Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Dark Souls

From Software følger op på det supersvære Demon's Souls med et endnu hårdere rollespil. Salgsargumentet er "dø og dø igen", og vi har undersøgt hvor underholdende det koncept egentlig er...

Dette er en annonce:

Jeg elsker udfordringer. Følelsen af at møde noget tilsyneladende umuligt, blive slået ned, rejse sig igen, blive slået endnu hårdere ned, tænke over nye taktikker, forsøge igen, blive lidt bedre - for til sidst at vise, hvem der bestemmer... Det er en vanedannende følelse. Jeg har lagt hundredevis af timer i de sværeste Guitar Hero-sange, nightmare-sværhedsgrader i actionspil og pointjagt i gamle arkadespil. Det har været smerteligt, men smerten har også været fornøjelig. Selvom jeg har bandet, svovlet og spyttet har jeg inderst inde haft det sjov, fordi udfordringerne har været retfærdige og kløgtigt indrettede.

At jeg så frem til et spil som Dark Souls, der på papiret er spilmasochistens bedste ven, er derfor ikke så mærkeligt. Men niveauet man har sat er både en styrke og en svaghed.

Dette er en annonce:

Præcis som i forgængeren Demon's Souls kastes vi ind i en stenhård fantasy-verden, hvor trolde, dæmoner og spøgelser ønsker os enormt ud, hvor "You Died"-skiltet dukker op i første fjerdedel, hvor du nådesløst kastes ud til din skæbne, hvor du kan glemme ting som kort og regelmæssige checkpoints.

Dark Souls

Som med forgængeren er historien en temmelig vag dark fantasy-fortælling. Introen rabler om Nito, den første af de døde, heksen Izlith og hendes døtre, og solherren Gwyn - og deres nedslagtning af en gruppe drager. Dem, der bærer forbandelsen Darksign, herunder mig, er de udøde, der er blevet spærret inde for at rådne. Her tager eventyret sin begyndelse. Jeg er låst inde, men kommer takket være et lig med en nøgle snart ud i det fri.

I starten af spillet vælger du på klassisk rollespilsmaner din klasse og dit udsende. Her er kriger, tyv, magiker og præst, samt nogle varianter derimellem, og parametre som styrke, udholdenhed og intelligens udgør forskellen mellem dem. Jeg skaber mig en tyv med en praktisk supernøgle, og efter en svær men overkommelig tutorial når jeg Firelink Shrine, der er det egentlige startpunkt på eventyret , hvor ruiner omkranser nogle få grønne områder.

Her sidder en slidt kriger, som i starten giver mig lidt information, men som senere bliver bitter og nægter at tale med mig. Herfra kan jeg frit udforske den skæbnesvangre verden. I starten er situationen rigtig stemningsfuld, ikke kun på grund af den suverænt vemodige musik, men også takket være detaljer som de gudsforladte fængslede figurer, jeg møder. Jeg støder for eksempel på en smed, der vil fordrive sin indespærrede tid med at forbedre mine våben, samt en stum kvinde der trods bortskåren tunge er vældigt hjælpsom.

Dark Souls

Stemningen er altså tæt på perfekt, og jeg får virkelig følelsen af at være spærret inde i en mareridtsverden hvor angst og vemod ligger som et tungt tæppe over alt. Der er farer rundt om hvert et hjørne, stentrapper rejser sig langs livsfarlige afgrunde, og intet holder mig i hånden. Lejrbålene er dine eneste venner, og udover at fungere som checkpoints kan du ved disse få health tilbage og stige i level. De gendanner også alle fjender, udover bosser, som du har dræbt.

Og så begynder frustrationen. Det, som skulle være et salgsargument, men som vil afskrække mange fuldstændigt fra Dark Souls.

Efter at have siddet fast i to timer næsten helt uden fremskridt, sammenfatter jeg mine muligheder. Jeg kan gå til grotten, hvor to trolde dræber mig på stedet. Jeg kan forsøge at løbe gennem kirkegården til nogle katakomber, hvis ikke et af de mange skeletter, der dræber en med to slag, dræber mig med to slag. I katakomberne venter en boss, som dræber mig på stedet. Jeg kan også gå forbi en kæmpedrage, der dræber mig på stedet. Og hvis jeg vil, kan jeg også forsøge at haste mig gennem en sump fyldt med spøgelser, der - hold nu godt fast - dræber mig på stedet.

I dette tilfælde føles Dark Souls som en simulation af en sommerfugls hverdag i en tændt blender, og de eneste fremskridt jeg kan gøre er at dræbe nogle af de håndlangermonstre, der står og er nedtrykte rundt omkring. De dør i det mindste efter et par hug og giver mig 20 sjæle som belønning.

Dark Souls

At blive totalslagtet under møderne med svære monstre er faktisk ikke den største kilde til frustration. Man bliver mere irriteret over at blive hensynsløst kastet tilbage til lejrbålet, hvorfra endnu en minutlang vandretur kræves for at gøre et nyt forsøg. Spørgsmålet er hvorvidt glæden ved en slagtet superfjende gør op for en frustrationsfyldt og ofte langtrukken vej dertil - eller om det snarere er lettelse end glæde, man føler. Måler man holdbarhed alene i antallet af spilletimer, og ikke i kvaliteten af disse, får Dark Souls en høj karakter. Men det gør jeg ikke.

Karrierevalget som tyv viser sig at være dumt, trods den effektive supernøgle klassen har fra starten. Jeg starter spillet forfra med en hærdebred kriger, der faktisk kan løfte den der morgenstjerne jeg finder i en gemt skattekiste. Nu går det mærkbart bedre, og skeletterne på kirkegården bliver til benmel (så længe jeg slås mod dem ét ad gangen). De giver mig dog ingen sjæle, så efter lidt overslagsudregning af hvor mange fjender, der skal hakkes før jeg for råd til nyt udstyr, når jeg tallet 400. Så er det bare med at komme i gang.

Dark Souls

Håbløse udsigter og konstante dødsfald er altså hvad der kendetegner Dark Souls' første timer, men der er heldigvis lys for enden af tunellen for dem, der holder ud. En fjende smider et anstændigt våben, og jeg bliver bedre til at slås. Kampene er præcis som i Demon's Souls vældigt gribende, og her er kvalitet gået foran kvantitet. Det er livsvigtigt at holde skjoldet oppe, lære at parere, studere fjendens bevægelsesmønstre, lokke fjenderne til sig én ad gangen, og vide hvornår man skal trække sig til behørig afstand til en slurk magisk gendannelse. At hver fjende (med undtagelse af de førnævnte håndlangere) er en boss i sig selv, giver en nerve til sammenstødene som er svær at finde i andre spil.

Dark Souls følger op og forfiner forgængerens unikke multiplayer-del, hvor du kan hjælpes og hindres af andre eventyrere rundt om i verden. Da vi har fået spillet før tid, har jeg ikke kunne prøve online-delen, hvilket er problematisk på flere måder - mest fordi det gør et brutalt svært spil endnu sværere. Onlinefunktionerne lader dig hvor som helst finde beskeder, som andre eventyrere har efterladt, og rejse til deres verdener og enten hjælpe dem eller dræbe dem og tage deres sjæle. At kunne se hvordan andre spillere kæmper og dør er, ifølge From Softwares ambitioner, en måde at skabe sammenhold, eller en følelse af at man i det mindste ikke lider i ensomhed. Dark Souls' online-del er noget, jeg er nysgerrig efter at udforske yderligere, når der er nået at komme gang i communityet.

Grafisk er det rigtig flot, og der er egentlig ikke meget at klage over. Designet er helt perfekt i forhold til de dystre ambitioner og dark fantasy-oplægget, og føles aldrig tilfældigt. Præcis som i Demon's Souls har din helt mange animationer, og det er fedt at se min kriger svinge sit tungeste våben. Her er godt med enorme bosser, og hvis ikke deres livsmåler får dig til at tisse i bukserne af skræk, skal deres tordnende sprint frem mod dig nok gøre det.

Dark Souls

Namco er altså lykkedes med meget, frem for alt den tykke stemning og følelsen af at være på eventyr. Når udfordringerne er på det rigtige niveau, er følelsen af at lykkedes ikke til at overgå, og lysten til at gå tilbage til tidligere jagtmarker vækkes. Men gang på gang at blive sendt tilbage til det samme lejrbål, og tage kampen op mod de samme fjender i samme slotsgange... Det er mere hårdt arbejde end spilglæde. For mig er Dark Souls et tveægget sværd - med gode stats. Som har kløvet mig.

Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
Dark Souls
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fantastisk stemning, spændende udforskning, herligt våbenudbud, varer længe
-
Enormt frustrerende, meget trial-and-error, ingen egentlig historie

Et andet syn

Philip Lauritz Poulsen

Da jeg for lidt over et år siden satte mig ned med Demon's Souls, Dark Souls' spirituelle forgænger, var det med en hvis skepsis. Jeg havde hørt mange gode ting om spillet, men på trods af dette, kunne jeg ikke helt sætte mig ind i hvordan et spil kunne være godt, bare fordi det var svært. Det tog også lidt tid, før jeg blev trukket ind i universet, og i de spilmekanikker som FromSoftware havde sat på plads. Det var ikke en straf at dø, men nærmere en belønning at leve.

Hver sejr betød meget, idet man kunne bruge mange timer og forsøg på en enkelt Boss, og måden hvorpå man arbejdede sig gennem banerne var ikke altid åbenlys, da det var nødvendigt at springe lidt rundt i kapitlerne, for at opbygge sin figurs styrke, før de næste udfordringer i førliggende baner kunne overkommes.

Med det utal af timer, som jeg har brugt på Demon's Souls, var det derfor med blandede følelser, da jeg hørte om Dark Souls' annoncering. På den ene side så jeg frem til nye eventyr, men på den anden vidste jeg udmærket godt hvad disse eventyr medførte. Søvnløse nætter foran skærmen, frustration og ikke mindst en stærk sejrsfornemmelse ved bare den mindste smule fremskridt. Jeg både glædede mig, og frygtede for hvad der lå mig i møde, men en ting var sikkert: Dark Souls skulle spilles!

Efter min gennemspilning af Dark Souls kan jeg konstatere at, ja, Dark Souls er svært. Meget lig Demon's Souls, har Dark Souls et figurklasse system, og endnu engang må jeg desværre konstatere at der er visse klasser som er klart overlegne end andre. Jeg er typen der nyder at spille lidt diskret, når det kommer til rollespil, og derfor virkede Thief som en oplagt klasse for mig. Dette var også den oprindelige klasse jeg startede ud med i Demon's Souls, men måtte opgive på grund af den manglende styrke. Mit håb om at klassen var blevet udbalanceret i denne ombæring blev dog hurtigt skudt ned, da jeg gang på gang løb ind i fjender som var alt for svære at besejre, og våben som ikke kunne benyttes. Jeg skyndte mig derfor at skabe mig en ny figur, nemlig en Warrior, så jeg kunne komme af med nogle af mine frustrationer om manglende styrke, og dette hjalp gevaldigt.

Med min nye figur kunne jeg for alvor komme igang med spillet, og de første områder gik rigtigt nemt, idet jeg vidste hvor farerne lå fra min sidste gennemspilning. Her fik jeg også understreget hvordan spillets sværhedsgrad egentlig er opbygget.

Spillet i sig selv er ikke særligt svært, når først man efter et par gange gennem samme område har lært hvor fjenderne og fælderne gemmer sig. Også de enkelte fjender er forholdsvis nemme at bekæmpe, når først man får styr på kampsystemet, der faktisk er mere krævende at mestre, end man i første omgang skulle tro.

Alt i alt minder det hele stadigvæk meget om Demon's Souls, hvilket i sig selv ikke er en dårlig ting. Udover alt det velkendte, er der dog også en masse nye tiltag. Rent visuelt er spillet imponerende. Det ligner klart nok ikke hvad spil som Killzone og Crysis har kunnet præstere på det seneste, men der er en effektiv tilstedeværelse af atmosfære og stemning, og til tider betagende udsigter fra høje tårne og klippeskrænte. Også måden hvorpå man bevæger sig gennem spilverdenen på har ændret sig, idet der ikke længere er en central Hub som tidligere, selvom der dog er et område som fungerer som centrum, hvor alle de forskellige områder udspringer fra. Det føles dog som en langt mere naturlig måde at bevæge sig rundt på, og uden tilstedeværelsen af loading skærme, er der tale om en enorm verden som skal udforskes. Det kan dog være en smule svært i starten at regne ud hvilken retning man skal bevæge sig, men fjenderne man møder på vejen, samt deres sværhedsgrad, er en god indikator for hvornår man er gået forkert.

Fjenderne i Dark Souls er også bevis for udviklernes kreativitet. Levende trærødder, spøgelser og frølignende væsener, som kan forvandle ens figur til sten, er bare et lille udvalg af hvad der er at finde i dette spil. Skeletter og kæmperotter er der også masser af, og de kan både være nemme at nedkæmpe, men også yderst farlige for den uerfarne eller uopmærksomme.

Det som gjorde Demon's Souls ekstra udfordrende var bosskampene. Disse kampe er også tilbage i Dark Souls, Men denne gang må jeg sige jeg er en smule skuffet. Monstrene i sig selv er imponerende, men selve kampene med størstedelen af dem er decideret nemme. Det skuffer lidt, når man har kæmpet så hårdt for at nå frem til en boss, at kampen kan overstås ved enkelte undvigelser af angreb, hvorefter fjenden er sårbar i helt op til femten sekunder ad gangen. Også visse minibosser er simpelt hen også for nemme, og jeg havde endda en enkelt kamp hvor en af disse bogstaveligt talt valgte at begå selvmord, ved at brænde sig selv ihjel.

Den lavere sværhedsgrad er også at finde i checkpoint systemet. I løbet af sit eventyr kommer man forbi forskellige bålsteder hvor man kan hvile sig. Gør man dette får man alt sit liv igen, genfyldt sine Estus Flasks (spillet healing potions), og sat et nyt startpunkt, skulle man være uheldig at dø. For at udbalancere bålstedernes fordel, betyder et hvil også at samtlige fjender vender tilbage til området, men dette er ikke til den store gene, idet man oftest alligevel skal fortsætte fremad, og ikke tilbage til hvor man kom fra.

Online funktionerne fra det første spil er også tilbage, og denne gang i en lidt mere finpudset udgave. Der er stadigvæk masser af små noter spredt rundt omkring af andre spillere, og en ny feature er at det kræver et item for at skrive disse. Det begrænser hvor mange noter folk lægger, hvilket er rart, da forgængeren til tider var overfyldt med ligegyldige noter.

Også letheden ved at komme ind i andre spilleres verdener er blevet forbedret, og jeg benyttede mig ofte af denne feature, for at komme gennem de sværere områder. Spillets community skal have stor ros for dens hjælpsomhed, og jeg fandt også ofte selv lysten til at hjælpe mine medspillere med et område, som jeg lige havde gennemført.

Dark Souls har meget til fælles med sin forgænger, og dette er bestemt en god ting. Der er stadig tale om et ekstremt vanedannende spil, med en sværhedsgrad som ikke er nem at finde i moderne spil nutildags. Desværre føler jeg dog at spillet til tider var for nemt hvor det burde være svært, og omvendt for svært i de mere basale områder. Det skaber en smule ubalance i hvad man forventer sig af spillet, men det er dog til at se gennem fingrene med, da det i sin helhed er et både vellykket og stemningsfyldt fantasy spil.

8/10

Brugeranmeldelser

  • Madsen2791
    skribentens note:Første anmeldelse, giv venligst positiv feedback :) Jeg har grundet ejerskab af en Xbox 360 ikke prøvet Demon souls men syntes... 10/10
  • N9coleg
    Prepare to die. Det er blevet Dark Souls "officielle" motto. Dark Souls er et utroligt stemningsfuldt spil, jeg havde en følelse af at... 9/10
Dette er en annonce: