Uanset hvad man ellers kan sige om I Am Alive, så er det et modigt projekt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spillet et action-spil, der i den grad nedtoner afhængigheden af at skyde sine fjender, og jeg tror aldrig jeg har spillet et spil, hvor en pistol uden ammunition stadig kunne være så brugbar.

Det er mildest talt et brud med konventionerne. Men selvom I Am Alive hiver mange nye ideer ud fra ærmet, og de fleste af dem er godt udført, så er der stadig noget ved den samlede pakke, der ikke helt klikker som man kunne håbe.

I Am Alive foregår i en nær fremtid, hvor en kataklysmisk begivenhed af en eller anden art har udryddet det meste af menneskeheden, gevaldige jordskælv har hærget alt hvad der ligner infrastruktur og husly, og en giftig sky af støv dækker det meste af jordoverfladen. Spillet starter ét år efter katastrofen, og du er netop ankommet til din hjemby Haventon, efter at have trasket tværs over landet, i et desperat forsøg på at finde din kone og datter.

Som sagt er det meste af jorden dækket af en tyk sky af giftigt støv, der langsomt men sikkert tager livet af en, hvis man befinder sig i den. Derfor er man som regel nødt til at søge opad - mod hustage, hævede togbaner, stilladser, skyskrabere, alt hvad der kan kravles på. De bedste stunder i I Am Alive udgøres af de øjeblikke, hvor man i en blanding af køligt overblik og febrilsk tidspres forsøger at klatre op ad en mur, mens ens stamina-måler støt tæller ned.

I Am Alive er nemlig et spil om ressourcer, og den vigtigste af disse er din stamina, din kondition. Hver manøvre af den slags, som Uncharteds Nathan Drake laver tyve gange før morgenmad uden så meget som at svede, koster stamina - selv det bare at holde fast i et greb, uden at bevæge sig, får den livsvigtige måler i toppen af skærmen til at tikke nedad. Løber man tør, kan man til nød kæmpe sig videre, men det koster en permanent reduktion i ens stamina-kapacitet, der kun kan vindes tilbage ved at indtage visse madvarer - som også er sjældne.

Der findes items, der kan gøre en ellers umuligt lang klatretur overkommelig, men det kræver stadig planlægning og overblik. Jeg nævnte Uncharted før, og rent mekanisk er disse sektioner nærmest taget direkte ud af den serie, og får alligevel sin egen identitet takket være stamina-mekanikken.

I Am Alives verden er øde og fjendtlig, og langt de fleste personer, man møder, vil ikke en noget godt. Altså er man nødt til at slås. Man får ganske tidligt en pistol, men det hører til sjældenhederne, at man har mere end én kugle til den, og det sker også at den er tom, når man støder på fjender. Men alle antager en pistol er ladt, før de hører den sige "klik", og derfor kan man komme langt bare ved at true.

Det er en mekanik, der ikke ligner noget andet spil, jeg har prøvet. Træk en pistol mod en gruppe modstandere, og straks rækker de alle hænderne i vejret (medmindre en af dem selv har et skydevåben, selvfølgelig). Herefter sætter et lille psykologisk spil i gang, for nogle af dine fjender er mere afstumpede end andre, og skyder du alfahannen i fjæset, vil de mere underdanige typisk overgive sig.

Men som sagt er kugler en mangelvare, og derfor får du også andre våben til rådighed. Et godt stykke inde i spillet finder man en bue og pil, et våben der ganske vist er temmelig langsomt, men har den fordel at pilen kan genbruges. Derudover er man afhængig af en machete, der enten kan bruges til overraskelsesangreb eller regulær kamp for livet.

En typisk actionsekvens i I Am Alive udspiller sig således: Tre-fire gutter dukker op, og gør det temmelig klart at de vil se blod. Ved første øjekast er du ubevæbnet, og derfor opfører de sig ganske nonchalant. En af dem slæntrer frem mod dig med overlegen attitude, men så snart han er i rækkevidde, flår du macheten fra rygsækken og skærer hans hals over med et hurtigt snidt. De øvrige gutter løber straks mod dig, men standser lige så brat i det, du trækker din pistol. Du tænker i et sekund eller to, og pløkker ham, der virker mest aggressiv. Han falder jorden, mens de sidste to sænker deres våben og lægger sig på knæ. Herefter slår du dem bevidstløse med skæftet på din pistol.

De første par gange, man oplever sådan en scene, føler man sig uovervindelig. Men effekten daler ved gentagelser, og der er her, I Am Alives største svaghed viser sig.

Ovenstående beskrivelse dækker nemlig mere eller mindre hvert eneste møde med fjender, punkt for punkt. Der er selvfølgelig variationer - nogen gange er nogle bevæbnet med skydevåben, og skal således nakkes først, mens der er andre gange, hvor ingen overgiver sig, og du må nedkæmpe dem med din machete (hvilket altid foregår med den samme quick time event, hvor du masher løs på X og håber på ingen er i nærheden til at stikke dig i ryggen). Nogle gange har en fjende panser, og skal nedlægges med headshot, men ellers følger de alle samme formel: Vent på at en af fjenderne kommer tæt på, skær hans hals over, skyd 1-2 fjender og klar resten med machetten.

I Am Alive har reelt set ikke noget kampsystem, og i stedet føles actionsekvenserne fuldstændig skabelonskårne. Altså har vi et spil med sjove og kløgtige klatre- og udforskningssekvenser, koblet med enormt ensformig action. Dertil er grafikken enormt grå og desatureret, hvilket på den ene side harmonerer godt med spillets univers, men på den anden side også er ret kedeligt.

Så selv om I Am Alive har sine styrker, og bestemt er underholdende, når man kravler alene rundt på siden af en væltet skyskraber, så er helhedsoplevelsen ikke stor nok til at vi kan snige os højere op end en middelkarakter.