Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

ALAN WAKE'S AMERICAN NIGHTMARE

Alan Wake er tilbage og Sebastian har smidt friske batterier i lommelygten og fulgt i den berømte forfatters fodspor. Du kan læse om hans oplevelser her.

  • Tekst: Sebastian R. Sørensen

Da Alan Wake udkom i 2010 blev jeg blæst væk. Tyk atmosfære sat i scene af velvalgt stemmeskuespil, stemningsfyldte baner og en fantastisk fortælling. En klassisk kamp mellem mørke og lys udkæmpet i Bright Falls i den nordlige del af Amerika. Alan Wake var for mig indbegrebet af en succesfuld cocktail af eminent historiefortælling og en velpoleret spiloplevelse.

Nu er Alan Wake tilbage. Men i modsætning til det oprindelige spil, så har vores forfatterven denne gang fundet vej til en online-udgivelse på Xbox Live. Et valg som mange inklusiv denne anmelder mødte med en anelse skepsis, dengang spillet blev annonceret. For ville en onlineudgivelse på nogen måde kunne rumme de kvaliteter, som det oprindelige spil osede af? Jeg frygtede alt fra Alan som en platformhoppende actionfigur over til et gennemsnitlig point-and-click-spil. Men jeg kunne ikke være mere på vildspor.

De mørke skove fra Bright Falls er nu udskiftet med en tør ørken i Arizona, og selvom den ikoniske brune jakke er erstattet med en mere trendy skovmandsskjorte, så ligner Alan Wake sig selv fra første sekund: Tredjepersons perspektiv og indenfor få sekunder udstyret med en lommelygte i den ene hånd og en livsnødvendig 9 mm automatpistol i den anden. Min frygt bliver her afløst af en sær følelse af nostalgi.

Wake er igen havnet i en noget uheldig situation. Denne gang fanget i tv-showet Night Springs, som kendere af det første spil vil huske fra forskellige fjernsyn spredt udover historien. Fra første sekvens introduceres Mr. Scratch, som er Alan Wake´s onde modstykke. Vi snakker her om skingrende psykopatisk massemordertype. Scratch er en del af tv-programmet, men ligeledes i stand til at true med ugerninger i den virkelige verden. Brikkerne falder først langsomt på plads, når man finder sider fra manuskriptet til programmet - ikke overraskende skrevet af Alan Wake selv.

Alan Wake's American Nightmare
Dette er en annonce:

Denne Xbox Live udgivelse er ikke en direkte fortsættelse af det oprindelige spil, men kan bedre karakteriseres som en separat lille historie. Dog er spiluniverset ikke genopfundet, da man kronologisk er et par år efter det første spil, hvor Alan er opfattet som død af den virkelige verden. Historien starter hårdt og brutalt ud, og man sidder hurtigt med ganske mange spørgsmål! Uden at nævne historien i detaljer, så ender man med færre spørgsmålstegn, men stadig langtfra helt afklaret, når rulleteksterne rammer skærmen. Selvom det her tv-program får Station 2 og CSI-Amager til at blegne, så er fortællingen langtfra så stærk som det første Alan Wake udspil.

Dette er en annonce:

Hvor det oprindelige retail-spil var en psykologisk action-thriller parat til at give dig hjertebanken og fjerne al kontakt til den virkelige verden, så er den tykke atmosfære desværre ikke helt velbevaret. Der er skruet ned for gyserthriller-knappen og givet lidt mere gas på action-pedalen. Men det er stadig Alan Wake, og der er stadig plads til os fans af kryptiske fortællinger og historiedrevne spiloplevelser.

Alan Wake's American NightmareAlan Wake's American Nightmare

Om Alan Wake er den store gør-det-selv-mand må stå i det uvisse, men at betjene en sømpistol syner ikke at ligge ham specielt fjernt. Flere nye våben, inklusiv power-tools, har fundet vej ind i Alan Wake´s amerikanske mareridt. Andre effektive måder at stoppe en flok Taken på er eksempelvis en armbrøst, som man kan finde rundt omkring i fortællingen. Nye våben låses op ved, at man først lokaliserer våbenkassen med dem, og derefter har nok fundne manuskriptsider i bagagen. Det er velfungerende og indbyder til endnu et par gennemspilninger. Våbnene både syner, lyder og føles mere macho end i det første spil.

Midt igennem spillet måtte jeg stoppe og lige få vejret! Binde en rød sløjfe omkring min ene finger, hvorpå der stod "husk - dette er et download-spil fra Xbox Live og ikke en retailskive, som du har hentet nede hos den lokale spilpusher".

Alan Wake's American Nightmare

Starter med konklusionen helt kort - imponerende, punktum! Grafisk er denne titel meget tæt på at være på højde med det første spil. Flot gengivelse af mørke- og lyseffekter - støv, dråber, tåge i luften, alt ringer i tråd med den oprindelige grafik.

Men udover at denne udgivelse rent visuelt er på et højt niveau, så er lydsporet ligeledes flere gear over standarden for mange Xbox Live-spil. Jeg husker hvordan musikken i det første spil virkeligt imponerede. I flere af de store cutscener eller kampe i American Nightmare er underlægningsmusikken sublim. Igen med fokus på den røde sløjfe omkring fingeren - dette er helt i top.

Men ingen fest uden - at der er en som tisser i punchen. Efter en perlerække af ros, så må den kritiske anmelder også melde sig på banen. Konceptet er som nævnt, at Alan roder rundt i et tv-show, og da der samtidig leges med spoling i tid, så ender man med at gennemspille de samme spilsekvenser en del gange. Der er ændret på enkelte ting, og man skal ikke hver gang lave alt det den foregående gennemspilning betingede - men stadig, det blev belastende for mig og trækker desværre nedad for den ellers fantastiske spiloplevelse.

Alan Wake's American Nightmare

Når man så er færdig med historiedelen, så kan man oplagt udforske spillets arcade mode, som bedst beskrives som Survival-mode fra Call of Duty: Modern Warfare 3 eller Horde-spiltypen fra Gears of War-serien. Man smides ind i en stor verden, hvor man så skal overleve ti minutter mod bølge efter bølge af fjender. Konceptet er, at man skal overleve indtil daggry. Banerne er udstyret med lamper, hvor man i linjen med historiedelen (og det første spil) kan heles. Endvidere er der våbenkasser man kan bruge - under forudsætning af, at man har samlet nok manuskriptsider i historiedelen. Eneste oplagte kritikpunkt her er manglen på multiplayer. Hvor mystisk det end ville have været at stå side ved side med Alan Wake 2 og Alan Wake 3, så ville et par venner pynte på denne del af spiloplevelsen, og gøre holdbarheden endnu bedre.

Alan Wake's American Nightmare

Hatten af for de finske udviklere Remedy, som lavede det friske sats at udgive et Alan Wake-spil på Xbox Live. Min frygt er gjort til skamme, og jeg skal tilbage til Arizona og finde de sidste manuskriptsider så snart mine fingre forlader disse taster.

Udover det, så vil jeg opfordre alle til at købe det oprindelige spil Alan Wake, som nu ligeledes er udgivet på PC. Så kan vi en gang ved lejlighed lave en virtuel demonstration, hvor vi alle drøner rundt et mørkt sted med en lommelygte og anden hånd med en strittende langemand. Det her er det bedste jeg endnu har oplevet på Xbox Live - og hvor jeg før havde droppet drømmen, så lever den nu i voldsom grad. Giv mig Alan Wake 2!

Alan Wake's American Nightmare
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Høj standard for et Xbox Live-spil rent grafisk, genial musik, lækkert actionspil, utroligt meget underholdning for få penge, god kryptisk historie
-
Historien ER kryptisk og sikkert ikke for alle, gentagelse er kedeligt

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Lad det blive sagt på forhånd, jeg var mere end forelsket i det første Alan Wake. For mig, står det i dag som et pragt eksempel på hvordan man laver... 9/10
Dette er en annonce: