Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

CHILD OF EDEN

Redaktionens største Rez-fan har ventet ti år på Mizuguchis spirituelle efterfølger og fortæller om det har været ventetiden værd. Læs anmeldelsen lige her...


Det virker nærmest skræmmende at cementere i skrift, men i de 10 år der er gået siden årstallet hed 2001, har jeg spillet og nydt alt hvad jeg har kunnet få fingrene i af elektroniske spil, og har kæmpet mig igennem et utal af spiloplevelser. Jeg har gået på eventyr i fjerne verdner, hugget skyskraber-store monstre itu og ageret rumsoldat med universets skæbne på mine skuldre, og endda ofte i afsindigt lækre spil.

Alligevel er det Tetsuya Mizuguchis abstrakte Rez, der mere end noget andet spil har haft sin faste plads i mine tanker og på mine konsoller. Det der i de fleste andre udvikleres hænder ville have været et ganske ordinært skydespil på skinner, blev her forvandlet til et fantastisk sammenblanding af elektronisk musik og smuk grafik, der med abstrakte former fortalte historien om et virus-inficeret computersystem, som kun du kunne redde. Dreamcast-versionen var fabelagtig, PlayStation 2-versionen endnu bedre og HD-opdateringen på Xbox Live så eminent, at ingen Xbox-ejere bør være foruden det.

Child of Eden
Dette er en annonce:

Child of Eden ligner umiddelbart i alle former og kanter den spirituelle efterfølger til Rez, som størstedelen af spilpressen allerede har udråbt det til at være forud for sin udgivelse. Simple menuer byder på få muligheder, og fem planeter repræsenterer de forskellige baner, der alle låses op ved at indtjene stjerner. Pointsystemet, som bestemmer hvor mange stjerner du får efter hver endt bane, dikteres ligesom i Rez ved en samlet bedømmelse, der dækker over indsamlede bonusobjekter, nedskudte fjender og tilbageværende helbred.

Dette er en annonce:

De første forskelle bliver dog tydelige, så snart du bevæger dig ind på en af spillets baner, også selvom de selv for en erfaren Rez-spiller i første omgang kan synes nærmest anonyme. Hvor Rez lod dig opleve rejsen i tredjeperson, er synspunktet denne gang skiftet til førsteperson hvilket betyder at det eneste der skal holdes styr på er et sigtekorn, og den forandrende måler i hjørnet af skærmen, som indikerer hvor meget helbred man har tilbage.

Child of Eden

Et andet valg, der fra starten virker lige så underspillet, er at man nu har adgang til to forskellige skudtyper. Man kan ligesom i Rez vælge at bruge det normale system hvor op til otte fjender kan markeres, før man sender de selvsøgende projektiler mod dem. Men man kan også bruge en slags maskinkanon, der med lilla energiprojektiler skyder præcist hvor man sigter, med det samme.

Egentlig virker begge beslutninger i starten af spillet som næsten ubetydelige, men det ændrer sig dog hurtigt. Valget mellem to forskellige projektiler har nemlig tilladt udvikleren at dele fjenderne op i forskellige typer, som enten kun kan skades med, eller blot tager langt større skade ved brug af det rigtige angreb. Endnu vigtigere er dog, at de lilla energiprojektiler også skal bruges som forsvar mod fjendtlige projektiler, hvilket er også er hvor perspektivskiftet begynder at træde i karakter. Ved ikke længere at have en figur i tredjeperson at forholde sig til, tvinges man nemlig nu til at orientere sig langt mere i forhold til banerne, der oftest er langt bredere end hvad kameraet som standard indikerer.

Child of Eden

Hver af de fem baner baner er bygget over forskellige temaer og har navne som Beauty, Evolution og Matrix, der dog ikke afgør hvordan banerne udfolder sig. Fantasien har igen fået frit spillerum, og her har ikke været nogen begrænsninger i udformningen af hverken banerne eller de abstrakte skabninger som befolker dem. Det betyder at du i en bane vil befinde dig flyvende over en smuk flod, hvor blomster eksploderer i projektilregn og enorme sommerfugle flakser hen over skærmen, mens du i det næste øjeblik befinder dig på bunden af havet, hvor gigantiske hvaler fylder skærmbilledet.

Selv når Child of Eden begynder at finde organiske former og skabninger frem, som man kender fra den virkelig verden, er de her visualiseret gennem et forpurret computersystem, hvilket betyder at de på hvilket som helst tidspunkt kan forvandle sig til noget helt andet, eller blot eksplodere i millioner af farverige partikler. Der er ikke nogen tvivl om at Mizuguchi og resten af hans hold hos Q-Entertainment igen har begået en grafisk perle, der hele tiden overrasker og overvælder.

Child of Eden

Det er ikke kun Child of Edens status som spirituel efterfølger til Rez, der har sikret det overskrifter før udgivelsen, men også dets rolle som oplevelsen, der for alvor vil bevise at Kinect ikke kun kan bruges til familieshow og minispil. Med Kinect smidt til konsollen kan alt da også styres ved brug af hænderne og endda ganske gnidningsløst.

Som standard har man med højre hånd kontrol over markerings-angrebet og kan med en armbevægelse markere fjender før et skub frem sender skuddene afsted. Venstre hånd styrer det lilla angreb, og specielt når fjendtlige projektiler skal nedplaffes skal man sørge for at have styr på lemmerne. Holdes begge hænder mod loftet aktiveres et superangreb, og det hele virker upåklageligt. Man kan selv justere hvor hurtigt sigtekornet skal bevæge sig, men med standard-indstillingerne vil man kun opleve en minimal forsinkelse, der heldigvis er langt fra tidligere demoer af spillet og ikke frustrerer.

Child of Eden

Child of Eden vil bestemt ikke være for alle, også selvom der faktisk er mere spil gemt under oplevelses-overfladen end man umiddelbart skulle tro. Et pointsystem belønner for eksempel god timing og musisk rytme med ekstra points, mens indlæring af fjendemønstre og udryddelse af disse vil resultere i bonusobjekter som ekstra helbred og specialangreb. Bedst er dog de mange hemmeligheder der kan låses op for, ikke mindst en Rez-lignende bane set gennem det nye spils grafiske linse.

Alligevel har jo dog lidt svært ved ikke at være en smule skuffet. Child of Eden er spilversionen af bandet som sprængte alle dine forventninger med sit første album, men som sidenhen har ladet vente på sig i 10 år, for at overraske med at have valgt at en komplet anden musikstil. Det er som Kashmir, da de tilbage i 1999 viste at de var klar til at overtage rollen som danmarks førende rockband med det fabelagtige "The Good Life" der var fyldt med "skrål med sange", for at lade vente på sig i fire år, før de vendte tilbage med det ligeså flotte, men langt mere komplekse Zitilites.

Child of Eden vil ikke nødvendigvis være, hvad du havde håbet på, hvis du som jeg havde ventet en spirituel efterfølger til Rez med samme fandenivoldskhed og forkærlighed for tonstunge elektroniske rytmer. Her er ingen Mist med Protocol Rain, ingen Joujouka med Rock is Sponge, og desværre slet ingen Adam Freeland med Fear. Her er heller ingen faretruende computersystemer, gennemsyret af korruption og ødelæggelse. I stedet bydes her på computerskabte, livsglade, organiske former i alle regnbuens farver, iført klæder vævet af sukkersød popmusik fra Tetzuya Mizuguchis eget band Genki Rockets.

Child of Eden

Efter at have ventet i så lang tid er det normalt hjerteskærende at måtte indrømme over for sig selv, at ventetiden måske ikke har været det hele værd, og alligevel er Child of Eden utvivlsomt et fantastisk stykke digital underholdning, der blot ikke lever helt op til sin forgænger. Sjældent bliver det mere tydeligt end når spillet i sin fjerde verden bevæger sig tilbage til de industrielle omgivelser fra Rez, godt båret af sted af hårdere elektroniske rytmer og gulvbankende bas, for her begynder det hele at smage af det jeg havde håbet på mere af.

Som helhed savner man dog vildskaben og den digitale, hårdføre tilgang som Rez havde i spandevis, alligevel er det en rigtig god oplevelse.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Stor variation i verdnerne. Fungerer strålende med Kinect. Til tider fabelagtig grafik. Lettilgængeligt. Lækre bonusser.
-
Både musik og banedesign savner lidt mere vildskab. De fem baner er hurtigt set.
Dette er en annonce: