Far Cry 3-interview
Gamereactor tog en snak med Patrik Methé, game director på Far Cry 3, for at høre alt om det kommende action-spil
Kan du give et par eksempler på ting, I ikke var tilfredse med ved Far Cry 2, og hvordan I forbedrer de aspekter i Far Cry 3?
Far Cry 2 var et fantastisk spil, og vi har forsøgt at beholde alle de bedste elementer, mens vi forbedrer på nogle nøgleområder. Vi har fokuseret på at forbedre variationen i missionerne, den indflydelse spillerens handlinger har på verdenen, de forskellige typer fjendtlige enheder, du kommer op mod, og mængden af ting du kan gøre i den åbne verden. Angående missionernes varieren, så dækker vi fra rendyrkede action-missioner til mere taktiske missioner, hvor du skal beskytte nogen eller udføre en bestemt opgave. Vi har også nogle helt vilde eksotiske missioner, der virkelig vil overraske dig. Omkring de fjendtlige enheder, så vil du stå over for mange forskellige fjender, der har hver deres styrker og svagheder. For at opnå succes, vil du være nødt til at justere din tilgang og valg af taktik afhængigt af hvilke fjender, du står over for.
Hvordan vil I blande open world-gameplay med en mere lineær missionsdrevet oplevelse?
Ét ord: værdi. Det er i sig selv sjovt nok at udforske øen, men vi har sørget for, at alle de ting du gør eller opdager, mens du bevæger dig rundt i den åbne verden, har en rigtig værdi for spilleren. Når vi taler om værdi, så taler vi om at gøre spilleren stærkere, hurtigere og mere effektiv. Efterhånden som Jason bruger mere tid på øen, lærer han at overleve og tilpasse sig omgivelserne. Han lærer nye evner, der hjælper i kampen mod hans gidseltagere og for at redde hans venner. Det står spilleren frit for at holde sig udelukkende til kampagnen og have et fantastisk eventyr. Men de vil sandsynligvis nyde at gå på opdagelse på øen og finde gamle mysterier, stå over for dødelige situationer, hjælpe indfødte i problemer, jage en lang række dyr og samle eksotiske planter, for alle disse handlinger belønner spilleren på en eller anden måde.
I et skydespil som dette er den kunstige intelligens afgørende. Vil AI'en vise os noget, vi ikke har set før - noget nyt?
En af de ting, der adskiller Far Cry-serien fra andre skydespil på markedet er, at vi er et open world-spil. Lige fra starten af projektet har et af nøgleelementerne for holdet været at lave en AAA-skydespilsoplevelse, der foregår på en ø som nærmest trygler om at blive udforsket.
Det betyder, at vores mål er at skabe en AI, der er lige så poleret som den, du ser i populære lineære skydespil, mens vi søger for at den kan tackle alle de forskellige situationer, du oplever i et open world-spil, og gøre det systematisk.
AI'en er ikke scriptet, og vil reagere og tilpasse taktikker til den viden, den har i den givne situation. De kan bruge køretøjer, reagere på afledninger, udløse alarmer, desarmere bomber, du har lagt, søge efter dig, beskytte et område, trække sig tilbage til defensive positioner, kæmpe mod NPC'ere, kæmpe mod aggressive dyr, og så videre.







