Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
artikel

Hvorfor jeg foretrækker Nintendo Direct... og mener tiden er ovre for den klassiske E3-konference

Lad os alle følge Nintendos eksempel.


Jeg kan ikke se Klovn. Frank der konstant dummer sig, er så hjerteskærende pinligt, at jeg ofte må trække stikket halvejs igennem et afsnit. Dårligt skuespil kan få mig til at kigge væk i skam på skuespillerens vegne og en joke fra en stand-up komiker, der rammer helt forkert, er min største frygt, når jeg ser dem live. Det er en fornøjelse at se folk, der har et fast tag om publikum, men modsat er det hårdt at være vidne til det modsatte. E3-konferencerne består næsten udelukkende af det modsatte.

E3 startede som en konference udelukkende for folk i industrien. Der blev vist kommende projekter frem til investorer, de gode voksende tal skulle fremvises og man skulle prale med styrken i ens konsol... du ved, som du kender det. Og det er netop mit problem: E3 har udviklet sig, men det har konferencerne ikke rigtigt. De hænger stadig fast i fortidens traditioner, selv om alt udenom har flyttet sig. I dag er det ikke udelukkende folk i industrien der er velkomne, konferencerne har gjort plads til fans i publikum og de bliver streamet live verden over. E3 er ikke et møde for investorer længere, så hvorfor ikke droppe de gamle traditioner, og sigte mere målrettet efter publikummet der rent faktisk følger med.

Al respekt skal gå til de kloge mennesker, der skaber de verdener, vi render rundt i og udforsker. Der skal sidde et fornuftigt hoved på ens skuldre, hvis man hjælper til at bringe en verden som Destiny til live, men kloge mennesker behøver ikke være gode til at stå på en scene. Det er nogle helt andre færdigheder det kræver. Tag eksemplet med annonceringen af Unravel, ved EA's konference i 2015. Der er ingen tvivl om, at Martin Sahlin - én af skaberne af spillet - er en flink fyr, men hans nervøse trækninger på scenen fik ham til at ligne en galning, der kun var én dårlig dag fra at begå sit første mord. Eller da den altid professionelle Kaz Hirai tilbage i 2006 råbte Ridge Racer til et publikum, der bare ikke følte glæden ved den annoncering.

Dette er en annonce:

Mange af konferencerne ved stadig ikke hvad fans glæder sig til. Hvorfor blev vi tvangsindlagt til at se en aaaaaalt for lang samtale mellem værten til EA's konference og fodboldspilleren Pele? Jeg tror min puls nåede at ramme 0 før de endelig fik sparket ham af scenen. Og nu vi er ved EA: få ting er så forudsigeligt som deres konference. Nu kaster jeg bare ideer i vejret, men I kunne jo forsøge at springe hele sports-sekvensen over - eller som jeg kalder den: tissepause. Mon ikke FIFA alligevel sælger fremragende, uden at I skal vise os, hvordan den nye udgave skiller sig ud fra forrige år.

Ubisoft har erkendt, at de kloge hoveder der laver vores spil, ikke nødvendigvis er de bedste til at lede os igennem en times lang konference, hvilket på papiret er en god ting. Men hvorfor er valget som vært faldet på Aisha Tyler? Min nemesis. Og hvorfor bliver valget ved med at falde på hende? Hun synes tydeligvis selv hun er sjov, hvilket egentlig bør være en lettelse, da der i det mindste altid er én til stede, der kan grine af hendes jokes. Men at gå ud på scenen, og sige at et nyt spil ser så god ud, at: "I actually peed my pants a little" er ikke sjovt. Bare underligt. I det mindste kan hun ikke stille noget op mod min mægtige "mute"-knap, der årligt bliver sendt på overarbejde når Tyler igen indtager scenen.

Alt er dog ikke dårligt. Jack Tretton har altid haft en naturlig karisma på scenen, som jeg efterfølgende har savnet i Sonys konference. Det er dog en karisma som Phil Spencer har overtaget, hvilket har gjort Microsofts konferencer helt behagelige at kigge på... for det meste. Derudover er der publikums begejstring: når man hører de glade råb fra tilskuerne, når en ny titel bliver præsenteret, er det svært ikke at blive grebet af stemningen. Men i sidste ende er den del bedst, hvis du rent faktisk sidder i salen. For os andre der sidder i Danmark foran computeren, er det ikke publikums råb, jeg er blevet vågen til kl. 05 for at høre.

Publikum kan også være et problem for konferencen, hvis de ikke er glade for annonceringen. Kaz Hirai der prøvede at skabe begejstring om Ridge Racer er kun et eksempel ud af mange. Da Sony i sin tid annoncerede, at AT&T ville stå for internet-dækningen på Playstation Vita, kunne man tydeligt høre publikums negative reaktion. En Direct-lignende konference giver bare mere kontrol, når man sammensætter sit budskab forinden. Og kontrol giver mindre chance for akavede scenarier. Hvis det ikke er en win/win, så ved jeg ikke hvad.

Sony forstod bedre end nogen andre, hvordan man bedst smækker en konference sammen i 2016. Det var spil på spil med meget lidt tid til akavede udviklere på scenen imellem dem. Og det er netop pointen: Sony lavede den bedst mulige konference forrige år. Det er det bedste vi får fra en konference, og selv om det var godt, så tror jeg på, at man kan skubbe en Nintendo Direct meget, meget længere. En fejl i optagelserne? Skyd scenen om. En udvikler der er dårlig til at tale foran millioner af mennesker? Stil ham alene foran et kamera og lad ham præsentere sit spil med et selvsikkert smil. Nintendo har endnu ikke sendt en Nintendo Direct helt ud af parken - de har lavet gode (og mindre gode) Directs - men de er ikke låst fast til traditioner fra 90'erne. Nu har vi set hvordan en perfekt konference ser ud. Lad os bruge de næste mange år på at finde den perfekte Sony/Microsoft Direct.

E3 er stadig som juleaften for mig. Jeg glæder mig til at se, hvad giganterne har af overraskelser i ærmet til os i år. Hvad jeg derimod ikke glæder mig til, er at se udviklere stå på en scene og mumle sig igennem deres tale. At se CEO's fra diverse konsoludgivere fortælle os, hvorfor deres konsol er bedst i stedet for bare at vise det. At se Aisha Tyler fyre endnu en "joke" af sted om, hvor ulækkert meget hun glæder sig til et spil. Hvad med at hoppe væk fra scenen, fra publikum og fra traditionerne. Hvad vi ville stå tilbage med, er alt det vi elsker minus alt det akavede. Hvorfor ikke følge med udviklingen?

Dette er en annonce: