Det er ikke engang tre måneder siden, Hard Reset blev annonceret, og endnu kortere tid siden udgivelsesdatoen blev lagt fast. Og nu er det så ude. Den slags forløb ser man sjældent nutildags, og det er der måske en grund til: Hard Reset er nemlig et skydespil af en type, der egentlig hører fortiden til.

Bag Hard Resets lækre Blade Runner-inspirerede grafik og cyberpunk-miljø ligger der nemlig et skydespil af den gamle skole. Det er oplagt at drage sammenligninger med spil som Painkiller, Serious Sam og endda gode gamle Doom, for Hard Reset er et skydespil af den type, hvor historien ikke betyder det store, fjenderne kommer væltende frem i hobetal, og de fleste ildkampe foregår med knappen til at løbe baglæns trykket i bund.

Hard Reset er en retro-shooter, og stolt af det. Her er ingen coversystemer, ingen reload-knap, ingen scriptede sekvenser hvor din makker og mentor gennem hele historien dør for øjnene af dig. Der er ikke engang nogen knap til at dukke sig.

Du har fra starten to våben - en automatriffel og et plasmagevær - og du får ikke flere våben i løbet af spillet. Det lyder måske lidt underligt, men det dækker over en fin og original ide. For de to, der i virkeligheden bærer navnene CLN Firearm og N.R.G. Weapon, kan nemlig opgraderes løbende gennem spillet, så de får nye og radikalt anderledes funktioner. CLN-våbnet kan for eksempel blive til et haglgevær, en granatkaster, raketstyr og andet, mens N.R.G.-våbenet kommer til at skyde med lyn, elektriske mortergranater og også bliver til en railgun.

Da jeg previewede Hard Reset i sommers, nævnte jeg, at det var svært at finde rundt i de mange våbenmuligheder i kampens hede. Det problem er heldigvis blevet løst siden da, da man i hjørnet af HUD'en kan se navnet på den aktuelle våbenkonfiguration. Det fjerner al forvirring på elegant vis.

Til hver våbenkonfiguration er der et par opgraderinger, typisk i form af secondary fire og mere skade eller hurtigere skud, og man vælger selv hvilke af dem man vil have. Opgraderingerne købes i standere rundt om i banerne og betales med N.A.N.O.-point, der optjenes ved at dræbe de større fjender eller finde hemmelige rum og skjulte steder. Den slags er Hard Reset nemlig også spækket med.

Der er kun to typer ammunition, én til hvert våben, og igen flyder det med forsyninger de fleste steder. De tungere konfigurationer sluger mere ammo end de lette, og det kan godt hænde at man løber for skud midt i en ildkamp, men døde fjender smider nærmest om sig med ammunition.

Og fjender er der mange af. Bogstaveligt talt hundredevis per bane. Der er mange typer, fra små robotter der dårligt når en til livet, til de store gorilla-agtige bæster der stormer mod en, til de mere forsigtige der holder sig på afstand og skyder løs. Nogle af dem bliver gradvist stærkere gennem spillet, så gorilla-modellen for eksempel bliver udstyret med raketstyr i de senere baner. De fleste fjendetyper styrer nærmest hovedløst mod en, og for mange af disses vedkommende udviser de ikke mere intelligens, end man så hos fjenderne i Doom, men det går fint i trit med genren. Du skal ikke forvente AI a la Resistance 3 eller Halo, men mindre kan også sagtens gøre det.

På Normal-sværhedsgraden døde jeg typisk et par gange i hver bane, og skruer man helt op på insane, kan man roligt regne med at få prygl. Der er ingen quicksave-mulighed, i stedet gemmer spillet ved faste checkpoints. Ofte er der to-tre mindre kampe mellem disse, hvilket kan være lidt frustrerende hvis man dør på den sidste, men omvendt når man også at få en god ide om hvordan de enkelte fjendemøder skal tackles. Det var sjældent jeg oplevede at sidde fast det samme sted.

Jeg nævnte indledningsvis grafikken, men den fortjener nogle flere ord. Hard Reset ser virkelig godt ud. Dystre og mørke cyberpunk-miljøer med tårnende skyskrabere og luftskibe over en. Inspirationen fra Blade Runner er tydelig. Detaljegraden er måske ikke så høj, forstået på den måde at mange af de samme genstande, som biler, kasser, butiksautomater (man ikke kan købe noget fra) og aircondition-anlæg, ofte går igen. Men arkitekturen er flot, og farten i kampene er så hektisk, at man ikke har tid til at bemærke, at man har set den der computerkonsol i hjørnet før.

Historien fortælles udelukkende gennem motion comics under loadingskærmene, og er mildest talt rodet, grænsende til det uforståelige. Stemmeskuespillet i disse sekvenser er af tvivlsom kvalitet, men når først den kommende bane er indlæst (markeret af en tydelig bjælke af i bunden af skærmen) kan man springe resten over. Og fordi Hard Reset er et spil om at skyde horder af fjendtlige robotter og ikke så meget andet, kan man roligt skippe dem. Der er ikke nogen større kontekst, man er nødt til at forstå, for at kunne nyde spillet. Trods det dårlige stemmeskuespil er resten af lydsiden udmærket, med god bund i alle våbenlydene.

Hard Reset er præcis hvad det giver sig ud for - et skydespil af den gamle skole, uden så meget pis. Våbnene er sjove, kampene er fede, og teknisk er spillet på et højt niveau. Bosskampene er lidt tynde, og følger den klassiske/udslidte skabelonen med et svagt punkt, der skal bombarderes med alt hvad man har. Til gengæld er der ikke så mange af dem.

Hard Reset er nemlig ret kort. Der er omkring fem tiders spilletid i pakken (medmindre man holder sig til de højere sværhedsgrader og dør en masse), og ingen multiplayer eller andet til at forlænge dets levetid. Til gengæld er prisen også derefter, på lige godt 200 kroner. Taget i betragtning at der er mange fuldpristitler, såsom Modern Warfare-spillene, der byder på en kampagne af nogenlunde samme længde til den dobbelte pris, så synes jeg ikke det er så galt.

Er du glad for spil som Painkiller og Serious Sam, så er Hard Reset bestemt et nærmere bekendtskab værd. Hvis du derimod ikke bryder dig om den slags gammeldaws skydespil, så kan du roligt undgå det. Hard Reset er et niche-spil, tag ikke fejl af det, men befinder du dig i den niche, trykker det på alle de rigtige knapper.