Jeg er en kæmpe fortaler for mange af Gamelofts produkter. Fordi jeg synes, at de oftest fortjener det. Udgiveren besidder måske ikke synderlig mange banebrydende tanker, men hvad de til gengæld gør, er at levere sunde spilmekanikker og spiltyper, hvor man ved, hvad man går ind til. Ufarligt, men fornøjeligt.

Sådan har det også været med Dungeon Hunter-serien. Her vidste man, at man fik en dungeon crawler, der have lånt fra alverdens kendte eksempler. En farveladeglad Diablo uden helt samme dybde, om man vil. Med Dungeon Hunter: Alliance til PlayStation 3 tog udvikleren et skridt væk fra de mobile platforme, man ellers forbinder dem med, og leverede et ganske godt hack ‘n' slash for fire spillere. Bevares, det var ikke perfekt. Men til hundrede kroner kunne mindre også gøre det.

Dungeon Hunter: Alliance var ikke en afløser for Diablo 3, det var ikke det mest originale spil nogensinde, og det var ikke en match for Sacreds mange karaktermuligheder og stemning. Alligevel var og er det et spil, der bør være i enhver social PlayStation 3-gamers rollespilskatalog. Det er denne udgave, der danner grundlag for PS Vitaens Dungeon Hunter: Alliance.

Guillemot-familiens selskab Gameloft er kendt for at fylde iOS-markedet med kloner af spil, der endnu ikke findes på iOS-formaterne. Med andre ord, vil du have Modern Warfare, Halo, Uncharted, Burnout eller Diablo på din Apple iDims, så er Gameloft selskabet du går til. De kan deres håndværk og skuffer sjældent, til gengæld mangler visse af titlerne ofte sjæl. På PS Vitaen er det dog mindre kønt.

I Dungeon Hunter: Alliance tager du rollen som en ung rogue/mage/warrior, der bliver vækket til live af en magisk fe, da der er noget helt galt i kongeriget. Måske er du en prins og slået ihjel af din tidligere kæreste, der nu er besat (måske) af en grum dæmon. Måske skulle der bare ryddes op i nogle grotter. Historien er ikke så vigtig. Alt der tæller er nemlig, at der skal bekæmpes monstre i masser af huler, skove, slotte, forladte bygninger, brændende lava-øer og bjergområder.

Dette sker oftest ved, at du som spiller modtager et quest af den slags, som vi kender så godt - et stort udråbstegn efterfulgt af et par linjers tekst for at motivere dig. Indtil videre lyder det måske ikke sindsoprivende, men det er fordi du ikke har skreget eller tekstet "heal for satan din r**!!!" af din medrejsende. For det er i multiplayer at hyggen indfinder sig.

Du kan nemlig vælge at spille online, du kan lave en lukket gruppe online eller du kan kombinere alle mulighederne som det passer dig. På PS Vita er der også tilføjet mulighed for at vælge mellem en række emotes (i stil med "heal mig", "godt gået", "tak" og så videre). Eller man kan tekste til hinanden. Af en eller anden årsag er der plads til en halv twitter-besked, hvis man vælger sidstnævnte. Det er lamt, dovent og gør at man konstant ender på flere beskeders længde for at skrive noget simpelt.

Det er dog ikke i tekstbeksedernes længde, at de største problemer er, men mere om det senere.

Figurerne, du kan vælge mellem, er umiddelbart begrænset til tre klasser, men ved nærmere eftersyn kan de langt mere end udseendet antyder. Din warrior kan naturligvis være den tunge tank (med to tohånds-våben, hvis man hellere vil give daller), og din rogue kan specialisere sig i nærkamp, snige eller skyde med bue, mens din troldmand kan lege warlock, mage eller healer uden problemer. For en mindre håndfuld guldmønter kan du også respecce din karakter, hvis du kan lide at eksperimentere.

Omgivelserne ses fra et tredjepersons fugleperspektiv, som vi har oplevet det så mange gange før i den her slags dungeon crawlers, og der kan zoomes ind og ud på touchskærmen ved at samle eller sprede to fingre. Hver spiller (inklusiv dennes loot) har yderligere en farvekode. En smart detalje er, når dele af omgivelserne kommer i vejen for udsynet til ens figur, så dukker et farvet omrids af den skjulte figur op, så kameraet aldrig bliver et problem i kampens hede, uanset antallet af spillere.

Det vil sige lige indtil man er mast sammen bag en bygning i kamp. For det er her, hvor man må tage sig til hovedet. Af en eller anden årsage virker hit-detection-systemet en anelse ringere her end PS3. Og fjenderne er ikke synlige bag mure. Med andre ord. Hit & pray. Og det er frustererende.

Menuerne, hvor du finder dit loot, er til gengæld nydeligt præsenteret, og det er let at udveksle genstande spillerne imellem. Og lad os bare være ærlige: loot er selvfølgelig hovedårsagen til, at du overhovedet går på eventyr. Og når det er let at købe, sælge, overskue og udveksle udstyr, bliver oplevelsen så meget bedre. At det yderligere kan ses på din figur, hvad du ifører ham (ingen kvinder i denne omgang), gør denne del næsten perfekt.

Men kun næsten. For navnene på lootet mangler lidt "oomph", de er neutrale, generiske og ret kedelige. Sværhedsgraden springer til tider enormt, så det nærmer sig det frustrerende (også selvom potions kan indkøbes masser af steder), og Gameloft har atter engang besluttet sig for, at kun mænd går på rov, selvom de siden den oprindelige PS3-udgivelse har leveret kvinder til Dungeon Hunter 3.

Apropos Dungeon Hunter 3, som fik en del hug for at være en slags horde-mode i arena, så bydes vi her på en bonus-mode, der ligner lidt. Når du når level 25, åbnes der nemlig for endnu et tier i mængden af udstyr, og du kan derefter gå efter endnu bedre loot her.

Dungeon Hunter Alliance er hovedsageligt et socialt spil, og fornøjelsen af eventyret er direkte proportionel med mængden af spillere. Som soloeventyr er det hæderligt - med flere spillere er det bedre. Desværre er der især en detalje, der forpurrer online-oplevelsen. Selvom spillerne sidder med hver deres maskine, skal de holde sig på samme skærmområde. Unødvendigt.

Fjenderne, du støder på, er alle veldesignede, uanset om det er dæmoner, zombier, banditter, dyr eller sære væsener. Bosserne er en fornøjelse at aflæse og nedlægge, og der er tilpas stor variation til, at man aldrig helt når at kede sig undervejs i eventyret. Det vil sige, hvis man bare kunne ramme dem. For Dungeon Hunter: Alliance har som nævnt problemer med denne del, og det hjælpes ikke på vej af, at konverteringen er sjusket. Teksturer er slørede og frameraten sølle. Spillet hakker og sprutter med det samme der sker for meget, og det er distraherende. Og da slet ikke godkendt når prisen i forhold til PS3-udgaven pludselig er tredoblet (i virkeligheden tolvdoblet, hvis man tænker på at prisen bliver fire gange så høj, hvis man vil spille med vennerne).

Mens vi venter på Diablo 3, er Dungeon Hunter: Alliance alligevel et hæderligt håndholdt bud på hack ‘n' slash-underholdning (og pt. Vitaens eneste). Teknisk omtrent som Sacred-serien på konsol (det vil sige til tider en katastrofe), tilpas solidt til at lokke mindre krævende loot-whores til spillet, og lettilgængeligt uden at glemme dybden. Men man kan ikke helt slippe følelsen af, at Gameloft havde lidt for travlt med denne konvertering.