Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler
The Legend of Zelda: Breath of the Wild

The Legend of Zelda: Breath of the Wild er ikke perfekt

Magnus har gennemført Zelda, og deler nu nogle bekymringer der har naget ham i lang tid.


Lige siden udgivelsen af The Legend of Zelda: Breath of the Wild har tonsvis af tanker og frustationer gået og naget mig. Jeg har tænkt og tænkt, følt og følt, og har fulgt tålmodigt, roligt og distanceret med i debatten der opstod omkring anmeldelserne, særligt dem der ikke bestøvede spillet med et af de mange titler, som vi gjorde.

Ser du, jeg har købte en Nintendo Switch ved udgivelse, og ligesom stort set alle Switch-ejere så var det netop The Legend of Zelda: Breath of the Wild der var det første spil, der fløj direkte ned i konsollen. Joy-Cons i hånden. Op på skærmen. Så kører vi. Det her foregik efter at jeg havde oversat og publiceret det glohede 10-tal fra min spanske kollega, David, der ikke var bange for at kalde det seneste kapitel i serien blandt de bedste spil nogensinde. Også mange af jer herinde har udtrykt jeres komplette forelskelse i spillets åbne design, den subtile historie, de bredde, åbne vidder, så det var da med en let skælven, at jeg for første gang satte fod på plateauet, og begav mig ud på hvad jeg troede skulle være en uforglemmelig rejse.

Og imponeret blev jeg, for The Legend of Zelda: Breath of the Wild er på mange måneder en modgift til mange af de klagepunkter vi som publikum og nydere af spillet som medieplatform har tilkendegivet i løbet af de seneste par år. Spillet holder dig hverken for meget i hånden eller efterlader alt for meget til tilfældighederne. Det respekterer din intelligens, opfordrer dig til at udforske og udleve de kreative tanker der nu engang måtte slå ned øjeblikkeligt. Og som det står skrevet i anmeldelserne, og i kommentarerne efterfølgende, så var spillet noget ganske særligt. Efter at have gennemført spillet kan jeg tilskrive mig mange af rosenrøde vendinger, en stort portion af dem faktisk, men hér ankommer vi ved roden af problemet.

The Legend of Zelda: Breath of the Wild
The Legend of Zelda: Breath of the WildThe Legend of Zelda: Breath of the WildThe Legend of Zelda: Breath of the Wild

Ser du, jeg synes The Legend of Zelda: Breath of the Wild er et storslået spil, men det er ikke noget 10-tal i min bog. Se, her kommer vi til at det sjove og for evigt uløselige puslespil vi refererer kollektivt som "smag og behag", og hvad der er et 10-tal for mig, er slet, slet ikke et 10-tal for dig. Hvad er et mesterværk egentlig, udover et obskurt begreb vi påklistrer en særlig oplevelse vi har haft med noget? Men netop fordi jeg bare rigtig godt kan lide spillet, og ikke elsker det højere end livet selv, så tillod det mig en distance alt imens kontroverserne omkring anmeldelserne rullede ud oven på udgivelsen, og det irriterede mig for at sige det mildt.

Jim Sterling, en Youtube-bruger og kritiker jeg tillægger stor professionel tillid gav det nemlig 7, et tal der fortsat, og jeg kan ikke sige det her nok, betyder at spillet er godt, til trods for at PR og marketingsfolk nærmest ser det som en straf at give noget under et 8-tal. Han gav det 7, og forklarede på logisk vis, på afmålt og afklaret vis sågar, hvilke mekaniske, narrative og strukturelle fejl der lå til grund for anmeldelsen. Han blev dog oversvømmet af hadefulde kommentarer, væltet omkuld af vrede, harme og foragtfuld afstandtagen for hans kummerlige praksis. Fans verden over kastede sig frådende over ham og en række andre sider som gamer.no, som vovede at sænke det samlede Metacritic-tal.

Denne mentalitet synes måske normal blandt visse fansubkulturer i spilbranchen, og internettet er da heller ikke altid et synderligt behageligt sted at opholde sig, men det chokerede mig alligevel, at vi på én eller anden måde har bestemt os for at Zelda bliver nødt til at sidde på denne urørlige pedestal, hvor kritik ses som et direkte angreb på barndommen, uskylden på den kollektive beslutning at Zelda bliver nødt til at være perfekt. Det er en mentalitet der heldigvis synes at vige for fornuft, og som friheden til at ytre sig spreder sig, lige så vil aspekter af alle medier bliver lettere at gøre til genstand for kritik end tidligere. Det her var dog, i mine øjne, et gigantisk skridt baglæns.

The Legend of Zelda: Breath of the Wild
The Legend of Zelda: Breath of the WildThe Legend of Zelda: Breath of the WildThe Legend of Zelda: Breath of the Wild

The Legend of Zelda: Breath of the Wild er ikke et perfekt spil, og ligesom mange andre fantastiske spiloplevelser er der åbenlyse fejl som må og skal peges ud, dissekeres, vendes og drejes af os allesammen før vi bliver bedre konsumenter af spil og at designerne bliver bedre til at... ja, designe. Der er tydelige, åbenlyse mekaniske fejl som negativt påvirker oplevelsen, som det kontroversielle våbensystem, kampsystemet generelt, sidemissionernes kvalitet, allokeringen af Shrines på kortet, den afsluttede boss-kamp, ja, der er mange, og selvom nogle af disse kan afskrives som petitesser, så betyder det noget at pointere at de eksisterer, uden at man skal frygte at ens hjemmeside bliver DDoS'et.

Frustreret over denne bevægelse begyndte jeg at prikke lidt til vores spanske redaktør David, for at se præcis hvordan han oplevede nogle af de aspekter af oplevelsen som jeg tydeligt havde identificeret som negative. Det overraskede mig her hvordan han komplet afskrev kritikken blankt. I forhold til våbenbeholdningen mente han, at det at våben går i stykker efter få slag "opfordrede til kreativ omgang med sit grej". Da jeg dog yderligere argumenterede for, at så skulle våbnene da kunne benyttes fundamentalt anderledes, hvis selve brugen skulle gå hånd i hånd med hvor skrøbelige de er. Her endte han med at svare "I don't know, I just like it".

Det samme gjaldt for sidemissionerne, hvoraf nogle er ganske medrivende, så undslipper Zelda ikke de trivielle og intetsigende opgaver der plager sandkassetitler overalt. David havde selv kritiseret Horizon: Zero Dawn for netop at begå denne fejl, men i forhold til The Legend of Zelda: Breath of the Wild lovpriste han tvært imod de lavpraktiske sidemissioner, og hyldede det at skulle finde 10 høns i Hateno Village som karakteropbyggende og "fundamentalt sjovt". For mig, der var det svært at se hvordan det ene tilfælde registrerede og det andet ikke gjorde.

Det virkede på mig som om at han havde bestemt sig på forhånd, som om at han havde placeret spillet på den føromtalte pedestal, og enhver der rørte det, blev set som en trussel. Overraskende var det derfor ikke da han afsluttende sagde "Du hader jo også bare Zelda". Det morsomme er, ligesom i Jim Sterlings tilfælde, at det gør jeg virkelig ikke. Tvært imod kan jeg virkelig, virkelig godt lide det. Det er snarere den kollektive forestilling om perfektion, om at serien, og derigennem det højt elskede seneste kapitel, må og skal skinne om kap med solen, overgå alle andre, efterlade alt andet i støvet. Det er den slags hivemind-tankegang der ikke bør kendetegn gamere, vi som bruger internettet, interagerer med hinanden, diskuterer og dissekerer alt. Bare se hvor mange debatartikler vi her på Gamereactor producerer på en månedlig basis, vi elsker at vende og dreje ting og sager... men ikke Zelda. Så længe at vi bare allesammen er enige om at Zelda er perfekt. Så skal det nok gå. Så kan man jo altid hade Call of Duty og EA, men Zelda, det skal du bare ikke røre.

Ligeså viste denne mentalitet sit grimme ansigt i forbindelse med afsløringen af spillets Season Pass. Hurtige er vi til, som stærke og informerede forbrugere, at kritisere denne praksis, og særligt når indholdet ikke fortæller os nye historier, giver os nyt, originalt indhold. Alligevel blev afsløringen af den første udvidelse i spillets Season Pass mødt med stor iver, glæde og fanfare. Pludselig glæder vi os allesammen til Horde Mode, så længe det er Zelda.

Det er ikke spillet der har naget mig, for spillet, selvom det klart fejler noget, er skide godt. Det er smukt, velsammensat og fortalt med ynde. Men mentaliteten bag server-angrebene, bag afskrivningen af klokkeklare logiske argumenter og den selvskabte tabubelægning, den kan vi godt lade ligge.

Nu må I godt råbe ad mig.

Dette er en annonce: