Anmeldelse

Galaga Legions DX

Publiceret 2011-07-16

Namco hiver Galaga frem fra spilkartoteket og giver det igen en fortjent opdatering, men kan klassikeren genfinde magien? Læs anmeldelsen lige her...

Det undrede mig egentligt en smule at det oprindelige Galaga Legions nærmest ikke fik nogen opmærksomhed da det udkom, for sammenlignet med så mange andre opdateringer af klassiske spilserier, var her tale om en forfriskning der både var modig og underholdende, uden dog at nå genrens top.

Jeg har en fornemmelse af, at den samme skæbne vil overgå opdateringen, for på trods af at Galaga Legions DX forsøger at tilføje mere tempo, mere balance og mere teknik til formlen, er det også et spil, der på alle måder har svært ved at gøre opmærksom på sig selv, og kun vil holde dig fanget i kort tid.

Galaga har lige siden sin start været en slags opdateret Space Invaders, der adskilte sig ved at give spilleren mulighed for at indfange fjender og vende dem mod deres tidligere sammensvorne. I Galaga Legions blev denne formular tilføjet et yderligere aspekt, ved at man nu havde to usårlige droner som kunne placeres hvor man ville på banen, hvorefter de ville skyde løs i den retning man havde bedt dem om. Var man lidt snedig kunne man altså placere dronerne midt inde i fjendtlige formationer inden de begyndte at fylde skærmen, og da man fik en pointbonus alt efter hvor hurtig man var, gik der lige pludseligt en smule strategi i det hele.

I Galaga Legions DX er der ikke overraskende blevet pillet lidt yderligere ned drone-systemet, og det er således ikke længere muligt at placere dem på banen. I stedet sidder de som klistret fast til dit rumskib, men kan nu kontrolleres frit med det højre analogstick, samt opdeles i to forskellige formationer alt efter om man ønsker et koncentreret angreb eller hellere vil skyde i forskellige retninger.

Namco har yderligere skruet op for hastigheden, og så tunet alle banerne sådan at de fjender, der tidligere tog adskillige andre fjender med sig i faldet når de blev skudt, nu ofte igangsætter kædereaktioner som hurtigt udrydder hele skærmen. Kædereaktionerne viser sig hurtigt at være vejen til toppen af highscore-listen og således får det hele faktisk en snert af puzzle-spil, fordi det lige så meget gælder om at regne banerne ud, som det gør om at undvige fjendtlige projektiler.

Desværre er det ikke alt sammen så snedigt som det lyder. Variation er nemlig en mangelvare i Galaga-universet, hvilket specielt bliver tydeligt fordi hver verden kræver at du gennemspiller alle banerne to gange, før man får lov til at avancere til den næste. Verdnerne er nærmest heller ikke til at kende fra hinanden, og både baggrund og fjendedesign kunne godt have fået lidt mere opmærksomhed.

Det, der for alvor dræner morskaben ud af Galaga Legions DX, er dog, at det er alt for nemt. Fjenderne kaster sig nærmest mod dine skud, og du behøver stort set kun at kigge på dine droner, før de automatisk udløser massive kædereaktioner, der udsletter enhver fjende på skærmen. Som i Pac-Man Championshop Edition DX aktiverer Galaga Legions DX også en automatisk slowmotion hver gang man er tæt på at dø, og hvor det var en nærmest genial løsning i Pac-Mans svære spileventyr, virker det her malplaceret fordi sværhedsgraden i forvejen er så lav.

Jeg kan faktisk gode lide Namcos ide med at remixe deres spil og forandre spillereglerne, og Pac-Man Championshop Edition DX er stadig et af de mest spillede Arcade-spil på min Xbox 360. Derfor er det også ekstra ærgerligt at den samme magi ikke kan gengives i Galaga-universet, for det der her bydes på er simpelthen ikke sjovt nok i længden.