Bionic Commando

Visse spil elsker du bare instinktivt. Du behøver ligesom kun at sætte dig i sofaen, gribe joypaddet og tænde konsollen, for så allerede ved introskærmen, at sidde med et fjollet smil på læberne. Svenske Grins kommende Bionic Commando, er præcis sådan et slags spil, og det havde jeg forleden muligheden for at prøvespille på deres hovedkontor i det centrale Stockholm.

Jeg nåede nærmest ikke meget mere end at starte konsollen op, før det bombastiske og kraftigt opdaterede tema, besat med fuld orkesterlyd, fik hårene på mine arme til at rejse sig og gøre honnør. Gåsehud i en lækker deluxe-udgave. Bionic Commando er noget så usædvanligt som en vesterlandsk opfølger til et japansk spil, vi ikke har set noget til i de seneste 20 år. Så længe er det nemlig siden, at spillet blev sluppet til Nintendo Entertainment System i både Japan og Amerika (I Europa måtte vi vente til 1990).

Et 20-årsjubilæum er der altså tale om, og det er netop årsagen til, at Capcoms øverste kreative chef Keiji Inafune, bestemte sig for, at Capcom skulle lave en opfølger til den gamle klassiker. Og som med de fleste af de klassiske Capcom-spil, så er publikummet for langt størstedelen af deres klassiske spil, større uden for Japans grænser, end inden for. Samtidig er der ikke en eneste person tilbage fra det oprindelige hold, der skabte Bionic Commando, og derfor besluttede Keiji sig for i stedet, at sende projektet over vandet og i hænderne på en vesterlandsk udvikler, der kunne hive Bionic Commando ind i en helt ny tidsalder.

Til trods for at Grin har frie hænder, når det gælder projektet, så tjekker Capcom løbende op på udviklingen af Bionic Commando, og de spiller naturligvis også bold med det svenske udviklerhold, når det kommer til nye ideer. Dette har resulteret i et lækkert actionspil, som faktisk indeholder utroligt meget af den atmosfære og følelse, som originalen havde, og som andre steder virker sådan lidt utilgiveligt og upoleret, noget som har været et kendetegn for en del japanske spil de seneste år.

Det kan naturligvis lyde meget negativt, men faktisk er japanske actionspil i tredjeperson som Devil May Cry 4 og Ninja Gaiden II, ikke ligeså gode, hvis de ikke var hundesvære, havde nogle grumme savepoints og baner så langt fra realisme, som man overhovedet kan komme det - alt sammen noget, du uden videre kan overføre til Bionic Commando, der til trods for en vis frihed, stadig er bygget op af ret tydelige baner, hvor tingene skal klares i en vis rækkefølge, præcis som holdet bag i spillet har udtænkt det. Dette forstærker i den grad følelsen af, at dette er en opfølger til et japansk spil, og efterlader dig samtidig med en følelse af, at dette er et actionspil uden den store fikumdik. Det nye Bionic Commando udspiller sig 10 år efter originalspillet, og det er Grins målsætning, at finde en balance i nyt og gammelt indhold, så fans kan sidde med en nostalgisk tåre i øjnene, mens nye spillere kan være føle, at de er en del af noget helt nyt.

Det er samtidig en balancegang, der er svær at finde, ikke mindst fordi Bionic Commando blev til i 80'erne, hvor spil stadig var underholdning for hærdede nørder og hvor realisme ikke var en efterspurgt vare. Dengang gav det sig udslag i en oplevelse, hvor hovedpersonen hed Rad, hans bedste ven Super Joe, og skurkene Badds og Master-D (han var i øvrigt slutbossen). Dette er naturligvis ikke helt gangbart i år 2008, og derfor har Grin, med stor respekt for det originale spil, ændret dem en smule. Super Joe hedder eksempelvis nu Supervisor Joseph, men kaldes så kælenavnmæssigt... Super Joe.

Imens har hovedpersonen helt skiftet navn til Nathan Spencer, selvom han dog stadig har Rad som mellemnavn. Han har spenderet årene mellem Bionic Commando og denne nye del i et fængsel. Bioniske implatater, som bl.a. hans teleskop-arm er nemlig blevet ulovlige, og det er ikke før en ny terrororganisation sprænger en bombe i Ascension City og dræber en masse mennesker, at det lykkes ham at flygte. Nathan drives både af en mission i jagten på at få renset hans navn, samtidig med at han kæmper mod terroristerne, i deres forsøg på at overtage Ascension City.

At spille Bionic Commando, føles i begyndelsen noget uvant. At tage sig fremad til fods er reelt tidskrævende, og til trods for, at Nathan faktisk kan hoppe i dette nye kapitel (hvilket han ikke kunne i originalen) er han stadig handicappet. Så godt som al transport i Bionic Commando udføres med teleskop-armen, så man hurtigt kan svinge sig rundt i byen i bedste Spider-Man-stil. At man kan svinge sig fremad så hurtigt, har samtidig lagt et vis pres på Grin, for at bygge meget detaljerede og flotte baner i enorme omgivelser, hvilket desværre er en smule spildt, da man svinger sig så lynhurtigt gennem områderne, at det er svært at se det hårde arbejde, der reelt er lagt i miljørne.

Tempoet er også en del af, hvad der gør spillet så uvant. Det er som en underlig cocktail af Crackdown og Spider-Man, kombineret med actionsekvenser fra Lost Planet: Extreme Condition. Man skal altid holde sig for øje, hvor man skal placere sin teleskop-arm, når man lynhurtigt svinger igennem byen mellem de sønderbombede skyskrabere - og mister man grebet, så er det bare med hurtigt, at finde et nyt fokuspunkt.

Heldigvis kan armen gribe fast i det meste, og selv hvis man falder, så kan man i panik altid holde L-knappen inde, og derved gribe fat i et eller andet, så man undgår at falde i døden. Du kan naturligvis også bare starte forfra og så finde en anden løsning. Til trods for en masse spilmæssige finesser, så tager det faktisk en del tid, før det føles intuitivt at kravle op ad stejle bjerge, svinge sig over bundløse slugter, og ligesom Tarzan-skuespileren Johnny Weissmüller, at kaste sig fra træ til træ, for til sidst at lande foran en gruppe fjender, der ikke har den fjerneste anelse om, hvor du kom fra.

Kampene er naturligvis en stor del af Bionic Commando, og Grin har en del overraskelser i posen. Den mest markante er, at man ligesom i Lost Planet, sigter den vej, dit kamera peger, og at det ikke nødvendigvis er samme vej, som du selv vender. Dette gør det muligt, at pille fjenden fra enhver mulig og umulig vinkel, hvilket betyder, at du faktisk kan skyde over ryggen på dig selv - noget, der ser rigtig køligt ud, og gør kampene anderledes fra, hvad du normalt plejer at se.

Nathan har naturligvis også tilgang til både granater og våben, og som spillet udvikler sig, får du naturligvis adgang til flere ting. Det måske bedste våben man har, er dog stadig teleskoparmen, der kan bruges på et utal af måder, f.eks. til at kaste rundt med døde soldater eller køretøjer, og alternativt kan du bruge et special-angreb, der i vanlig stil lades op, mens du kæmper. Det ser forbandet køligt ud, når man svært skadet, kravler i beskyttelse bag et bilvrag, for at komme til hægterne, for kun bagefter at løfte bilen fra jorden og kaste den efter fjenderne. Strike!

I min spiltid med Bionic Commando, noterede jeg mig masser af små, skønne referencer til det gamle originale spil, der viser, at dette faktisk er en opfølger og ikke et spil i en helt ny serie. Foruden de mange klassiske toner, der er vævet ind i spillets lydbillede, så er det bl.a. også ting som fjenderne, der taber ammunition, der på en prik ligner de bonusser, man kunne finde i den 20 år gamle klassiker til NES. På den måde føles det virkelig som om, jeg spiller Bionic Commando, om end skiftet fra et 8-bit actionspil med en ca. 40 pixel høj hovedperson til et moderne, ekstrem flot actioneventyr med en superdetaljeret Nathan Spencer, er noget af et spring.

Desuden bliver man lidt lun på det hele, når man vænner sig til kontrollen og svingeriet går som smurt. At lave kæmpehop over hundrede meter, bare for bagefter at sætte armen mod jorden, stoppe bevægelsen og så skyde sig selv lige op i vejret, er præcis lige så fedt, som det lyder. Banerne er i øvrigt varierede og ved mit besøg hos Grin, fik jeg bl.a. muligheden for at svinge mig over en smadret bro med rindende vand nedenunder. Falder man ned i vandet, så kan man med lethed komme op igen, men svømme, det kan Nathan ikke, naturligvis fordi hans arm vejer så meget.

Jeg fik også muligheden for at spille i mere rolige omgivelser med raviner og slugter, der mindede en del om grotterne fra det originale spil. Tæt vegetation med smukke, fyldige træer, gav mig muligheden for at svinge mig rundt og beundre de smukke omgivelser. Det var ikke, før tre robotlignende fjender dukkede op, at jeg brat måtte afbryde mit nostalgiske eufori-trip til fordel for en herlig kamp.

De tre bæster havde nogle ømtålelige punkter på ryggen, som de naturligvis ikke ville afsløre. At få dem ned med nakken, var absolut en reelt udfordring, og det hele sluttede, da jeg besejrede dem med en række velplacerede granater, samt smed træstammer og stenblokke efter dem. Denne kamp viste på fineste vis, hvor fleksibelt Bionic Commando er og hvordan man ikke er begrænset til et lille område, noget man normalt må affinde sig med i andre spil. I stedet svinger man sig rundt for at komme væk fra fjenden, hopper til andre steder og roterer rundt, for at få dem på skudhold. En almindelig kamp kan således udspille sig over flere hundrede meter, hvilket føles enormt givende.

Der mangler stadig en del finpudsning af Bionic Commando, og der er op til flere ubesvarede spørgsmål, som Grin slet ikke ville snakke om i øjeblikket, bl.a. om der er mulighed for at spille multiplayer i den færdige udgave, og om Adolf Hitler, der var originalens sidste boss, også er med i dette opdaterede eventyr. Men fra hvad vi indtil videre har set af Bionic Commando, så er Grin absolut på rette vej, og indtrykket af actioneventyret er absolut, at det yder den 20 år gamle NES-klassiker retfærdighed. Forbered dig på et anderledes actioneventyr i skyhøjt tempo, der måske også har noget af det bedste spilmusik i øjeblikket, for i løbet af efteråret er Bionic Commando tilbage for fuld kraft.