Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
artikel

Legendale - Danmarks første gamermusical

Frederica Teater kører lige nu en stor forestilling baseret på spillenes forunderlige verden. Magnus tog afsted for at se Legendale.


Der er blevet lavet musicals om mange ting: katte, skak og dørsælgere, for at nævne et par. Der er musicals baseret på film, bøger og historiske begivenheder, eller musicals baseret på film, baseret på bøger, baseret på historiske begivenheder. Først nu, fra Andrea Daly og Jeff Bienstock, kommer Legendale - en sjov og eventyrlysten musical om computerspil. Og takket være Fredericia Teater er danskerne de første i verden til at opleve den.

Andys liv er gået i stå. Han er 29 år, bor alene i sin lejlighed og kæmper sig igennem hverdagen med et røvsygt arbejde og en utaknemmelig boss. Kun i onlinespillet Legendale finder han et tiltrængt afbræk fra virkeligheden. Her kan han gøre som han vil. En dag annoncerer skaberen bag spillet en konkurrence: én million kroner er på højkant til den første spiller som kan opnå tusind point. Hagen? Alle spillere skal starte forfra og det er først til mølle om de gode karakterer.

Andy kommer selvfølgelig sent til gildet og ender med Cow-Maiden, den spagfærdige malkepige som ingen tager seriøst - heller ikke Andy. Han er på randen til at give op, men så opdager han noget uventet ved sin avatar - og en eventyrlig fortælling, om at følge sine drømme og at kende sin 'special power', tager sin begyndelse.

Budskabet er måske genkendeligt, men det er rammerne ikke. En række sammensatte skærmpaneler fungerer som scenens bagbeklædning og omskiftelig kulisse. Hvad end det er Andys lejlighed, malkepigens hytte eller den farlige monstersump, så er de computerskabte miljøer smukt detaljerede og i oplagt harmoni med kildematerialet. Tekstbeskeder, pointtavler og systemfejl dukker også op for at gengive spillets brugerflade, ofte på komisk vis. Vigtigst af alt, så illustrerer de digitale miljøer og grafiske virkemidler hvordan spil kan føre os fra en verden til en anden.

Pæne kulisser er dog ikke meget ved uden gode skuespillere og her leverer Fredericia Teater til den helt store guldmedalje. Lars Mølsted er uimodståelig som den uheldige Andy og han bliver suppleret af en håndfuld dygtige og energiske skuespillere, ikke mindst Karin Nordly-Holst i rollen som den standhaftige malkepige. Flere af aktørerne har desuden dobbeltroller og det giver forestillingen et næsten farceagtigt element, på den gode måde.

I det hele taget er Legendale en virkelig sjov musical. Det bliver taget god gas på computerspils mærkelige regler og logik, men man er aldrig i tvivl om at der bliver grint med og ikke af spillerne. Musikken er god og varieret, sangstemmerne er gennemgående imponerende og det gode humør er ikke til at undslippe. Forfatterne, med en enkelt undtagelse, styrer også elegant uden om oplagte, dumme spilreferencer.

Dette er en annonce:

Skal jeg komme med et enkelt kritikpunkt, og det skal jeg jo, så er det at Legendale prekært forsøger at henvende sig til flere aldersgrupper på samme tid. Gummisværd og sange om eventyr lyder oplagt for børn, men præmissen - en fastgroet 29-årig som forsøger at stikke af fra tilværelsens intetsigenhed - vil snarere resonere med et ældre publikum. Om det giver musicalen et svagere fokus eller en bredere appel - det kan man måske diskutere. I hvert fald er Legendale mere EverQuest end Minecraft, lige så meget Avenue Q som Hodja fra Pjort.

Jeg tøver dog ikke med at anbefale musicalen til både børn og barnlige sjæle. Måske især til de barnlige sjæle. Der er ikke antydningen af hån i Legendale. Historien er hverken moraliserende eller nedladende, men humoristisk og velmenende. Legendale er til syvende sidst ikke 'Video Game: The Musical', men en genkendelig og forståelig fortælling om aldrig at give op og kun at lade fantasien sætte grænser. Og jeg er frydefuld over at have oplevet den i det virkelige liv.

Dette er en annonce: