The Legend of Zelda: Link's Awakening

Der er noget særligt, for ikke at sige magisk over første gang du tænder en spritny computer eller konsol. Første gang du piller folien af et spil. Første gang du stifter bekendtskab med et spils særlige charme.

For mit vedkommende kom mit første møde med Miyamotos grønklædte Link i form af Gameboy-spillet The Legend of Zelda: Link's Awakening, og selv den dag i dag, 16 år efter, er det blandt mine yndlingsoplevelser.

Allerede fra første færd ved man, at Link's Awakening er lidt anderledes. Link lider skibbrud og vågner op på øen Koholint. Vi er altså langt fra Hyrule, Ganons forskellige rænkespil, Zelda og naturligvis den ikoniske Triforce. I stedet centrerer spillet sig om at finde otte magiske instrumenter, der tilsammen kan vække den legendariske Vindfisk, der slumrer på toppen af Mount Tamaranch. Til trods for sceneskiftet er Zelda-essensen den samme. Forskellige skumle huler og grotter skal udforskes, fæle bosser skal besejres og folk skal hjælpes. Når Link ikke slår på fjender, er han en ven af folket. En lang kæde af byttehandler udmønter sig i en fin sløjfe til en hund, hundemad til en krokodille og skæl til en havfrue, alt sammen uden nogen egentlig konsekvens for spillet, bortset fra en næsten ubetydelig belønning til sidst.

Uanset hvor heroisk Link er, ville Zelda ikke være Zelda uden en vis form for humor. Det første eksempel byder på børn, der henvender sig direkte til spilleren. "Hvis du vil gemme, skal du bare trykke på alle knapperne på én gang! Øh, jeg ved ikke hvad det betyder, jeg er bare et barn!" Det er en herlig selvbevidst start på et eventyr, og selvom spillet aldrig går efter at være morsomt, er der alligevel noget at more sig over.

Spillets morsomste indslag er måske Links mulighed for at begå butikstyveri. Efter at have slidt og slæbt for at tjene 200 Rupees til at købe en skovl, er det en fæl opdagelse, at der nu er en bue til salg til den nette sum af 980 Rupees. Eksperimenterer man lidt, opdager man at det er muligt at forlade butikken uden at betale for buen. Straks er man overlykkelig, da man må have snydt spillet på en eller anden måde! Men ingen handling uden konsekvens, for da man vender tilbage til butikken, dræber butiksejeren Link. Resten af spillet må man bære navnet THIEF i stedet for det navn, man indtastede ved eventyrets begyndelse. Man kan naturligvis gøre det igen og igen, men skammen over at hede THIEF vil aldrig forsvinde.

Når man beskriver Link's Awakening, lyder det som så mange andre indslag i Zelda-serien, men der noget andet og mere over det.

Det er opdagelsen af at Koholint, byerne, væsnerne og de mange indbyggere kun findes i Vindfiskens drømmeverden, der gør spillet specielt. Hver eneste opgave der løses, hvert monster der besejres og hver indbygger der hjælpes, bringer Link tættere på at vække Vindfisken, og dermed opløse hele øen. Således vil hver eneste præstation konsekvent blive ledsaget af et stik af sorg over at være med til at ødelægge denne verden. Det giver en følelse af konsekvens, som serien aldrig rigtig har kunnet gentage.

Dette kombineres med en af Zelda-seriens mest fængende melodier, The Ballad of the Windfish. Fra det øjeblik du hører melodien første gang vil dens sørgmodige toner følge dig gennem resten af spillet, enten via Links ocarina eller som en spøgelsesagtig hymne, der lurer i baghovedet, lige indtil den når sit klimaks i spillets bittersøde slutning.

I forhold til andre "rigtige" Zelda-spil føles The Legend of Zelda: Link's Awakening muligvis begrænset, men i kraft af en strålende lydside, et veloversat og humoristisk manuskript, gode udfordringer og masser af charme, stråler spillet stadig som et af de ubetinget bedste Gameboy-spil nogensinde.