Dante's Inferno

Har du nogensinde tænkt hvor spændende det kunne være at opleve underverdenen og dens herskere som de blev forestillet i 1300-tallet? Nej? Det kan ikke udelukkes, at jeg måske burde søge om et par ugers afretning og observation i et hvidt, polstret rum uden dørhåndtag - men tanken om at spille min vej gennem helvede har strejfet mig. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig at et af Italiens mest kendte værker, Den Guddommelige Komedie, skulle laves om til spil. Producent og designer Jonathan Knight om at lave et spil over et 700 år gammelt digt:

"Ganske tidligt i processen fandt vi ud af at der ikke var nogen pointe i at genopfinde helvede. Efter nærmest at være snublet over Dante's Inferno i søgen efter hvordan helvede også kunne se ud, blev vi fascineret af hvor omfattende digtet beskriver underverdenen, og herefter var der ikke nogen pointe i at bruge andre referencer. Vi valgte at bruge hele digtet."
Efter halvandet år i udvikling er EA's Redwoodshore Studios klar til at vise sine mørke sider, og hvad var mere nærliggende end at holde præsentationen af Dante's Inferno i Dante Alighieris hjemby, Firenze?

Flyturen ned til Italien gik vældig godt, og hele vejen spekulerede jeg på hvordan spillet ville tage sig ud, og om det mon var godt. Der var noget ubehagelig velkendt ved den smule vi kendte til konceptet med Dante og hans Inferno - men hvor mange andre tredjepersons actionspil finder der, hvor man støder på mytologiske monstre, som man skal slå ihjel på kreativ vis?

Efter en tur med taxa jeg var overbevist om vi ikke ville overleve, samt otte timer i drømmeland, fik vi en rundvisning i Firenze som for tiden mere ligner en byggeplads end en typisk italiensk by. Vi lavede et lille stop der hvor Dantes hus engang stod, som dog nu måtte vige pladsen for et museum, der gav mere indblik i mandens liv. Han var ikke bare den første til at skrive på italiensk i stedet for latin, men havde placeret også pave Boniface i en af de inderste cirkler i Infernoet. De ni cirkler repræsenterede ifølge Dante graderne af helvede, og jo længere man kom mod midten desto syndigere var man, og desto mere modbydelig straffen, des værre måtte man gennemgå. Helvede var tydeligvis ikke et sted, man havde lyst til at besøge... med mindre man da hed Dante.
I bedste Donkey Kong-stil har Satan nemlig stjålet Dantes evige kærlighed Beatrice, og der er derfor ingen vej udenom rejsen til det hinsides for at vise Beelsebub hvem der er chefen. På sin vej møder Danta døden, men i stedet for at lade sig skræmme, tæver han døden og stjæler hans le. Med sig har han også et kors som han bruger som skjold, og som yderligere giver ham adgang til kraftige, magiske angreb.

Her ligger vi naturligvis mærke til forskellen mellem det originale værk og spillet. Originalt var Dante en rolig og behersket fyr, der oftest brugte tiden på at snakke med sin vejleder Virgil, og jeg tror ikke der nogensinde blev uddelt tæv til døden eller stjålet nogen våben. Syndig var han heller ikke originalt, og i hvert fald slet ikke i den grad som spilversionen viser sig at være, gennem de flashbacks, man oplever gennem hele spillet.

Der blev ikke lagt skjul på at der stadig var et års udvikling tilbage, men det til trods havde EA allerede en spilbar demo klar. Spillet opførte sig naturligvis lidt uforudsigeligt, men glæden ved rent faktisk at få lov til at prøve spillet opvejede det. Således startede vi lige efter at døden havde fået tæv og fortsatte vores vej ned i helvede ved at kravle på en mur broderet af knogler og skelethoveder. Kontrollen og grafikken minder om noget fra et græsk-inspireret eventyr, jeg engang har spillet... Jeg tager i en stump af et håndtag og hiver i det, hvorefter en bro viser sig og lader mig fortsætte min gang. Jeg tager dog ikke mange skridt før jeg bliver angrebet af døde væsener, og pludseligt rejser der sig et flammehav omkring os, der ikke forsvinder før jeg eller monstrene er døde. Kampene er lettilgængelige og animationerne ser allerede lækre ud, og yderligere forsikrer EA, at hele spillet vil holde en konstant billedhastighed på 60 billeder i sekundet. Men blodsprøjtene som virkelig giver kampene pondus, mangler.

"Vi har ingen intentioner om at lave det blodigste eller mest grusomme spil endnu set, men vi er heller ikke ude på at gøre det børnevenligt. Så forvent at det bliver blodigere når vi er kommet videre med udviklingen."
Jeg slår leen tværs gennem et monster, men må overrasket se til at han stadig ikke opgiver mens han sidder fast på mit våben, og først da jeg har slynget ham mod en mur går han i opløsning. Med cirkelknappen tager jeg fat i væsener og giver dem en mægtig svingom. Kampene er allerede sjove, og selvom de voldsomme dræberafslutninger, hvor man i bedste "tryk-så-hurtigt-du-kan-for-at-hive-hovedet-af" for at få et par klokker til at ringe på toppen af Olympen, føles det godt.

Jeg finder ud af at de sammenkrøbne kroppe som ligger henslængt rundt omkring kan forvandles til magi og ekstra energi, med lidt vold. Man støder også på angrende sjæle, eller Shades, som man kan straffe eller tilgive. Disse er karakterer i det originale værk, og man kan høre dem mumle fraser fra digtet hvis man lytter efter. Vælger man at straffe disse, får man en kontant bonus lige med det samme, hvorimod tilgivelsens vej vil betyde ekstra opgaver, som naturligvis løbende vil stige i sværhedsgrad. Klarer man ekstraopgaven vil belønningen være dobbelt så stor som hvis man havde valgt afstraffelsen.

Et af de mest spændende elementer introduceres når man møder færgemanden Charon. Hvor de fleste har en forestilling af ham som en spinkel type, en smule højere end gennemsnitspersonen, der konstant venter på at fylde sin båd med de dødes sjæle og sejle dem til det hinsides, har udvikleren en anden fortolkning. Derfor er Charon og båden her sammensmeltet, således at de udgør et og samme væsen som man i form af Dante deltager i voldsomme kampe på. Faktisk fik vi at se hvordan Charon pludselig blev klatret op på af en enorm trold, der havde en lille fyr siddende på skuldrene, som angiveligt kontrollerede troldens bevægelser. Efter at have tævet trolden i knæ, blinkede pludseligt et stort ikon for cirkelknappen, og mens der blev hamret løs på den, tævede Dante løs i en voldsom animation. Hvis det før var klokker der ringede på toppen af Olympen er det nu enorme trækbasuner, der brøler løs.

I stedet for dog at banke trolden til plukfisk, overtager man selv pladsen som rytter på ryggen af kæmpen, og lad mig bare sige med det samme, at det er utroligt sjovt at gå fra næsten at måtte bide i græsset, til pludselig at tæve løs med en enorm kæmpe som dødsredskab. Charons hoved er længst fremme på båden, og for at stoppe ham skal man benytte de nyerhvervede kræfter fra giganten. Kampen resulterer i en heftig omgang knaptrykkeri, alt sammen timet til de ikoner, der dukker op på skærmen, og da Charon endelig må opgive slynges Dante ind i et fakkelbelyst rum. Rummet er cirkelformet og er indgraveret med små monumenter som minder om gravsten. Her overraskes man af barneskrig, hvorefter monumenterne giver plads for børnelignende monstre som vil Dantes værste. Som om scenen ikke allerede er forstyrrende nok, skærer de mange børneskrig gennem marv og ben. Disse små monstre er lynhurtige, og så er der altid mange af dem hvilket betyder, at man altid bør frygte dem som modstandere. Og her slutter demonstrationen desværre brat.
"Jeg har desværre ikke mulighed for at nævne min favoritfjende, men jeg har helt sikkert en forkærlighed for de babylignende monstre, man møder første gang i Limbo. Der er noget svært foruroligende ved babyer i helvede", siger Jonathan da han ser min reaktion på babyerne som kravler op fra gravstederne.

Dantes Inferno har et unikt grundlag for at blive en helt unik historie i spilregi. Hvis man blot vælger at ignorere de værste Hollywood-fadæser og i stedet arbejder på at gøre spillet en smule mere originalt, kunne dette meget vel blive en vaskeægte succes. Uanset alt andet er ambitionerne fra EAs side høje. Det er umuligt ikke at se lighederne mellem God of War og Dantes Inferno, men det er jo ikke ligefrem det dårligste sted at hente inspirationen fra...

Tilbage er der derfor bare at se hvordan den Italienske poet i fremtiden vil klare sig mod den græske dræbermaskine. Vi glæder os.