"Unreal Tournament vil byde på et omfattende eventyr for den der spiller selv". Smag på den udtalelse. Epics mest velkendte varemærke skal føres til næste niveau, hvor ikke kun den tidligere så dominerende multiplayerdel er videreudviklet, men også en storydrevet singleplayerkampagne er med i pakken og fylder lige så meget. I meget større udstrækning end tidligere vil Epic forklare overfor spilleren, hvorfor man hopper med 40 km/t over krigshærgede fremtidsmiljøer med et to meter langt skydevåben i hænderne. Overraskende og spændende, men endnu vigtigere er nok spørgsmålet om, hvorvidt spillet når at blive færdigt i år?

Jeff Morris tvivler lidt, laver nogle grimasser, prøver at finde den bedste måde at undgå yderligere spørgsmål. Vil Unreal Tournament III, tidligere kendt som Unreal Tournament 2007, blive forsinket til år 2008? Hvorfor skiftede man ellers navn på spillet? Arbejdet med handlingen i den for nyligt tilføjede storydel er tilsyneladende lige gået i gang, at dømme ud fra deres udtalelser, og vil Epic virkelig nå at blive færdige før dette års julegaveindkøb? Jeff rømmer sig og efter omtrent 10 sekunders ivrigt overvejende af, hvad den bedste eufemisme til "Unreal Tournament bliver ikke færdigt i år" er, svarer han på bred, californisk engelsk:

- En af de bedste ting ved at købe et spil fra Epic er, at du ved at alt i kassen er færdigt, pakket og klart. Her på Epic går vi ikke på kompromis, men vil levere en helhedsoplevelse, der virkelig holder. Og noget vi opdagede, da vi udgav Unreal Tournament 2004 var, at ikke mindre end halvdelen af de der købte spillet, faktisk gik online med det. De sad kun med singleplayerdelen og muligvis nogle kampe mod computerstyrede bots. Vi følte da, at singleplayerdelen i Unreal Tournament 2004 ikke er værd at købe, hvis det var det eneste man som køber ville have.

Han holder endnu en pause på nogle sekunder.

- Så det vi nu vil gøre med Unreal Tournament III, er at berettige et køb for dem der vil nyde spillet alene, med en god story og spændende missioner. Vi har en story, der passer godt ind i vores lidt overdrevne science fiction-fremtoning. Og man spiller ikke bare som hvem som helst. Man er en specifik figur, der har sine venner, også de har deres egne personligheder, der følger én gennem eventyret.

Han kigger på mig, en tysker der ser ud som en blonderet grizzlybjørn og Englands modsvar til Gamereactors tekniker Emil Hall, med entusiastiske øjne. Jeff selv ligner en surfer, der er oppe i årene i sit sækkede kostume med opknappet brysthårseksponerende skjorte under og gråfarvet, krøllet hestehale. Han er 39 år gammel, lige tilpas solbrændt og har en ganske bred kropsstørrelse. Han er producent for Unreal Tournament III.

- Desuden er det ganske enkelt sådan, at vi jo virkelig håber at vi kan udgive spillet mod slutningen af året, men hvis spillet som sådan ikke er værd at købe, så vil vi ikke lade folk købe det på det tidspunkt. Det er sådan vi ræsonnerer, ganske enkelt.

Og det må man jo trods alt beundre. Epic er den type firma, der gør lidt som det passer dem og ikke lader sig stresse, dels fordi de har solgt millioner af spil, dels på grund af deres selvsikre amerikanske attitude. Men Midway vil presse Epic så hårdt de kan for at få spillet udgivet inden slutningen af året. Unreal Tournament III er et af de vigtigste PC-spil i lang tid. Både i salgshenseende, men nok mest fordi genren er i behov af et nyt stort actionspil, som alle vil spille. Unreal-spillene har i dag solgt et stykke over otte millioner eksemplar totalt og der er grund til at tro, at Unreal Tournament III bliver det mest sælgende spil i serien.

Lad os spole tiden sådan cirka seks år tilbage. Året var 1999. December måned var startet og det ligeså ventede som frygtede millenniumskifte var nært forestående. Jeg var tretten år gammel, og langt fra livet som du ser det i en af Larry Clarks film. I stedet havde jeg sneet inde med "det her med computerspil", som forældrene udtrykte det. Meget.

PC var mit yndlingsvåben mod kedsomhed, da den indfandt sig. Ikke sjældent sammen med en gruppe venner garderede bag et arsenal af tastaturer, mus og overdimensionerede slikposer. Nintendo 64 og Zelda: Ocarina of Time i al ære, men netop i 1999 måtte alt, inklusive store mængder lektier og Dr. Dres fantastiske comebackalbum "2001", flytte på sig, til fordel for den tids bedste lort (selvom vi ikke kendte det udtryk da) - Unreal Tournament.
Onlinevoldens slagmark har fået en ny krigsherre, som Martin Forslund en gang formulerede det. Det der gjorde Unreal Tournament så utrolig sjovt var, og er stadig, dets kompromisløshed. Det simple ligetil oplæg, hvor ens fremgang ene og alene kom an på reflekser, instinkt og - selvfølgelig - evnen til at holde hovedet koldt, selvom nogen lige pludselig siger hej med en Flak Cannon fem centimeter fra ens knold.

Et andet vigtigt aspekt af spillets storhed er tempoet. Det føles præcis som i nærmeste konkurrent, Quake III Arena, som om man løb rundt med raketter på ryggen. Men man tabte aldrig fokus.

- Noget jeg virkelig kan lide ved vores spil sammenlignet med andre er, at det er så hurtigt og vildt, men på samme tid fornuftigt, siger Jeff Morris selv.

- Du er lige så træfsikker i en baglæns saltomortale fra en væg, som når du ligger ned med et stabilt kikkertsigte. Når jeg cirka 7 år og to opfølgere senere sidder foran en 24-tommersskærm i Las Vegas og spiller Unreal Tournament III, passer den konstatering mere end nogensinde. Epic har, som sædvanlig, pudset spilbarheden op til det niveau, hvor man helt glemmer, at man sidder med tastatur og mus. Alt er så smidigt og sømløst, at man bare efter nogle minutter inde i spillet, udfører alt per automatik. Når det kommer til den klassiske deathmatch, uden nogen flag eller beskyttende power cores indblandet, kører alt på ens instinkter med det samme; fra rygmarven til våbnet uden forsinkelse. Ligesom jeg vil have det.

Efter omtrent en ti dødsfald og genopståelser, stopper jeg lige et sekund, før jeg giver mig ud på slagfeltet igen. Giver mig selv tid til at observere omgivelserne. Grafikchokket er måske lidt afdramatiseret efter at have set, hvad Unreal Engine 3 virkelig kan præstere i Gears of War, men Unreal Tournament III er faktisk ikke af denne verden. Inde i mit holds base er vægge, gulv og tag spækket med små detaljer, som man ikke engang aner, når man løber forbi med en fuldt laddet raketkaster og ikke har meget mere end "DRÆB!" i hovedet. Mange vil nok heller ikke lægge mærke til det, selv efter at have spillet hundredvis af kampe i spillet. Men Epic sørger altid for at holde et næsten overdrevet lavesteniveau i alt de laver, og det er heldigt, at den ekstremt detaljerede og lækre grafik kommer til sin rette på samtlige formater. Jeff Morris fortæller desuden, at spillet vil understøtte fuld HD-opløsning på PlayStation 3 og Xbox 360.

Jeg fortsætter med at nyde min lille pause, og når præcis at studere modelleringen af ens figur på en af mine holdkammerater, selvom den er overdrevet detaljeret, inden en grøn boble der er sprunget ud af nogens Bio Rifle, pludselig eksploderer en halv meter fra os. Jeg hiver mine dobbelte Enforcers frem, de lette, hurtige revolvere, der gør comeback fra det første Unreal Tournament, og tænker headshot, headshot, headshot. Hvis jeg holder mit hoved koldt, kan jeg nok ordne alle tre fjender.

Noget der altid har adskilt Unreal Tournament-serien fra andre actionspil, er hvor velbalancerede de er, i hver eneste lille bestanddel. Man skulle tro at Epic har lejet Justitia, retfærdighedens gudinde selv, for at lave spillet så jævnt som muligt i alle aspekter.

Og denne balance er stadig fuldstændig intakt. Det måske klareste bevis på dette, indtræffer cirka fem minutter ind i den anden kamp, jeg spiller. Mig og mine holdkammerater spiller som så kaldte Juggernauts; menneskelige, genetisk forbedrede supersoldater, mens modstanderholdet indtager rollen som Necris; de udøde rumvæsener med helt andre tekniske forudsætninger end menneskerne. Mig og tre kompagnoner er lige hoppet ud af vores base, ud på en kæmpe eng, resten af holdet har lagt beslag på samtlige af basens fartøjer, og mødes pludselig af en Darkwalker, der majestætisk og truende vandrer rundt om hjørnet af et bjerg. Dette Necris-fartøj minder en del om Half-Life 2´s striders, men kan nok bedst sammenlignes ved rumvæsenernes dræbermaskiner i Steven Spielbergs remake af War of the Worlds. Ligesom i filmen er det et langsomt men stabilt fartøj, og ekstremt dødeligt takket være dens tilintetgørende energistråler.

Fsssss. Inden jeg overhovedet har nået at få min raketkaster frem og lade specialfunktionen op med tre raketter ad gangen, er en af mine holdkammerater blevet ramt af energistrålen og blevet reduceret til mikroskopiske bestanddele. Og så er vi kun to tilbage... Mig og min tilbageværende ven bevæger os frenetisk til højre og venstre, hopper uregelmæssigt og giver den mørke dødsmaskine alt, vi har. Målet er at komme så tæt som muligt for at pumpe maskinens energikerne, en tydeligt gulfarvet kugle, der er placeret præcis i midten, hvor maskinens "ryg" bliver til dens ben, fuld med bly, laser og omtrent alt andet skadeligt, som vores våbenarsenaler har at tilbyde.

Det lykkes os at avancere omtrent 20 meter inden det sker igen. Fsssss. Og pludselig er jeg alene. Hvis jeg bevægede mig uregelmæssigt før, ved jeg ikke, hvad man skal kalde det, jeg laver nu. Men det fungerer, og pludselig befinder jeg mig under maskinen, mellem dens tre meter høje ben, hvor den ikke længere kan nå mig med sin dødsstråle. Jeg har, på den anden side, Darkwalkerns følsomme kerne helt eksponeret lige over mig. Ti sekunder og ni raketter senere falder metalmonsteret. Og jeg føler mig som David, der lige har besejret Goliat.

Intet er umuligt i Unreal Tournament III. Intet er uretfærdigt. Det handler bare om at vide, hvordan man skal udnytte situationen til sin fordel, for så kan stort set hvert eneste møde med fjenden falde ud til ens fordel. Ens fremgange har givetvis meget at gøre med, hvor godt man fører sig frem på dødskampens dansegulv; hvilket næsten er umuligt ikke at gøre godt, hvis man bare har lidt erfaring med førstepersons shoot 'em up, og tilbringer mere end fem minutter med spillet. Styringen er, som sagt, næsten skræmmende direkte.

I særdeleshed gælder dette fartøjerne, som Epic endnu engang er lykkes godt med. Fartøjsstyring med tastatur og mus tenderer ofte at blive besværlig og usmidig, noget Epic har løst ved ikke at skelne den fra styringen af ens figur til fods. At tage en Manta, et svævefartøj ikke helt forskelligt fra Ghost-svæverne i Halo 2 og cirkulere rundt om en større fjende med laserkanonerne fyrende nonstop, føles ligeså nemt og fedt, som det nogensinde har været i Halo 2.

Det fører os lige ind på konsolversionen af spillet. Hvor godt vil Unreal Tournament III gøre sig på PlayStation 3 og Xbox 360? Vil man sidde og længes efter tastatur og mus i sofaen? Jeff Morris tror på en helt smertefri overgang.

- Udviklingen af Unreal Tournament III startede samtidig for PC og PlayStation 3. Et af mine fremmeste argumenter mod førstepersons shoot 'em up på konsol tidligere, var den lave opløsning, og at multiplayerdelen ofte mere var en sjusket bonusdel end noget vellavet og gennemarbejdet. Men nu med PlayStation 3 og Xbox 360, er alt ligesom allerede ordnet. Vi har HD-opløsning, og begge systemer har meget smidige løsninger for onlinespil med flere deltagere. Konkurrencen har også, med den fantastiske multiplayerdel i spil som Halo 2, presset os til, at virkelig sørge for at Unreal Tournament III føles gennemarbejdet, uanset hvilket format man spiller på. Det er ikke nogen simpel konvertering, nogen af vejene. Inden Jeff overhovedet har nået at afslutte sin sidste sætning, begynder den blonderede grizzlybjørn til tysker at rable tekniske termer, John Carmack har svært ved at tyde, inden han til sidst kommer frem til selve spørgsmålet: Vil onlinespil være muligt mellem de tre formater? Jeg takker tyskeren mentalt og spidser ørene.

- Jeg er "bare en producent", så jeg ved ikke rigtigt, hvordan det ser ud med de tekniske aspekter der, men jeg ved, at PlayStation 3 har et åbent netværk, der ligner en PC's, så vi arbejder helt klart på det. Der er ikke noget bedre end at have en så stor serverpool som muligt. Jeg mener, jeg er stor fan af Battlestations: Midway, men jeg ved ikke, hvilken version, jeg skal skaffe - Xbox 360-versionen har mulighed for flere spillere, men jeg foretrækker kontrolskemaet på en PC. Så det er godt at have sådan en variation, de valgmuligheder. Åbent netværk mellem alle tre konsoller er definitivt noget, vi stræber efter.

Uanset hvis jeg nu kommer til at kunne tæve fanboys af alle arter i en og samme online-dødskamp, kan jeg roligt konstatere, at PCens trygge LAN-boble stadig er intakt. Endnu vigtigere, at Unreal Tournament III stadig er Unreal Tournament, som vi kender det siden år 2004's installation, om end pumpet fuld af Unreal Engine 3-steroider, en blomstrende fauna af fantastiske fartøjer og våben - gamle som nye, og med en meget mere storydrevet singleplayerdel end tidligere.

I et nedslukket og festoppyntet konferencerum på Hard Rock Hotel i Las Vegas, ved jeg, at det er sådan. Mod syv andre voldstørstende deathmatch-junkies, journalister som Epic-ansatte, spiller jeg kamp efter kamp indtil nogen klapper mig på skulderen og undrer sig over, hvor lang tid jeg egentlig har siddet der. Selv har jeg ikke rigtig styr på det. Jeg ved dog, at jeg, præcis som under de der nætter i december 1999, har haft det forbandet morsomt. Jeg ved, at Unreal Tournament III lige er startet med at stjæle minutter fra mig, og kommer til at stjæle yderligere et titusindetal. Det gør ikke mig noget. Jeg har bare skrabet på overfladen. Det, om noget, er en kvittering på, at Epic er godt på vej til at lykkes. Onlinevoldens slagmark har igen fået en ny krigsherre.