banerne er designet til at hænge sammen, så slutningen af én bane ligner starten af den næste til forveksling. Derfor undrer det, at man ikke har gjort brug af denne teknologi.

Teksturerne på vægge og flader er også i meget lav opløsning, og det er få af dem, der holder til et nærmere eftersyn. Det er forsøgt godt skjult med depth of field-effekter og des lige, men detaljegraden i fladerne lever ikke op til dagens standard.

Der er jænvligt underlige fejl i animationerne, når figurer taler til Duke. De følger ikke altid ens bevægelser rundt i rummet, og taler bare ud i luften, som om man stod foran dem. Mange af dem har også et mærkeligt plastik-agtigt look. Igen viser alderen sig.

Duke Nukem Forever

Generelt har Duke Nukem Forever nogle glimrende kampe, til tider endda fremragende, men der er også enkelte steder, hvor designet halter gevaldigt. Nogle gange får man ikke rigtig den nødvendige plads til effektivt at bekæmpe en vis type fjende, og andre gange spawner de uden varsel bag en, mens man er midt i et puzzle. Ét sted oplevede jeg flere gange at blive dræbt, næsten øjeblikkeligt efter at være trådt gennem en dør, uden jeg nåede at opfange hvad der skete. Kombineret med de lange loadtider kan det være ret frustrerende.

Der er et par stinkere mellem bosskampene, men omvendt er nogle af dem også rigtig gode, og især den sidste var en ren fornøjelse. Jeg har i øvrigt ikke timet det præcist, men det tog omkring 12 timer at nå til ham, inklusiv omkring halvanden times fjollen rundt med at spille pinball og tegne dillermænd på tavler.

Duke Nukem Forever

Hvad angår multiplayer, så holder Duke Nukem Forever også her fast i de gamle værdier. Man spawner kun udstyret med en pistol, mens resten af våbnene ligger spredt rundt om i banen, og respawner med jævne mellemrum. Det minder om Doom, Quake og, ja, Duke Nukem 3D, og det er nærmest befriende ikke at skulle tænke på unlocks og des lige. Du er på lige fod med modstanderne fra første øjeblik - her er ikke noget med at dem der har spillet meget, har adgang til bedre våben.

Spiltyperne er alle velkendte: almindelig deathmatch, team deathmatch og de spøjst navngivne Capture the Babe og Hail to the King, der følger de traditionelle Capture the Flag- og King of the Hill-regler. Den lille håndfuld baner er ganske glimrende, og retro-elskere kan glæde sig over, at den første bane fra Duke Nukem 3D også er inkluderet.

Selvom Duke ikke er Call of Duty, så er her stadig et unlock-system. Efterhånden som man spiller, optjener man XP og udfører challenges, der åbner for fjollede kostumer og inventar til My Digs - Duke Nukems lejlighed. Her kan man finde alskens malerier og statuer, der hylder Duke, efterhånden som man låser dem op. Det virker lidt meningsløst, men når man har spillet rigtig længe, bliver de forskellige minispil fra kampagnen også tilføjet. En lille gulerod, hvis man er til den slags.

Multiplayer-delen virker mere end gennemsnitligt følsom over for lag, og jeg havde svært ved at finde spil, hvor jeg ikke lå på en ping-tid omkring 100 ms. Det forbedrer sig forhåbentligt, når spillet kommer i fleres hænder. Dukes multiplayer-del er retro-agtig uden at virke gammeldags, og har man spillet Doom eller Duke som ung, falder man hurtigt til, og der går ikke længe før man begynder at owne noobs. Ikke videre originalt, men et sjovt og tempofyldt gensyn.

Duke Nukem Forever

Duke Nukem Forever er langt fra perfekt, men det har bestemt sine øjeblikke, og en god del af dem, især i forhold til demoen. På nogle områder virker det gammelt, men på andre minder det om bedre og på en måde mere uskyldige tider, hvor skydespil ikke behøvedes være så pokkers alvorlige.

Duke Nukem selv er en karrikatur af 80'ernes og de tidlige 90'eres testosteronpumpede actionstjerner, og hvis man ikke synes figuren er fed (enten oprigtigt eller med lidt ironisk distance), så bør man nok springe over.

For mit vedkommende er jeg glad for at Duke Nukem Forever endelig er havnet i mine hænder. Jeg frygtede det værste, at spillet ville være en katastrofe, men nej. Trods dets mangler har jeg været godt underholdt, og hvis spil som Call of Duty hænger dig langt ud af halsen, så er det stadig værd at spille.

Duke Nukem Forever
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Gode våben, høj grad af variation, mange fede kampe, fin længde, masser af interaktion, dejligt bøvet humor
-
Teknisk forældet på flere kanter, halter designmæssigt visse steder, lange loadtider

Brugeranmeldelser

  • N9coleg
    Du starter Dukes nye eventyr med at stå ved et pissoir, og der står du, og ja...... pisser. Kort efter siger Duke "Its time to stop pissing... 4/10
  • white and nerdy
    Duke Nukem Forever! Kender I den umådelige, nærmest ubegribelige følelse af at være skuffet? Det må dem af jer, der har investeret i Duke nukem... 3/10
  • Nike
    Vi ved alle sammen hvor irriterende det er, når et spil man ser frem til bliver forsinket. Spil som Final Fantasy XII og XIII bare for at nævne et... 6/10
BETA +