Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

9MM

Lee griber sin iPad 2 og storspiller 9mm der lover korrupte betjente og gangstere på de håndholdte formater.

  • Tekst: Lee West

Der var engang, hvor udtrykket pulp fiction henviste til en type litteratur, der var trykt på billigt genbrugspapir med flossede kanter og fyldt med farverige historier om spøgelsesskurke, superhelte, gangstere og krig. Det var billige produktioner med billige forfattere. Med andre ord, det var en del årtier før Tarantino sikrede store begyndelsesbogstaver og trendy associationer til ordene Pulp Fiction.

John Kannon er helten i en historie, der lige så vel kunne være en knaldroman og skrevet før Anden Verdenskrig, hvis det ikke lige var fordi det er en historie om meth, fyldt med stereotype, tatoverede mexicanere i alt for store bukser. Inden vi går i gang, så smag på navnet: John Kannon. Det er ret maskulint ikke? Var du i tvivl om hvorvidt det var maskulint eller tåkrummende maskulint, så er svaret ret let, så snart du hører det fulde navn: John Loose Kannon. Så bliver det ikke meget værre.

9mm
Dette er en annonce:

Alligevel er der et eller andet befriende over historien om en gruppe betjente, der konfiskerer en enorm mængde stoffer og penge, men efterfølgende beslutter sig for at beholde pengene og bruge dem til kampen mod forbrydere. De unge tæt på Lynwood dejser om som fluer grundet et nyt mexicansk meth-lignende stof, og John beslutter sig for at det skal være slut med den slags på hans vagt. Naturligvis går det ikke som planlagt, og snart har han gangstere på nakken og familiemæssige problemer. Det bliver ikke bedre af, at det internt i gruppen af betjente begynder at knirke.

Dette er en annonce:
9mm9mm

Denne anmelder har tidligere besøgt Gameloft for at smage på fortællingen, der dengang var en anelse mere grov i kanterne og uden multiplayer. Mit første bud på nærmeste inspirationskilde var dengang Max Payne, da der bydes på tredjepersons-action og bullet time-effekter samt en historie, der byder på mafiosi og korrupte betjente. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog at være en blanding af Max Payne, True Crime og nogle ret unødvendige QT-lignende sekvenser, der danner grundlag for Gamelofts 9mm.

Modsat Backstab, der var enormt og pakket til randen med action, platforme og en stor åben verden, så byder 9mm på en langt mere lineær og kort spiloplevelse. Det tog mig eksempelvis ikke meget mere end tre timer at gennemføre historien. Inden du nu løber skrigende bort, så lad mig understrege at de tre timer var en oplevelse, der vidner om en udvikler, der for en stund har smidt samlebåndsmentaliteten og som rent faktisk har haft det sjovt med at skrue spilkrimien sammen.

9mm

De 12 kapitler, der tager dig gennem Kannons historie, er velfortalte, varierede og underholdende. Det virker som om Gamelofts hold denne gang har haft lyst og samtidig oppet sig. Den grafiske kvalitet er i top, og noget af det flotteste på iOS (på trods af nogle få uheldige textures og falsk lyssætning), og der er tilpas mange ændringer i spillestilen (blandt andet en underholdende sniper-sektion med Johns kollega) til at holde en godt underholdt undervejs.

Udover variationen i banerne, kan du også bestemme en smule på din figur. Du tjener nemlig penge fra de faldne forbrydere, der kan bruges på at forbedre din ammunition og udstyr i spillets "menu-butik" mens du naturligvis kan samle fjendernes våben op og benytte disse til at uddele død.

Stemmeskuespillet varer hele spillet og virker også langt bedre denne gang. Somatone Interactive, der leverer denne del, har benyttet otte stemmeskuespillere for at sikre god variation, så man undgår ham-fra-Gameloft-syndromet. Effekterne er velplacerede og retningsbestemmelsen god, mens musikken ligeledes vil fornøje de fleste, om ikke andet til at begynde med. Den består hovedsageligt af hip hop og "gangster-attitude" fra blandt andre Apathy, Beanie Sigel og andet fra 50 Cents label. Desværre er der her lidt for få numre til at interessen holdes.

Et andet kritikpunkt er gentagelsen af fjender, men da de oftest er kanonføde og ikke helt så ulidelige som i Backstab, er det til at leve med.

9mm

Som man efterhånden kan forvente af en Gameloft-titel, er styringen i top. Du kan flytte rundt på knapperne som du lyster, den ene halvdel af skærmen kan bruges til at styre kameraet, mens den anden styrer figuren. Vil du styre kameraet med din iDims' indbyggede gyroskop, kan det også lade sig gøre. Du kan samtidig slå auto-aim til og fra alt efter hvor meget kontrol du selv ønsker.

Det eneste problem, der opstår med styringen, er hvis du vælger at styre kameraet udelukkende med swipe-metoden. Selv på højeste følsomhed er det som at bruge en meget, meget langsom mus. Du stryger og stryger mens kameraet snøvler sig afsted. Dette trækker ned, hvis du (som denne anmelder) har en iPad og hader gyro-styring, men ellers ikke. Intet problem i singleplayer, men i multiplayer er det den visse død.

Til gengæld dør du ofte med et smil på læberne i multiplayer, for denne del er nok til at 9mm ender i toppen af karakterskalaen. Gameloft har allerede bevist, at de forstår at skrue et godt multiplayer-spil sammen. Både N.O.V.A. 2 og Modern Combat 2: Black Pegasus til iOS og Android er blandt de bedste af slagsen, og 9mm gør dem troligt selskab. Der bydes på fire baner, hvoraf to af dem er taget direkte fra singleplayer-delen med få modifikationer. Det lækre er, at banerne er store, rigtigt store, der er plads til 12 spillere, og der er masser af pejlemærker, genkendelige punkter og gemmesteder på banerne. Kort sagt: de er perfekte til multiplayer-kampe, såfremt der er nok spillere.

9mm

I multiplayer bydes der på de nærmest obligatoriske XP, perks og valg af våben. En sjov detalje er, at de penge du har optjent både under single- og multiplayer, kan bruges til at indkøbe våben og udstyr her. En fin måde at sikre at lvl 1-spillere ikke er helt tabte, første gang de træder ind i arenaen. Føler man sig bagud, kan man også indkøbe den virtuelle møntfod for rigtige penge (hvilket er unødvendigt, især da der alligevel er level-begrænsninger på flere ting, og de fleste våben kan opsamles fra dræbte modstandere).

9mm9mm

Naturligvis er der ingen bullet-time i multiplayer, til gengæld kan man med et ekstra mini-joypad springe, dukke eller hoppe til siderne i disse kampe, hvilket giver et ekstra taktisk element til kampene.

Der bydes på den sædvanlige alle-mod-alle deathmatch og så på en røvere og politi-udgave af team deathmatch. Sidstnævnte fungerer rigtigt godt, især da det selv på så lille en skærm er hurtigt og let at se, om det er en ven eller fjende, man støder på. Alle figurerne er hentet fra singleplayer-spillet, og udseendet fordeles automatisk inden hver kamp.

9mm

Om 9mm er et køb værd, afhænger til dels af øjnene der ser. Prisen er ikke højere, end hvad du må betale for en lejefilm, og underholdningen er sikret i tre timer. Det vil dog i sidste ende være mængden af spillere i multiplayer, og din lyst til at gå online (eller spille lokalt over bluetooth), der kommer til at bestemme om 9mm skal hentes nu, eller om du skal vente til et af de mange udsalg.

Jeg har flere gange grebet mig selv i at vurdere denne oplevelse som et konsolspil fremfor et håndholdt mobilspil. 9MM er ude nu til iOS og snart til Xperia Play og Android. Uanset hvad du synes om den storsvovlende Kannon og de andre GTA-stereotyper, så finder du en underholdende, gennemført, men kort singleplayer-del og en fantastisk multiplayer-del i 9mm, og det er rart at se Gameloft tilbage i topform.

9mm
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fin histore, Fremragende multiplayer. Mange indstillingsmuligheder. Gennemarbejdet. Varieret stemmeskuespil.
-
Kort singleplayer. Sporadiske kloner. Få musikstykker.
Dette er en annonce:

Relaterede tekster

  • Preview: 9mm 2011-06-01
Flere
BETA +