Hvad sker der, hvis man overlader alt til det frie marked, og dropper enhver form for regulation og kontrol? Det spørgsmål er der mange svar på, men i Syndicate er lande, stater og regeringer ganske enkelt holdt op med at eksistere. I stedet styres verden af enorme mega-selskaber, de såkaldte syndikater, der indbyrdes kæmper om magten og forbrugernes penge, stopfodrer folket med produkter, og har overtalt langt de fleste til at få inkorporeret chips i hovedet, så de konstant er forbundet med nettet og kan købe og forbruge sig til endnu flere ting.

Samtidigt er der ingen lov og ret, det er de stærkeste og rigeste, der bestemmer, og industrispionage foregår derfor i mindst lige så høj grad med skydevåben og sprængstof, som det gør med hacking og datatyveri. Og hvis der ryger et par civilister undervejs, så tager man det med - især hvis de er kunder hos konkurrenten.

Med andre ord er Syndicate en mildest talt dyster vision af fremtiden.

Men det er også højoktant skydespil med farverig og larmende action, og heldigvis et ganske solidt et af slagsen. Det bygger på en gimmick, nemlig de førnævnte chips i folks hjerner, og får nogle ganske underholdende og sjove mekanikker ud af det koncept.

Du spiller som Miles Kilo, agent i syndikatet EuroCorp, og i dit hoved sidder en Dart 6-chip, der er det sidste nye inden for chipteknologi, og som lader dig hacke eller "breache" stort set enhver anden chip - både dem i folks hoveder, i deres våben, og i låse til døre, elevatorer og al den slags.

I praksis foregår det ved, at et lille ikon dukker op over den fjende, man sigter på, og ved at holde en knap nede, fylder man på kort tid en bjælke over hans hoved op. Når bjælken er fuld, aktiveres den valgte evne.

Og det er disse evner, der adskiller Syndicate fra andre skydespil. Som en anden cyberpunk-jedi jonglerer man mellem at få fjender til at begå selvmord (ofte med granater, så de tager et par kammerater med i døden), slå dem omkuld, eller kæmpe på ens side - enten indtil man løber tør for energi, eller til alle fjender er døde, og staklen afslutter sine få sekunders tro tjeneste ved at blæse knolden af sig selv.

Man kan selvfølgelig ikke bruge disse breach-evner ubegrænset, men de lader ganske hurtigt op, og det er sjældent nødvendigt at spare på dem. Spillet er også ganske gavmildt med situationer, hvor man med kløgtig brug af sine evner nærmest ikke behøver løfte en finger selv.

Dart 6-chippen har også andre formål. Udover at fungere som den lille stemme i ens hoved, der fortæller hvad ens mål er, kan man gøre brug af det såkaldte Dart Overlay. Det minder lidt om Detective Vision fra Batman: Arkham-spillene, ved det at fjender, man i forvejen har spottet, markeres med tydelige orange farver og kan ses gennem vægge - ganske praktisk, da AI'en er klog nok til at flytte sig, når den sidder i dækning, og ikke altid stikker hovedet op samme sted.

Samtidigt fungerer overlay'et som en slags bullet time, hvor tiden sløves ned, og kan desuden opgraderes , så man også giver ekstra skade og heler hurtigere. Som med breach-evnerne kan man ikke bruge overlay'et i det uendelige, men det lader op, jo mere adrenalin man opbygger (læs: jo flere fjender, du skyder i fjæset).

Det er i sig selv sjove mekanikker, men de ville ikke være meget værd i sig selv, hvis resten af spillet haltede. Det er heldigvis langt fra tilfældet. Syndicate skinner ved sit tempo, hektiske ildkampe afløses af mere rolige sektioner, og spillet har en lang række tricks i ærmet, der for de flestes vedkommende kun hives frem én gang.

Det ene øjeblik kæmper man mod bunker af fjendtlige vagter i gyder og korridorer, det næste står man på toppen af et tog og skal besejre et gunship (den eneste onrails-sektion i spillet, i øvrigt) senere laver løser man lidt lette puzzles, senere endnu skal man deaktivere EMP-miner og bekæmpe semi-usynlige fjender. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Half-Life 2, da jeg spillede Syndicate, og Starbreeze har tydeligvis studeret Valves metoder grundigt. Af samme årsag er det også sjældent, at scriptede mellemsekvenser tager styring med kameraet (selvom det hænder), og eksposition og historiefortælling minder også meget om Half-Life-serien.

Dermed ikke sagt, at Syndicate er på niveau med Half-Life 2. Det har nogle svagheder, såsom bosskampe, der svinger mellem det hæderlige og det decideret frustrerende. Ligeledes grænser antallet af gange, hvor man åbner en dør og straks bliver slået omkuld i en scriptet sekvens, sig til det komiske. Ydermere tager historien på et tidspunkt en drejning, der virkelig skuffede mig, men som jeg ikke vil komme nærmere ind på her af spoiler-hensyn. Måske tager jeg det op i en blog senere.

Ingen af disse ankepunkter er dog nok til at ødelægge oplevelsen, og Syndicates kampagne fremstår som en solid og original shooter (så original, som man nu kan være inden for genren), der bestemt leverer varen når det kommer til både action og levetid.

Og så har jeg endda ikke engang nævnt co-op endnu. Op til fire spillere kan kæmpe sig vej gennem i alt ni missioner, der lige som singleplayer-spillet byder på en god del variation og vild action. Det starter forholdsvist blødt, men sværhedsgraden stiger hastigt gennem missionerne, og man skal forberede sig på at fejle en del gange i de senere af dem.

Nogle af breach-evnerne i co-op er væsentligt anderledes, og der er mange nye evner, man kan erhverve sig gennem progressionssystemet - som bonusskade til hele holdet, for eksempel - lige som man kan opgradere sine våben og evner.

Det minder om Left 4 Dead (dog uden de uforudsigelige fjendeplaceringer), og tilføjer en god del ekstra underholdningsværdi til spillet.

Rent teknisk er Syndicate også en flot bedrift. Våbenlydene er nogle af de mest rå og aggressive, jeg mindes at have hørt, og jeg har gentagende gange overvejet at ofre forholdet til mine naboer for bare at give den fuld skrue.

Samtidigt ser det også forrygende ud - der er nogle sekvenser, typisk når man er ude at flyve, hvor detaljeniveauet i de fjerneste baggrunde er lavere end man kunne ønske, men indendørs er lyssætningen intet mindre end fantastisk, omgivelserne er pakket med detaljer, og selve stilen ligner ikke rigtig nogen andre spil, cyberpunk eller ej. Samtidigt er det hele pakket ind i en lækker augmented reality-æstetik, der giver universet et ekstra skud troværdighed.

Jeg har ikke nævnt det oprindelige Syndicate - action-strategispillet fra 1993. Man kan mene meget om det enorme spring i genre, det nye Syndicate har taget i forhold til sine forfædre, men det synes jeg ikke kommer selve oplevelsen ved. Til gengæld kan jeg med glæde konstatere, at der er mange små referencer til 90'er-spillet, både fra våben (mmm, flammekaster og minigun) og køretøjer til detaljer i baggrundene. Al arkitekturen i den første co-op-mission er desuden nærmest taget direkte fra det oprindelige spil, og så er det sgu svært ikke at blive nostalgisk.

Som sagt synes jeg ikke, at man skal bedømme Syndicate anno 2012 i lyset af Syndicate anno 1993. I stedet skal det tages for hvad det er, hvilket er en solid skydespilsoplevelse, der på mange punkter føles frisk og original, og på andre punkter låner fra de bedste med stort held. Det er ikke perfekt, men byder på en væsentligt bedre singleplayer-del end for eksempel Battlefield 3, og er en titel, som alle fans af førstepersonsskydespil bør unde sig selv at prøve.