Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

PRO EVOLUTION SOCCER 2012 3D

Konami forsøger sig igen med deres populære fodbold-serie på Nintendo 3DS, men kan resultatet leve op til seriens høje standarder? Læs med her...


"Hæderligt" var det mest rammende ord, da Konami første gang forsøgte at flytte deres populære Pro Evolution Soccer-serie over på Nintendo 3DS. Det kunne ganske vist tydeligt mærkes, at udviklingstiden havde været kort, og der manglede da også både spilmuligheder og en generel finpudsning, men alligevel var oplevelsen fornøjelig når det gjaldt selve spillet på grønsværen.

Det virker som om Konami har været enige, for fra første sekund Pro Evolution Soccer 2012 toner frem Nintendo 3DS'en, får man fornemmelsen af at den japanske udvikler har gjort hvad de kunne for at presse alt indholdet fra PS3/Xbox 360-versionerne ned i den håndholdte version.

En flot intro med pumpende musik starter det hele, men vigtigere er, at den efterfølgende menu er pakket med så mange forskellige spilmuligheder, at der med stor sandsynlighed vil være noget for alle. Træningsmissioner lærer dig hvordan det hele fungerer, "League" lader dig spille en sæson som del af dit favorithold og "Cup" giver dig muligheden for at opsætte dine egen turneringer - denne slags muligheder er dog forventet i spil af denne genre.

Pro Evolution Soccer 2012 3D

Mere interessant bliver det hvis du vælger at deltage i "UEFA Champions League", "Copa Santander Libertadores", "Master League", "Become a Legend" eller "World Player". Specielt "Master League" som giver muligheden for at sammensætte ens eget hold, vælge de rigtige spillere og træne dem til at blive del af verdens bedste mandskab, giver utroligt mange timers spilletid.

Omvendt er "Become a Legend" en af den slags muligheder, der fungerer bedre i teorien end den gør i praksis. I hvert fald har jeg endnu ikke fundet nogen glæde i at se digitale fodboldkampe fra bænken, mens jeg nogle gange forgæves har ventet på at blive skiftet ind. Nok er er det realistisk, men havde det virkelig været svært at implementere en mulighed, som lod mig spole frem til de tidspunkter, hvor jeg kan komme på banen og redde hele kampen?

Pro Evolution Soccer-serien har altid haft styr på spillet på banen, og her følger den nyeste 3DS-version da også udmærket med. Spillernes vægt på banen, som specielt føles når man forsøger sig med en tackling eller så småt begynder at miste kontrollen over bolden, er god. Desværre er animationen til tider en smule stiv, hvilket ikke helt harmonerer med den ellers gode boldkontrol. Et par timers spil vil dog give dig følelsen af, at du mere eller mindre kan gøre hvad du vil med bolden, også selvom det ikke altid ser sådan ud.

Den trykfølsomme skærm er denne gang brugt til et par forskellige ting. Som standard giver den hurtig adgang til fire forskellige strategier som man selv kan sætte op, men sjovere bliver det når man i stedet begynder at kunne bruge den til forskellige finter. Systemet er enkelt, men føles stadig mere som en gimmick end noget andet, da det som altid kræver at du rent faktisk fjerner opmærksomheden fra det der foregår på banen.

Som noget nyt kan man nu søge modstandere online, men mulighederne for dette er så skrabede at man nærmest må spørge sig selv, hvorfor Konami overhovedet har brugt kræfter på det. "Online-match" lader dig spille mod tilfældige modstandere på nettet over Wi-Fi, mens Wireless lader dig spille mod en modstander lokalt. StreetPass-muligheden skulle efter sigende lade dig inkassere udfordringer fra AI-versioner af andre spilleres hold, men det lykkedes os ikke at støde på sådanne under testen af spillet.

Pro Evolution Soccer 2012 3D

Det nyeste håndholdte kapitel af Pro Evolution Soccer virker stadig som et slags testforsøg fra den japanske udvikler, der endnu ikke helt har skudt sig ind på hvordan man bedst konverterer den populære serie til den lille skærm og den unikke styring. På nær lidt stiv animation er grafikken ellers flot, og 3D-effekten overraskende god, da den giver en god dybde i billedet når man skuer ud over banen. Men Konami har bare endnu ikke fundet ud af hvordan man limer de mange komponenter sammen på en måde så det virker indbydende og helstøbt. Styringen kunne være skarpere, spilmulighederne bedre forklaret og udført, og menuerne mindre komplekse at bevæge sig igennem.

Pro Evolution Soccer 2012 3D ender derfor som en udmærket fodboldoplevelse, der sagtens vil kunne stille sulten hos de mest ivrige, men samtidigt indeholder komponenter som bør forbedres inden det næste kapitel udkommer - mest af alt online-mulighederne.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Mange forskellige spilmuligheder, til tider flot grafik, mange timers underholdning
-
Kedelige online-muligheder, styringen mangler skarphed, menu-roderi
Dette er en annonce:
BETA +