Det er ikke overraskende for mig, at der altid er en stor lyst til at vende tilbage til det kendte. I stedet for at skulle bruge kræfter på en ny oplevelse der potentielt kan skuffe. Få steder har dette været mere tydelig end i spilindustrien, hvor det i årevis har været populært at pudse gårsdagens klassiske serier af og forsøge at give dem nyt liv med den nyeste teknologi.

Forskellen i denne konsolgeneration har dog i de fleste tilfælde været, at opdateringen i sig selv ikke har været nok, og at flere udviklere er blevet bedre til at analysere hvad det var, der gjorde originalen så uimodståelig og efterfølgende fokusere kræfterne på at opdatere dette element. Det er en positiv udvikling, som jeg ikke er bange for at indrømme har resulteret i nogle af mine bedste spiloplevelser, og det er en udvikling, jeg kun håber, fortsætter og bliver yderligere forfinet i fremtiden.

Det er også denne form for kærlighed og fokus King of Fighters XIII skriger af første gang det starter det op, for selvom jeg stadig ikke helt har kunnet glemme smagen af den lunkne forgænger, skal der ikke mange runder til med det nye spil før det er tydeligt, at her er tale om et langt mere velovervejet kapitel af serien.

SNK Playmores berømte kampspilserie var forud for det forrige kapitel begyndt at modtage mere og mere kritik for sit pixelerede udseende, og et spilsystem der desværre kun havde vokset sig mere ufokuseret for hvert nyt afsnit. Udseendet havde derfor været det helt store fokus i King of Fighters XII og hele det store karaktergalleri og de mange baggrunde, var blevet gentegnet i langt højere opløsning og med blødere animationer. Det samme kunne dog ikke siges om spilbarheden, der stadig var unødvendigt kompleks, kluntet og uforklaret.

At udvikleren igen ikke skulle have lært lektionen, bliver dog denne gang manet i jorden med det samme. En simpel menu byder således på let adgang til træningsmissioner samt tre forskellige spilmuligheder med hver sin variant af hovedspillet.

Mission er fokuseret omkring indlæringen af en enkelt specifik figur, og viser dig altså alt lige fra dennes unikke angreb, til hvordan de kædes sammen og hvordan timingen skal være. Arcade lader dig sammensætte et hold af tre forskellige figurer og rejse over hele verden for at teste dine evner mod andre kampsportseksperter. I Story kan der kun vælges mellem allerede sammensatte hold, som alle har hver sin rolle i en historie der ikke vil give meget mening, medmindre du allerede har et godt kendskab til hele historien i King of Fighters-serien. Snedigt er det dog, at man flere gange skal vælge en vej i historien, og at alle disse valg kan genbesøges og ændres når man først har gennemført spillet en gang.

Uanset om du er nybegynder eller ekspert når det gælder King of Fighters-serien bør du benytte dig af den undervisning som spillet tilbyder, for SNK Playmore har denne gang implementeret intet mindre end tre nye undersystemer, som skal udnyttes for at vinde.

Power-meteret oplades løbende og giver adgang til ekstra stærke versioner af de normale specialangreb, samt særligt kraftfulde Desperation Moves. Hyperdrive-meteret oplades ved at udføre de bevægelser og tricks som spillet hele tiden beskriver i venstre hjørne af skærmen, og kan veksles til de såkaldte Drive Cancels en slags turbo-angreb hvor animationen af et specialangreb kan afbrydes midtvejs og et nyt herefter kan påbegyndes. Guard-meteret er mere jordnært, og mindskes hver gang et angreb blokeres for til sidst at efterlade figuren i svækket stand.

Det er dog ikke kun de tre nye systemer som i denne omgang forfrisker kampen, for den generelle balance er også blevet kigget efter i sømmene. Resultatet er et kampspil som er meget mere flydende end tidligere og samtidig virker mere imødekommende over for nye spillere, fordi der skal færre knaptryk til at lave noget der ser imponerende ud. Dybden er dog ikke glemt og specielt Mission-spilmuligheden vil hurtigt begynde at lære dig dybt komplekse kombinationer hvor timingen er essentiel. Her bør det også nænves at kontrollen er knivskarp og at tabte muligheder nærmest altid er ens egen skyld.

Alle der tidligere har forsøgt at finde modstandere online i King of Figthers-serien, vil også være blevet mødt af en hakkende, manglende og nærmest ufærdig oplevelse, hvor man flere gange måtte spørge sig selv om hvad udvikleren dog havde tænkt på. Denne komponent er heldigvis blevet væsentligt bedre i det nye spil, men er desværre stadig langt fra at kunne matche eksempelvis Street Fighter IV.

Jeg stødte derfor på alt fra disconnects til hakkende spil med ødelæggende lag og efterfølgende frustrerede tryk på konsollens tænd/sluk-knap. Det tog også ofte lang tid at finde en kamp, men her er der dog fyldt på med en lækker løsning der lader dig spille Practice eller Arcade-kampe mod konsollen, mens man venter - smart.

Generelt er denne del af spillet dog stadig slet ikke god nok, og da det som altid er her ethvert godt kampspil gør sig bedst, er det et problem der på nuværende tidspunkt burde være elimineret.

Det er helt tydeligt at SNK Playmore har taget de mange problemer fra seriens forrige udspil til efterretning, og har arbejdet hårdt på ikke kun at udrydde dem, samt lave et kampspil som på alle kanter og leder er bedre.

Det er til dels lykkedes og balancen, kampsystemet og styringen er væsentlig skarpere end tidligere. Desværre er her stadig tale om en serie som endnu ikke helt har lært at favne bredt nok til at fange de der ikke allerede har været med i årvis, og som samtidig halter når det gælder den livsvigtige online-komponent. King of Fighters XIII er uden tvivl et skridt i den rigtige retning, men den definitive version af serien er det nu stadig ikke.