I 2010 skete der noget for iOS-spillene. Epic, som er kendt for blandt andet Gears Of War, havde besluttet sig for at presse deres Unreal-motor ned på de små tynde håndholdte. Deres underafdeling Chair Entertainment lavede magi, og verden var dybt betaget af den imponerende teknikdemo med navnet Epic Citadel.

Chair havde dog ikke tænkt sig at bruge de nyvundne kræfter på ingenting, og satte sig for at lave et kampspil, der vel bedst kunne beskrives som Fruit Ninja møder Street Fighter i en flot men statisk verden. Ligesom man blev imponeret over Dragons Lair, da det dukkede op i arcade-hallerne drevet af enorme laserdics, måtte man også måbe over Infinity Blade. Men det vigtigste ved Chairs imponerende fleksen med musklerne var, at spiloplevelsen var utrolig sjov.

Selvom spillet var kort og bestod af en række gentagelser af samme scenarie, var stemningen i top. Alligevel var det svært ikke at fnise lidt af plottet. En ridder tager op til slottet for at dræbe the God King, og som så mange før ham mister han livet til den dæmoniske konges magiske sværd. Det viser sig hurtigt, at din slægt er hvad kongen venter på for at lade sit magiske sværd op. Naturligvis er dette bare en undskyldning for at kunne gentage den samme fortælling igen og igen, men som sønnen af den senest dræbte helt.

Du skal ikke tænke over det plot alt for længe.

Til gengæld var kampene anderledes gode, og man kunne parere, blokere, undvige, hugge og snitte sig til sejren. Det samme er tilfældet denne gang. Men der er masser af småjusteringer og faktisk også nogle væsentlige ændringer under den polerede overflade.

Efter hver kamp kan du loote den nedlagte fjende, og på den måde forbedre din karakter. Dette sker med erfaringspoint, som du får ved at bruge bestemte våben eller udstyr (der alle har forskellige udseender), og efterfølgende dræne disse for point, indtil de ikke længere giver XP. Du kan også finde skjulte skatte, udstyr og penge ved at klikke rundt på landskabet, mens din helt passerer gennem det. Nøjagtigt som i det første Infinity Blade.

Erfaringspoint er igen en del af puljen og naturligvis ikke meget værd uden levels og efterfølgende nye evner. Her kan de deles ud på fire stats, der dækker liv, styrke, forsvar eller magi. Magi kastes ved at tegne besværgelsessymbolet for den pågældende magitype på skærmen. Igen nøjagtigt som i det første spil.

Og nu kommer de store ændringer. For Infinity Blade II er andet end en cashcow. Der er blevet arbejdet hårdt på alle aspekter af oplevelsen. Og ved første øjekast er det svært at fange alle de mange ændringer.

For det første kan du nu indsætte gems i dit udstyr. På den måde kan du fokusere på mere skade, xp eller hvad du nu foretrækker at satse på. Du kan samtidig holde ved dit udstyr lidt længere.

For at peppe kampene endnu mere op, er der nu også tilføjet en XP-bonus, såfremt du under disse opfylder yderligere krav, som eksempelvis at vinde uden brug af magi, eller udføre et vist antal comboer eller blokeringer. Igen en lille detalje, der hjælper til med at holde kampene friske.

Det er dog ved våbnene, at der virkelig er sket ting og sager. Du kan nemlig vælge at dual wielde og dermed smide dit ethåndsvåben med tilhørende skjold på lossepladsen. Du bliver væsentlig mere skrøbelig, kan ikke længere blokere, men du kam give langt mere skade, og især combo-slagene er heftige og sjove at udføre.

Vil du hellere spadsere rundt med enorme tohåndsvåben, er dette også en mulighed. Disse kan også blokere for slag, og igen ændrer de på hvordan din spillestil fungerer. Drastisk.

Også ved selve historien er der meget nyt at spore. Vil du ikke vide noget om den del, så bør du suse forbi dette afsnit. Infinity Blade II fortsætter hvor det første spil slap, og denne gang har du endelig slået din dæmoniske modstander. Eller det er hvad du tror, for naturligvis er dette del af en skummel plan. Hvor du i øvrigt ender med at dø... og pludselig går der Assassin's Creed i historien. Du er del af et "testprojekt", og det forrige spils papirtynde plot undskyldes med denne forklaring. Det var dig selv, der tog rollen som alle dine slægtninge. Og hvorfor du er dømt til at vandre hvileløst og gentage det samme ritual igen og igen er en del af denne nye historie. Der er forsøgt at skabe en fortælling, der rent faktisk fanger godt.

Det fremmede sprog fra forgængeren er nu også erstattet af engelsk stemmeskuespil, og det fungerer ganske godt, selvom originalsproget absolut havde sin charme.

Spekulerer du over længden og mængden af det nye spil, så er der for det første en introduktion, der varmer godt op, og en borg, der er langt større end den i forgængeren, og som allerede efter få gennemspilninger byder på nye veje inklusiv en arena og omkring fire gange så meget indhold.

Infinity Blade er dog stadig en lidt underlig størrelse: det føles som at sidde med en utrolig flot teknikdemo (dog med lidt mere spil denne gang). Det er en fantastisk engangsoplevelse og et hurtigt kamspil på en gang. Denne gang er der dog en historie, der ved hver genstart røber lidt mere, og som derfor fordrer genspilninger.

Intet af det ville dog betyde meget, hvis man skulle bekæmpe de samme ti fjender igen og igen, som vi så det i første omgang. Også her har Chair og Epic skruet op for blusset, og der leveres en langt større variation af figurer og kampstile. Modstanderne er også blevet bedre til at finte, mens magi nu også er i deres repetoire.

Kort sagt: elskede du det første Infinity Blade, er der mere historie, variation, finpudsning, detaljer, flere fjender og udstyrskombinationer i Infinity Blade II.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde en ide om at skulle smage samme gamle suppehøne, og derfor havde forventet at kaste en lavere karakter efter Infinity Blade II end jeg gjorde ved forgængeren, men med de mange nye tilføjelser, er der kun at sige: køb det.