Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

NEVERDEAD

I Neverdead giver vi den som livstræt og udødelig dæmonjager, der ikke lader sig stoppe af et par afrevne lemmer.


At være udødelig er omtrent den allermest praktiske egenskab, man kan være i besiddelse af, hvis man ernærer sig som dæmonjæger. Og det er netop den evne, Bryce Boltzmann, hovedperson i Neverdead, bærer rundt på. Man kan dræbe mange dæmoner med relativ frygtløshed, når den værste konsekvens er, at man midlertidigt bliver flået i mindre stykker. Men 500 års udødelighed har også gjort Bryce temmelig livstræt, bitter, lettere alkoholiseret og temmelig sarkastisk.

Og det er let at forstå hvorfor. Faktisk er det imponerende, at han ikke er decideret fjendsk og hadefuld, for hvis jeg skulle trækkes med Neverdead i 500 år, så ville det drive mig til vanvid. For trods en god præmis og nogle sjove mekanikker afledt deraf, så er de implementeret på en måde, der gør Neverdead til en ofte frustrerende oplevelse.

Bryce er som sagt udødelig. Når han tager skade, bliver hans arme, ben og hoved revet fra kroppen. Altså humper man ofte rundt som en anden sort ridder fra Monty Python, men løse lemmer kan snildt sættes på igen i kampens hede, og det er et sjovt krydderi, at man stadig kan skyde med den pistol, man har i sin "løse" hånd, selvom den ligger i den anden ende af rummet.

Neverdead
Dette er en annonce:

Mange puzzles og skjulte rum kræver, at man river sit hoved af og kaster det ind i for eksempel en luftskakt, så man kan rulle sig gennem trange passager, lige som man kan flå sine arme af og kaste med dem for at aflede de mere dumme dæmoner (apport!), eller købe sig til en opgradering, så de tilmed fungerer som granater. Det er herligt grotesk.

Er man kommet for langt væk fra løse lemmer, eller man bare er doven, kan man tilmed gro alle manglende kropsdele ud igen med jævne mellemrum.

Bryce er en hårdkogt actionhelt, der konsekvent bærer et skydevåben i begge hænder, uanset om det så er pistoler, shotguns eller fuldblods automatrifler. Der er separate aftrækkere, så man uden problemer kan have et af de mere værdifulde våben klar i hånden, men stadig spare på ammunitionen når man er i rutinesituationer.

Man kan også hive et gevaldigt stort sværd frem, der svinges ved at holde L1 nede og styre sværdets bevægelser med venstre stick. Det betyder i princippet, at man kan styre sine sving ganske præcist, men i praksis ender man mest med bare at spamme joystick-bevægelser i hurtigt tempo.

Neverdead

Mange af omgivelserne kan destrueres, statuer kan væltes og søjler kan knuses, så lofter og altaner styrter ned. Det kan alt sammen udnyttes i kamp, og faldende betonklodser dræber dæmoner ganske som man kunne håbe, mens de mange vragdele giver en ekstra dimension af kaos.

Og det er et eller andet sted i krydsfeltet af disse ting, at Neverdead fejler. At dræbe de fleste fjender er bare et spørgsmål om at spamme løs med enten skydevåben eller sværd, og jævnligt bruge Bryces rullefaldsmanøvrer, så han ikke tager så meget skade. Alt imens man gennemsøger hver en afkrog for de store dæmon-munde, der konstant gylper nye fjender op, så man kan få ryddet rummet og låst op for døren til det næste.

Det bliver hurtigt lidt ensformigt, især hvis pladsen er trang, da man i så fald ofte bliver revet i småstykker på ingen tid. Gentagne gange. Og på grund af de mange vragdele og ruiner, man skaber i løbet af en gennemsnitskamp, kan det være lidt af et helvede at rulle sit hoved rundt til de øvrige kropsdele, når man samtidigt jages af dæmoner og de såkaldte Grandbabys - små sulte sataner, der forsøger at æde ens afrevne lemmer. Bliver ens hoved spist, har man én chance til at klare et lille minispil, hvor man skal time et knaptryk helt korrekt, og ellers må man tilbringe resten af uendeligheden med at blive fordøjet langsomt - game over, med andre ord.

Neverdead

Det kan være svært at komme rundt som rullende hoved, og Gud være dig nådig, hvis dit torso af en eller anden grund ligger halvt op af en væg eller anden genstand, så halsen ikke er i gulvhøjde. Så kan du glemme alt om at sætte dit hoved fast igen, og du må pænt vente, til du kan gro en ny krop.

Andre mekanikker er heller ikke så heldige, som når man for eksempel skal sætte ild til sig selv, for at lyse op i ellers bælgmørke gange. For selvom man står i flammer, afgiver man så lidt lys til omgivelserne, at man ikke helt kan se hvor man skal hen, og ofte ender med at gå ud og fare vild, inden man når den næste åbne ild.

Nogle af bosskampene kan være sjove, selvom de oftest følger "skyd den lysende del"-mønstret, og Bryce selv er en ret sjov figur, der har rigeligt med tørre bemærkninger linet op. Stemmeskuespillet er hæderligt, og grafikken overraskende flot for et spil af denne type. Soundtracket (som Megadeth har bidraget til!) skal desuden have ros for sine flænsende tunge guitarer og det faktum, at musikken bliver barberet ned til en næsten komisk ensom heavy-guitar, der stadig pumper riffs ud, når man er reduceret til at være et rullende hoved. Det understreger det absurde og groteske i situationen på fornem vis.

Men selvom Neverdead ofte glimrer med hektisk action og sjove ideer, så bliver det lige så ofte en prøvelse af ens tålmodighed, og derfor kan det ikke snige sig over en middelkarakter.

Neverdead
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Sjove og originale ideer, flot grafik, til tider sjove kampe, god lydside
-
Ensformige kampe, nogle gange for kaotisk, mange kilder til frustration
Dette er en annonce:
BETA +