Okami

Alt der skal til er et enkelt strejf fra penslen, så skinner solen igen ned over landsbyen Kamiki, der ellers ligger helt farveløs og trist hen. Beboerne er bogstaveligt talt stenstøtter, og byens vand ser både mudret og uindbydende ud. Jeg presser skulderknappen ind på joypaddet, holder penslen mod rispapiret og tegner en cirkel over de fjerntliggende bjerge. Efter få sekunder kommer den store, varme sol til syne, og som ved et trylleslag blomstrer både enge og græsmarker op, mens floden igen glimter. Farverne nærmest angriber de omkringstående blomster og træer, og pludselig er Kamiki tilbage i dens oprindelige glans. Jeg presser let på den analoge styrepind og guider Amaterasu, en snehvid og elegant ulv, der samtidig er reinkarnationen selveste solguden, ned i landsbyen for at løse næste opgave. Der er rigeligt at lave, når man er en af Japans mange guder, og den mangehovedet Orochi har mørkelagt og trælbundet det smukke land.

Okami er på mange måder den perfekte fortælling: Et chancetagende spil, der læner sig op ad sumi-e teknikken, en stil der blev opfundet i Kina og som senere blev introduceret til japanerne af zenbuddhistiske munke. Samtidig er det en fortælling om et hold af personligheder, der tænker nyt og anderledes, og et eventyr, der emmer af Zeldas umådelige kvaliteter på et format, der nu definitivt går ind i sit efterår. Selv det faktum, at Clover Studios, mens denne artikel færdiggøres, er lukket og Atsushi Inaba og Hideki Kamiya nu søger nye græsgange med store dele af personalet, er med til nærmest at udødeliggøre Okami. Det er som et Ico, der sælger alt for lidt, som Ancels Beyond Good & Evil, der drukner i et julesalg til trods for massive troserklæringer og flotte karakterer, og et Gitaroo Man, der først flere år efter dets lancering, endelig får den opmærksomhed, det fortjener.

Samtidig er det skræmmende, at alle forsøg på at forme en klump ler til andet end det gængse action-, bil- eller strategi-spil, mødes med så mange problemer. Når kreativitet møder økonomisk ledelse slår det hele gnister, og når røgen endelig har lagt sig, så er det som regel kreativiteten, der er ofret. Okami er endnu et eksempel på dette. Selvom Capcom som firma igennem årene har nydt godt af deres egne sideprojekter i positiv omtale og et par priser, så var satellitstudiet Clover godt på vej til at stadfæste den japanske gigants nye visioner og profil på spilmarkedet. Viewtiful Joe var en anmelderfavorit og selvom toeren, med samme stærke design og enkle gameplay, udvandede seriens udtryk en smule, så var det stadig opsigtsvækkende. Selv det vanvittige mastodontprojekt Steel Battalion, der ganske vist blev udviklet under Capcoms normale ledelse af Inaba, men som burde have været Clover Studios første spil, emmede af troen på at spil kan genopfindes, vendes på hovedet og koste i omegnen af 1500 danske kroner. Atsushi Inaba kan med rette kaldes excentrisk, og Clover Studios uden tvivl chancetagende. Eller det vil sige, det kunne de. I en absurd farce, der nok aldrig opklares, har Inaba og Kamiya sagt op, samtidig med at Capcom har fyret dem. Ingen vil tabe ansigt, ingen vil give efter. Ekkoet fra en af ledelsens chefer kan stadig høres på gangene: "I kan ikke sige op, for jeg har... jeg har allerede fyret jer."

I Okami, hvad der derfor med sikkerhed er firmaets sidste spil, har holdet endnu engang bidt sig fast i et stærkt grafisk udtryk, der denne gang skuer tilbage i Japans kulturhistorie og hylder sumi-e teknikken, samtidig med at den giver den aldrende PlayStation 2 en regulær opblomstring. Sumi-e har været brugt gennem årtusinder og er i dag indbegrebet af både det feudale Kina og Japans kunstneriske attitude. Dygtige kunstnere lavede selv deres trækul af bambus, der så senere blev opløst i vand. Resultatet var smukke billeder på rispapir, en slags fortidens akvareller, fyldt med svajende bambus, knejsende bjerge og krøllede skyer. At det ikke er til at se, at Sonys storsælgende maskine bruger nærmest alle kræfter for at trække Inabas farvestrålende eventyr, er en helt anden ting, men sådan forholder det sig faktisk. Inaba forklarer:

"Der brændes utroligt mange polygoner af i Okami. Hvis du ligger skyggeeffekterne, malerierne, penslen og resten af det sammen, så bruger vi virkelig meget af maskinen. PlayStation 2 kan ikke tage meget mere, end det du ser på skærmen, og vi var faktisk nødt til at holde lidt igen med ideerne, fordi det ellers ville have markant indvirkning på hastigheden. Men grundideen og selve aspektet med at få naturen til igen at blomstre var ikke noget problem. Den grafiske stil udtrykker også dette på bedste vis, bedre end den spilmotor og den stil, vi oprindeligt kastede os over."

Og imponerende ser det ud, når du render rundt som en smuk, hvid ulv mellem kirsebærtræer via møjsommeligt anlagte brostensstier i spillets underfundige verden. En glødende rød sol hænger højt på himlen, mens grønne træer svajer i vinden og et forladt skib vugger frem og tilbage på bølgerne. Også Amaterasu, der ulig andre spilkarakterer, ikke fortrækker en mine men kun gør og piber, formår alligevel at virke helt menneskelig. Selv når du presser skulderknappen ind midt i en kamp eller hule og griber penslen, slipper Okami aldrig taget om det visuelle overflødighedshorn. Som du overmaler verdenen med farver og faunaen kigger frem, springer detalje på detalje frem. Ingen steder spares der på farverne. Clover Studios spil er bragende smukt.

Den visuelle kovending skabte også grobund for spillets vigtigste og mest opsigtsvækkende element, The Celestrial Brush, den pensel som Amaterasu i begyndelsen bliver tildelt, og som med et par enkle strejf kan reparere broer, overvinde fjender og endda genoplive træer og blomster. Når jeg sidder og spiller Okami er det for mig helt utænkeligt at se spillet uden penslen. Den hvide ulvs malerpensel er for Okami, hvad Links lille fløjte var for Ocarina of Time, en nødvendighed og et spilelement, der med det samme løfter oplevelsen højt op over andre eventyr i samme genre. Alligevel var penslen ikke en del af den oprindelige idé:

"Faktisk var penslen ikke en del af spillet til at begynde med", siger Inaba "den var ikke engang en del af selve konceptet som Kamiya og jeg selv udtænkte. Det var ikke, før den grafiske stil var fastlagt, at det ligesom kom helt af sig selv. Sumi-e er smukke penselstrøg på et nærmest rispapirtyndt tapet og vi sagde egentlig bare til os selv ’Ville det ikke være fantastisk, hvis spilleren, i stedet for bare at se på kunsten, også kunne deltage i skabelsen?"

Og netop dette er, hvad der puster liv i Okami. En forholdsvis traditionel dyst mod en af spillets bosser bliver pludselig til en nervepirrende kamp, hvor spillet med mellemrum fryses og du tegner en streg hen over hans brede brystkasse. Som et sortstænket sværd skærer det sig ind i ham og efterlader dybe mærker. Andre gange er penslen et værktøj. Ødelagte broer kan samles med et enkelt strøg, ting fejes til side, mens andre kan males op til deres oprindelige glans. Jeg kan nærmest ikke lade være med at prøve pensel af på alt hvad jeg møder på min vej. Men hvor kommer så inspirationen til Okami fra? Er det et forsøg på at stadfæste japansk kultur i spil? Eller er det en tilfældighed? Inaba, der taler frit fra leveren i ethvert interview indrømmer med det samme, at der ikke er tale om en stor og nøje planlagt stil:

"Gid jeg kunne sige et eller andet prætentiøst, men Okami er altså ikke inspireret af en bestemt kultur, tegnestil eller gammel historie. Spillet er en kombination af en masse små ting: hårdt arbejde, en del ideer fra Clover-holdet og så tilfældigheder, præcis som det faktisk er med de fleste ting i livet. Det er måske lidt svært at se nu, men Okami handlede aldrig om en iøjefaldende grafisk stil, men mere om at få de forskellige spilmæssige elementer til at fusionere til en samlet oplevelse."

Og det er absolut lykkes i Okami, der uden på nogen måde at undskylde for det, har fundet meget af sit spilmæssige ophav i Zelda-serien. Fra det øjeblik den hidsige miniput-kunstner Issun kravler op i manken på Amaterasu og bliver en mere humorfyldt udgave af Links lysende fe Navi, til du for alvor begynder at bruge din Celestial Brush som den grønklædte helt brugte både Ocarinaen og de forskellige masker, er der ingen tvivl om at Okami har et episk islæt. Men hvor Zelda stikker i alle retninger, uddeler frihed og ansvar i lige store portioner, så er Okami et mere lineært spil. Huler og opgaver er der masser af, men de leveres som næste blad i historiebogen vendes. Spillet har nemlig et helt udsøgt tempo, der lader nye færdigheder dryppe ned i bægeret, præcis når du har brug for dem. Her minder Okami mere om Retro Studios Metroid Prime end den hyllede Zelda-serie.

Til trods for det japanske tema fyldt til randen med guder og demi-guder, en lang række udmærkelser fra spilindustriens bibel Famitsu og branchens mange priser, så lavede Okami meget små bølger i Japan, noget der uden tvivl gjorde ondt i hjertet på både Inaba og Kamiya. Selvom holdet ikke tænker decideret japansk og godt er klar over, at succesen rent økonomisk bedre kan måles i Amerika, så var skuffelsen svær at skjule. Inaba er dog ikke i tvivl om, at Okami skal vise sit værd på verdensplan og ikke bare i Japan:

"Virkeligheden er større end Japan og det salg et spil har her. Markedet er desuden gearet meget mod, at det er de samme serier, der sælger igen og igen. Som producer er jeg godt klar over, at vi er nødt til at sælge spil på det marked, der nu en gang er, men hvor jeg tidligere havde det fint med udelukkende at lave ting til det japanske marked, så har vi nu en mere international dagsorden. Selv hvis et spil ikke sælger igennem i Japan, så er der både muligheden for at det kan blive en succes i USA eller Europa. Faktisk så afhænger fremtidige projekter meget af, hvad netop Amerika og Europa synes om Okami."

Og hvad vi synes, kan vi med rette vise i begyndelsen af februar, hvor Clover Studios sidste spil lanceres på PlayStation 2. Glæd dig til anmeldelsen i vores februar nummer.