Bioshock 2

Jeg er nået ca. halvvejs på min flyvetur. Jeg befinder mig et eller andet sted over Atlanten, i en propfyldt Boeing 747-400. Det er en søvnløs rejse, som det plejer at være. Jeg kan sjældent finde ro når jeg rejser. I stedet kigger jeg ud af flyvinduet og tænker på Rapture. Fantasien løber af med mig. Måske ligger byen der et eller andet sted under overfladen, og måske venter hun på den næste gæst.

I en tid hvor bøsser, var noget man skød med sad Jack også ombord på et fly, i færd med at krydse selvsamme hav. Han tænker på mor, far og den lille gård, der minder ham hjemstavnen. Han tænker på hans forældre, der fortalte ham, at han var speciel. Kun et øjeblik senere styrtede hans fly ned i det iskolde vand, lige ved siden af en portal til en helt anden verden. Nærmest som om det var hans skæbne.

Men den sande stjerne i Bioshock var ikke Jack, det var i stedet Rapture. Det var mulighedernes by, et sted der gik fra en utopi til et sandt helvede. Indbyggerne pumpede sig med Adam, et stof der får generne til at gennemgå mutationer og som giver brugeren en række fysiske fordele, og som endda lader vedkommende kontrollere såvel elementerne som tankerne. Med kun kort tid senere, var hele undervandsutopien smadret. Det var i stedet et mareridt, et sted hvor art deco gik hånd i hånd med en morbid evolution.

Jeg selv og det fly jeg sidder på, ender heldigvis ikke i vandet, men lander i stedet sikkert på landingsbanen i San Franciscos internationale lufthavn. Himlen er krystalblå, temperaturen behagelig, horisonten indbydende og karakteristisk. Jeg er her for at besøge det bedste af to verdener.

Der er gået ti år siden hændelserne i det oprindelige Bioshock. Ti lange år, hvor byen har udviklet sig. Ti år, hvor endnu mere genmodificeret substans er pumpet gennem hver en åre. Den har vokset sig stærkere, det er et endnu grimmere sted i denne omgang. Det er et sted Jack aldrig ville kunne overleve.

Derfor får du i stedet rollen som Subject Delta. Den første, vellykkede udgave af Big Daddy - prototypen faktisk. Det er den allerførste enhed, der har knyttet et tæt bånd med de farlige Little Sisters (noget der blev forklaret i det oprindelige spil) Denne Big Daddy er anderledes, eftersom det er den eneste af disse sære væsner, der har sin egen frie vilje. I sin antikke dykkerdragt kommanderer han respekt. Han er uhyggeligt stærk. Tilpasset livet i det nye Rapture.

Den lille pige, der betyder allermest for ham, er forsvundet. Og hun betyder ikke bare noget for dig, men faktisk for hele Rapture. Du er med andre ord, ikke den eneste, der leder efter pigebarnet.

Antagonisten i Bioshock 2 hedder Sofia Lamb, hun er en tidligere politisk rival til Andrew Ryan, hvis hensynsløse metoder, får kampen mellem Atlas og Ryan et årti tidligere til at virke som en slåskamp i skolegården. Lamb er på mange måder Ryans deciderede modsætning. Hvor Ryan havde et meget egoistisk menneskesyn, er Lamb utilitarist, en person der værner om alt, der ifølge hende selv, er bedst for alle. Hun styrer stedet med jernhånd og kan sagtens finde på at smadre store dele af byen, for at forhindre dig i at komme videre.

Dette ser jeg, som noget af det første, da 2K Games viser spillet frem. Rør sprænges, beskyttelsesdøre giver efter, glas sprækker, og til sidst giver en hel sektion efter for vandmasserne. Tusind og atter tusind liter vand vælter ind, og havde det ikke været for dykkerdragten, så havde jeg allerede set et Game Over-skilt. Denne sekvens viser samtidig nye dele af Rapture frem, ting som er unikke for Bioshock 2. I sekvenser ikke ulig den jeg lige har oplevet, vil man kunne forlade de ellers så tørre korridorer og gå på vandring udenfor. Præsentation får en overdøvende applaus med på vejen fra et samlet kobbel af journalister, og jeg kan ikke undgå selv, at blive en smule overvældet. Det ser helt fantastisk ud.

Det er med lettelse, at jeg indser at Bioshock 2 fastholder det intelligente, ideologisk komplekse, farvestærke design og karakterer, som vi blev introduceret til i etteren. De fleste spil vil ikke kunne sammenlignes med Bioshocks design. Desuden har holdet i denne omgang udviklet de moralske valg, som man stilles overfor.

I denne omgang vil du møde de mennesker i Rapture, der har valgt et liv uden Adam. Det er deres skæbne, du som spiller har magten over i fortsættelsen. "De valg du foretager denne gang, har større indflydelse på fortællingen" forsikre spillets producer Alyssa Finley, da emnet vendes. At kunne forme ens egen historie, er nærmest noget som nutidens spilpublikum forventer at kunne, og dette vil man kunne gøre mere aktivt i Bioshock 2. Dette giver til slut muligheden for mindst et par alternative slutninger.

Valgfrihed er faktisk et af nøgleordene for spilmekanikken i 2K Marins svulstige opfølger. I egenskab af, at være en Big Daddy-model, kan man nemlig både bruge plasmider og våben samtidig. Desuden kan plasmiderne kombineres med hinanden. Da jeg får controlleren mellem hænderne, prøver jeg naturligvis dette af. Først så kaster jeg hvirvelvindsfælden Cyclone Trap og dernæst Winter Blast - noget der udmønter sig i et resultat, hvor fjenderne først kastes op i luften, for derefter at blive forvandlet til en blok af is. Med et respektabelt udvalg af våben (og dertilhørende opgraderinger) og alternativ ammunition, samt en række plasmider (der også kan udvikles yderligere) lader der til at være mange forskellige måder at gribe det an på.

En interessant detalje når det kommer til plasmidernes opgraderinger, er at man faktisk kan se forskel på for eksempel Incinerate i dens første og sidste udvikling. Mens den i første stadie er skabt som en slags ildkugle, så vil den i tredje udgave, kunne skabe en stråle, der skydes direkte ud af hånden, som var det en flammekaster.

Og glem alle våbnene fra første spil. Pruttende Tommyguns og feminine pistoler er ikke noget for store, behårede (antager jeg) mænd i dykkerudstyr. Nu får jeg endelig chancen for at gribe en Rivet Gun (dog med et andet design end fra det første spil) Under min spilsession, fik jeg også lov til at lege med et tungt maskingevær og en kanonsprøjte. Det nærmest harpunlignende våben, er et rigtigt sjovt alternativ til raketterne, og de sætter sig ikke blot fast i væggene, men sprænger også de personer, der står i nærheden, i luften.

Subject Delta er fra begyndelsen udrustet med et massivt, benzindrevet bor, der kan trænge gennem det meste. Selv dette bor kan med tiden opgraderes, så det også kan fungere som et skjold mod indkommende kugler. I øvrigt føles det utrolig magtfuldt, at kunne lave det hurtige angreb, som Big Daddy lavede mod Jack i det første spil.

Når du nu har læst dette, så burde det første advarselstegn dukke op, for hvad sker der når man har fået styr på Subject Deltas næsten mech-agtige styrke, er der så overhovedet en balance at spore? Skal man overhovedet anstrenge sig, når protagonisten besidder sådanne forfinede kampevner?

Som jeg tidligere nævnte, så har Rapture haft ti år til at opruste, og det betyder, at selv de mest almindelige fjender, ikke længere er bevæbnede med jernrør og svensknøgler. Samtidig er de nærmest insektlignende indbyggere fra det første spil, ikke kun noget der kravler afsted på jorden, men også på væggene. Desuden fik jeg lov til, ganske kort, at se en af de nye fjendetyper, den såkaldte Brute Splicer, en gorillalignende type, der ikke er bleg for at kaste med inventaret og som går til den, som var der intet i morgen. Faktisk er jeg usikker på, om en af de oprindelige Big Daddy-bosser overhovedet ville kunne tage ham.

At duellere med det første spils stærkeste fjende, er dog noget du stadig kommer til i fortsættelsen. Desuden er der en ny dykker i gruppen: Rumbleren. Han er en langsom fætter, der kombinerer minimaskingeværer med en heftig bazooka. Uden nogensinde at blinke. Denne gang er jeg dog overlegen, og uden at skænke den anden Big Daddy en tanke, sænker jeg min første fjende i Bioshock 2. Men nu, mine damer og herre, begynder det at blive interessant.

Valget er ændret. Jeg skal ikke længere redde eller tappe den lille pige for energi, men i stedet tage hende og placere hende på skulderen. På den måde adopterer jeg hende. Nu er hun pludselig mit ansvar, og fra min skulder agerer hun kortlæser i jagten på den saftige Adam. Når hun har fundet en tilstrækkelig god krop og er begyndt at arbejde med sine kæmpe sprøjter, lokker hun de mange junkier til, dem der har brug for et fix. Disse øjeblikke er betydelig mere krævende, end da du i rollen som Jack, skulle nedlægge den beskyttende Big Daddy. At forberede området med fælder i form af computerstyrede geværer og miner, er en forudsætning for overhovedet at overleve.

Men tro ikke, at det er slut der. At gå ind og røre ved relationen mellem en Little Sister og hendes beskytter får konsekvenser. Sofia Lambs elitesoldat, den tidligere omtalte Big Sister, vil jage dig, helt indtil hun smager dit blod. En Big Sister kan bedst beskrives som en smidigere version af en Big Daddy. Hun overvåger alle byens Little Sisters, og så snart nogen forsøger at snuppe hendes børn, kommer hun væltende. Hun bevæger sig fremad med hurtige, insektlignende bevægelser og bruger rask væk alle plasmider hun har til rådighed. Behøver jeg overhovedet at fortælle, hvordan det er, at have hende hende konstant åndende mig i nakken?

Som du sikkert forstår, så er Rapture et oplagt sted for en del krævende kampe. Under de relativt korte spilsession jeg havde med et af spillets første områder, var jeg tvunget til at blive genoplivet i de såkaldte Vita Chambers både en og to gange.

I år 2007 tog Bioshocks visuelle design spilverdenen med storm. Hvem husker f.eks. ikke fyrtårnet, der funklede i måneskinnet samt den første rejse med undervandskapslen til Ryans livsværk? En af de, hvis ikke den, bedste introduktion til en verden bygget udelukkende af tal.

I løbet af de to år som opfølgeren har været under udvikling, er det tydeligt, at man har haft helt klare mål og prioriteringer. At tage grafikken til nye højder, har ikke være et af dem. Jeg leder, men finder ikke rigtigt nogen grafiske opdateringer nogen steder. Selvfølgelig er der mere end et kvartal endnu, før spillet lanceres, men forvent ikke at tabe kæben på samme måde en gang til. Bioshock vil i stedet imponerer på andre fronter - og det er jeg ret sikker på - men det bliver ikke på det tekniske plan.

Spillet udvikles denne gang af 2K Marin, og altså ikke 2K Boston som stod for det oprindelige spil. Kerneholdet fra det spil, er dog rykket videre til Californien, så der er en del gengangere på holdet. Nyt for toeren er også, at den kommer til at indeholde en fuldfed multiplayerdel. Og her har 2K lagt arbejdet i hænderne på Unreal Tournament-skaberne Digital Extremes, noget der gerne skulle skabe det bedst mulige resultat, når spillet lanceres i februar.

Der findes syv forskellige måder at spille Bishock 2 på i multiplayer, og af disse får jeg lov til at afprøve tre. Den almindelige Deathmatch, Deathmatch, hvor man inddeles i hold og en variant af Capture the Flag, kaldet Capture the Little Sister. Sidstnævnte er klart den mest morsomme.

I Capture the Little Sister er der et hold der forsvarer, og et der angriber. Det forsvarende hold, skal forskanse sig på et sted og sikre at deres Little Sister ikke er i fare. Imens skal det angribende hold, meget naturligt, forsøge at få fat i hende. På hvert hold får en spiller muligheden for at være Big Daddy. Der er ikke tale om Subject Delta, men i stedet Rosie-modellen fra det første spil. Denne spiller danner grundforsvaret, ikke mindst fordi han kan tåle væsentlig mere skade end holdkammeraterne, men også fordi han i den grad kan påføre det andet hold store tab.

Samtidig er Big Daddy naturligvis magneten for modstanderne, det er vigtigt at komme af med ham. Da jeg ender på den offensive side, er det nærmest hele mit hold, der går efter Big Daddyen. Og efter han er faldet, så kommer den spiller ikke tilbage i samme rolle, noget der giver et vindue til at løbe hen og snuppe Little Sisteren.

Da jeg har fået fat i Little Sisteren, der i øvrigt spjætter og skriger, er det den lige vej til nærmeste hul i væggen. Det føles overraskende gennemtænkt og ikke mindst unikt. Med mulighed for at bruge alle tonics, plasmider og våben, er oplevelsen helt uden sammenligning med noget andet jeg har prøvet. Min favoritopsætning er at kombinere plasmiderne Winter Blast med Aero Dash, en ny plasmid, der gør, at jeg kan rejse over korte afstande meget hurtigt, med armbrøsten og haglgeværet. At først fryse en fjende på afstand, for bagefter med høj fart, at løbe frem mod dem med en salve hagl, er nærmest skræmmende effektivt, og noget som jeg i den grad har succes med.

Desværre udebliver den fysiske følelse af at lege med de våben, både når jeg affyrer kuglerne og når de rammer målet. Det føles til tider som at skyde med luft. Jeg er også, men kun lidt, bekymret over våbenbalancen. Armbrøsten føles bl.a. en anelse for stærk.
Men føles multiplayerdelen påklisteret? Absolut ikke. Den er på alle måder unik og sjov, og den vil uden tvivl kunne give lidt ekstra kød til pakken. At man rent faktisk også har skabt en historie til multiplayeren, gør det kun endnu bedre. De kampe man spiller der, udspiller sig før oplevelserne i det første spil, altså der hvor Atlas og Ryan tester plasmiderne forud for borgerkrigen. Som spiller render man altså rundt i rollen som forsøgskanin. Selv de spillere du kan vælge, her i blandt en professionel amerikansk fodboldspiller og en husmor, har deres helt egen baggrundshistorie og grund til at kaste sig over Adam-stoffet.

Kan Bioshock 2's multiplayer konkurrere med de store: Halo 3, Killzone 2 og Call of Duty: Modern Warfare 2. Nej næppe, men den har stadig et stort potentiale og kan sagtens få et nichepublikum, der vil elske det.

Da jeg har forladt Rapture for denne gang, og letter fra Californien i et fly, er det med vemod. Jeg vil allerhelst blive, både i Rapture og det solrige San Francisco. Men en ting kan jeg da trøste mig med: Vi har noget stort i vente, næste år når vintermørket har sænket sig udenfor.