Det er tvivlsomt at Akira Toriyama nogensinde havde forestillet sig at hans serie om de syv dragekugler skulle komme til at fungere som inspiration for et utal af forskellige konsolspil, da han oprindeligt gik i gang med at tegne den. Ikke desto mindre har Dragon Ball-serien været en af de mest konsistente i spilbranchen, og således er det årligt blevet til flere spil, siden det første blev udgivet til Super Cassette Vision helt tilbage i 1986.

Den nuværende udvikler, Spike, har godt nok ikke siddet med serien siden dengang, men alligevel er det udviklerens indgående kendskab til serien der øjeblikkeligt skinner igennem, første gang man sætter Ultimate Tenkaichi i konsollen. Musikken bobler af sted, skærmen bades i et utal af farver og en lettere kluntet menu lader dig hurtigt tilgå de forskellige spilmuligheder, hvoraf "Story Mode" er hvor du bør starte.

Seriens tidligere spil har til tider sprunget sporadisk rundt i den kendte historie fra mangaerne, og også enkelte gange taget sine egne friheder. I Ultimate Tenkaichi er det dog den originale historie, der fungerer som baggrund, og kronologisk fortæller hele den historie nogle af os har læst i Dragon Ball Z-tegneserien. Her er altså ikke længere blevet plads til viderefortolkninger eller "glemte" sidehistorier, men i stedet hele historien om Gokus første møde med Vegeta og det store eventyr der følger.

Mens der ikke er en finger at sætte på selve historien, er det lidt kedeligt at udvikleren ofte hopper over hvor gærdet er lavest når det kommer til selve fortælleteknikken. Således vil store dele af historien blive fortalt med oplæst tekst, hvilket virker særligt kedeligt når man andre gange bliver budt på store scener hevet direkte fra tegnefilmen eller gengivet med spillets egen grafik.

Det er dog de mange kampe, der mere end noget andet vil være hvor du bruger spilletiden i Ultimate Tenkaichi, og her er det let hurtigt at blive forblændet. Der er tydeligvis blevet brugt meget tid på at udtænke et system, der vil gøre kampene ligeså spektakulære som i tegnefilmene, og det er da også forbavsende hvor godt det hele ligner. Kamp på jorden mikses gnidningsløst med kamp i luften, og ildkugler, kampteknikker udført med lyshastighed og superangreb fylder hele tiden skærmen. Der bliver skreget, ladet op og råbt på specialteknikker på en så troværdighed måde, at præsentationen her ikke er langt efter tegnefilmen.

Præsentationens troværdighed har dog haft en pris, for det bliver alt for hurtig afsindigt kedeligt at spille. Kampsystemet er således bygget op over et svagt angreb, et stærkt angreb til at bryde parader med, samt forskellige mulighed for at undvige og lade op. En kombination af angreb startes med det svage angreb, hvorefter man hurtigt skal beslutte om man vil forsætte med flere svage eller stærke angreb. Modstanderen har på samme tid mulighed for at modangribe, og forud for hver potentiel kombinationsangreb skal hver spiller således vælge mellem svagt eller stærk. Får angriberen valgt det modsatte af forsvareren forsætter angrebet, og det hele ender altså i en slags sten/saks/papir - bare uden papir.

Det er et vanvittig tyndt skelet for et kampsystem, og resultatet er at kampene som oftest ender i febrilsk knaptrykkeri hvor chancerne for at vinde altid er 50/50. Bedre bliver det heller ikke af at alle figurerne gør brug af nærmest identiske angreb, hvilket alt ammen betyder at man vil have oplevet stort set ethvert aspekt af de mange kampe i løbet af ganske kort tid. Der bliver ganske vidst spædet til med nye superangreb, efterhånden som nye figurer introduceres i historien, men selvom disse ofte ser ligeså spektakulære ud som i tegnefilmen, giver det ikke mere dybde til kampsystemet.

Som noget nyt giver Ultimate Tenkaichi dig også mulighed for at sammensætte din egen figur i den såkaldte "Hero Mode". Det er dog skuffende at mulighederne for at personliggøre sin figur ikke er større, når nu Akira Toriyama i så mange år har udvidet serien med originale figurer.

I "Hero Mode" foregår historien i et alternativt univers, der dog er befolket af mange af de samme figurer, og hvor du ligesom i "Story Mode" får lov til selv at flyve rundt over et verdenskort og bestemme hvilke missioner du har lyst til at gå i gang med. Fordi du efter hver vundet kamp stiger i erfaringsniveau er det faktisk mulig hurtigt at komme til at bruge adskillige timer i denne del af spillet, men desværre gør dine voksende kræfter ikke den store forskel ved det repetitive og kedelige kampsystem.

På trods af at Spike præsentationsmæssigt er kommet tættere på at perfektionere Dragon Ball Z-universets stil end nogensinde før, virker det andre steder som om serien har taget et par skridt tilbage. Kreativiteten fra Budokai 2's brætspilsystem er her ingen steder at finde, ligesom dybden fra Budokai 3's opgraderingssystem ligeledes synes at være glemt, og selvom det godt nok dengang var en anden udvikler der stod for serien, er der ingen grund til at Spike ikke kunne lure dem deres tricks af.

Det bliver interessant at se hvad Spike byder på i det uundgåeligt næste Dragon Ball Z-spil, for kan de kæde et solidt kampsystem sammen med den klokkerene præsentation af det velkendte univers, kunne det meget vel ende med det bedste spil i serien til dato. Den beskrivelse passer dog desværre langt fra på Dragon Ball Z: Ultimate Tenkaichi, som kun kan anbefales til seriens mest hårdføre fans.