At påstå at tingene indtil videre har været bare en anelse normale ville nok være en overdrivelse af kaliber, men det hele får nu en creepy drejning, da jeg står med min kærestes afhuggede hoved mellem hænderne, mens resten af hende krop hektisk kravler rundt bagved for at finde den manglende øverste del. At hun samtidig snakker til mig, får sorgen over hendes makabre død til hurtigt at blive udskiftet med en smule forundring.

Velkommen til en rejse - en tur ned under jorden mod en verden af mørke og ondskab i spillet Shadows of the Damned. Men meget mod hvad ellers ville virke logisk, så er frygt og høj puls ikke din værste fjende under legen med dette spil. Derimod er der en god chance for, at du mere end én gang taber din controller ud af hænderne, mens du klukkende af grin forsøger at fordøje replikker af tør drengerøvshumor fremsagt af et flyvende flammekranie med en klingende engelsk accent. Dette er ikke finkulturel underholdning, men jøs hvor det virker!

Historien i Shadows of the Damned kan hurtigt ridses op. Du indtager rollen som Garcia Hotspur - en læderklædt machomand af latinamerikansk oprindelse. Der er sket det, at din kæreste Laura er blevet kidnappet af Fleming. Desværre er ham Fleming ikke en tilfældig fyr nede fra det lokale diskotek, men derimod intet mindre end mørkets fyrste. En fjende som straks tager din kvinde med ned i en dunkel underverden pakket med monstre og sære væsner.

Din opgave er herefter ret simpel. Laura skal selvfølgelig findes og bringes tilbage til den normale verden. Vi spillere har været der før, men Shadows of the Damned er alligevel noget ganske særligt. Efter Fleming er forsvundet ned i et stort hul i jorden, kaster Hotspur sig ned i udfordringerne i den dybe undergrund. Ens følgesvend er Johnson - et flyvende flammekranie med klassisk britisk butler-accent. Han er på alle måder en central brik i historien og spillet.

Johnson kan ændre sig til mange forskellige ganske praktiske formål. Først stifter man bekendtskab med hans evner indenfor kubik, da han svulmer op til en motorcykel, der bringer en tættere ind i Flemings verden. Herefter erfarer man, at han også kan ændres til flere forskellige potente våben, hvor der i dele af spillet skal kraftig streg under ordet "potente". Folk som er bekendt med engelsksproget slang vil nok allerede her hæve øjenbrynet - Johnson bruges også som betegnelse for andet end efternavne og flyvende kranier. Det fremgår i øvrigt med alt tydelighed af én trailer, som landede før selve spillet ramte os anmeldere.

Spillet afvikles i tredjepersonsperspektiv og efter en helt velkendt tutorial sidder alle funktionerne på rygraden. Det er klassisk pensum og meget velkendt styring. Hotspur får hurtigt flere våben at anvende mod de forskellige fjender. Johnson kan slå som den stav han normalt er, men ligeledes ændre sig til forskellige våben, som dækker over normale kategorier som haglgevær, pistol, automatvåben med mere. Mens spillet åbner sig op, får man låst op for flere og flere forskellige funktioner til de våben, som man allerede kan få Johnson til at ændre sig til. Meget hurtigt er man hjemme i gameplayet, og det er svært virkeligt at sætte en finger på noget her. Nemt og intuitivt efter kort tid, hvilket tydeligt er spillets formål. Man skal ikke rode rundt i menuer, eller tænke alt for dybt over upgrades eller våbenvalg - i det mindste ikke hele tiden.

Replikkerne mellem Hotspur og Johnson er rygraden i spillets humor. Det lyder umiddelbart sært at tage en på overfladen klassisk survival-shooter og så pakke den med god humor, lumre anekdoter og uendeligt mange henvisninger til områder syd for navlen. Men det fungerer virkeligt godt. Der er en kemi mellem disse to virtuelle venner, og ordspillet og drengerøvsbetragtningerne er bare dejligt ligetil og uden de store dybe akademiske vinkler. Johnson fastslår ret tidligt i spillet, at Fleming er en "dick-tator" - niveauet af humor er tit under dette, så det vil nok ikke tale til alle. Mange af ordspillene og referencerne kan også misses af yngre spillere uden det store kendskab til engelsk og særligt lumre ord på netop dette sprog.

Men omkring alderen, så vover jeg pelsen og springer ud som en gammel gnaven mand. Dette er med alt tydelighed ikke et spil for børn - det er for barnlige sjæle, men helt klart ikke for yngre medlemmer af vores hobby. Der er springvand af blod over det hele, og markante seksuelle referencer og billeder. Men omvendt så er der sikkert flere store reklamer rundt omkring på landets togstationer og markedspladser, som slår dele af det lumre med længder. Jeg skal ikke være moralens vogter, men tror man vil gå forkert af spillet, hvis man som yngre spiller snupper det fra farmands spilstak, og forsøger at rende igennem titlen søgende efter de kvaliteter, som jeg fremhæver som styrken.

Gennem turen oplever man rigtigt mange boss-fights, og de er intet mindre end fantastiske for det meste. I perioder render man næsten fra den ene til den næste store kamp - en sand kæde af skønne bossfights. Det kræver enkelte gange lidt snilde og stædighed at ordne de mørke folk, som kastes mod en. Meget atypisk for mig endte jeg med at bruge halve timer på flere store kampe. Normalt var jeg rendt væk, eller havde som minimum smidt lidt med controlleren, mens jeg bandede. Denne titel kan noget - det går i blodet, og man er igen og igen så forbasket tæt på.

Flere boss-fights og store kampe er også gennemsøbet i god humor. Der er et par baner, hvor man skal bruge en "Big Boner" - som er en evne Johnson har! Dette ordner man ved at finde en telefonboks, og her ringe til en sød pige. Hun fortæller Johnson, at hun sidder nøgen og savner netop ham, og vupti - vores tro følgesvend vokser. Efterhånden burde alle kunne følge med i referencerne her. Herefter kan man med Johnson i form af Big Boner skyde store monstre ned.

Andre detaljer, som får et slør af sort humor over sig, er for eksempel døre. For at komme ind af forskellige spærringer skal man samle jordbær eller andre ting. Disse skal fodres til babyhoveder, som sidder og tuder på porte, døre eller hegn. Ellers kan man rende rundt og samle forskellige krystaller - disse kan bruges til upgrades eller indkøb. De særligt værdfulde er blå, og passer ind i Johnsons kranie. Erhvervelse af disse belønnes med centrale opgraderinger af allerede kendte våben. De gør ens liv markant nemmere.

En vigtig del af spillet er "mørke". Zoner, hvor mørket hærger, er usunde for Hotspur. Heldigvis hænger der logisk nok gedehoveder rundt omkring. Skyder man dem med et specielt skud, så fjernes mørket fra det område. Dette er tit basis for puzzle-dele af spillet, hvor man skal kæmpe, tænke, grine og løse små nemme opgaver. Det er ikke Portal, og du får med sikkerhed ikke den velkendte puzzle-hovedpine, men stadig er det endnu et velfungerende element, som giver lidt ekstra til et allerede velkomponeret spil.

Jeg kunne blive ved med at nævne fænomenale passager og replikker i dette spil, men netop variationen er nok en del af oplevelsen, og jeg vil lade den hænge, indtil I selv kan få fingre i spillet. Lad mig slå fast, at dette ikke er din klassiske tredjepersonsskydespilsoplevelse, og at det indtil videre er min største spiloplevelse i år! Selvom jeg holder mig fra anekdote efter anekdote, så er der dog et lille friskt pust, som skal deles. Et stykke inde i spillet kastes man pludselig ud i en 2D side-scroller med skud og lidt simpel puzzle. Det lyder sært, men jeg fandt det fungerende. Lydsporet er skabt til at følge de papirskårne grafiske figurer, mens du flyver gennem banerne og skyder.

Nu hvor vi har lydene, musikken og hele det atmosfæreskabende tæppe oppe og vende, så har jeg flere roser. Alt dette er skabt under vingerne af Akira Yamaoka. Vi har her at gøre med manden bag musiksporet til Silent Hill-spilserien. Jeg var i flere passager blæst væk af rock, punk, klassisk og meget meget mere! Det er svært at få armene ned her.

Skal vi fortsætte med name-dropping, så skal Goichi Suda (også kendt som Suda 51) og Shinji Mikami nævnes. Disse navne ringer sikkert i flere ører som hjernerne bag spilserier såsom "No more Heroes" og "Resident Evil". Rigtige nørder falder ned af sofaen i knælende næsten religiøse lovprisninger når alle disse navne glider over skærmen. Jeg er ingen undtagelse, men forsøgte dog i mit mest objektive ringhjørne at se bort fra dette under min gennemspilning af titlen.

Men skal jeg meget imod min vilje vende tilbage fra den sære verden under vores fødder - fyldt med letpåklædte damer, anderledes monstre og en spiloplevelse, som bare fungerer, så er det vel tid til at fremhæve lidt negativt. Leder jeg nok, må det blive holdbarheden der står for skud. Jeg rendte igennem spillet på under 15 timer uden at være så velundersøgende som normalt måske. Vejen er ret lineær, så selv hvis jeg havde taget en mere udforskende rute, så var der ikke flere timer i det. Men omvendt ville jeg ærligt talt være i gang med at spille igen på et sværere niveau, hvis jeg ikke sad her og forfattede en anmeldelse.

Dette spil er fantastisk, og I har sikkert allerede sammenlignet mine ord med tallene til højre, og havde det ikke været for lidt manglende holdbarhed, så havde jeg smidt et solidt 9-tal samlet. Jeg kan nemt forestille mig, at netop denne titel vil trække en bred vifte af karakterer - du skal kende din spilanmelder her! Det er en titel, som for drengerøve med en tør humor vil virke som en af de helt store oplevelser - og for andre meget det modsatte. Jeg vil nok endda gå så vidt, at jeg kalder det en milepæl for mig rent spillemæssigt. Men for andre vil dette være en kedelig omgang bossfights og en masse snak, som de måske ikke helt forstår hoved og hale i. Men nu er teksten skrevet, og jeg er smuttet - skal af sted efter Laura igen. Vi ses.