Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Bastion

Microsofts Summer of Arcade er skudt i gang, og Emil kigger på kampagnens første spil, den flotte dungeon crawler Bastion.

Dette er en annonce:

Ak, lige så man troede at man kunne nyde sensommeren med kolde øl, festival og hygge med vennerne i det fri, lancerer Microsoft deres længe ventede, og efterhånden ret prestigefyldte, Summer of Arcade-kampagne. Titlerne, der igennem tiden er blevet lanceret i løbet af denne kampagne, er blevet rost til skyerne af både spillere og anmeldere, og således kan man i flæng nævne titler såsom Braid, Geometry Wars: Retro Evolved 2 og LIMBO. Imidlertid er et nyt hold af titler på trapperne, og den første titel vi skal stifte nærmere bekendtskab med i denne omgang, er Bastion.

Dette er en annonce:

Bastion foregår i verdenen Caelondia, som er blevet fragmenteret efter et event kendt som The Calamity har splittet verdenen til atomer. Man overtager her rollen som The Kid der skal forsøge at hitte ud af, hvad der har forårsaget den store ulykke, og om andre har overlevet den. Men først må man genoprette verdenen, og dette gøres ved at indsamle jordens magiske mineral, kaldet cores, der skal indsættes i den højest beliggende by i landet, Bastion.

Bastion

Det, der er særligt unikt ved Bastion, er grafikken og hvordan denne understøtter spillets historie. Som det er set i trailers, så former banerne i Bastion sig efterhånden som The Kid bevæger sig hen over verdenen. Det er dog ikke ensbetydende med at banerne bliver genereret tilfældigt, men effekten er meget bemærkelsesværdig, og skaber netop følelsen af at vandre rundt på en klode, der kun centrerer sig om spilleren. Som trofast følgesvend får de håndmalede miljøer selskab af nogle smukke og herligt underspillede melodier, hvor indie-guitar blandes med harpe i en sælsom blanding.

Men det er virkelig de forskellige baner, der er stjernerne i spillet, og de fremstår alle dynamiske og fyldt til randen med farver, fjender og ikke mindst loot. For et spil der indeholder et fåtal af figurer, træder banernes design virkelig i karakter og bliver en aktivt komponent. Et eksempel på dette er en bane, hvori man skal finde en core i et tidligere område brugt til rekreation, men da coren forlader sin vante plads, begynder banen at ryste, og så snart man bevæger sig yderligere rundt, begynder grunden man står på at falde ud mod intetheden. En simpel men ikke desto mindre god måde at skabe yderligere incitament for spillerens bevægelse. Det understreges af, at spillets verden rent faktisk har konsekvenser, og at man kan falde ud over kanten når som helst.

Bastion

Det er dog ikke kun udforskningen af banerne, der bærer gameplayet. Som antydet er Caelondia fyldt med fjender, og disse skal skaffes af vejen som i en hver anden dungeon crawler med respekt for sig selv - med nogle overordentligt fede våben, der selvfølgelig kan opgraderes. Fra spillets start bliver man udstyret med en langsom, men kraftfuld hammer, men inden længe har man både et skjold og to forskellige slags langdistancevåben at vælge mellem. Så er det ellers om at nedkæmpe et væld af fjender, og selvom det teknisk set glider ganske fint, er der nogle enkelte småproblemer. Med sit vinklede 2D-perspektiv kan det være ualmindeligt svært at se effekten af ens angreb, selv med en hit-counter over hovedet på fjenderne. Ydermere er fjendernes helbredsmeter meget svært at se, da det er placeret mod jorden, som jo har så mange farver og nuancer, at det hele glider sammen i farvepaletten og i kampens hede. Det er langt fra at være et stort minus, men det er ikke desto mindre nok til at bide mærke i.

Det, der til gengæld altid trækker op i et action-rollespil, er muligheden for at opgradere våben og skills. Undervejs i sin jagt på cores støder man på loot af forskellig karakter, men ikke i overflod som man gør i andre velkendte dungeon crawlers. Nej, her er det yderst sparsomt i direkte sammenligning, men også måden spillet behandler loot på er ganske underfundig. Ser vi bort fra våbene, så samler man ingredienser til at opgradere med. De kan have klingende navne såsom Somthing Heavy, Something Stringy eller noget helt andet. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, den distance passer sig til det simple men ganske tilfredsstillende opgraderingssystem. Ved hjælp af materialer og de point, man skraber til sig, kan man købe sig til nye opgraderinger, som man så kan kombinere på kryds og tværs. Med lidt god vilje og tålmodighed kan man tweake de forskellige opgraderinger og på den måde finde sin egen stil. Det samme kan siges om de passive skills, man kan tilknytte, hver gang man går op i level, hvor udbuddet dog er lidt smallere.

Bastion

Efter man har opgraderet sin evner og sine våben, kan man endda tage dem med sig til forskellige Proving Grounds, hvor man skal løse en udfordring der både belønner en med flere items, samtidig med at man får trænet sine færdigheder. Det er igen en ganske god måde at få spilleren til at udnytte alle universets muligheder, men det savner nu alligevel lidt mere bredde efter min mening, da der kun er tale om en enkelt udfordring, der skal løses indenfor forskellige parametre. Flere udfordringer eller anden form for ekstramateriale havde været kærkomment, nu da spillet udelukkende kan spilles solo.

Ellers er det eneste reelle kritikpunkt jeg vil inddrage faktisk spillets historie, som jeg ikke synes lever op til spillets præmis. Det starter med en ganske stemningsfuld kold åbning, men historien bliver simpelthen ikke kridtet godt nok af til at man forstår alle elementerne og figurer der er i spil, og med tanke på at der kun er to figurer, så er det ikke godt nok. The Kid får ikke den fornødne introduktion til at vi kan holde af ham og skabe tilknytning til ham. Det skyldes primært spillets fokusering på at fortælle historien imens den udfolder sig, og undgå scriptede situationer, og selvom man må have respekt for dette, føles det lidt uafklaret og netop fragmenteret. At man så kan argumentere for at fortællingens rastløshed understøtter det grafiske udtryk, er ikke nok til at se igennem fingre med den svage baggrundshistorie.

Bastion

Det er dog på ingen måde en gyldig grund for ikke at købe eller i det mindste prøve kræfter med Bastion. Det er anderledes, det er simpelt, men det er også befriende frisk og passer som fod i hose til Summer of Arcade. Bastion er et kærlighedsbarn af Braids visuelle stil og ro, kombineret med en raffineret og nedbarberet udgave af Torchlight, og det fungerer over alt forventning. Enkelte fodfejl og en historie, der mangler bid og dynamik, trækker ned, men ellers er der alt mulig grund til at kaste sine penge efter denne titel og blive inden døre lidt endnu.

Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
Bastion
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Smuk 2D-grafik, lækkert lydbillede, et frisk pust til dungeon crawler-genren
-
Svært at se stats i kampens hede, historien mangler eksposition
Dette er en annonce: