Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

CATHERINE

Utroskab, kærlighed og et sindrigt og supersvært puzzlespil? Nu også på xbox 360. Catherine er en sær størrelse, men en helt underfundig oplevelse. Læs her hvorfor


Mød Vincent, en 32 årig mand, der har mere end svært ved tilværelsen. Vincent er kæreste med den yderst fornuftige, ambitiøse og halvkedelige Katherine, der jævnligt sms'er ham og beder ham om ikke at drikke så meget og rydde op efter sig. I kender det: mortypen, der ikke længere er nær så kærlig og smilende efter, at forelskelsen er røget ud med badevandet.

Hendes svar på det er at plage Vincent om at blive gift, et tilbud han ikke helt kan forholde sig til. Så i stedet drikker han sig ned på sit lokale stamværtshus. Indtil den dag, hvor han møder den henrivende Catherine, (med C) der med sine blonde krøller og lette og charmerende tilgang til livet falder for den håbløse Vincent. Det ender som sådan noget så ofte gør; med en tur i høet til Vincents efterfølgende store fortrydelse. For hvad skal han nu gøre og sige til kæresten Katherine? Men det er ikke det eneste problem, Vincent må lægge krop til.

Catherine

I sine drømme bliver Vincent nemlig hjemsøgt af et gentagende mareridt, hvor han iført polkaprikkede underbukser, gedebukkehorn og med sin trofaste hovedpude under armen må klatre op ad høje tårne for ikke at dø. For dør han i drømmen, dør han også i virkeligheden - en sælsom død der rammer syndige utro mænd.

Det er i Vincents drømme, at spillet for alvor folder sig ud, og her at man som spiller bliver mødt af de største udfordringer. Tårnet som Vincent må klatre i sine drømme består af en masse sammenhængende blokke. Her skal der skubbes, hives og manipuleres for at danne en trappe, imens tiden og en frygtelig dæmon jager Vincent med op ad tårnet. Som Dante må Vincent derfor kravle op af sit semi-selvskabte helvede, igennem skærsilden på sin vej for at overleve og opnå tilgivelse. Vincent og os som spillere lærer hurtigt at hver nats mareridt består af tre særskilte baner, hvor tårnet skal forceres. Efter hver bane når man til en platform, der i bedste surrealistiske forstand er befolket af får. Ikke almindelige får, men talende og beklædte får. Ligesom Vincent er fårene andre mænd, der er havnet i dette mareridt grundet utroskab.

På disse platforme imellem banerne har man forskellige muligheder. Dels kan man købe sig til hjælpsomme genstande med de penge, man samler op på banerne, og som man får tildelt alt afhængig af, hvor hurtigt man har klaret banen. Dels kan man lære nye klatreteknikker af de andre får. Når man har pustet ud på denne platform, skal man gå til skriftemål og bekende sine synder i en dertil indrettet kabine. Men inden kabinen indretter sig til en rumraket og skyder Vincent videre til næste bane, skal man som spiller besvare et helt alment spørgsmål - fx om man kan lide børn, og om man grundlæggende er pervers. Imens den næste bane så loader, kan man se en statistik over hvad alle førstegangsspillere har svaret. Svaret man giver, påvirker også en måler, der viser om Vincent er god eller ond, hvilket får betydning for hvordan Vincent reagerer på sine omgivelser. Er man fx mere ond, har man en tendens til at sende onde sms'er til de to kvinder, og alt dette påvirker selvfølgelig også spillets slutning.

Catherine

Men nu skal man jo ikke tro, at blokke blot er blokke. For i de forskellige levels man kravler sig op gennem, introducerer spillet nye udfordringer. Blokke der som fælder spidder Vincent til en blodrød pasta, blokke der eksploderer efter berøring eller isglatte blokke, hvor man mister fodfæstet og glider ud over kanten. Der er selvfølgelig veje omkring disse fælder, men uanset hvilken vej man vælger, undgår man som sagt ikke at se Game Over, eller Love is Over skærmbilledet jævnligt. Dette skærmbillede skal man især vænne sig til ved hvert levels sidste bane, hvor en boss venter. Det er altid en figur fra Vincents underbevidsthed, der truer med at slå ham ihjel. Det kunne være hans kæreste, der kommer i en dæmonisk hvid bryllupskjole. Disse kampe er altid rigtig gode, da de sætter banen på spidsen af spændingskurven. Det er dybt hektisk og kræver alle tricks i bogen.

Catherine

Hele tanken om gameplayet som et tårn fra helvedes dyb knytter sig derfor rigtig godt til banernes sværhedsgrad, da de ikke blot er svære, men neglebidende, frustrerende, hardcore, jeg-kaster-controlleren-ud-af-vinduet-og rammer-en-tilfældig-og-er-ligeglad svære. Men alligevel og på en ganske besnærende facon, tryllebinder Catherine spilleren til skærmen, og som i Super Meat Boy eller lignende arkadespil, kan man simpelthen ikke lade være med lige at skulle have et spil til. Både for at vinde over spillet, der i sig selv er en kæmpe nydelse, der udløser kontante mentale high-fives og tilfredsstillelse. Men lige så meget for at se hvordan Vincent klarer skærene tilbage i virkelighedens verden.

For i dagtimerne bliver Vincent stadigvæk plaget af det følelsesmæssige dobbeltliv, han lever. Her kan man dog roligt lægge controlleren fra sig, da Vincents almindelige gøren og laden bliver vist som små filmbidder, og hvor spillerens input er forbeholdt et minimum. Men hvilke filmbidder, hører man nogen spørge? Jo, i tråd med spillets tegnede grafik, har det japanske animationsstudie Studio 4°C lavet de sjove og flotte små film, der forbinder Vincents virkelighed mellem de to kvinder. Studiet, der blandt andet har produceret kortfilm til Batman: Gotham Knight og Halo: Legends, er ikke hoppet over, hvor gærdet er lavest, men udnytter hele spektret af filmkundskaber i værktøjskassen.

Som spiller kan man ikke undgå at føle en hvis portion sund skepsis, da man jo også gerne vil påvirke Vincents valg i dagstimerne. Men selv på trods af dette formår Vincents historie at være så sjov, pinlig og troværdig, at man lader sig rive med. Personligt kunne jeg i hvert fald ikke lade vær med at grine højlydt ved flere scener, og scenerne bliver derfor en belønning for spillerens hårde slid i Vincents mareridt. Selv ved overgangen til spillets 3D grafikmotor føles det oftest ret sømlåst og naturligt, også selvom det langtfra er det flotteste spil på hylden.

Men når nu vi er ved de kritiske punkter, så er det ikke alle dele af Catherine, der står lige skarpt. Hver aften trækker Vincent sit sølle korpus ned på den lokale bodega for at drukne sig i svale øl og sin egen selvmedlidenhed. Her mødes han ofte med vennerne, og her kan man som spiller generobre controlleren. Men der er ikke meget at foretage sig udover at spille et minispil, der til forveksling ligner Vincents mareridt og handler om en prins, der skal redde Rapunzel i toppen af tårnet. Nuvel, det er da også muligt at tale med de andre gæster, skifte musik på jukeboxen og skrive sms'er, men interaktiviteten er til at tage og føle på. Den er nemlig yderst begrænset og ærlig talt lidt ligegyldigt. Det giver igen et fint afbræk, og en realitetssans for nu at blive i spillets univers. Men da mulighederne er så få og indskrænkede, føles det desværre umiskendeligt som et gimmick.

Catherine

Samtidig oplever man også at dialogen i form af Vincents indre tanker og blandt de andre bargæster gentager sig ret hurtigt, hvilket også bryder med den ellers gode stemning. Skal der siges noget positivt om disse sekvenser, så er det at man begynder at se, at Vincents mareridt er tæt forbundet med hans virkelighed. Det er svært at fortælle om uden at afsløre for meget af oplevelsen. Men det faktum, at man som spiller kun kan kontrollere Vincent i drømmene, er med til at vende op og ned på det hele, for da Vincent ikke ved at han har mareridt og ikke kan huske dem, har han mulighed for at påvirke sine omgivelser, som også er en del af mareridtet. For hvad er i virkeligheden Vincents mareridt og hvor udlever han sine drømme?

Inden nogen går i selvsving over den høje karakter, og spørger om Catherine så er et bedre spil end (indsæt selv yndlingsspil her) Svaret er: ikke nødvendigvis. Ligesom nogle mennesker kan lide Melodi Grand prix i tv og østers, så er der sikkert også dem, der hader det. Samme kan siges om Catherine. Kaster man et blik over delkaraktererne kan det være svært at se, at Catherine fortjener et 9-tal. Det er ikke til at benægte. Men Catherine er altså mere end blot summen af sine dele.

Catherine tør at gøre noget nyt i en ellers velkendt og sværttilgængelig genre. Catherine er det noget af det ypperste og mest underholdende indenfor sin genre, og tør samtidig udfordre og gå nye veje med sin originale og konsekvent gode historiefortælling. Det er simpelthen det første spil, jeg har oplevet, som tør skabe en troværdig gengivelse af virkelighedens problemer omkring sex og kærlighed, og det må siges at være prisværdigt.

Hvis man hader alt hvad der hedder puzzlespil, så skal man som fårene i drømme hoppe videre. Men tør man at kaste tid og penge efter Catherine, så venter der et drømmespil inden for genren.

Catherine
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk historie og stemmeskuespil, hjernevridende og skarpt gameplay, hektiske bosskampe
-
Høj sværhedsgrad, stejl indlæringskurve samt kedelig musik.

Brugeranmeldelser

  • The Pez Dispenser
    Vincent plages af mareridt, dette skyldes måske at han natten forinden var sin kæreste utro. Hvad der end er sket betyder det at han nu er fanget i... 8/10
BETA +