Der er noget poetisk ved Copenhells valg af placering. Midt mellem det gamle B&W-værfts enorme betonklodser, med udsigt til tårnhøje skorstene og kraftværker, og med den nærmest naturlige amfiteater-stemning, bakken på festivalpladsens ene side giver, kan man dårligt forestille sig et bedre og mere passende sted holde en metalfestival.

Der var god stemning og højt humør fra det øjeblik, Gamereactors udsendte indfandt sig på pladsen, og det blev kun bedre, da musikken begyndte at spille. Det var et flot program, festivallen i år havde sat sammen, med mange tunge koryfæer iblandt - men som for de flestes vedkommende stadig spiller med en misundelsesværdig ungdommelighed.

Killswitch Engage havde fået æren af at være første navn på hovedscenen - hvilket også betød, at de gik på inden mange publikummer endnu var dukket op. Det lod bandet sig dog ikke mærke af, og skød festen i gang med højt lydtryk og mindst lige så højt humør. Frontmand Jesse Leach lignede ikke en mand, der havde været ude af bandet i ti år, og guitaristen Adam D gav den som hyperaktiv blanding af hyggeonkel og Cookie Monster. Det er ikke et band, jeg har det store personlige forhold til, men spille, det kan de sgu.

Herfra satte vi kurs mod festivallens mindste scene, hvor der udelukkende optrådte upcoming danske metalbands. Her skulle The Interbeing nemlig vise sig at bekræfte al den skamros, jeg kastede efter deres debutplade sidste år. De leverede deres stilrene og veludførte cybermetal med stor overbevisning, og trak hurtigt et frådende publikum til, som tog så godt imod bandet at de havde svært ved at holde den sammenbidte metalmaske og endte med at spille med store fjogede grin. Samtidigt lagde de også hus til festivallens første circle pit, hvor enhver, der faldt, blev hevet på benene igen af mindste tre omkringstående, inden vedkommende ramte jorden. Åååh, hvor var det dog dejligt at se. The Interbeing er en af de klarest lysende stjerner på den danske metalscene, det beviste de uden skyggen af tvivl.

Et særdeles veloplagt Anthrax indtog herefter hovedscenen. Det kan godt være at flere af medlemmerne i det legendariske thrash-band hastigt nærmer sig de 50 (eller i forsanger Joey Belladonnas tilfælde allerede har rundet dem), og at guitaristen Scott Ians karakteristiske fipskæg er blevet gråt, men det kan man ikke høre på musikken. I stedet hamrede bandet sikkert derudaf i et brag af en koncert, der også uden problemer kunne fange de publikummer, der måske ikke dyrker gruppen til dagligt. Jesse Leach fra Killswitch havde tidligere på dagen erklæret, at selvom nogle klassiske thrash-bands måske var blevet gamle og trætte, så var Anthrax fannerme ikke et af dem. Det havde han fuldstændig ret i.

Turen gik videre til All Shall Perish på den sekundære scene, et band jeg blankt må erkende ikke at ane en pind om. Det forhindrede dog ikke deres blanding af dødsmetal og metalcore i at gribe hverken mig eller mange andre, og især frontmanden Hernan Hermida imponerede med sit garn, sin udstråling og sit growl. Høj energi og en velsammensat setliste gjorde, at bandet ingen problemer havde med at følge op på kongerne fra Anthrax.

Mastodon er et band, jeg har stor kærlighed til, og selvom deres senere albums ikke har fanget mig i tilnærmelsesvis samme grad som gennembrudet Leviathan, så havde jeg store forventninger til deres show. Desværre må jeg nok erkende, at min manglende begejstring for deres nyere materiale også kan mærkes i en koncertsituation, og jeg blev ikke rigtig fanget. Måske (sandsynligvis) er det bare mig - min gode kollega Emil Ryttergaard var langt mere begejstret, og det samme var flere andre kammerater, jeg talte med efterfølgende. Og så kan man ikke tage fra Mastodon, at de er et af de mest sympatiske og nykkefri bands i branchen - hvor mange andre grupper af deres størrelse går på scenen to minutter før de er programsat til at spille? Hatten af for det.

Dag to startede på den forkerte fod for mine medsammensvorne og jeg. Copenhell er stadig en ung festival, og det ses stadig på nogle punkter, især omkring kommunikationen af festivallens regler. Man bliver sgu lidt tvær, når man pludselig render ind i et paraplyforbud ved indgangen, der hverken er blevet nævnt eller håndhævet på festivallens første dag. Især når man senere ser masser af folk på pladsen, der netop havde paraplyer med ind. Der må arrangørerne gerne lige spænde hjelmen næste år.

Der gik dog ikke mange minutter i selskab med Meshuggah, før al vrede var forsvundet og erstattet med brede smil og en næsegrus beundring af de matematiske svenskeres umenneskeligt tighte maskine-metal. Ikke nok med at de til tider spiller i tre forskellige taktarter som om det var det letteste i verden, så er deres lyd også så brutal, at det nærmest er som at høre et maskingevær. Højdepunkterne inkluderede New Millenium Cyanide Christ og crowd-pleaseren Future Breed Machine (kender du ikke Meshuggah, så find dem på YouTube nu!), hvor især førstnævnte blev fremført med et overskud og overblik, der bogstaveligt talt fik mig til at måbe. Hold kæft, hvor kan Meshuggah spille. De er muligvis verdens tighteste band, og det siger jeg uden skyggen af overdrivelse.

Vi fortsatte med finske Korpiklaani, der spiller sørøvermetal med en ordentlig portion polka ovenpå. For mit vedkommende var det langt fra en ubetinget succes, faktisk fik jeg nok efter tre numre, og måtte konstatere at det simpelthen var for fjollet for min smag. I stedet gik vi ned og så The Kandidate, ex-Hatesphere-sangeren Jacob Bredahls nye band. Fin og ganske kompetent thrash, der dog ligesom hans tidligere band ikke helt kilder de rigtige steder for mit vedkommende. Men klart at foretrække frem for de glade finnere.

Herefter var det tid til legendariske Immortal, der er indbegrebet af norsk black metal. Genrens fascination for forpse paint, økser, skjolde, kæmpenitter og alt hvad der lyder koldt, nordligt og vikinge-agtigt har altid været alt for teatralsk for min smag, men man kunne lige så godt se giraffen, nu den var her. Og under deres lidt over en time langt sæt begyndte jeg også at kunne forstå hvorfor de er populære. Ikke at jeg blev fan, langt fra, men de gjorde det nu fint.

Lamb of God spillede røven ud af bukserne fra første sekund, og blev bare bedre og bedre som solen gik ned og mørket langsomt indtog festivallen. Forbrøler Randy Blythe var i topform, og susede fra den ene ende til den anden som en hvirvelvind. Stramt, disciplineret og arbejdsomt som bare fanden. Blandt det afsindigt høje niveau, koncerterne på Copenhell generelt havde, så var Lamb of God alligevel blandt de allerbedste. De her gutter burde være superstjerner.

Jeg regner Soulfly som min første store metalkærlighed, og som bandet, der i mine purunge teenageår viste mig, at der fandtes langt vildere og hårdere ting end Korn og Deftones. Jeg mindes stadig dengang på Roskilde i 98, hvor jeg hørte bandet for aller første gang, og blev fuldstændig overvældet af denne brasilianske vildmand med dreadlocks og tatoveringer op ad halsen, der nærmest åd mikrofonen mens han råbte "motherfucker-motherfuckermotherfucker!" Max Cavalera anno 2012 er både noget ældre og tykkere end dengang, men kan kan stadig samle et fantastisk band omkring sig, og har tydeligvis stadig hjertet med sig.

Setlisten bestod af lige dele nyere og ældre materiale, hvor blandt andet Primitive og Prophecy blev hevet frem, og vi fik selvfølgelig også Sepultura-klassikerne Roots Bloody Roots og Refuse/Resist. Cavaleras signaturlyd, med de møgbeskidte guitarer, de tonstunge trommer og et lille skvæt samba, er ældet med al den ynde, man kunne håbe. Det blev næsten for meget af det gode, da sønnerne Igor Jr. og Richie blev hevet på scenen til en triet med farmand, men de to unge gutters energi gjorde op for smagen af gimmick. Og når koncerten så blev rundet af med et mini-medley, der blandt andet indholdte en kort bid af Jumpdafuckup og hele Eye for an Eye, ja... Jeg er lidt hæs i dag, det indrømmer jeg glædeligt.

Copenhell blev lukket og slukket af Marilyn Manson, der står i skarp kontrast til de mange andre gamle metalherrer, der stod på scenen denne weekend. For hvor de øvrige bands ikke lod sig mærke med alderen, så har Manson de seneste år nærmet sig en parodi på sig selv, og det blev blot bekræftet denne aften. Han virker som en mand, der ikke gider mere. Manson var oprigtigt provokerende og med til at rykke grænser tilbage i 90'erne, men han har sejret ad helvede til, og hans gamle schtick virker ganske enkelt ikke længere i en verden, hvor Lady Gaga topper hitlisterne.

Tilsyneladende ville han hellere bruge 00'erne på at sniffe hvidt pulver end finde på noget kunstnerisk relevant, og det kan mærkes i dag. Stemmen er væk, og han kan dårligt synge sine egne omkvæd. En sang som The Dope Show falder til jorden, når manden selv er blevet til det, den oprindeligt ironiserede over. Komisk dårligt blev det under mOBSCENE, hvor det medbragte backing-track måtte klare det meste af omkvædet - Manson selv havde kun luft til de første par linjer. Hans band spiller udmærket, om end en smule anonymt og lidt for tro mod lyden fra pladerne, men ellers ligner Marilyn Manson definitonen på en mand, der burde være stoppet mens legen var god.

Men nu skal vi ikke slutte på en dårlig stemning. Copenhell 2012 bød på et væld af fede koncerter, fremragende omgivelser og dejligt vejr. Festivallens logistik skal også have et kip med hatten - jeg oplevede aldrig at måtte stå i kø til øl, mad eller naturens kald i mere end et par minutter, og det synes jeg er godt klaret for et arrangement i denne størrelsesorden. De ville klæde dem at barbere en femmer af ølprisen, og blive lidt bedre til at kommunikere deres regler. Men ellers var festivallen en kæmpe succes fra et publikumsperspektiv.