Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

CARS 2

Cars 2 har taget en tur forbi PSP'en, og redaktionen er dybt uenige om spillets kvaliteter.

  • Tekst: Lee West

Der er et eller andet morsomt ved at modtage en anmeldelse til gennemsyn fra en af Gamereactors anmeldere - især når karakteren er katastrofal. Det er oftest med et let fnis at man glæder sig til svadaen. Jeg havde dog ikke forventet det af Cars 2.

For alt ser ganske pænt ud, men da Thomas på GRplay.dk argumenterer for hvorfor spillet fejler, er jeg simpelthen nødt til at prøve det. Og jeg skal indrømme, at efter bare en halv time med spillet, er vi dybt uenige. Mystiske ideer og elendigt spildesign er ikke, hvad jeg synes præger pakken.

Faktisk er vi så uenige at vi bliver enige om at inkludere to meninger, og Thomas' GRplay-anmeldelse ryger på med en "anden mening" - som du bør læse allerede nu, inden du fortsætter.

Cars 2Cars 2

Faktisk kan jeg ikke genkende problemerne med kameraet. For mig virker det ligesom at kritisere en sidescrollende shooter for ikke at fortælle dig, hvad der kommer tre skærmbilleder længere fremme. Jeg morer mig i hvert fald med spillet.

Den "omvendte styring" kan jeg heller ikke på noget tidspunkt fremprovokere, og jeg synes egentlig det virker glimrende: tryk til højre for at dreje mod bilens højre side og omvendt. Det er for mig klart, at når man så ser bilen forfra er bilens højre side stadig højre. Sådan som jeg forventer.

Hvis det ikke var fordi vi sidder på samme kontor og spiller på samme maskine med samme spil, ville jeg ud fra anmeldelserne tro at vi har spillet to forskellige spil. Det er sært, for så uenige er vi sjældent.

Spillet ender for mig som et simpelt reaktionsbetinget slalom mellem forhindringer og noget andet end bare endnu en kart-klon. De er mindre skønhedsfejl, men det er langt fra uspilleligt.

Control, power og speed er din bils tre evner, og ved hjælp af disse kan du også ændre spillets præmis fra at være simpelt ræs til mere stock-car-inspirerede løb, da nogle af de velkendte Cars-biler (se det er en fjollet sammensætning af ord) kan modstå flere tæsk fra de modkørende end andre.

Cars 2Cars 2

Banerne er flotte at se på, med masser af detaljer. Der er nok af skjulte og knap så skjulte smutveje gennem banerne, og leder man efter et spil der serverer højhastigheds løb, med et strejf af simplicitet og old school-ræs over sig, så finder man det her. Selv Battle-mode fornøjer som sådan en Mario Kart-agtig omgang ræs. Og her kan jeg godt forstå at kameraet kan virke frustrerende når man drøner hovedkulds ind i en olie-pøl. Alligevel ændrer det ikke på det faktum, at jeg hver gang ender på en førsteplads, ved hjælp at velplacerede turboboosts og genveje. Igen morer jeg mig.

Cars 2 er et fornøjeligt og simpelt slot-car-racing-spil. Og er man vild med figurerne, vil man ikke blive skuffet der.

Til gengæld viser disse to anmeldelser med alt tydelighed, at man bør bruge fem minutter med spillet inden man køber. Nogle vil tydeligvis ikke kunne forene sig med spilmekanikkerne og styringen, mens det for andre vil være fornøjeligt. Jeg tilhørte sidstnævnte gruppe og ser Cars 2 til PSP som godkendt underholdning.

Cars 2Cars 2
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Til tider udmærket grafik .Alle de kendte figurer. Pæne baner.
-
Bøvlet kontrol og kamera. Spilmekanikker kan drille.

Et andet syn

Thomas Blichfeldt

Det er ikke mere end et par måneder siden at vi glædeligt kunne fortælle hvordan det var lykkes Avalanche Software og Disney at stykke en herlig spilversion af {Cars 2} sammen Xbox 360 og PlayStation 3. I stedet for et kedeligt licenspil med et minimum af indhold, blev der her budt på et sjovt racingspil der tydeligt havde draget inspiration fra Mario Kart, men stadig havde haft nok overskud til at tilføre sine egne velvirkende ideer.

Man skulle derfor ikke tro at det ville kræve særlig mange kræfter at hive hele baduljen over på Sony's aldrende håndholdte konsol, men af årsager som undertegnede endnu ikke har kunnet regne ud, har den nye udvikler Virtual Toys besluttet sig for at pille yderligere ved den velvirkende formel.


Det starter ellers alt sammen så fint, for grafisk er det bemærkelsesværdigt hvor meget PSP-versionen ligner konsolversionerne. Godt nok var hverken Xbox 360 eller PlayStation 3-versionen nogen grafisk perle, men personlighed, varierede baner og masser af farver gjorde det alligevel fornøjeligt at kigge på, og her følger den håndholdte version godt med.

Mange af mulighederne er også gengivet, og skulle du ikke have lyst til standard-ræs er det her muligt at vælge mellem et par forskellige varianter. "Race" er standard-ræs hvor smutveje og turboboosts skal udnyttes for at indtage førstepladsen, mens "Battle Race" er det samme dog tilsat våben. I "Eliminator" bliver den bil der ligger sidst i feltet sorteret fra efter et bestemt stykke tid, mens der i "Against the Clock" skal køres efter checkpoints for at optjene nok sekunder til at man kan nå i mål. Den sidste disciplin er "Attack" hvor det gælder om at udrydde fjender med de forskellige våben der samles op på banen.

De forskellige muligheder matcher på papiret meget godt dem man også fandt i konsolversionen, og umiddelbart forledes man derfor til at tro at der også her vil være rigeligt med grunde til at vende tilbage i spillet, efter man har gennemført Chrome-missionerne, som ellers udgør hoveddelen af indholdet.

Det er dog på banen at PSP-versionen af {Cars 2} for alvor ramler sammen i en ucharmerende bunke af mystiske ideer og elendigt spildesign. Hvor konsolversionerne ganske naturligt placerede kameraet bag bilen som i stort set alle andre bilspil, har man med den håndholdte version af spillet besluttet sig for i stedet at lave det hele om til noget, der i højere grad minder om en Scalextric-racerbaner. I stedet for at få præcis kontrol over bilen, vælger man derfor i stedet hvilket "spor" den skal køre i, og selvom ideen faktisk ikke er dum, er udførslen desværre slet ikke gennemtænkt.

Problemet er kameraet, der aldrig kan finde ud af hvor det skal placere sig. I størstedelen af spilletiden virker det således som om man ser en gengivelse af et netop overstået ræs, hvor kameravinklen naturligvis er så dramatisk som mulig - forskellen er bare her at man selv bedes tage kontrol over det. Det hører sjældenhederne til at man har nogen anelse om hvor modstanderne befinder sig på banen, hvilket gør mere irriterende når man pludselig bliver ramt af deres missiler. Det hele bliver dog endnu mere frustrerende ved at banerne på alle tidspunkter er tilstrøede med forhindringer, som man oftest ikke har nogen mulighed for at se i forvejen.

Som om kameraet ikke var katastrofalt nok, har det også indvirkning på styringen på en sådanne måde, at man seriøst må overveje om udvikleren selv har prøvet spillet inden de erklærede det færdigt. Fordi kameraet lystigt skifter vinkler har styringen derfor ikke altid lige nemt ved at følge med, og bliver fra sekund til sekund omvendt uden nogen form for varsel.

{Cars 2} til PSP er nærmest uspilleligt, og jeg forstår ganske simpelt ikke hvordan hverken udvikler eller udgiver har kunnet udgive det. At forsøge at spille det er som at køre racerløb med bind for øjnene, der kun sporadisk løftes for at blive erstattet med et kaput styretøj. Det er muligt, at der er blevet skimpet på kvalitetskravene, fordi der ikke længere udkommer så mange spil til PSP, men hvis valget står mellem dette og ingenting, er det lige før at sidstnævnte er at foretrække.

2/10
Dette er en annonce:
BETA +