SIM CITY
"Vi simulerer alt". Maxis er modige i deres udsagn omkring SimCity, vi prøvekørte for at finde ud af hvor meget der er om sagen.
"Vi simulerer alt". Maxis er modige i deres udsagn omkring SimCity, især når det kommer til omfanget af detaljer, som spillets motor rent faktisk simulerer. Alt hvad man ser på skærmen er en del af simulatoren - der sker ikke noget i spillet, der bare er "pynt". Det hele har en årsag.
Det er et af den slags udsagn, man som spiller ikke rigtig kan efterprøve. Man må bare tage udviklerens ord for det. Men når jeg sidder og klikker tilfældigt rundt på indbyggerne i min by, får jeg en kar fornemmelse af, at der er noget om snakken.
Klikker jeg på en bil, får jeg at vide hvor den kommer fra, og hvor den er på vej hen. En bil føres af en fabriksarbejder, der er på vej til job. En anden køres af en mand, der ville have en burger, men nu er på vej hjem igen, fordi han ingen burger-steder kunne finde (note to self: lav flere butikszoner). Folkene på den lokale fodboldbane spiller - sjovt nok - fodbold.
Jeg stopper dog hurtigt med at tjekke hvad tilfældige borgere laver, for jeg har kun omkring 20 minutters hands-on med denne demo af spillet, og der er vigtigere ting at foretage sig. Halvdelen af byen mangler vand. Branddækningen er ikke tilstrækkelig. Spildevandsanlægget kan kun lige akkurat følge med. Der er brug for flere boliger, butikker, fabrikker. Små meldinger tikker hele tiden ind, og talebobler over mit rådhus og befolkningens hoveder fortæller mig, hvad de går og mangler og savner.
Mængden af information, der potentielt skal fordøjes, er ganske enkelt enorm - selv i denne lille demo, hvor mit indbyggertal knapt har rundet 2500 borgere. Men måden den serveres på er intet mindre en elegant. Alverdens oplysninger er kun et par museklik væk, men jeg præsenteres aldrig for mere data, end jeg netop har brug for i dette øjeblik. Zone-farver ses kun, når jeg har zone-værktøjet åbent. Klikker jeg på knappen til spildevandsanlæg, kan jeg bogstaveligt talt se lortet flyde afsted gennem kloakrørerne, og se hvor systemet er overbelastet. Samme princip gælder for strøm, brandvæsen, vandforsyning, you name it. Det er en fryd at bruge.
Jeg klikker og klikker. Her skal være villaer, her skal være veje. Denne firkant skal bruges til butikker, denne her til industri. Skatteindtægterne fosser ind, og mine borgere er glade. Jeg ekspanderer så hurtigt jeg kan.
Jeg får tilbudt en mission. Meteorologerne varsler om tørke i den kommende tid, og der er forøget risiko for brand. Tør jeg tage udfordringen op? Belønningen er 50.000 dollars (og mine indtægter ligger i øjeblikket omkring 3000 i timen, så det er en pæn sjat), men jeg takker nej. Jeg vil hellere bare bygge, bygge og bygge, nu jeg har så begrænset tid med spillet.
Før jeg får fingrene i demoen, fortæller Maxis-folkene lidt om de nyheder, de har afsløret på Gamescom. Hvordan SimCity for eksempel har en Citylog, inspireret af Autolog og Battlelog fra Need for Speed og Battlefield, hvor man kan se hvad ens venner laver, og tage aktuelle udfordringer op på den baggrund. Hvordan spillet har en global økonomi, der bygger på udbud og efterspørgsel - for eksempel stiger prisen på olie for tiden (det lyder bekendt), og med lidt fremadsynethed er der store penge at hente, hvis man specialiserer sin by i at fremstille netop de råvarer, som økonomien efterspørger. Hvordan der er globale udfordringer, som spillerne kan samarbejde om at løse - for eksempel kan der være stigende arbejdsløshed, så det handler om skabe nye arbejdspladser.
Lige nu koncentrerer jeg mig dog mest om det villakvarter, jeg er ved at anlægge. Overvejer om jeg skal lave en omfartsvej fra den beboelsestunge vestdel af min by over til industrikvarteret mod øst, så hovedgaden kan blive aflastet. Bygge, bygge, bygge. Klik, klik, klik. Jeg er fuldstændig opslugt. "Det er stadig tidlig alpha", siger udviklerne, med henvisning til at der måske er underlige fejl og andre særheder i spillet lige nu. I så fald bemærker jeg dem ikke - jeg kunne tage denne demo med hjem, og være fuldt tilfreds med oplevelsen, er mit indtryk.
Men bedst som jeg undersøger muligheden for at opgradere mit rådhus, så jeg får adgang til at bygge rensningsanlæg (lige nu ender alt mit spildevand bogstaveligt talt i jorden), blinker en rød alarmlampe. En meteorregn har kurs direkte mod min by! Jeg kan blot se til, mens den ene glødende rumsten efter den anden hamrer ned over mit værk, og sætter ild til det hele. "Tak fordi du spillede SimCity", siger demoen, der åbenbart kørte på en timer. Selv tak. Og skynd dig så at udkomme!






