Kender du det? Du er på vej videre til fagligt samtalemøde efter et glas vin på Café Victor. Du snupper lige Information med under armen, da Christian Jensens leder ikke er noget, du vil gå glip af. Din Android-telefon leverer pludselig Mozarts Rondo Alla Turca. Du ved godt, at det måske er lidt lavkultur, men man har vel lov at mænge sig med pøblen til tider.

Du nynner forsigtigt med, stopper din Christianabike og svarer. En kammerat fortæller at ZeBU-teatret har en forestilling om mennesket og søskendejalousi. Det gipper i dig. Du nulrer forsigtigt dit gedeskæg og åbner din Moleskine. Aftalen noteres, og du overvejer at fejre samtalen med en kop kaffe. Måske endda en med koffein uden gedemælk.

Kan du nikke genkendende til ovenstående, tilhører du sikkert Københavns kulturelite, og så er du nok villig til at glemme alt om dårlig styring og irriterende spilmekanikker i Escape Plan, for alle andre tangenter rammes.

Her har du buddet på dit absolutte must-have til lanceringen af PS Vita, hvis du gerne vil snobbe. Alle os andre? Tjae, hvis vi kommer i den rette stemning er det glimtvise momenter af god underholdning. Lad mig forklare hvorfor.

Escape Plan er Fun Bits Interactives forsøg på at lave en anderledes puzzler til PS Vita. Spillet sælges over PSN/SEN til billige penge (cirka hundrede kroner efter sigende) og er på mange måder en imponerende titel. Fat Princess-udvikleren er ikke uerfarne spildesignere, men alligevel gaber de over mere end de kan magte med denne titel.

Og her kom jeg så atter engang foran mig selv. Tilbage til starten.

Lil og Laarg er spillets to hovedpersoner. Har du ikke allerede fornemmet, at navnene er et spil på deres størrelser, skal jeg gerne forklare det. Lil er en lille spirrevip, og Laarg er en stor fedtklump. De ligner dog begge mere en blanding af en sort ballon og en fransk mimer. Hvis det i sig selv ikke er skræmmende, så tilsæt et pseudo-publikum der gisper, griner og klapper (især pruttelyde er åbenbart en succes i underholdningsbranchen). Samtidig viser store tal på forsiden af figurerne antallet af gange du er død i spillet. Nåe ja, og så er spillet naturligvis holdt i alverdens kontrastspækkede gråtoner. Med andre ord: det her er forbandet artsy fartsy.

Det kan dog også være en oplevelse i sig selv, som blandt andet iOS-spillet Contre Jour beviste. Her er det dog på nippet til at blive for meget.

Du skal guide dine små figurer igennem en række puzzle-baner. Og planen er at undslippe den grumme Bakuki (sikkert endnu et ordspil på Kabuki, som er et japansk drama-teater).

At hjælpe de to små finurlige personager til den store frihed er dog lettere sagt end gjort. Der er giftige gasrør, der skal tætnes, dræberpropeller der skal stoppes, onde vagter der skal afledes og mime-får (ja!) der skal sættes på de korrekte platforme, så døre åbnes. Du kan endda få dine to figurer til at inhalere helium, så de kan svæve (hvorefter de styres af tilt, og skifter retning med strøg eller ved at prutte luften ud). Kaffeautomater får dem til at løbe hurtigere, og naturligvis spiller Laarges vægt en afgørende rolle ved diverse forhindringer.

Der er kort sagt lagt op til hjernevridende puzzles. Og det er faktisk rigtigt, rigtigt godt.

Desværre - og ja, der er et desværre - så stinker styringen og tempoet. For det første får du stjerner undervejs i spillet. Disse er baseret på antallet af tryk og strøg du har foretaget. Jo færre, des bedre. Og her kommer det største problem. Din PS Vita bruges til fulde. Både for og bagside. Tryk på bagsiden skubber elementer (som platforme og andre figurer end dine helte), mens forsiden bruges til at navigere dine helte med tryk og strøg. Nogle gange skal de trækkes ved at bruge begge sider på en gang.

Dette ville være rigtigt sjovt, hvis ikke heltene til tider ikke helt reagerer på dine tryk (eller om ikke andet ingen umiddelbar reaktion viser). Det ville være sjovt, hvis ikke man rent faktisk var nødt til at holde om sin Vita. For hvordan pokker skal man holde den, når man ikke kan holde om den, ikke kan holde på toppen og bunden (slukknapper o.l. er placeret der).

Kig på rækken af billeder her på siden, de ser jo ganske tilforladelige ud. Men der er eksempelvis flere baner, der kræver milimeterpræcision. Platforme der skal holdes oppe, mens fjender skal narres hen på andre bevægelige af slagsen, mens du undgår skud - timingen skal være i top. Det er svært, især når man skal ramme bagsiden af ens PS Vita, og dermed en flade man ikke kan se (og samtidig skal holde antallet af tryk til et mimimum for perfekt score).

Man ender kort sagt med at bande styringen til helvede. Det er da fjollet. For spillet har utroligt gode puzzles og virkelig lækre stilistiske billeder. Men når tempoet samtidig er langsommere end godt er, kræver det altså Valium og rødvin for at man for alvor kommer i en sindsstemning, hvor man kan sættes pris på det.

Måske har udvikleren været klar over det, for man kan nemlig vælge at springe særligt drilske baner over, hvis man gerne vil nå til enden af de omkring 80 baner, som historien byder på. Det føles dog som kejserens nye kunstneriske klæder, og anmeldere verden over skal nok give et pluspoint for det. Jeg havde dog gerne set større fokus på valgfrihed i styringen og mekanikker tilpasset hardwarens fysiske form.

Escape Plan ender som et interessant projekt med visse problemer. Sætter du stil over gameplay, vil du sikkert kunne ende en karakter højere end jeg gjorde. Der gemmer sig nemlig en anderledes fortælling og en spændende spiloplevelse, men det kræver at du er i den rette stemning og er ganske tilgivende for at få det fulde udbytte.