Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

THE ELDER SCROLLS V: SKYRIM

Lee begiver sig ud i Bethesdas enorme rollespil. Læs anmeldelsen af The Elder Scrolls V: Skyrim her.

  • Tekst: Lee West

Øjeblikket hvor jeg indser, at jeg elsker Skyrim, indtræffer en nat, hvor jeg rider gennem et øde sumpområde. Vandhullerne giver genskin i månelyset. I det fjerne kan jeg høre lyden af en ulv der hyler. Krogede træer truer med at fange min sidste fornemmelse af sikkerhed. Pludselig springer en skræmt hjort ind foran min tonstunge bryggershest. Det gipper let i mig. Lyden af de lette plask i den tågede sump akkompagnerer lyden fra min hests hove. Vi løber nærmest om kap, hjorten og jeg. Det er næsten så jeg kan føle den kølige natteluft mod mit arrede ansigt. Jeg begynder at kunne ane stjerner på nattehimlen. Jeg føler mig oprigtig lykkelig. Både som min karakter, men også som gamer. For pokker hvor har jeg savnet at blive revet med af et spil. Sådan for alvor. Jeg elsker Skyrim.

Og jeg er overrasket. Ikke fordi jeg havde regnet med at hade det, men fordi jeg næsten ikke havde turdet håbe på denne positive oplevelse. For jeg rider ikke med på hype, og jeg er ikke fan af Bethesdas tidligere tilbud til denne spilgeneration.

The Elder Scrolls V: Skyrim
Dette er en annonce:

Oblivion var Bethesdas The Elder Scrolls-spil nummer fire. Det var stort, enormt stort og elsket af mange. Jeg var ikke en af dem. Jeg kunne ganske enkelt ikke acceptere konstant at blive revet ud af, hvad der sikkert var en forbløffende stor og levende verden, af underlige bugs, tomme øjne, skabelonsskåret fantasy og en spilmotor der haltede og spyttede så meget, at jeg havde aflivet den, hvis det var min hest. Fallout-serien nød samme store succes, atter engang kunne jeg ikke acceptere de mange fejl, det elendige menusystem og vigtigst af alt de latterfremkaldende dårlige animationer og zombie-agtige udtryk og bevægelser hos mine medmennesker i dommedagsspillet. Heller ikke selvom der var forbedringer at spore andre steder. Og jeg prøvede virkelig. For jeg var overbevist om, at der skjult under de mange problemer gemte sig nogle fortræffelige spil. Denne forklaring er ikke bare fyld, men nødvendig for at fortælle, at alle tidligere problemer for mig er forsvundet som dug for solen. Jeg har nu efter et par uger med Elder Scrolls V: Skyrim været omkring en del, alligevel føles som om jeg kun har skrabet overfladen. Det er dog nok til at vurdere at mine ankepunkter fra Oblivion og Fallout er væk, at verdenen er eventyrlig smuk, dybden enorm og historien rigtig rigtig god.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Bethesda lover at historiedelen af spillet har nok til 30 timers eventyr, mens spillets sidemissioner og mange mindre opgaver kan holde spillere grebet i hen mod 300 timer. Og gennem den såkaldte radiant story-telling, er der også forskelle at spore hver gang du spiller. Der placeres nemlig ganske smart mindre opgaver rundt omkring, der skal lokke dig til nye uudforskede områder. Og det virker. Men vil du opleve spillet helt uden spoilere, bør du stoppe med at læse nu, og bare købe spillet. Hvis ikke vil jeg måske røbe en smule fra de første tre-fire timer af historiedelen. Jeg lover at prøve at holde igen. Og det værste vil være at finde i det kommende afsnit.

Skyrim finder sted 200 år efter Oblivion. Kongen er blevet myrdet, og uoverensstemmelser mellem oprørere og imperiet er eskaleret. Du tager rollen som en såkaldt Dragonborn, der hurtigt viser sig at være noget ud over det sædvanlige. Som en af de få indbyggere i Skyrim kan du nemlig opsuge dragernes viden og evner, når du dræber dem. Og det viser sig hurtigt at være en god evne. Dragerne vrimler nemlig ind over Skyrim og skaber selvfølgelig frygt og rædsel over hele landet. Snart har jeg bekæmpet min første drage, og gennem byens jarl fået mig en bedre rang samt en trofast væbner ved min side (hvis jeg vil benytte mig af det). Modsat langt størstedelen af rollespil jeg har spillet, er jeg rent faktisk blevet fanget af historien, der leveres troværdigt og udvikler sig rigtigt spændende undervejs. Og måden hvorpå dragerne vender tilbage er velfortalt, mens dragekampene er noget nær det flotteste, jeg har oplevet på min Xbox 360-konsol. Det er let at blive grebet.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Men inden man kommer så langt, skal der naturligvis skabes en karakter. Og figurskaberen har virkelig fået en overhaling denne gang. Det er ikke længere grimme teksturer på samme polygonmodel, men ganske forskellige racer man bydes på. De ti racer, du denne gang kan vælge mellem, inkluderer de grove orker, de tyndbenede elvere, de kattelignende nomader khajiits, de øgleagtige argonians og så et udvalg af mere menneskelignende racer. Alle har selvfølgelig deres styrker og svagheder. Det kan være forbedret nattesyn, udholdenhed, forhandlingsevner eller magiske attributter.

Når du har bestemt dig for en race, kan du vælge køn, justere kropsbygningen, ansigtet, øjebryn, næsen, mængden af ar, hudtypen, hudtonen, renligheden hos din figur og meget meget mere.

Selvom de første tyve minutters tid foregår i førsteperson, er der en tredjepersonsindstilling. Ikke alene kan du indstille hvor tæt på du vil se din karakter, men det tager få sekunder at indse, at animationerne er mile fra de gamle hakkende, haltende og ufrivilligt morsomme, som Bethesda er blevet så kendte for at frembringe. Der er fokuseret på at levere gode animationer til de af os, der foretrækker denne vinkel på eventyret. Og det slår let eksempelvis Fable-spillenes ellers ganske fine animationer. Faktisk er det værste eksempel på dårlige animationer nogle få dyr og NPC'er, når de skal vende eller gå på landskaber med mange niveauforskelle. Der kan man opleve den her let rystende gang. Helhedsindtrykket er dog langt over middel.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Et andet eksempel hvor animationerne drager dig ind, er ved dialogsekvenserne. Væk er de spøgelsesagtige udtryk i figurernes ansigter, i stedet er de afløst af god mimik, passende læbebevægelser og vigtigst af alt, ansigter der kigger i retning af fokusområdet. Allerede ved mødet med en af spillets jarler, er det tydeligt under samtalen hvor meget er er sket. Jarlen kigger frem og tilbage mellem sine rådgivere, mens situationen drøftes, og der er en ægthed over dialogen.

Det er ikke kun gennem animationerne at man føler at verden er levende. Mere end 70 stemmeskuespillere leverer denne gang stemmerne. Med så prominente deltagere som Max Von Sydow og Christopher Plummer er det ikke amatøraften i den del af spillet. Igen er det milevidt fra tidligere Bethesda-produktioner.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Det er imponerende, og de gode takter stopper heldigvis ikke ved de menneskelige figurer. Hestene er næsten på niveau med dem fra Red Dead Redemption. Faktisk foretrækker jeg Skyrims, da de har den robuste bryggerhest-aura over sig. Noget der passer godt til hele den nordiske vejrbidte stemning, som der serveres i store dele af spillet. Første gang min nyanskaffede ganger stamper efter en angribende ulv, er jeg forelsket. Vi er venner for evigt. Eller det vil sige, det ville vi have været, hvis jeg ikke under en større bjergbestigning tager et lidt for overmodigt spring og slår min hest ihjel. 1.000 guld er hermed røget ud af vinduet.

Godt man har save games. Faktisk i skrivende stund lige omkring 90 af dem på mit spil, og jeg er ikke i tvivl om at der kommer flere. For når man kan gøre hvad man vil, indbyder det til dårlige valg, som da jeg er nødt til at nakke en venlig vagt, bare for at se konsekvenserne. På den måde er alt som det plejer at være. Eventyrligt.

Apropos vagter, så er der endnu et problem mindre. De såkaldte altseende vagter er nemlig også til dels minimeret. Der findes ni fæstninger (holds) i spillets verden, og hvert område har sin egen retskreds, så er du jaget vildt i en kreds, betyder det måske ikke noget i en anden. Vagterne reagerer også langt bedre på løfter om bod og bedring, trusler, intimidering eller bestikkelse. Og så er de ikke i samme grad hjerneløse individer, der alligevel automatisk ved alt hvad der sker omkring dem.

The Elder Scrolls V: Skyrim

En anden stor forandring (som udvikleren til dels har lånt fra Fallout) er måden landskaberne og de tilhørende dungeons er bygget op. Hvor grotterne i Oblivion var bygget af én designer, er der her otte mand på jobbet. Det betyder at du ikke længere har fornemmelsen af copy & paste, når du vælger at udforske spillets grotter. Således har jeg allerede ved min femte grotte oplevet langt større variation end jeg har set i hele Oblivion. Prægtige gravsteder, Indiana Jones-agtige huler, en forladt fæstning og et spøgelsesagtigt kloster. Der er virkelig variation i denne omgang. Og der er ofte en rigtig velfortalt historie tilknyttet. Især hvis man går på opdagelse og læser de mange bøger, som tit er at finde på opgavestederne.

De fleste sidemissioner jeg har oplevet, var klaret på en time eller to. Og historien tilknyttet var ofte langt bedre end "hent den her stav, slå ham her ihjel". Således omhandler en af historierne en landsby. hvor alle beboerne har mareridt. Beslutter du dig for at undersøge dette nærmere, bliver du introduceret til en fortælling om en såkaldt Daedric Lord Vermina, der stjæler indbyggernes minder for at erstatte dem med mareridt. Måden sidehistorien fortsætter og konkluderes er også en selvstændig fortælling værdig.

Ifølge achievements-listen er der masser af guilds og familier at vælge side med, og du kan bygge og møblere dit eget hus og gifte dig. Ingen at disse får jeg dog prøvet kræfter med for alvor, der er ganske enkelt for mange andre oplevelser, der trækker mere for mig.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Nu ville de mange muligheder dog ikke betyde særligt meget for mig, hvis musikken i spillet ikke fungerede. For mig er musik en stor del af stemningen. Igen er det Jeremy Soule, der står for den del, og som med Morrowind og Oblivion kan han sit kram. Storladne orkesterstykker blandes med ambiente stemningsbilleder, og kamphandlinger får et nøk af desperation og spænding, når musikken tager til under kampen.

Hvilket bringer mig til kampene. De er stadig forholdsvis simple affærer, om ikke andet med hensyn til hvordan de udspiller sig. Der er ikke Batman-akrobatik over dem, men de er til gengæld ret tilfredsstillende serveret grundet den nye motor. Endda med såkaldte afslutnings-moves, der virkelig sparker virtuel røv. Det er dog stadig et spørgsmål om at slå, skyde eller blokere. Krydret med fede detaljer, som at oliepøle eksempelvis kan antændes af ild-spells. Jeg gennemtraver store dele af spillet som henholdsvis kriger med enorme tohåndsvåben og skrøbelig magiker, begge dele er en fornøjelse.

Hvad der umiddelbart virker som et simplere interface skjuler et kompliceret system, hvor du kan kombinere fysiske våben med magi - i begge hænder. Du kan dualwielde våben og magi som det stort set passer dig. Du kan hotmappe dine favoritvåben og spells, så du hurtigt kan skifte. Kombinerer du samme magitype, får du et langt kraftigere resultat, men intet forhindrer dig i at kombinere eksempelvis is og ild. Nye evner læres ved at betale magikyndige eller ved at finde bøger rundt omkring i landet. Og så ved at slagte nogle af de fritflyvende og enorme drager, der senere i spillet tager til i styrke og bliver lidt af en mundfuld at nedlægge.

De evner eller våben, du bruger mest, stiger du i, men der er også en anden måde at forbedre din figur. Hver gang du stiger et level, får du et point, der kan bruges (eller gemmes til senere) på såkaldte perks.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Mange fans har undret sig over fraværet at de såkaldte stjernetegn, der tidligere kunne vælges når man skaber sin figur. Disse er her dog stadig, bare på en lidt anden måde. Hver gang du tjener et point kan du nemlig fordele dette på et hav af stjernekonstellationer. Vil du heale bedre? Give mere skade med magi? Slå hårdere med dit tohåndsvåben? Snige bedre? Slæbe mere? Eller forhandle bedre? Valget er dit, og muligheden for at kombinere på tværs af stjernetegn er stor. Hver gang du stiger i level, skal du samtidig fordele et point på de tre klassiske stats. Liv, mana eller udholdenhed (sidstnævnte hjælper dig også til at kunne bære mere loot uden at blive udmattet).

Og er det ikke nok, har du et hav af crafting-muligheder. Du kan vælge at arbejde med læder, mineraler (du kan mine), crafte dit eget våben, forstærke fundet udstyr og endda slibe dine våben. Du kan også bruge magi til at enchante dit udstyr. Ved sidstnævnte benytter man et af spillets mange gems og en rest af magi fra et disenchanted stykke udstyr.

Det er alt sammen med til at holde dig i live mod spillets mange udfordringer. Denne gang er der ikke samme grad af autolevelling over dine modstandere. En rotte, du mødte i starten af spillet, er måske blevet en anelse stærkere, men du har meget lettere ved at nedlægge den, hvis du er steget i level eller har forbedret dit udstyr. Skulle du pludselig føle, at et område er umuligt (eller det modsatte) kan du justere sværhedsgraden i spillets menu, også undervejs i eventyret. Igen er valget dit.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Menusystemet fortjener også en paragraf for sig selv. Det arbejde, der er lagt i at få den til at føles som en oplevelse, og noget man har lyst til at åbne igen og igen, er fantastisk. Dette er en af de flotteste og mest vellavede i noget rollespil, især med tanke på hvor usandsynligt mange emner og funktioner den dækker over.

The Elder Scrolls V: SkyrimThe Elder Scrolls V: Skyrim

Kigger du på karaktererne her på siden som det eneste, så er du måske typen, der straks skriger "Jamen hvorfor fik Uncharted 3 så kun 9 i grafik?!" Lad os da bare tage den med det samme: jeg havde personligt kvitteret med en topkarakter for grafik til Uncharted 3 også, men af vidt forskellige årsager. For de to titler kan ikke sammenlignes.

Dovakhiiin er den rå upolerede satan, mens Nathan er klassens pæne og velpolerede dreng.

Hvor eksempelvis Uncharted 3 brillerer med sin fremragende scriptede filmiske klipninger og yderst nydelige figurer, trumfer Skyrim med en stor og åben verden. Den er ikke perfekt som Uncharted, eller præcis som Battlefield 3 - men den er fyldt med liv, og den er åben.

The Elder Scrolls V: Skyrim

I Skyrim føler jeg, at nye oplevelser venter rundt om hvert et hjørne. Om det er en pludselig snestorm, den enorme pulserende verden, regnfyldt tordenhimmel, fantastiske nordlys, tiltagende tåge, kaglende høns, ilddæmoner, giganter, afskyelige snemænd, forladte ruiner, vampyrlandsbyer (ifølge min tyske kollega) eller smukke frodige bjerglandskaber med levende floder, så har Skyrim det hele.

Når du ser en jæger nedlægge sit bytte, eller en drage slås med en mammut, mens ildsøjlerne oplyser nattehimlen. Når du opdager to troldmænd i heftig duel og allerede på afstand kan se hvem der benytter hvilken slags magi, eller ser en ulv blive hamret gennem luften af en gigant. Så føles det som om mulighederne er uendelige, og den verden du befinder dig i ægte.

Betyder det at grafikken er perfekt? Nej. Der er tilfælde som allerede beskrevet, hvor en NPC opfører sig stift, hvor din fødder i tredjeperson ikke passer med terrænnet. Eller hvor græs-teksturer på lang afstand er gentaget. Men der er flere øjeblikke hvor man forbavses og gribes af stemningen og de små og store detaljer, der vidner om en person bag oplevelsen fremfor en automatiseret tilfældighedsgenerator. Jeg kan ikke længere tælle hvor mange gange, jeg er stoppet op, bare for at kigge og beundre.

Her er et bevis på hvorfor vi ikke behøver faste årlige udgivelser, men hvad den rette tid og kærlighed kan gøre for et spil. Det er så stort, så smukt og så indbydende og for mig er det et mesterværk.

Og det er det der gør Skyrim til så unikt et spil. Verden er din, oplevelsen er din. Og ingen gennemspilninger er ens. Dette er for mig årets spil.

The Elder Scrolls V: Skyrim

Opdatering: The Elder Scrolls V: Skyrim er testet på Xbox 360. Det er tydeligt at Xbox 360-udgaven er hovedformatet Skyrim er skabt til. Dog er alle 3 versioner anbefalelsesværdige om ikke andet når sidste patch udkommer, for eksempelvis PS3-udgaven har graverende fejl ved længere tids spil. PlayStation 3-udgaven scorer også lavest på den grafiske side, da den til tider har problemer med let flimrende detaljer og væsentlig "fladere" teksturer, mens man kan undres over menu-opbygningens konsol-agtige præg på PC-udgaven.

Samtidig rapporterer et overvældende antal spillere om lag-problemer på især PS3 når save-filen bliver for stor. Patch forventes inden for få uger. Indtil da, vil vi ikke anbefale PS3-udgaven.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
Fantastisk verden. Gode sidemissioner. Mange muligheder. God dialog. Lækker musik. Solid historie.
-
Til tider få stive animationer.

Brugeranmeldelser

  • ChrilleMeister
    The Elder Scrolls V: Skyrim var et af de spil, som der blev reklameret meget med. Alle gik rundt og snakkede om, hvordan de gik, og glædede sig til... 10/10
  • Oull
    To mindre imødekommende giganter, en strømmende flod, en aggressiv ulveflok, to forladte skibsvrag på bunden af et hav, kraftige snestorme, tre... 10/10
Dette er en annonce:
BETA +