Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

HARRY POTTER AND THE DEATHLY HALLOWS - PART 2

EA prøver igen at finde magien i Harry Potter-spiluniverset, men har man også denne gang glemt at finde de rigtige besværgelser frem? Læs hele anmeldelsen lige her...


Ingen vil bebrejde dig, hvis du aldrig tog dig tiden til at læse anmeldelsen sidste gang vi mødte Harry Potter i spilform. For på trods af at bøgerne har gået deres sejrsgang over hele verden, hos et publikum der dækker over alle aldersgrupper, har det samme på ingen måde kunne siges om spillene. Alligevel kan spillet baseret på Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1 godt kaldes lidt af en legende her på siden, for sjældent er et spil blevet skældt så meget ud.

I det nyeste spileventyr bliver man kastet hovedkulds ind i det hele, og her er ingen tid til at stoppe op og forklare hvordan og hvorledes det hele hænger sammen for Potter-nybegyndere. Faktisk virker det på det nærmeste kun som om nogen har haft trykket på en længerevarende pause-knap mellem de to spil, og lettere forvirret bliver man derfor tvunget i gang med en mission, hvis kontekst i forhold til resten af historien man langsomt lærer.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2
Dette er en annonce:

Det betyder dog ikke det store, for ganske ligesom det forrige spil er her tale om et skydespil, der fungerer efter de præcis samme regler som eksempelvis Gears of War eller ethvert andet af de populære tredjepersons-skydespil. Man skal derfor søge dække for fjendtlige angreb, modangribe når tiden er til det og så ellers løse små missioner der sjældent går ud på andet end at skyde flere fjender.

Dette er en annonce:

Det er nærmest utroligt, hvor let EA Bright Light har oversat standard-skabelonen for ethvert skydespil til Harry Potter-universet, og det virker alt sammen en smule fjollet. De trylleformularer og besværgelser, som udgjorde en af de mange magiske komponenter i filmene og bøgerne, er her oversat fantasiløst til erstatninger for genrens mest kendte våben. Harry, Ron og Hermione råber næsten hele tiden ord som "Stupefy", "Expulso" og "Confringo", men de kunne lige så godt have råbt "pistol", "maskingevær" og "raketværn", for effekten er den samme.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2

Personligt er jeg stadig en smule forvirret over, hvad der dog kan have fået udvikleren til at beslutte, at det var denne vej man skulle gå med et Harry Potter-spileventyr. Men havde det blot været godt skruet sammen eller underholdende, havde det med sikkerhed ikke været noget problem for mig.

At det, der her bydes på, hverken er underholdende eller godt, står dog hurtigt ganske klart, og bliver faktisk kun bekræftet jo mere tid man bruger med spillet. Det er som om udvikleren systematisk har gået inspirationskilderne igennem og har besluttet sig for at gengive flere af de dårligste sekvenser fra disse spil. Yderligere virker det som om, at dette fokus har betydet, at der ikke har været tid til overs til at få selv de mest basale spilmekanikker til at hænge sammen.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2

Banerne er alle opbygget således, at det hurtigt kommer til at føles som om, de alle udgøres af mikroskopiske arenaer, og man kan nærmest forudse hvor fjenderne vil dukke op, inden det rent faktisk sker. At søge dække er oftest problematisk, fordi Harry har svært ved at finde ud af hvilke områder kan bruges til formålet, og ligeledes har svært ved at avancere til andet dække, når han først har fundet et sted han kan lide.

Sjovere bliver det heller ikke af, at missionerne ofte består af så uendeligt kedelige emner som eskort-missioner, samt missioner hvor man må formode at være blevet udstyret med en tryllestav med kikkertsigte og derfor skal agere snigskytte. Banerne synes ofte at strække sig mod det uendelige, og lige som man tror at man er færdig, bliver man bedt om at gøre det hele igen.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2

I PlayStation 3-versionen (som denne anmeldelse er baseret på) er det også muligt at bruge Move-controlleren, som naturligvis lader dig overtage sigtet med den bevægelsesfølsomme-kontrolenhed. Fordi spillet nærmest sigter automatisk, når man bruger standard-controlleren, virker det dog decideret som om får et handicap ved at bruge Move, og da den ikke er mere kreativt udnyttet, tilføjer Move-oplevelsen på det nærmeste intet til spillet.

Som udvikleren selv har påpeget flere gange, er der rigtignok sket forbedringer i forhold til det rædsomme Harry Potter and the Deathly Hallows Part 1, og det er eksempelvis blevet nemmere at skifte mellem de forskellige besværgelser. Der bydes også denne gang på en smule mere variation, hvor man blandt andet får lov at spille som nogle af de andre kendte karakterer fra bøgerne og filmene.

Et par småforbedringer ændrer dog ikke ved, at der her er tale om et ideforladt skydespil, der på lettere forundret vis har fået trukket Harry Potter-licensen ned over hovedet. Det hele kan gennemføres på under fire timer, men selv det vil synes som noget af bedrift, hvis man da ikke lige er en Harry Potter-fan af fornemste format, eller en Trophy/Achievement-fanatiker som her ser et par hurtige trofæer eller points. Et Harry Potter eventyr helt uden magi eller spilleglæde.

Heldigvis er filmen Harry Potter og Dødsregalierne - del 2 noget bedre end spillet. Det kan du læse i vores anmeldelse af filmen.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Hermione ligner næsten Emma Watson, let at gå til hvis man kender genren
-
Kedelige opgaver, ideforladt fra start til slut, upræcis styring, udetaljeret grafik
Dette er en annonce:
BETA +