Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
artikel

Er det okay trailere ikke viser det endelige produkt?

En lille hvid løgn eller falsk markedsføring?


Tilbage i E3 2012 så jeg et interview med Chris Rhinehart. Hvis navnet ikke vækker genklang, er det forståeligt nok: han var Game Director på Prey 2, der desværre aldrig så dagens lys. Jeg har efterfølgende glemt stort set hele interviewet, og hvor jeg så det henne, men ét citat blev hos mig: "Everything you see in the trailer is something you can actually do". Citatet er blevet hos mig, fordi vi åbenbart skal blive imponeret over, at de ikke lyver. Det er altså blevet et salgspoint at vise sandheden! Sådan var det i 2012 og sådan er det - omend i mindre grad - stadig i dag.

Dette er en annonce:

Hvis du ser den første trailer til Ghost Recon: Wildlands - et spil jeg anmeldte tidligere på måneden - vil du blive præsenteret for et element spillet ikke indeholder. Du vil se en mission blive udført på tre forskellige måder: først dræber de målet og flygter fra området. Dernæst gennemfører de samme mission, denne gang ved at snige sig ind, bortføre målet, og køre væk med ham liggende i bagagerummet. Efterfølgende klarer de missionen igen, men denne gang skyder de alle på basen bortset fra målet fordi: "He's a dead man walking". Et aspekt af spillet der desværre ikke blev en del af det endelige produkt.

Eksemplerne er utallige, men jeg bliver nødt til at nævne traileren til Dead Island. Som et mesterværk i opbygning og udførsel - hvilket ikke er ord, jeg vil bruge til at beskrive spillet - formåede traileren at få selv den stolteste mand til at knibe en tåre. Traileren viste den menneskelige side af en zombie-krise, hvor børn bliver til fjender og forældre må gøre umenneskelige ting for at overleve. Et aspekt af spillet der desværre ikke blev en del af det endelige produkt. Det var muligt at finde lejligheden, hvor traileren finder sted, ja, men én af zombierne var betænksom nok til at trække gardinet for, så man ikke behøvede se pigen på jorden... eller også var vores gamle konsol bare ikke stærk nok til at vise udsigten. Uanset hvad var der en ulovlig stor kløft mellem trailer og spil.

Måske var Dead Island i sit idé-stadie meget anderledes. Måske forestillede udviklerne sig, at spillet skulle omhandle den hårde kamp ved at kæmpe side om side med familien, og blive tvunget til at træffe svære beslutninger, hvis én ven skulle blive bidt. Måske forsøgte Ubisoft i lang tid på at lave Wildlands som vi ser i traileren, men blev nødt til at give op og udsende spillet i sin nuværende form, fordi problemerne i udviklingen voksede sig for store.

Cinematic Trailers bliver ikke lavet af studiet selv. I tilfældet med Dead Island blev den lavet af de talentfulde folk hos Axis Animation. Trailerne bliver lavet sideløbende med spillet, og Axis Animation arbejdede derfor ud fra de samme tidlige ideer som udviklerne selv. Hvad udviklerne har en drøm om at lave, bliver ofte holdt tilbage af begrænsninger fra konsoller, tidsmangel eller lavere budget end ventet. Men på tidspunktet hvor de erfarer, at de ikke kan lave spillet de drømte om, er det for sent at ændre traileren. De er tvunget til at vise den og håbe, den ikke viser noget helt andet end det endelige produkt.

Jeg tror, vi gamere er vant til at se trailerne med et filter. Vi ved godt, at det vi ser, ikke nødvendigvis finder vej til det færdige spil, men vi håber stadig på det bedste. Jeg tror ikke på, udviklerne ønsker at lyve for os. De ønsker ikke at lave et dårligere produkt end det traileren viser, men omstændigheder, der er ude af deres hænder, tvinger dem til at skære ned på deres vision. Skal udviklere så være bedre til at sætte nogle mere realistiske mål, så trailerne i højere grad kan reflektere spillet? Det ønsker jeg heller ikke skal ske. Udviklerne er nødt til at drømme stort, for ellers flytter industrien sig ikke.

Er det okay trailere ikke viser det endelige produkt? Ja, fordi det ikke kommer fra et dårligt sted, men fordi udviklere forsøger at lave det bedst mulige produkt. Men bliver kløften mellem spil og trailer for bred, er det måske en god idé at trække traileren tilbage. Der er også en grænse for, hvor meget man kan slippe afsted med... selv med gode intentioner.

Dette er en annonce: