Oscar 2013: Manuskript

Bedste adapterede manuskript:
Argo
Beasts of the Southern Wild
Life of Pi
Lincoln
Silver Linings Playbook

Her er min favorit Life of Pi. Filmen er en af de bedste fra i år, og grunden til historien er så godt fortalt, skyldes ligeså meget Ang Lee's mesterinstruktion, som det gør et rigtig godt manuskript. Filmen er meget opdelt i flere sekvenser, men i sidste ende bliver det hele bundet sammen på smuk vis, og vigtigst af alt prædiker filmen ikke et bestemt budskab. Det siges at bogen var umulig at filmatisere, som jeg synes gør det endnu mere fortjent, at den skal vinde, da det er så vellykket en filmatisering.

Silver Linings Playbook udfylder i års indie komedie plads blandt nomineringerne. Denne har dog lidt mere menneskelig drama frem for bare skarp, hip dialog til sig (som normal er tilfældet for de film, der bliver nomineret).

Lincoln er en meget politisk detaljeret film, der slet ikke kommer til at virke for folk, der ikke er amerikaner eller ikke er interesseret i amerikansk politik. Jeg er ingen af delene.

Argo er spændende og sjov på samme tid. Det er en bedrift af Ben Affleck at lave en så god film. Er den ligeså godt skrevet som den er instrueret? Det tror jeg ikke, men den fortjener stadig en nominering, vil jeg mene.

Beasts of the Southern Wild er rigtig god. Det er en spændende rejse i et miljø, som er meget fjernt fra os. Jeg tror igen det handler om instruktion frem for manuskript som virkelig gør filmen god. Det er dog et meget vigtigt element, at filmen ses igennem den unge Hushpuppy's øjne og den del er godt.

Min favorit: Life of Pi (men rigtig The Master)
Favoritten: Argo, Lincoln eller Silver Linings Playbook.

Bedste originale manuskript:
Amour
Djange Unchained
Flight
Moonrise Kingdom
Zero Dark Thirty

Michael Haneke tager et emne op, der nærmest er tabu Hollywood med hans udenlandske film Amour. Det er dog et universalt emne i form af alderdom. Et meget rørende og ærligt portræt af et gammelt par, som bliver skubbet længere og længere væk fra hinanden af alderdom. Ingen anden nomineret film er ligeså ærlig og realistisk som Amour og det er en fortjent nominering.

Flight handler også meget specifikt om ét emne, som her er alkoholisme. Det er et velskrevet karakterdrama, som også helt klart fortjener en nominering.

Moonrise Kingdom er typisk Wes Anderson. Det er et dukketeater af en film, hvor børnene tager hovedrollerne og opfører sig som voksne - til stor panik af den lille bys borgere. Det er en skør og meget sød lille film, som måske ikke er helt fortjent i dens nominering i denne kategori, men stadig ikke er til at gå amok over.

Zero Dark Thirty er en film, jeg er stor fan af, men det er her et tilfælde hvor det ikke er manuskriptet bag som gør filmen god. Det er alt sammen Bigelows instruktion.

Hvad der dog mere end noget andet bliver defineret af skrivningen bag er Quentin Tarantino's film. Hans film kan ikke blive betragtet til nogen som helst andre kategorier før at manuskriptet har fået en nominering. Og man ved med det samme man er i en Tarantino film når man ser Django Unchained, for der er ikke mange andre der kan skrive så skarpe, interessante dialoger igennem så farverige og forskellige karakterer. Det er min favorit og nok også akademiets.

Min favorit: Django Unchained
Favoritten: Django Unchained

Oscar 2013: Biroller

Der er under 2 uger tilbage til Oscar uddelingerne. Den største aften i showbizz og en hyldest til film. Jeg har nu fået set mange af de nominerede film og vil løbende skrive en blogserie indtil den store aften.

Mandlige birolle:
Alan Arkin - Argo
Robert de Niro - Silver Linings Playbook
Phillip Seymour Hoffman - The Master
Tommy Lee Jones - Lincoln
Christoph Waltz - Django Unchained

Ud fra de nominerede må min favorit være Philip Seymour Hoffman. Jeg er allerede meget stor fan af ham, samtidig med at filmen er den bedste film der er kommet ud siden Paul Thomas Anderson's forrige film; There Will Be Blood fra 2007. Hoffman spiller lederen af kultbevægelsen The Cause (tydeligt inspireret af Scientology). Hoffman gør det som han altid gø. Ingen andre skuespiller kan spille så overbevisende vred. Det er en interessant person han spiller, og jeg kunne personligt ikke se andre i den rolle.

Det er dejligt at se De Niro lave en god drama film for en gang skyld. Han har, ligesom Al Pacino, været bedøvende ligeglad og har været med i nogle meget dårlige film i forhold til hans tidligere standarder. Han spiller faren til Bradley Coopers karakter, hvori han har OCD. Det er ikke nogen uvant rolle til De Niro. Faktisk bruger han alle de samme kneb som han er blevet kendt for. Når bare sådan en præstation er i en god film for en gangs skyld, så skinner han bare endnu mere.

Tommy Lee Jones og Alan Arkin var også begge fine. Arkin synes jeg dog ikke skulle være nomineret. En overvurderet præstation i en film, hvor det ikke var skuespillet som gjorde den god.

Christoph Waltz gentager sin rolle fra Inglorious Basterds i Django. Det var også en fantastisk præstation, som han fortjent fik en Oscar for. Waltz er i det ene øjeblik charmerende og den rareste person på jorden. Andre gange er han frygtindgydende. En nominering er måske okay.

Det er dog Leonardo DiCaprio fra Django som bør blive nomineret og også vinde. Jeg synes DiCaprio gør det virkelig godt i rollen som en ond, snu slavehandler. Jeg synes han skulle have haft nomineringen i stedet for Alan Arkin.

Favoritten: Christoph Waltz eller Alan Arkin
Min favorit: Philip Seymour Hoffman

Kvindelige Birolle:
Amy Adams - The Master
Sally Field - Lincoln
Anne Hathaway - Les Miserables
Helen Hunt - The Sessions
Jacki Weaver - Silver Linings Playbook

Det er desværre en tendens i Hollywood, at der ikke skrives gode kvindelige roller. Der så mange gode kvindelige skuespillere, og de får desværre ikke nær så gode roller som mænd gør. Det gælder især for kvinder over 40. Derfor er det også, at hvis man kigger tilbage på de senere års Oscar uddellinger, har de nominerede roller for mænd altid været lang overlegne kvinderne. Det skyldes ikke at mænd er bedre skuespillere, men fordi der skrives bedre karakterer til mænd. Igen i år har der ikke været mange gode kvindelige roller, men måske lidt bedre end de seneste par år.

Anne Hathaway er favoritten og også den præstation jeg synes bedst om. Det er ikke lang tid hun er med i filmen, og faktisk kunne man give hende prisen bare for en enkelt scene/sang, som folk der er velkendt med musicalen nok ved, hvilken det er. Der er nok ikke mange, der kunne holde tårerne tilbage ved lige netop den scene. Hun skal vinde og det gør hun højst sandsynlig også.

Jacki Weaver, Sally Field og Amy Adams er alle tre rigtig gode. De spiller roller der ligner hinanden. De står i baggrunden og giver moral støtte til mændene der dominerer filmen. Sally Field gør det godt i at vise forholdet mellem præsidenten og hans kone. Samtidig er der små hints til, at hun havde meget stor indflydelse i det, at præsident Lincoln lyttede og agerede meget efter, hvad hun siger når dørene og lyset er slukket. Det samme er gældende for Amy Adams. Hun har også meget stor magt over Hoffmans karakter. Og i sidste ende er det kvinderne der styrer det hele. Dog i The Master virker det lidt mere ondsindet.

Jeg har desværre ikke set The Sessions og dermed heller ikke Helen Hunts præstation.

Favoritten: Anne Hathaway
Min Favorit: Anne Hathaway

Næste blog tager jeg hul på manuskript kategorierne.

"Flight" Anmeldelse

Flight handler om piloten Whip Witaker, som mirakuløst får reddet et fly fra at styrte, hvor han redder 100 mennesker. Han bliver dog senere efterfulgt med en retssag imod ham, da der bliver fundet alkohol og kokain i hans blod. Denzel Washington spiller Witaker, som er alkoholiker og vi følger ham gøre det tingen konstant værre for ham selv.

Robert Zemeckies står bag kameraet og er (heldigvis) vendt tilbage til live-action efter en lille omvej med nogle animerede film de seneste par år. Zemeckies har også stået for klassikere som Tilbage til Fremtiden og Forest Gump. Den samme fortælleglæde, som er Zemeckies varemærke er heldigvis intakt. Der er et farverigt musikvalg. Zemeckies instruerer i starten af denne film en af dette års mest hæsblæsende sekvenser, når han skildrer flystyrtet med knivskarp præcision. Det er også godt gået af ham, at kunne holde seerens interesse, når man tænker på, at hvad der følger denne action scene er fyldt med snak og karakterdrama. Det er klogt, at holde fokusset fuldstændig på Whip Witaker. Man kunne f.eks. være fristet til at vise scener med, hvad der er det tætteste på en skurk i filmen, nemlig advokaten imod Witakers sag (spillet af Melissa Leo). I stedet ser man hende kun til sidst i filmens klimaks. Faktisk er kritikpunkterne i filmen kun de elementer, som fjerner fokusset fra Washingtons karakter. Kelly Reilly spiller en, efter min mening, ligegyldig karakter - en fortabt misbruger, som Witaker møder på sin vej og de prøver hurtigt at hjælpe hinanden med deres problemer. Der kommer der ikke nogen tilfredsstillende udvikling og afslutning på deres forhold og det føles som fedt, der let kunne skæres væk.

Sådanne film som denne, er kun ligeså god som den præstation som hovedrollen giver. Har man set en Denzel Washington film før, ved man hvordan han kan lide at spille sine roller, og dette kunne til forveksling også ligne nogle af hans tidligere præstationer. Jeg tror dog, at der er få derude der ikke nyder at se Denzel gøre det han er bedst til. Han oser af selvtillid, men viser også rørende sårbarhed. Selvom det ikke er nogen transformation af en rolle for Denzel, er præstationen stadig nydelig for enhver der kan lide skuespilleren. Dette er noget af hans bedste arbejde og det siger ikke lidt. Han er også omringet af fremragende skuespillere, især nævneværdige er Don Cheadle og John Goodman.

Hvad Flight egentlig behandler er et simpelt emne og et realistisk problem; nemlig alkoholisme. Dette var jeg faktisk ikke klar over, før jeg så filmen, og det er ikke fordi jeg har noget bekendtskab til dette fra mit eget liv, men med det som emne, fremtræder også temaer som selvdestruktivitet som jeg er meget draget af, og mine yndlings film har netop dette i en eller anden form i sig. I sidste ende handler filmen om en mand, der har svært ved at indrømme hvem han er, både for ham selv, men især for andre. Det er et ærligt og medrivende karakterstudie med en sober tone - til trods for den fulde pilot i hovedrollen.

5/6

(Jeg fangede Flight her i Istanbul, hvor jeg er på ferie i øjeblikket. Den kommer 28. Februar næste år i Danmark)

Top 3 Skuespillere

Dette er ikke en top 3 skuespillere nogensinde, men de tre bedste nulevende og arbejdende skuespillere. Altså de skuespillere som har betaget filmseere de sidste par år med deres præstationer. Det er selvfølgelig en personlig top 3 liste og faktisk betyder dette ikke, at disse navne er mine yndlings. Det er bare de bedste skuespillere i øjeblikket. Dem der er i bedst form, så at sige.

3. Brad Pitt:
Selvom han aldrig har været nogen dårlig skuespiller og er kommet op i alderen, har Brad Pitt stadig et ry som en pretty boy. Hans tabloid-overskrift tider med Aniston er ovre og lige siden da har han kun ramt plet med hans film. Se bare på hans film repertoire efter 2005's "Mr. and Mrs. Smith". Udover to animerede film, så er han kun med i film som jeg alle vil kalde gode. I de komiske roller som i "Burn After Reading" og "Inglorious Basterds" viser han allerede sin rækkevidde i samme genre. Det er to vidt forskellige roller, men i dem begge er han hylende morsom. Selvom han blev overskygget af en blændende præstation af Casey Affleck, er han stadig betagende i rollen som Jesse James, hvor han formår både at virke sympatisk, skræmmende og i sidste ende tragisk. Babel, Moneyball, The Tree of Life og senest Killing Them Softly er alle rigtig gode film, hvor han leverer en fornem præstation i hver af dem. Selvom hans roller på papir er meget ensidet, formår Pitt i alle hans nyere roller at bringe noget nyt, noget ekstra til dem. Han er ikke en skuespiller som bliver glemt i rollen, sådan at man ikke aner det er Pitt, når man ser hans film. Faktisk kan der nævnes rigtig mange andre skuespillere, der er bedre end Pitt, men hvad der sætter ham på denne top 3 liste, er hans valg af film. Pitt har i de sidste 5 år kun været med i gode film og det gør selvfølgelig hans præstation bedre. Det er en vice versa situation, hvor det i sidste ende er filmelskeren der vinder. Hvis der er en Brad Pitt film på vej, er jeg i hvert fald interesseret.

2. Phillip Seymour Hoffman:
Hoffman har altid været en rigtig god skuespiller. Man har dog i lang tid kun set ham i birollerne, desværre. Det er ikke fordi, han ikke er i stand til at bære en film selv. Sidst han gjorde det, vandt han en Oscar (Capote). Han burde få flere hovedroller, men jeg tager birolle Hoffman frem for ingen Hoffman. Jeg er nemlig altid så fascineret af, hvad han gør med sine roller. Han stjæler alle scener han er i. Der er ikke mange andre der kan virke vred så overbevisende og uden det virker dramatisk overdrevet. F.eks. i "Doubt"; en film som foregår som en lang duel mellem en præst og en nonne, hvor nonnen beskylder præsten for at have begået pædofili. I rollerne er Meryl Streep og Hoffman selv. I filmen er der ligeså også en duel mellem disse to skuespillere over, hvem der spiller bedst. Hvor det første dilemma, præsten og pædofili, aldrig bliver forløst og forbliver et mysterium for seeren, er der dog ingen tvivl om, hvem der leverer en bedre præstation blandt skuespillerne. Hoffman spiller op imod og vinder over den måske bedste kvindelige skuespiller nogensinde. Det er fantastisk skuespil, hvor Hoffman spiller rollen, så man aldrig helt er sikker på om man skal tro præsten eller ej. Filmen kunne ikke blive titlet bedre. Hoffmans bedste præstation i lang tid. Han er en produktiv mand, der vælger nogle interessante roller. Altid spændende at se ham på rollelisten.

1. Daniel Day-Lewis:
Det er spøjst, at en mand der kun har lavet en håndfuld film de sidste ti år kan toppe sådan en liste. Det er dog et typisk eksempel på kvalitet frem for kvantitet. Han er, hvad der kaldes en "Method actor" og er af den skole, hvor man forbliver i rollen, selv når der ikke filmes og i ens privatliv. Af mange ses det som en latterlig tilgang til skuespil, men ingen kan argumentere imod metoden, når man ser på Day-Lewis' præstationer. Modsat de to andre skuespillere på denne liste, forsvinder Day-Lewis i hans roller. Han bliver den karakter han spiller. Det er ikke noget, han har formået i en enkelt film eller to, som mange andre skuespillere også har gjort; Day-Lewis bringer karakteren i live på bedste vis i alle hans film. "There Will Be Blood" er hans kronjuvel. Ikke blot en af de sidste års bedste skuespillepræstationer, men i hele filmhistorien. Jeg glæder mig meget til at se, hvad han gør i rollen som Lincoln i den kommende film. Det ville ikke overraske mig, hvis han tog endnu en statuette hjem ved det kommende Oscar.

Hvem er jeres yndlings skuespiller iøjeblikket?

'Argo' Anmeldelse

Hvem havde troet før 'Gone Baby Gone' kom ud, at Ben Affleck skulle vise sig at være et af de bedste nye instruktører fra USA? I hvert fald ikke mig, men det er nu sandt. Med to fuldtræffere i form af førnævnte 'Gone Baby Gone' og 'The Town'. Begge er gode film, men jeg synes Affleck tog et skridt tilbage fra hans første til anden film. For mig virkede det som om, at en instruktør først ville lave en mere actionpakket popcornsælger som 'The Town' før han lavede en socialrealistisk film som 'Gone Baby Gone'. De to havde til fælles, at de begge foregik i Afflecks hjemby, Boston, og det havde en tydelig indflydelse på de to films identiteter. Affleck rejser dog hjemmefra og skruer tiden tilbage i hans seneste, 'Argo'.

'Argo' er baseret på virkelige hændelser og fortæller om begivenhederne tilbage i sent 70'erne, hvor der er stor protest i Iran mod deres leder og USA. Under dette oprør bliver den amerikanske ambassade invaderet og der tages gidsler. Dog formår seks amerikanere at undslippe og disse seks søger tilflugt i den canadiske ambassade. CIA står uden muligheder, inden agent Tony Mendez, spillet af Affleck, finder på idéen at starte en falsk Hollywood produktion og rejse til Iran for at få de seks amerikanere tilbage under dette dække.

Fra starten af bliver der jongleret med to meget forskellige toner. Den seriøse, meget inteste stemning der er i Iran og CIA's hovedkvarter står i direkte kontrast til den satiriske og komiske skildring af Hollywood. Det spiller dog godt sammen og ødelægger ikke hinanden, således at filmen både har sine sjove øjeblikke og nogle neglebidende scener. Især i en scene viser Affleck, hvor godt han har styr på sin historie ved, at man i scenen ser filmen bliver præsenteret for pressen, alt sammen med latterlige kostumer, fest og farver. Vi følger en cocktailtjener gå fra dette til ud i køkkenet, hvor kameraet finder et tv, der viser billeder fra situationen i Iran. Selvom filmen er meget sekvenseret, sådan at den starter seriøst, når situationen eskalerer. Senere bliver den lidt lettere og man får nogle gode grin, men i filmens sidste tredjedel er der ingen grin at finde. Spændingen er så høj, så man ikke tør røre sig en centimeter. Ben Affleck viser især her, hvor god en instruktør han egentlig er.

Der er mange karakterer at finde og dermed også et stort udvalg af skuespillere - alle gode. Ben Affleck selv leverer en overbevisende præstation som virkelighedens helt Tony Mendez. Selvom gamle kendinge som Alan Arkin og John Goodman ser ud til at have det sjovt i deres roller og gør det rigtigt godt, er det Bryan Cranston som er mest imponerende i filmen. Alle der har set serien 'Breaking Bad' ved, hvor god en skuespiller han er. Han har de seneste par år fået mange roller, men jeg tror alle 'BB' fans ønsker at se ham i nogle større og mere mættende roller.

2012 er gået hen og blevet et ret godt film år indtil videre, og vi har stadig en masse gode film i vente. 'Argo' vil nok være at finde ved Oscar-uddelingerne og det ville ikke være ufortjent. Især Affleck fortjener en nominering for hans knivskarpe instruktion. Det er blevet til tre ud af tre for Affleck, og enhver filmelsker bør holde øje med hans fortsatte instruktørkarriere i fremtiden. Med 'Argo' er han gået nye veje og fortæller en ny slags historie. Det er en film, hvor der kun bliver snakket, men den har alligevel nogle scener der er ligeså spændende som for eksempel den vildeste action sekvens i den aktuelle 'Skyfall'. Den kan varmt anbefales.

'Skyfall' Anmeldelse

Bond er tilbage. Daniel Craig er atter i den ikoniske rolle og med ham har han taget en stærk instruktør i form af Sam Mendes der har stået for bla. American Beauty. Hvor Casino Royale kickstartede Bond serien igen ved at give noget til både yngre seere og gamle inkarnerede fans. Efterfølgeren, Quantum Solace, skuffede dog ved at ligne lidt for meget Bourne og for lidt Bond. Skyfall vender tilbage til atmosfære og action der var at finde i Casino Royale. På mange punkter er den endda bedre.

Skyfall starter stærkt ud med en hæsblæsende action sekvens i Istanbul, der ender grufuldt. Vi bliver straks smidt midt i handlingen. Lidt efter lidt finder vi ud af, at der er en fil der indeholder alle MI6 agenters identitet og mange mørke hemmeligheder. En ukendt bagmænd er ude efter denne fil for at få MI6 ned med nakken. Bond må derfor atter tage til pistolen for at beskytte ham selv og dem nær ham.

Som man ville forvente fra en Bond film, besøger vi mange eksotiske steder som Shanghai og Istanbul, men det er når Bond befinder sig tilbage i MI6 basen i hjertet af London, at filmen især er utålelig spændende. Her er faren meget tæt på Bond og på grund af dette føler man sig mere investeret i karaktererne. Sam Mendes bruger sin dramafilms erfaring til at holde handlingen stram og direkte bundet til Bond hele tiden. Både filmisk og handlingsmæssigt.

Daniel Craig leverer en ligeså stærk præstation som han gjorde i de to andre af hans Bond film. Craig er en fornem skuespiller, og rollen som iskold dræber klæder ham ligeså meget som kvindecharmøren. Dame Judi Dench har en større rolle denne gang og hendes kemi med Craig har altid været god. At disse to har mange scener sammen gavner filmen rigtig meget. Javier Bardem med endnu en dum frisure er som skurk er komisk, men også klassisk Bond. Han er aldrig helt faretruende, men som enhver anden god Bond skurk er han ligeså farverig og underholdende.

Til trods for at filmen ikke er bange for at gøre Bond mere menneskelig, så bliver man ikke snydt for action i A-klasse. For det meste sker der noget spændende, og det bliver ikke et minut kedeligt, da action sekvenserne er alle varieret. Især filmens sidste akt er meget unik i det, at den føles som en lille "Alene Hjemme" - bare med lidt flere helikoptere, våben og eksplosioner. Man føler især i denne del hvor stor fare Bond er i, og det er en af de få gange i seriens historie, hvor man er i tvivl om Bond kan knibe sig ud af klemmen.

Ligesom Bond selv er dette en selvsikker og cool film, der konstant bevæger sig og tager chancer. Men udover at være underholdende og fyldt med nostalgiske vink, så er der overraskende også småbidder af informationer af Bonds fortid. Det er vagt nok til at beholde Bonds oprindelse mystisk, men der er nok til at gøre ham menneskelig. Det er en velskrevet film, da den mikser denne personlige historie med klassisk Bond. Dialogen er selvfølgelig knivskarp og filmen er ikke uden sine sjove øjeblikke. Sådan som man vil det. Skyfall kan anbefales til alle. Bond fan eller ej.

5/6

Filmsommeren 2012

Jeg elsker sommeren. Udover det varme vejr, ferien og de letpåklædte piger, så er det også hvor blockbusterfilmene udkommer. Det er ikke fordi jeg på forhånd ved, jeg kommer til at lide alle de store film, der kommer ud, men jeg elsker konceptet i at disse store blockbusters er gemt til sommeren, så jeg plejer at se mange film denne årstid, men 2012 har været lidt tørt for mig. Som nybagt student og en masse planer over sommeren, var film ikke det jeg prioriterede. Dette, sammen med at der ikke var rigtig mange film, jeg var interesseret i, resulterede i at jeg ikke endte med at se særlig mange film. Færre end jeg plejer om sommeren i hvert fald. Så i stedet for at gennemgå hele filmsommeren, vil jeg i stedet nævne tre film som var betydelige, ikke kun for mig, men for resten af verden også. Ikke besynderligt (faktisk ret kedeligt) er alle tre film superheltefilm. Som det har været i en del år i træk nu, er det disse film som trækker og som der dermed bliver lavet flere og flere af. Jeg blev personligt selv træt af disse efter The Dark Knight kom. Det var for mig det absolutte højdepunkt genren kunne nå, og siden da har alle de andre Marvel og DC film været skuffende. Men her er de tre store som for mig har defineret filmsommeren 2012.

Sommerens overvurderede film: The Avengers
Ikke fordi det er nogen som helst dårlig film. Faktisk er The Avengers en sjov, til tider meget spektakulær, underholdende film. Så selvom det er lidt unfair for filmen, så kom jeg ind til filmen med lav interesse. Jeg var ikke fan af nogen af Avengers heltenes individuelle film (Iron Man 1+2, Hulk, Thor, og har ikke set Capt. America), så at se dem sammen i samme film gjorde egentlig intet for mig. Jeg er ikke nogen tegneseriefan, så på den måde betød det heller ikke noget for mig. Sammen med det og at jeg synes bikarakterene var unødvendig mange og uinteressante, så blev jeg aldrig revet helt med af filmen. Jo mindre en skurk i sådanne film som disse er menneskelige, jo mindre gode er filmene. En superhelt er kun ligeså interessant som hans skurk og deres forhold til hinanden. Ligeså er denne superhelts film. Tom Hiddlestone er en god skuespiller og gjorde det fint i Thor, hvor han havde noget at arbejde med. Her er hans motivationer mindre klare og dem han arbejder for forbliver anonyme hele filmen igennem. Igen, jeg var godt underholdt af filmen undervejs da jeg så den. Humoren sidder i skabet og actionscenerne er virkelig spektakulære. Hulk er filmens stjerne. Men ultimativt glemte jeg meget hurtigt filmen igen. Når jeg så hører, hvor meget folk elsker den, så må jeg erklære den for den mest overvurderede film i sommeren 2012 efter min mening.

Sommerens skuffende film: The Amazing Spider-Man:
For det første skal det siges, at jeg virkelig godt kunne lide Spider-Man 1 og 2. Jeg elskede Sam Raimis version af helten. De er farverige, har gode skurke og et hjerte i sig. Da det blev annonceret, at de ville reboote, havde jeg det dog fint med det, pga. den tredje film virkelig dykkede i kvalitet og at det skulle være Marc Webb der skulle stå for filmen. Hans postmodernistiske kærlighedsdrama 500 Days of Summer er en af mine yndlings film. Sommeren kom og da jeg forlod biografsalen, var jeg virkelig skuffet. På ingen måder er dette en opgradering fra den forrige serie. Den dystre tone klæder ikke helten og i stedet virker byen kedelig og deprimerende i forhold til Raimis New York, som jeg synes han havde skabt så godt. Hele historien er noget rod. Det virkede som om, at der var meget, der var klippet fra filmen. Mange sidekarakterer bliver introduceret, men har ingen funktion. Sideplots bliver ikke løst. Skurken er absolut den dårligste der har været. Selv værre end de mange der er at finde i Spider-Man 3. Det der har været særligt godt ved Spider-Man filmene er helten og skurkens rolle. Det er det personlige forhold som skaber drama i gang og gør satserne høje. Her virker det bare ikke. Rhys Ifans er meget kedelig. Generelt er filmen meget kedelig. Der er store portioner af filmen der får en til at gabe. Filmen mangler den originale 1'er og 2'ers pace. Hvad der virker bedre er kærlighedsforholdet. Garfield og Stone har en god kemi, men der bliver også brugt lang tid på at udvikle dette forhold. Marc Webb valgte at fokusere lidt for meget på dette ifølge mig. Mest af alt så mangler denne film bare den originale gnist. At se Onkel Ben historien udfolde sig igen og Peter Parker udforske sine nye kræfter minder for meget om de tidligere film, som ikke er gamle nok. Fordi der ikke er gået nok tid til de rebootede, så føles det som om vi har været igennem alt dette for ikke så lang tid siden. Desuden er der ikke sket nogen stor teknologisk udvikling, der får en til at tænke, at man ikke kunne have lavet denne film dengang den originale kom ud. Det er meget vigtigt for et reboot, for hvad er ellers pointen. Der er selvfølgelig 3D, men for mig betyder det intet, da det giver intet til filmoplevelsen. Det er bare mig personligt. Jeg bedømmer 3D på, hvor lidt det irriterer mig, når jeg ser en film. Jeg ville vælge en 2D forestilling over 3D hver dag, jeg kunne. Denne nye serie kan dog godt fortsætte herfra. Der er introduceret nogle nye elementer til historien (som tidligere nævnt ikke bliver løst), som kan blive udforsket yderligere. Der er meget der skal rettes op på til næste film, men det kan dog sagtens klares. Indtil videre er Spider-Man 1 og 2 dog stadig de bedste Spider-Man film. 2'eren især er måske den bedste superhelte film efter følgende films forgænger.

Sommerens bedste film: The Dark Knight Rises
Hvor The Avengers var let glemt efter man så den, forbliver TDKR i nethinden. Mens The Amazing Spider-Man keder en, er der ikke et sekund i TDKR som ikke er interessant. Glem superheltefilm, som ren film - filmoplevelse rettere, er TDKR over alle andre der kom ud denne sommer. Med næsten titaniske 3 timer er dette et tætpakket, storslået epos, der rammer alle de dramatiske noder rigtigt og underholder fra start til slut. De gamle kendinge vender tilbage og virker meget tilpasse i deres karakterer og de har alle menneskelige portrætteringer. De nye skuespillere giver hvert deres friske pust og gør det godt. Især Anne Hatheway er en perfekt Catwoman. The Dark Knight Rises starter med Bruce Wayne i hans værste tilstand. Allerede meget svag, bliver han igennem filmen berøvet alt fra ham og bragt til det laveste niveau. Det er herfra titlen kommer af, hvor han må rejse sig og redde Gotham. Det er en kæmpe film med et kæmpe galleri af karakterer, men med en mester som Nolan bliver det aldrig forvirrende, men altid medrivende. Dette er dog ingen The Dark Knight. Selvom det er denne sommers bedste film, er den ikke bedre end sin forgænger. Mit største problem med The Dark Knight Rises er skurken, og det er på dette punkt, som i sidste ende gør The Dark Knight til en bedre film. Bane er ikke nogen The Joker. Tom Hardy gør det godt og bringer en fysisk trussel, vi ikke er helt vant til. Til sidst i filmen bliver han dog, efter et twist, gjort til intet andet end en undersåt, som tager alt fra ham i mine øjne. Der er mere ved twistet, jeg ikke kan lide, men jeg tror godt folk, der har set filmen ved, hvad jeg mener der. Joseph Gordon-Lewitts karakter kunne jeg godt lide, og jeg synes det var smart, hvad de gjorde med hans rolle. Filmen slutter af på perfekt vis i mine øjne. Det er ikke bare en god afslutning på en film, men også en fin måde at pakke hele trilogien sammen og gøre den til noget samlet. Med denne sidste film har Nolan og alle de andre der har været med skabt en af de bedste trilogier nogensinde. I mine øjne står denne trilogi sammen med de store (Star Wars, LotR osv.).
Desuden så jeg TDKR i England i den store IMAX skærm, som gjorde oplevelsen endnu større.

Hvilken var jeres favorit film fra sommeren?

En Mesterinstruktør

Her om en måneds tid udkommer instruktør Paul Thomas Andersons nye film "The Master". Dette sker 5 år efter han lavede nyklassikkeren "There Will Be Blood". Råbt af mange til at være den nye Kubrick, mener jeg i stedet, at han er en blanding af mange af de bedste amerikanske instruktører. Han har som bare 42 årig allerede 3 mesterværker under bæltet. Han har alle de ting, der karakteriserer en god instruktør. Hans dynamik minder om Kubricks. Han er ligesom Scorsese en god elev i filmhistorie. Han forstår skuespillere og får de bedste præstationer ud af dem, som Eastwood eller Woody Allen. Han er ligeså modig og postmoderne som Tarantino. Han er den eneste klassiske auteur, vi har set komme ud af Hollywood siden Tarantino. Det er stor ros i en tid, hvor mange nye instruktører mangler identitet.

Efter nogle kortfilm og få jobs i showbusiness, som han var født ind i igennem sin far, der arbejdede for et lokalt game show, indspillede Anderson sin debutfilm "Sydney". Det ville dog først være, da hans næste film, "Boogie Nights", kom ud før han ville slå igennem. "Boogie Nights" fortæller historien om unge, veludrustede Eddie Adams, aka. Dirk Diggler og hans indgang til og oplevelser med 70'ernes og 80'ernes pornoindustri. Med et farverigt galleri af karakterer, hver især realiseret sympatisk og realistisk af filmens skuespillere, fortæller "Boogie Nights" først og fremmest om menneskets drømme og de længder vi går for at opnå de drømme. I kernen er historien om Dirk Diggler der udnytter sin gave og sælger sin sjæl til pornolivet, der er sprængfyldt med sex, stoffer og penge. Med Dirk Digglers indgang til industrien møder vi de andre mennesker, han kommer til at lære at kende. F.eks. er historien om Don Cheadles karakter; en pornostjerne, som har aspirationer om at åbne sin egen Hi-fi butik en dag. Tingene går dog imod ham og lige da han havde endeligt givet op på sin drøm, smider livet ham i en situation, hvor han er i en tankstation som bliver røvet. Det ender dog grueligt galt, hvor både røver, ekspedient og tilfældig kunde ender med at dræbe hinanden på samme tid. Midt i det hele er Don Cheadles karakter, dækket af blod over ham, ser han den pose af penge, røveren skulle til at stjæle. På samme måde som Diggler sælger sin krop for penge, sælger Cheadles karakter i dette øjeblik sin sjæl, da han tager pengene for at opnå sin drøm. Det er flere af sådanne delhistorier "Boogie Nights" er bygget op af, og som udgør denne ærlige film om rigtige mennesker i en farverig og glamourøs verden.

Paul Thomas Anderson var dog ikke færdig med at lave film med flere plots og utallige karakterer. Om hans film efter "Boogie Nights", påstår Paul Thomas Anderson, at han nok aldrig ville kunne lave en ligeså god film igen. Her snakkede han om den store, episke "Magnolia". Hvor "Boogie Nights" allerede havde hele 150 minutter i sig, er "Magnolia" 40 minutter længere. "Boogie Nights" havde mange karakterer og sideplots, men de var alle forbundet meget stærkt omkring Dirk Diggler, som var klart hovedrollen. I "Magnolia" er der ingen hovedrolle og de forskellige vignetter af historier er løsere forbundet. Temaerne i filmen er dog fællesnævnerne. "Magnolia" behandler emner som ensomhed, søgen efter kærlighed, forældre der svigter eller udnytter deres børn, at tilgive, at flygte fra sin fortid og livets udfordringer og uforudsigelighed. Det er en enorm film, der siger en masse om en ting; os mennesker. Den har et klimaks der er ligeså uforudsigelig og rystende, som det er smukt. Så selvom Anderson skulle vise sig at have ret i, at han aldrig kommer til at lave en ligeså god film som "Magnolia", så gør det nok ikke noget, når den film er en af de sidste 20 års bedste.

Paul Thomas Andersons næste viste sig at være en hel anden film end "Boogie Nights" og "Magnolia" er. I stedet for et kæmpe cast med mange kendte skuespillere, flere plots, karakterer og komplekse temaer valgte Anderson at lave en meget mere simpel film (som tilmed har den halve længde af "Magnolia"). Det er kærlighedsfilmen "Punch-Drunk Love", hvor Adam Sandler har hovedrollen. Anderson har udtalt, at han altid har været glad for Sandler og denne karakter, som Sandler spiller, er egentlig ikke meget forskellig fra den typiske Adam Sandler karakter. Han er også her en umoden enspænder med hyppige vredesanfald. Sandlers karakter har syv søstre og har igennem deres mobning og isolation fra andre mennesker svært ved at udtrykke sig selv og endnu sværere med at finde kærligheden. Han møder dog en dag den søde Lena, spillet med yndighed af den skønne Emily Watson. Som sagt er det ikke nogen kompliceret film, og den er let fordøjelig, modsat Andersons to tidligere film. Dette betyder dog slet ikke, at den er let forglemmelig. Faktisk har historien om det umage par aldrig virket så autentisk. Det er en sød, lille film, som let bliver set over, når man sammenligner med Andersons andre giganter af film.

Paul Thomas Anderson ville med hans næste film igen fokusere på en enkelt mands historie og virkelig komme ind under huden på denne mand, som han prøvede med "Punch-Drunk Love". Det gjorde han med "There Will Be Blood" fra 2007. Filmen ligner dog på ingen punkter "Punch-Drunk Love". Den handler om Daniel Plainview, der udnytter folks svaghed rundt omkring ham imens han begynder at bore efter olie i starten af det 20. århundrede. Som filmen skrider frem og olieentreprenøren Daniel Plainview begynder at bore ned i jorden efter olie, begynder filmen at bore ind i Plainviews eget hoved, hvor kapitalismens kerne ligger. Det er en film som viser, hvordan en mands grådighed fører ham til at udnytte folk omkring ham. En mand som lader sig blive hadet så meget i hans søgen efter guld (her olie), at han til sidst ender som et sørgeligt monster - efterladt alene. Jeg er af den mening, at denne film er 00'ernes bedste film. Filmen er måske ikke bedre end "Magnolia" samlet set, men Paul Thomas Anderson viser alligevel større filmisk modenhed end nogensinde før. Det visuelle billede, for det meste af det beskidte landskab af den amerikanske ørken, er i sig selv en metafor for Plainviews egne indre tomhed og dysterhed. Musikken er pirrende, irriterende. Den varer om fare på hjørnet, men vi finder ud af, at det hele filmen igennem hele tiden har været Plainview som var faren selv. Den nu klassiske milkshake scene er desuden en perfekt slutning til en perfekt film.

Hvad der ellers gør filmen så uforglemmelig god er den hjemsøgende præstation af Daniel Day-Lewis i rollen som Daniel Plainview. En komplet transformation. Day-Lewis viser Plainviews foragt og grådighed med en ærlighed, der skræmmer en. En scene at fremhæve er, hvor hans rival i filmen, den lokale, excentriske præst Eli skal døbe ham. Her får Eli tvunget Daniel til at indrømme, at han har svigtet sin søn. Det er den eneste scene, hvor vi ser en oprigtigt angerfuld Plainview, som udspringer alle sine indelukkede følelser om menneskerne omkring sig, men allermest om sig selv. Det er dog ikke kun denne film, hvor Paul Thomas Anderson har fået en god præstation ud af sin skuespiller. Faktisk vil jeg vove at påstå, at næsten alle der har spillet i hans film har givet deres bedste præstation heri. Mark Wahlberg spiller den ivrige pornostjerne Dirk Diggler, som egentlig har hjertet det rette sted og kun vil accepteres og blive til noget i verden. Wahlberg viser hans desperation krystalklart, og der skulle gå ti år før han igen imponerede mig, som er i "The Departed". Selvom alle skuespillerne i "Magnolia" spillede godt, er det især en skuespiller som Tom Cruise, jeg aldrig har set spille en rolle så hudløst ærligt. I "Magnolia" spiller han mandschauvinisten Frank T.J. Mackey, hvis beskæftigelse er at overbevise mænd i verden, at de kan tage lige, hvad de har lyst til i verden, inklusive piger. Det er dog ironisk, da Mackey selv blev efterladt med sin døende mor af hans far. Da han igen møder sin far, der nu selv ligger i dødslejet, viser Tom Cruise, hvordan Mackey hader både hans far og det faktum, at han ikke ønsker ham død. Det er to parallelle følelser, som Cruise viser med sårbarhed og skræmmende virkelighed. Adam Sandler har også sin bedste præstation under Andersons instruktion. Til trods for at han spiller sin vante rolle, er han her mere realistisk portrætteret, hvilket viser os Sandler-karakterens ensomhed og indelukkethed. Han kan bestemt spille dramatiske roller.

Alle auteurs har et eller flere varemærker. Paul Thomas Andersons tydeligste varemærke er hans brug af lange one-shot optagelser. Hvis ikke de er der for at fremme historiefortællingen og få seeren til at føle sig tilstedeværende under scenen, så er de der for at imponere. De imponerer i hvert fald mig. "Boogie Nights" åbningsscene er nu notorisk. Vi ser indgangen til en natklub i sent 70'erne. Med en kran fra et fugleperspektiv dykker kameraet ned og vi indtræder natklubben. Her møder vi karaktererne, disco-stemningen er smittende og kameraet er konstant i bevægelse. Ligeså imponerende er det senere i filmen, hvor der er en lignende scene, hvor det i stedet er en pool fest. I et shot kommer vi fra uden fra festen ind, vi får set hvad alle vores karakterer er gang i og snakker om, vi kommer endda i poolen, under vandet og op igen og kameraet fortsætter stadig med at flyve rundt omkring. Anderson gør det igen i "Magnolia", hvor det denne gang er ved produktionsstudiet i et game show. Det er mere intenst i "There Will Be Blood", hvor han bruger det når olien sprænger ud af boret. Som olie fylder skyerne og det regner med sort væske, skynder Plainview sig hen for at redde sin søn og vi følger ham løbe fra olieboret med sin ham i sine arme og mænd omkring løbe panisk rundt. Alt for sejt.

Når "The Master" næste måned udkommer, vil alle filmentusiaster se med igen. Manden har endnu ikke fejlet og med et cast og en historie, som lyder aldeles lovende, er der måske endnu et værk klar fra en mester. Denne gang med Joaquin Phoenix, som er en af mine favoritter. Det var i anledningen af den film, jeg fik lyst til at skrive om en af de bedste instruktører i live i dag. Han er i sandhed en mester.

Louie

Jeg manglede en ny serie at se, og tænkte jeg ville prøve mig med en ny komedieserie. Havde hørt meget godt om en serie, der hedder Louie, så tænkte jeg ville give den en chance uden at vide, hvad det egentlig handlede om og hvem Louie C.K. er.

På under en uge har slugt seriens to første sæsoner til mig. Det er meget svært at sige helt præcist, hvad den handler om. Jeg tror, jeg vil starte med at skrive den følelese, man har når man ser en episode:

Jeg sidder og halvkeder mig. Kigger på min telefon en gang i mellem, mens episoden kører. Af en komedieserie at være, er der langt mellem grinene. Når episoden er omme, hader jeg mit eget liv. Jeg er mindet om, igennem serien, hvor stor en taber jeg selv er og har mest af alt bare lyst til at hoppe ud af vinduet fra min 6. etages lejlighed. Dette gør jeg dog ikke. Jeg tager fjernbetjeningen og sætter straks næste episode i gang.

Aldrig har jeg set en så deprimerende komedieserie i mit liv. Og som sagt er det meget svært at sætte fingeren på, hvad det er der rent faktisk får en lyst til at se serien. Der er scener, hvor man har meget svært ved ikke at grine højlydt, men det sker mellem lange scener, hvor der ingen humor overhovedet er. Men selvom det er svært, vil jeg stadig prøve at sætte ord på, hvorfor det er en genial serie og du bør se den:

Det er det mest ærlige portræt af en nyskilt far på 43, som bor i New York med sine to døtre på deltid.

Strukturen er uforudsigelig. Seeren ved aldrig, hvad han får næste episode. Dette giver Louie C.K. lov til at gøre lige, hvad han lyst til uden at det fornærmer seeren. Episoder føles lidt som flere kortfilm, der bliver spillet lige efter hinanden. Hver med deres historie, stemning og budskab.

New York som by er utrolig realistisk realiseret. Man føler, man lever i den store by bare ved at se serien, og det er selvfølgelig ikke det glamorøse, skinnende NY, man ser. For det er nemlig ikke sådan NY ser ud for dens indbyggere.

I dag er det en kliché at have en komedieserie, der prikker til og gør grin med sociale normer og pinlige situationer, man kan genkende. Louie gør dog noget af det samme her, bare lidt anderledes. Serien tager det lige tre skridt længere. Man kan grine af serier som Curb, Office og Klovn og blank indrømme, at man selv har været i samme situation. Sådan er det ikke her. Man er bange for at grine og man tør ikke indrømme, man har været i samme situation. Så pinlige og rigtige er de scener vi ser.

Gør jer selv den tjeneste og tjek den ud. Det er virkelig noget specielt. Det er som at spise en chips pose for sig selv, hvor man når til det punkt, hvor man ved, at hvis man spiser videre får man ondt i maven og dårligt af sig selv, men at du så stadig spiser videre. Sådan føles det. Og for en serie, må det betyde, at der er noget virkelig godt og ærligt i den. Så derfor skal den ses.

Jeg regner med at skrive flere blogs om serier, som jeg gjorde sidste år. :)

Top 3 TV 2011

Jeg har de seneste 5 måneder skrevet 6 blogs om mine yndlings tv serier indenfor forskellige områder. Dette fortsætter selvfølgelig i 2012, da jeg stadig mener, at tv serier er der hvor historier fortælles bedst, hvis det gøres ordentlig. Så jeg vil stadig se og skrive om tv serier i det nye år, med henblik på at give en definitiv liste over, hvad jeg mener er de bedste amerikanske tv serier nogensinde, når jeg har set nok til, at jeg mener, jeg kan lave sådan en liste.

Til at slutte af året af med, vil jeg denne gang skrive om dette års bedste tv serier. Jeg vil starte ud med at sige, jeg i dette år næsten slet ikke har fulgt med i nogle komedieserier. Det vil jeg gerne ændre på i det nye år, Community og Parks and Recreation er de komedieserier, som får meget ros og som jeg mener kunne falde i min smag. Den eneste komedieserie jeg så, var faktisk The Office andel halvdel af dens syvende sæson, Steve Carrels udgang. Det var en god afsked med en af de mest sjove og ikoniske karakterer i nyere komedieserier. Den nye sæson uden ham, valgte jeg ikke at følge med i til at starte med for lige at høre responsen. Desværre har kvaliteten åbenbart dalet for mange, og jeg tror ikke, jeg vender tilbage til den serie. Nå, ja, der var også Entourage, men den serie var hverken sjov eller god på nogen måde i dens sidste sæson. Meget trist.

Af andre serier, jeg fulgte med i, men som skuffede lidt er The Walking Dead og Dexter. The Walking Dead startede godt ud med første episode, men allerede episoden efter startede den kedelige tomgang, som var resten af sæsonen. Karakterne foretager sig konstant urationelle beslutninger, som ikke klæder dem og selvom serien prøver sit bedste, så er karakterdramaet i serien ligeså dødt som seriens zombier. Men jeg er selvfølgelig stadig håbfuld for serien. Den gik til pause med en rigtig god slutning, der forhåbentlig kan skyde serien i mere interessante retninger.
Dexter følte jeg er gået længere ned i kvalitet fra den allerede middelmådige femte sæson. En god idé og nogle lovende temaer, falder fladt ned på jorden pga. dårlige manuskripter. Alt der var dårligt ved Dexter, var denne gang værre og mere fyldende. Især seriens stædighed på at bruge så lang tid på karakterer og subplots, som i hvert fald jeg, slet ikke interesserer mig for. Men med også en god cliffhanger til denne sæson og det at seriens skabere nu har en endedato (to sæsoner tilbage) så håber jeg serien finder sine ben igen og når højderne fra første og fjerde sæson.

Men dette skulle handle om de bedste serier, og jeg vil liste de tre bedste af dem for mig. To af dem er nye og den anden er godt fremme:

3. Homeland
Denne lille perle af en serie, havde jeg slet ikke hørt om indtil meget tæt på dens første afsnits sendedag. Stort ros hos anmelderne overbeviste mig til at give den en chance. Den overbeviste mig, at serien havde et potentiale. Serien handler om CIA agenten Carrie (Claire Danes), som har fået at vide en fanget amerikansk soldat i Afghanistan er vendt og vil angribe USA. Få år efter bliver den 8 år savnede Marinesoldat Brody (Damian Lewis) fundet i live og han hentes hjem igen til USA, og Carrie frygter, at han kan være den vendte soldat, der er blevet terrorist. Hvad der fulgte efter første episode, var dog nogle kedelige subplots, som ikke så ud til at føre nogle vegne. Jeg valgte dog at blive ved med at se serien, primært pga. de meget overbevisende skuespillerpræstationer. Det er først efter første halvdel, at serien for alvor kommer i omdrejninger med et uventet kærlighedsplot, der overraskende øger spændingen. Indtil slutningen af sæsonen derfra er der så mange hemmeligheder og så meget bedrageri og spionage, at jeg ikke turde kigge væk fra skærmen bare et sekund i frygt for, jeg ville misse noget. Jeg havde bekymringer omkring seriens holdbarhed ud fra, hvad den faktisk handlede om, men den gode første sæson afslutter eminent og viser tegn på, hvad serien videre henne vil omhandle.

2. Game of Thrones
Nok min mest ventede nye serie i 2011, skuffede mig slet ikke. Det overraskede mig rent faktisk, hvor draget jeg senere er blevet af dette univers baseret på George R.R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire. Allerede ugen efter sæsonen sluttede, troppede jeg ned i boghandleren og hentede den anden bog, da jeg simpelthen ikke kunne få nok af universet og karaktererne. Det er ret utroligt, hvor godt seriens skabere har båret sig ad med at introducere universet med så mange karakterer, steder og historie bag sig. Og samtidig ikke forvirre seeren og holde det interessant. Det i sig selv er den største bedrift serien har opnået. Udover det er serien tålmodig på en god måde. Lange dialog scener har altid en relevans. Om det er for at udvikle karakterforhold, udvide universet eller skuffe historien frem. Især én specifik scene sent i sæsonen bragte især overraskelse og vrede frem i mig. Og det var det største tegn af dem alle, at Game of Thrones ikke opererer ud fra amerikansk tv's regler og konventioner. Det elsker jeg serien for.

1. Breaking Bad
Breaking Bad var allerede den bedste kørende tv serie inden dens fjerde sæson i 2011. Lige nu er jeg dog i tvivl om, hvor jeg ville sætte serien blandt de bedste serier nogensinde. Så god er den. Serien har de bedste skuespillere uden tvivl. Bryan Cranston var fra start altid sværvægteren blandt de bedste skuespillere på tv. Hans makker fløj op ved siden af ham efter den fantastiske tredje sæson, og de får denne gang besøg oppe i TV hall of fame med den utroligt intense Giancarlo Esposito, som giver en frygtindgydende potræring Gus Fring. Han var denne sæsons absolut stærkeste lyspunkt. Og hvilken sæson det var. Modsat rigtig mange andre serier, er der en meget troværdig følelse af fare i denne serie. Der er konstant meget på spil og ingen er hellig. Kemilæren-turned-drug lord Walter White og hans makker Jessie roder sig hele tiden ud i værre situationer og man undrer sig konstant over, hvordan de nu denne gang skal undslippe. Jeg tror det var i sæsonens 8. episode, at denne serie er noget helt særligt. Episoden efter toppede dog den episode. D. 10 var dog bedre end de to. Men sæsonafslutningen var bedst. Det var den følelse, man havde. Serien nåede nye højder for hvert episode. Den blev bedre for hver episode, sådan som serien er blevet det for hver sæson. Det er ikke så godt beskrevet af mig, men jeg insisterer, at alle der ønsker at se udfordrende, underholdende og klasse A tv, bør se Breaking Bad. Jeg kunne også nævne seriens billede og lyd, som langt overgår alt andet på TV og de fleste film. Men i stedet for det vil jeg atter bare sige det som det er: det er den bedste serie, der kører lige nu, uden tvivl. Og når serien er omme efter dens sidste femte sæson (som desværre kommer om ret lang tid!) vil den helt sikkert blive husket for noget af det bedste der er vist på amerikansk tv. Se den, hvis du ikke har!

2011 har været et ok år. Der var både overraskelse og skuffelser. Godt og dårligt tv. 2012 ser jeg mest af alt frem til den nye Game of Thrones sæson. Awake og Alcatraz er to lovende serier, som jeg vil give en chance.

Tak for i år, alle der læser med i disse tv blogs. Håber på alt godt i det nye for jer. Ses der. ☺

Filmåret 2011

(Alt sammen min egen smag, så selvom jeg får det til at lyde objektivt, så er det ikke det)

Endnu et filmår er omme. Opsummeret synes jeg det har været et fint år med mange små gode titler, men når man ser tilbage har der ikke været mange film, som man vil huske i lang tid fremover. I 2010 var det for mig The Social Network som var årets bedste, men jeg ser ikke i år en film, der er ligeså god som den. Som sagt, det har været et tamt, men alligevel okay år i sin helhed.

Til at tage fat på det absolut mest skuffende i år, må det være de store blockbuster film, som skuffede gang på gang. Marvels forsøg på at gøre sine helte "The Avengers" klare med deres egne film fortsatte med Thor og Captain America. Jeg er ikke den store fan af Iron Man og jeg følte det samme om disse film. For mig må det for dem begge være stilen. Thors dårlige balancegang mellem de to universer og de uundgåelige "forkert i byen" momenter var jeg dødtrætte af. Captain America er i sig selv ikke en spændende nok skurk, samt er skurken ligeså uinspireret. The Green Lantern sprang jeg over. Den så for ringe ud.

En anden Marvel film der dog fungerede var X-Men: First Class, som jeg mente havde god blanding mellem sjov og seriøs. I hjertet var det forholdet mellem Xavier og Erik som drev filmen og med hjælp fra nogle fine skuespillerpræstationer løftede det filmen gevaldigt. Den havde lidt travlt med at etablere og ødelægge forholdet, samt var skurken i filmen lidt kedelig, men filmen var stadig det eneste lyspunkt, når man ser på superheltefilm i år.

Fast Five var den bedste rene action film i år. Jeg er ikke just fan af serien eller biler, men det er derfor også fedt, at man ikke behøvede at være stor fan af nogle af de to ting for at nyde denne adrenalinpumpende testesteronbombe. Den er mere en heist film til min overraskelse, og selvom man ikke er stor fan af serien, er det alligevel sjovt at befinde sig blandt alle disse karakterer samlet fra serien i samme film. Dwayne Johnson stjæler alle de scener han er med i og har nogle lækre oneliners ("You know I like my desert first").

Også en af de gode underholdende film fra sommeren viste sig at være "The Source Code" af Duncan Jones. Hans tidligere "Moon" er en af mine absolut favoritter, og jeg havde høje forventninger til denne som skulle være endnu en sci-fi film. Den viste sig at have lidt mere popcorn i sig, men det gjorde den ikke dummere og den havde stadig et hjerte. Det ser ud til Duncan Jones er den eneste, der er interesseret i at lave disse slags sci-fi film, hvilket er trist. Men med "Source Code" har han i hvert fald etableret sig et navn for sig selv (han er faktisk David Bowies søn).

Rise of the Planet of the Abes var også en interessant, summer blockbuster. Med faktisk lave forventninger blev jeg overrasket og faktisk godt underholdt af en ganske fin film, som står fornemt på egne ben. Der ligger en meget imponerende teknologi bag den og underværdsatte Andy Serkis' præstation er nydelig. Forfærdelig titel, for resten.

Tintin udkom sent i året, og med Peter Jackson og Steven Spielberg i et samarbejde, lovede det godt. Det var til tider underholdende at se Spielberg tilbage i eventyrgenren i stil med Indiana Jones, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt skuffet alligevel. Filmen er plaget af et ujævnt tempo og en humor, som kun appellerer til børn.

I år så vi også Harry Potter fænomenet se sin ende i den ottende film ud fra de syv skrevne bøger. Jeg er selv stor fan af Harry Potter. Den syvende bog var ikke min yndlings, men jeg var sikker på den ville være perfekt som film. Første del var meget tam og langsom, men her i anden del, fik vi endelig alle de godter, vi havde ventet på. Og den levede op til forventningerne, synes jeg. Der var så mange gode øjeblikke og den episke følelse var konstant. Det var en værdig konklusion på en filmserie, der både havde gode og mindre gode film, men trods alt aldrig blev dårlig. Alan Rickman som Snape får meget medrivende potræret Snapes tragedie i den mesterlige scene, der forklarer hans historie. Min største frygt for denne film var, at den ville blive for forvirrende i dens historie og rodet i dens nøgle scener mod slutningen. Rodet var det, men man er aldrig helt faret vildt i alle de ting, der sker på samme tid. Så jeg er rigtig glad for at denne serie, som jeg er vokset op med, får en god konklusion. Så må vi se, hvor lang tid der går, før noget nyt Harry Potter kommer i enten bog eller film form.

For mig har det dog været de små indie film, jeg har nydt mest af. Beginners er et af årets bedste film. Den minder mig lidt om en anden film fra sidste år "500 Days of Summer", og fortæller historien om en mand der bliver overrasket, da han finder ud af hans gamle far, der som 75 årig springer ud som homoseksuel og må prøve at holde styr på et nyt forhold med en fransk skuespillerinde. Gode skuespillerpræstationer af Ewan McGregor, Christopher Plummer og Mélanie Laurent. Historien springer rundt i tiden og til trods for dens komplekse karakterer, er den meget simpel og hjertevarmende. Desuden har filmen den bedste præstation af et dyr i enhver film, jeg nogensinde har set; hunden Arthur.

50/50 blandede komdie og drama på den måde, jeg kan lide det bedst. Det handler om en mand, der får diagnosticeret kræft og derefter må leve med hans nye tilværelse. Til trods for det tunge emne, er der stadigvæk en masse latter at få i filmen. Jeg så frem til filmen, men frygtede den ville minde om den skuffende Funny People, som ikke kunne finde balancen mellem humor og drama (samtidig med at den var aaaalt for lang), men den havde slet ikke nogle af de problemer. Hvad vi til gengæld har er en både sjov og rørende, lille film med nogle meget overbevisende skuespillerpræstationer.

Win Win var en indieperle, som bliver massivt overset, synes jeg. Paul Giamatti er en af de bedste, levende skuespillere, synes jeg, og med et fremragende cast med ham, leverer han en af de bedste film i år. Den handler om succesfattige advokat Mike, som er brydetræner, der vælger at tage en talentfuld teenagedreng under sine vinger. En sober, lille fortælling der gør alt det rigtige og får en masse ud af det simple og lette. Den vil jeg især gerne understrege skal ses, da den som sagt ikke får meget omtale. Jeg havde gerne set en nominering til Paul Giamatti, men det sker nok desværre ikke.

Midnight in Paris er en anden film, der overraskede mig lidt. Så stor filmentusiast som jeg er, havde jeg sjovt nok aldrig set en Woody Allen film før. Den har mere bag sig end man lige skulle tro. Jeg vil faktisk ikke afsløre, hvad det er der sker i filmen, da jeg tror man vil få sig en bedre oplevelse med filmen, hvis man ikke ved, hvad der sker i Paris når det bliver midnat. Ikke desto mindre er det også en fin fortælling, der siger noget meget specifikt: At vi som mennesker altid ser fortiden, som noget bedre end den er, selvom den mange gange ikke er det.

Crazy Stupid Love er også en af de film, som har meget mere til sig, end hvad man lige skulle tro. Hvad der kunne ligne "Hitch" anno 2011, er faktisk slet ikke det. Jo, en stor del af filmen handler om at transformere Steve Carrels karakter med hjælp fra Ryan Gosling og gøre ham klar til at møde nye damer efter hans kone dropper ham. Den del af filmen er måske forudsigelig, men det gør den ikke mindre sjov at følge med i. Historien vender sig dog i nogle uventede retninger og til sidst har man med en særdeles vellykket og sød, lille kærlighedsfilm.

Ryan Gosling har haft et godt år. Førnævnte film, Ides of March og selvfølgelig Drive. Årets bedste for mig er denne. Høj 80'er stil. Tarantino-esque ultravold, som kommer bag på en i starten. Perfekt musikvalg. Gode præstationer fra hele castet. Og nogle meget intense scener. Årets bedste. Svært at beskrive, den skal opleves.

Den erklæring passer dog bedst til en anden film, der kom ud i år. Terrence Mallick kommer sjældent ud med film, men når har gør, så holder store filmelskere øje. I 2011 udgav han den højt impressionistiske "The Tree of Life" . I den ser vi Jack O'Brien reflektere over hans barndom i 50'erne, hvor hans mor og far besidder to vidt forskellige livssyn. Filmen udforsker livet. Livet i dens mest basale, konkrete og nøjagtige form - f.eks. en streng far, glæden ved fødsel, sorgen ved død. Eller livet i dens mest abstrakte, mystiske og komplekse form - f.eks. forholdet mellem mennesket, natur og gud. Terrence Mallick har mere end nogen anden instruktør en specifik visuel og tematisk stil. "The Tree of Life" havde eftersigende en 6 timer lang rough-cut. Dog blev vi heldigvis skånet fra den. I stedet er en narrativ usammenhængende film, med scener fra Jacks liv som voksen i nutid, hans liv som barn i 50'erne og scener fra universets og livets opståen (med dinosaurer!). Det er som erklæret meget svært at beskrive, hvad denne film går ud på. Der er flere følelser, der overvælder en når man når slutningen i slutningen i filmen. Det er en fandens spirituel, kunstnerisk film. Den skal opleves og ikke dømmes til man når helt igennem. Efter det skal den tygges igennem og måske synes man ikke om den, men alligevel er der så meget at tage fra filmen. Men jeg har skrevet mere end jeg burde om en film som ikke mange vil synes om, desværre.

Her mod slutningen af året så jeg to andre film, jeg også lige vil nævne. Moneyball er en af dem. Ganske fin film, som giver et interessant indblik i Oakland A's revolutionerende måde at købe spillere og spille baseball på i 2003. Gode præstationer, overraskende også fra Jonah Hill. Jeg ved ikke noget til og har ingen interesse for baseball. Dette ændrede sig heller ikke efter filmen, men det er alligevel ikke kedeligt.

Den sidste film jeg så og som også er et af årets bedste, er den eneste udenlandske (altså udover danske og engelsktalende) nævneværdige film, jeg har set i år. Det drejer sig om den iranske "A Separation" . Den handler om et ægtepar og deres datter. Mand og kone er uenig om, hvorvidt de skal flytte ud af landet for at finde bedre vilkår for deres datter. Konen er for, men manden nægter at forlade sin alzheimerramte far. De vælger at splittes. Herefter føler flere begivenheder ud fra. Filmen giver et interessant indblik i det dilemma det iranske (og andre lande i mellemøstens) folks kommende generation står overfor: om de skal vælge at holde fast i traditioner og den gamle levevej, eller om de skal tage skridtet mod vesten og modernisere sig. Dette gøres i form af faren og morens forskellige synspunkter på ting i livet. Der gives ikke et definitivt svar. Her i Danmark ville man med det samme angive den moderniserede kultur, som den bedste, men der gives flere eksempler på, hvorfor det ikke nødvendigvis er tilfældet. Der er argumenter og modargumenter for begge veje. Filmen viser også, hvordan det altid er børn som kommer dårligst ud af skilsmisser. Hvordan børn sidder i klemme i voksnes problemer. Filmen er en stor kandidat til at vinde Oscar for bedste udenlandske film, og det ville jeg bestemt ikke have noget imod.

Det var filmåret 2011. Der er stadig Oscarkandidater, jeg ikke har fået set, da de ikke er kommet i Danmark endnu. The Artist, Hugo, The Descendants er nogle af dem. 2012 ser bestemt rigtigt godt ud. Af de helt store film glæder jeg mig til Mission Impossible: Ghost Protocol, The Dark Knight Rises, Hobitten og især Prometheus.

Hvad har filmåret 2011 budt på jer? Hvad var jeres favorit? Hvilke film ser i frem til næste år?

Top 3 TV Pilotafsnit

Et pilotafsnit for en serie er den første episode. Det er seriens begyndelse, introduktionen for en lang og god rejse, forhåbentlig. For mig er et godt pilotafsnit et som selvfølgelig får introduceret sine karakterer, men ikke forhaster med at udvikle dem eller forvente man føler noget for dem endnu. Seriens miljø, tone og temaer skal præsenteres, men dåsen behøver ikke helt at blive flækket åben endnu. Den skal virke lovende tegn for en serie og seeren skal kunne forestille sig, hvor historien måske kunne bevæge sig hen og hvilke udfordringer karaktererne møder på deres vej. Også selvfølgelig skal den vække ens interesse så meget, at man har lyst til at se næste episode med det samme. Her er mine bud på de tre bedste pilotafsnit af hvad jeg har set.

3. The Sopranos
Serien som satte tonen an for alle de mere udfordrende, kantede og bedre serier, vi skulle se i det kommende nye årti i 1999, startede faktisk sin føljetonen med en lettere og mange stedet humoristisk episode. Seriens pilotafsnit blev skrevet før og vist på samme tid med Analyse This, som også havde med et mafiaoverhoved som begynder at besøge en psykolog, blev udgivet. Faktisk bliver den selvsamme film nævnt allerede i seriens anden sæsons, hvilket skulle have en vis ironi, da The Sopranos faktisk kom først til denne idé. Faktisk føles denne episode mere som et satirisk indblik i gangsternes verden, som i nyere tid slet ikke er så glamourøst som før og som de bliver fremstillet på film. Og selvom serien træder på dystere vande senere i serien, er denne satiriske fremstilling af det absurde liv som gangster og volden de udfører, meget essentiel for serien. Seriens vigtigste temaer som familieforhold og hvordan ens familie påvirker individets udfordringer i verden, bliver her præsenteret. Som mange andre gode pilotafsnit, bliver det her valgt at lægge fokusset fuldstændig på hovedkarakteren Tony Soprano. De mange vigtige sidekarakterer bliver introduceret, men får tid til at udfolde sig senere i serien. Det er i mine øjne meget vigtigt for en serien at plante sit fundament fra starten af, og dette gøres bedst med at få gennemintroduceret hovedkarakteren på ordentlig manér, i en serie som The Sopranos. Et godt fundament er seriens første episode, og på grund af dens fejlløse introduktion til den stærke karakter Tony, hans vigtigste forhold til menneskene omkring ham og seriens tone, synes jeg denne episode er et af de bedste tv pilotafsnit.

2. Twin Peaks:
Jeg vil gætte på, at David Lynch's Twin Peaks må have været et af de sværeste serier at sidde ned og skrive sin første episode for. Hvilken indgangsvinkel tager man for sådan en serie, som handler om den skøre, lille by Twin Peaks og dens ligeså skære indbyggere? Twin Peaks vælger at starte som enhver krimi gør; et lig bliver fundet. Det er unge Laura Palmers lig, som bliver livløst og blegt skyllet op på stranden. FBI agent Agent Cooper bliver bragt til den lille industriby for at løse mordet sammen med den lokale sheriff Harry S. Truman.
Denne infamøse episode har faktisk to versioner. Der findes en europæisk version som er knap en halv time længere, og som kan stå selvstændigt, da den har nogle mere lukkende afslutningsscener. Det er dog i mine øjne den originale version, der blev vist allerførste gang på amerikansk tv i 1989, som er den rigtige version, og uden tvivl den man skal se, da den anden afslører en masse godt. Selvom man skulle se til bagvendttalende dværge, dæmoner og andre dimensioner i denne serie, så synes jeg en af de ting, som gør serien helt specielt er dialogen. Det er som om folk i Twin Peaks snakker deres eget sprog, og det giver serien den helt unikke stemning, som seriens fans taler højt om. Laura Palmers død bliver et vendepunkt for tv-historien, og det har en kædereaktion for Twin Peaks indbyggere. Introduktionen til denne verden var dog så dragende og dejlig, at denne første episode må have stor indflydelse på seriens succes dengang i dens start og dens senere kultstatus.

1. Lost
Selvfølgelig er Lost en af mine yndlingsserier, men jeg vil prøve at give en mere objektiv forklaring på, hvorfor jeg synes denne serie har den bedste start på en serie, jeg nogensinde har set. Indtil Terra Nova i år kom ud, havde Lost den dyreste episode på TV, og det var dens dobbeltpilotafsnit. Serien åbner med det ikoniske ultranær billede af et øje. Vi ser en mand ligge alene ude i skoven iført jakkesæt. Han har skåret sig, ved ikke hvor han er eller hvilken hund det lige var, der passerede ham. Når han kan få rejst sig selv op, løber han ud mod stranden. Da han når den, kigger han sig omkring, og lyden af skrig, flammer og faldende vrag bliver større og han aner nu, at han har været i et flystyrt. Hvad der efter følger, er en intens 10 minutters sekvens, hvor vores nyintroducerede helt prøver at redde og hjælpe så mange mennesker han kan. Det er et af tv historiens mest ikoniske billeder, når man ser flyvraget på stranden, og når man ser det, glemmer man i de 10 minutter, at dette faktisk kun er en tv serie, og ikke en blockbusterfilm. Herefter følger der introduktioner af en masse karakterer, der bliver allerede dannet forhold mellem dem og sågar bliver der teaset med seriens mytologi, når vi sammen med karakterne finder ud af det selvfølgelig ikke er en tilfældelig ø, vi er strandet på. Seriens kerne er allerede at finde i det første afsnit - balancegangen mellem mystik, mytologi, karakterdrama og overlevelse er her perfekt og dette er alle hovedingredienser for serien. Det gjorde også serien fuldendt, at vi seriens sidste billede skulle sammenlignes så meget som seriens første. En perfekt start til en uperfekt serie. som jeg elsker trods alt, der skulle ske senere hen.

Og dette var mine bud. Der gik et stykke tid fra sidste topliste, som i må undskylde. Det skyldtes jeg holdte en pause fra at se serier lidt, så derfor også en pause fra disse blogs. Men jeg fortsætter selvfølgelig med at liste mine yndlings ting ved alle de bedste tv serier.

Som sædvanlig vil jeg mægtig gerne vide, hvilket i synes er jeres bedste pilotafsnit.

Desuden vil jeg også gerne have nogle råd til, hvilke andre top 3/5/7 lister jeg kan lave. Jeg venter med de større toplister som bedste karakterer, temaer, komedie- og dramaserier, indtil jeg har set flere, og der går selvfølgelig et godt stykke tid. Før jeg føler jeg kan lave en ordentlig topliste over de bedste dramaserier, føler jeg, at jeg mangler 3-4 serier endnu, som jeg har på min liste. Men giv gerne bud på hvilke andre ting, jeg kunne skrive om. Mange tak. :)

Top 3 Serieafslutninger

Når enden er god er alting godt. Okay, måske ikke alting, men i hvert fald giver en god afslutning på en serie, et meget godt løft og det mere mindeværdigt. Det er meget sværere at afslutte en serie frem for en film, da man en flerårig serie bygger adskillige plottråde og har en masse karakterer in the mix, og får at få en tilfredsstillende afslutning, skal en serie have afrundet og fået gjort op med karakterernes skæbner og selvfølgelig samlet de løse tråde. For mig er en god serie, en med gode karakterer og forhold, så jeg bliver først glad, hvis en serie behandler sine karakterer godt og giver dem det de fortjener. Og det er det som er fokusset i disse 3 seriefinaler, som er mine yndlings indtil videre.

Jeg undgår selvfølgelig spoilere, så vær ikke bange for at få afsløret slutningerne på serierne, hvis i ikke haft fornøjelsen at se dem.

3. The Wire
David Simon's undersøgelse af det post-9/11 urbanske miljø i storbyen Baltimore, introdurede hver sæson en hel masse nye karakterer, alle fra forskellige klasser og miljøer. Da serien nåede sin ende i femte sæson, havde kernecastet været intakt, men der havde desuden også været introduceret et hav af forskellige sidekarakterer, som var så dybe, som de kunne være med den tid, der var givet dem. I seriens sidste afsnit siger folk farvel, de rejser, der sker magtskifte rundt omkring og mange karakterer bliver forløst eller møder deres ende. Hver karakterer får sit sidste glorværdige øjeblik, men trods alle disse forandringer, som tilsyneladende var Baltimore i møde, overrasker The Wire os med at biholde sin pessimistiske, men desværre realistiske syn på det moderne liv for individerne i en storby fyldt med bureaukrati, stoffer, kriminalitet og socialklasser. I David Simon's billede af Baltimore, ændrer tingene sig egentlig aldrig. Nye spillere kommer til, så snart de gamler falder fra, og det store billede er egentlig det helt samme som det var i starten af serien. Det er en skræmmende og tankevækkende afslutning for en serie, som ikke kunne slutte anderledes. Vi fik en afslutning for karakterne i serien, men livet går videre Baltimore og det viger The Wire ikke fra at vise.

2. The Shield
Endnu en politiserie på listen. Her er dog tale om en meget mere personlig aflutning. Vic Mackey og hans hold af hårdkogte, korrupte betjente, så deres ende i denne fantastiske episode. I de sidste episoder i serien, bliver spørgsmålet stillet om Vic Mackey til sidst må stå til regnskab for alle hans onde gerninger, som vi har været vidne til. Om han til sidst bliver straffet for de grusomme ting. Det var en genistreg af serien i dens sidste minutter svagt hinte imod en smule fortrydelse eller angren fra Vic, men ultimativt, svarer den ved at stille et nyt spørgsmål; hvem er det egentlig som i sidste ende står til regnskab for vores gerninger i løbet af vores liv. Den troende ville sige gud, mens denne serie peger på én selv. Det er manden i spejlet som egentlig kun kan dømme en, og da man skal leve med sig selv resten af ens liv, har man bedst af at være retfærdig og imødekomme ens straf - hvad end dens natur er af. Vic giver til sidst i serien op på det, som han hele serien har prøvet at redde, og som konsekvens forbliver han helt alene i verden. Alene sammen med sine synder. Serien kan desuden klart anbefales. Synes ikke den er særlig kendt i Danmark, hvilket er en skam, da jeg tror mange ville kunne have glæde af serien.

1. Six Feet Under
Six Feet Under handler om den dysfunktionelle Fisher-familie, som driver et bedemandshjem. Seriens hovedtemaer døden, og det som den efterlader hos de levende. Hvor hver episode i seriens fem sæsoner starter med døden af en person - de fleste gange på obskure og nogle gange sjove måder, for at illustrere den tilfældighed og utilgivenhed som er døden - starter serieafslutningen med en fødsel. Derefter er det egentlig standardaffære for en serieafslutning, hvor karakterne reagerer på de afsluttende hændelser og planlægger deres fremtidige liv. Hvad der utvivlsomt gør denne serieafslutning så kendt og så god i er dens sidste montage på 6 minutter. I denne montage ser vi, hvordan de karakterer, vi har lært at kende så godt som egen familie, møder deres egen ende i dette liv. Det kunne så let være alt for sentimentalt og cheesy - og det er det faktisk til en meget stor grad - men fordi man er så knyttet til denne familie og de folk omkring dem, blandet med den dejlige musik (Sia - Breathe Me) kan man ikke lade være føle sig medrevet og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste som var ustyrlige tårer, da serien afsluttede sin gang. Hvad denne afslutning og serien generelt fortæller os er, at der kun er én ting man kan regne med i livet - og det er døden. Vi ved ikke, hvad der venter os udover det, så indtil da må man ikke tage et sekund forgivet.

Og det var mine bud på de bedste afslutninger på serier. Jeg undlod selvfølgelig Lost, da den trods dens poetiske smukhed, alligevel ignorerer en stor del af, hvad gjorde serien godt. Jeg glæder mig samtidig til at se The Sopranos' notoriske afslutning. Ellers kan Arrested Development, Scrubs (Der var aldrig en 9. sæson!) eller Extras/Office afslutningerne i form af deres Christmas Specials nævnes.

Som altid er jeg begrænset af, hvad jeg egentlig har set, og jeg vil atter engang spørge jer om at dele jeres bud på de bedste afslutninger på serier i jeres øjne. :)

Top 5 TV Skurke

En helt er kun ligeså god som dens skurke, og selvom disse mere korrekt kan beskrives som antagonister, end som klassisk tegneserieskurker, så er mindst ligeså interessante og onde. Man kan ikke lade være at elske at hade dem. Her er mine bud på Tv historiens bedste skurke ud fra de serier, jeg har set.

5. Monty Burns i "The Simpsons"
Mr. Burns er en skabelonskåret skurk af den mest klassisk af slagsen. Krummende ryg, gnidning af fingre og hviskende lusken stemme, samt det at han er stinkende rig og er knap så generøs med sine penge. Egentlig er denne skurk ikke spor skræmmende, men karikaturportrætteringen af denne slags skurke, og med Simpsons tørre humor lagt over, kan jeg ikke lade være at elske karakteren. Prikken over i'et for denne karakter, er hans højre hånd Waylon Smithers. De to deler et forhold, hvor Burns er meget dominerende og udnytter og Smithers til det yderste, hvilket også er et meget stereotypisk forhold for sådanne to karakterer, men alligevel Burns af charme og Smithers komplimenterer ham perfekt.

4. President Logan i "24 Timer"
Uden tvivl var seriens femte sæson den bedste i den nu afsluttede "24 Timer". En af de store grunde til dette var helt sikkert den sæsons skurk, selveste præsidenten. Det er Gregory Itzin som leverer en kraftfuld præstation i rollen, som den iskolde og afdæmpede President Logan. Til trods for han er præsidenten og det måske lyder ret dumt, at USA's præsident skulle være en serie som 24 Timers skurk, er han alligevel en super nuanceret og interessant karakter, som konstant prøver at holde sig i ro i de mest pressede af situationer. Når sindet dog koger over, er det ligeså troværdigt og lige pludselig frygter man denne mand, når man indser, at verdens mest magtfulde mand er så ond. Gregory Itzin blev nomineret til en Emmy for denne rolle og det er selvfølgelig fuldt fortjent. Han blev så stor en fanfavorit, at han vendte tilbage senere i serien, men mest mindeværdig vil han være i seriens højdepunkt; sæson 5.

3. Arthur Mitchell i "Dexter"
Dexter har haft mere end én fantastisk antagonist overfor sig. Det har altid været forholdet mellem Dexter selv og sin modstander, som har gjort skurken interessant. Selvom første sæsons Ice-Truck Killer også er en meget, meget skurk, vil jeg mene at veterandræberen Arthur Mitchell, som opstår i sæson 4, er den bedste. Som sæsonen skred frem og vi lærte mere og mere om denne, til at starte med, mystiske karakter, finder vi ud af, sammen med Dexter, at han er en familiefar og fører et normalt liv ved siden af sine jagt på ofre om natten. Dette var, hvad Dexter ønskede for sig selv; at finde balancen mellem det normale liv og hvor hans Dark Passenger tager over. Her er så manden, som tilsyneladende kan give ham svar på, hvordan det er muligt, siden han har gjort det i flere årtier. Men som alt andet, og noget af det som er seriens hovedtemaer, er alt ikke som det ser ud udenpå. Efter en meget intens scene, hvor vi ser Mitchell familien på spisebordet, ser Dexter endelig krakkene på glasset. I sidste ende viser det sig, at Arthur Mitchell er en meget tragisk og forstyrret karakter, som bruger sin fortid, som grund for sine handlinger. På mange måder minder han meget om Dexter. John Lithgow giver også en fantastisk, skræmmende præstation, som fortjent tjente ham en Golden Globe ind.

2. T-Bag i "Prison Break"
T-Bag er for mig den mest forstyrrende og psykopatiske karakter nogensinde på tv. Her er en karakter, som er charmerende, klog, kan virke normal og selv ved han er ond. Han tror selv på, han godt kan være et følsomt, godt menneske, men ved han har sine dæmoner, der konstant vinder inde hos ham. Han bliver smidt i spjældet, hvor han føler sig hjemme, da han voldtager teenagebørn; noget han selv oplevede, da han var børn. Alle var så frastødte af ham, at selv folk i fængslet frygtede ham og distancerede sig. Det er Robert Knepper (ja) som giver liv til denne yderst syge karakter, og han gør det formidabelt. Han ligner en virkelighedens The Joker, hvor man dog får nogle flere sympatiske træk at se hos ham. For rigtig mange gange bliver T-Bag (som egentlig hedder Theodore Bagwell, men er kendt som T-Bag i fængslet) behandlet som rent skidt, selvom han har de bedste intentioner. Man går fra at føle med ham til at føle sig fuldstændig frastødt og bange for ham på få sekunder. Et meget mindeværdigt lyspunkt i en serie, som ikke udviklede sig meget efter seriens var halvvejs i anden sæson.

1. Ben Linus i "Lost"
Jeg vælger igen at smide noget Lost-relateret øverst på listen. Jeg har dog intet valg, når en så gennemført og velspillet karakter som Ben er at finde. Michael Emerson blev castet for at spille en mindre rolle som gæstestjerne, hvor han ville optræde i et par episoder. De så dog, hvor meget potentiale, der var i de få episoder, han var med i, og straks valgte de at gøre ham til en regulær karakter. Ben Linus var en uhyggelig og kompleks karakter, som altid var tre skridt foran alle andre. Han havde altid en plan (som han selv konstaterer i serien), og lagde aldrig sine kort på bordet indtil allersidst. Derfor vidste man aldrig, hvad hans agenda var, og man var altid på vagt for ham. Nogle gange ville han pludselig vende og snyde alle, andre gange viser det sig, han ville have hjulpet hele tiden. Så mange dårlige ting er allerede sket og mere sker under seriens gang, at man mange gange har ondt af ham. En skurk man har sympati er den farligste, og sympatien for Ben bliver større, jo mere vi lærer om karakteren. Også her er der en traumatisk baggrund, der plager skurken. Ben har altid været magtsyg. Han har ønsket kontrol. Mest af alt, ønsker han dog en forbindelse til øen. Folk rundt om, tror han har den, fordi han har løjet sig fattig, men da John Locke kommer til øen er der pludselig en stor trussel for ham. I seriens sidste to sæsoner, udvikler Ben sig dog til en følger og frelse finder han i sidste ende. Han betaler for sine utallige synder. Han indser, at han begik sit livs største fejl ved at vælge øen over sin datter, og i den sidste sæson for en halv chance for at rette op på dette. Så hvorfor er Ben Linus TV historiens bedste skurk? Hans udvikling og ikke mindst den måske bedste præstation set på flimmerkassen.

Og det var endnu en top liste for TV serier. Jeg prøver at inkorporér så mange serier, jeg kan, men jeg har selvfølgelig mine favoritter og en masse serier, jeg ikke har set, så endnu engang beder, jeg jer om at give jeres bud: Hvilke tv skurke kan i aldrig glemme og hvorfor?

Min næste top liste bliver top tv helte.

Top 7 TV Forhold

Hvad der gør mig så forelsket i Tv-serier er, at modsat film, så er der meget længere tid til at bygge karakterer og deres forhold. Det betyder også, at det bliver nødvendigt at lade disse ting drive historien. En god serie er kun ligeså god som dens karakterer. Og en karakter er kun ligeså god som dens forhold og interaktioner med andre karakterer. Der har været mange gode tv forhold i Tv'ets løb. Nogle er drevet af kærlighed for hinanden, andre af venskab og mange af had. De kan dog alle være spændende på hver sin måde. Her er de bedste tv forhold nogensinde ifølge mig.

7. Walter White og Jesse Pinkman i "Breaking Bad"
Det eneste par, som stadig løber sin gang. Breaking Bad har opnået meget stor status hos tv-elskere, og bliver af mange hyldet for at være den bedste dramaserie på amerikansk tv lige nu. Jeg stiftede bekendtskab med denne serie sidste sommer, og hvad jeg forelskede mig i første gang, var forholdet mellem hovedkaraktererne. Jesse er Walt's tidligere skoleelev, og Walt husker ham stadig for den skoledovne, unge dreng, som han aldrig så potentiale i. Men da Walter vælger at koge meth, henvender han sig til sin gamle elev, som allerede er gang i den slags sager. Der er stadig et lærer-elev forhold at finde mellem dem, men som serien skrider frem og de finder sig sammen i dødsfarlige, svære situationer, begynder de langsomt at blive til mere end bare partnere, men også venner. Hvad der også gør forholdet spændende, er hvor forskellige de er. De har hver sine styrker og svagheder og bruger hinanden til at klare sig bedst. De har vidt forskellige holdninger til at håndtere sager, men det er dette, som giver os dejlig dialog mellem karaktererne.

6. Rachel og Ross i "Friends"
Er der et andet par, man har ønsket skulle finde sammen i sidste ende, som disse to. Trods alle de blokader undervejs, finder de til sidst sammen i en sukkersød slutning. I årevis gik den på "Will they/won't they?" og når alt var slut for vennerne i New York, er alle tilfredse med, at de forblev sammen. Det var en banal slutning for sådanne forhold som dette på tv, men man ønskede stadigvæk det bedste for dem. Ross og Rachel var også meget forskellige, og vi hører mange historier fra deres unge High School-dage, hvor de nærmest levede i to forskellige verdener. Ross får dog sin drømmepige i sidste ende, og man sad på sofaen og ønsker sig selv en ligeså romantisk historie.

5. John Locke og Ben Linus i "Lost"
Jeg er en af dem, som ikke synes Lost's fundament var dens mystik og øens hemmeligheder. Det var vel nok også derfor, jeg ikke blev rasende på serien, da den sluttede og med sin slutningen konstaterede, at seriens kerne egentlig var disse karakterer og hvordan de reddede hinanden (Samt en hel masse andre ting). Lost er selvfølgelig en af mine yndlings serier og jeg synes selv den har så mange gode karakterinteraktioner, at jeg kunne udfylde denne liste kun med Lost karakterer, men det ville være unfair og kedeligt. I stedet vil jeg mene, at seriens bedste karakterforhold var det mellem Locke og Ben. Begge er meget tragiske karakterer. Når de møder hinanden, er Locke truer med at fratage det eneste som Ben holder nært: hans magt på øen, er der et rent fyrværkeri af intense og spændende scener mellem de to. Ben misunder Locke's forbindelse til øen. En forbindelse han aldrig selv havde, men løj sig til. Det er dog ligeså spændende deres allerførste møde, hvor Ben udgiver sig for at være en anden og magtspillet er ligeså interessant. Som Lost's egen The Joker manipulerer og leger Ben med Locke. Til sidst er Ben dog en syndebuk og følger Locke som et får. Det er det konstant ændrende (ikke udviklende) forhold mellem de to karakterer, som gør det så godt. Og da al balladen var ovre og de to karakterer har deres sidste møde inden enden (bogstavelig talt), er der få stærkere scener, end når Locke fortæller Ben, at han tilgiver ham. Et så dynamisk og kompliceret forhold får vi nok aldrig længere.

4. Michael Scott og Dwight Schrute i "The Office" (US)
Egentlig er Pam og Jim denne seriens hjerte, og lige meget hvor søde de end ser ud sammen, er det forholdet mellem chefen Michael Scott og den fedtende Dwight Schrute, som er mest mindeværdigt. Dwight ser op til Michael og ville gå med i døden for ham, men Michael viser ikke samme medfølelser for Dwight. Mange gange ser han ned på ham og misbruger ham. Dette fører til nogle af seriens sjoveste øjeblikke og dialoger. Da det blev annonceret at Steve Carell ville forlade serien, var det disse to karakterers interaktioner, jeg ville savne mest. Og det gør jeg nu. I Michael Scotts sidste afsnit, viser han på sin sidste dag, at han rent faktisk altid har holdt af Dwight, trods hans behandling mod ham, ved at give ham den længe lovede paintball kamp. Det var en rørende og skæg afsked til et af tv-historiens bedste forhold, og det bliver savnet mens The Office fortsætter uden Michael Scott.

3. Chris Turk og John Dorian i "Scrubs"
Det bedste venskab nogensinde. Jeg kan både se træk af mine egne forhold til mine bedste venner og mange andre træk, som jeg ville ønske, jeg havde i mine forhold med mine bedste venner. Det er en gennemkørende joke, at de to venner har et homoseksuelt par. Noget som de er ligeglade med. De er bare glade for hinanden. Det mest romantiske JD har at sige til sin kæreste, er at han elsker hende mere end Turk. De to har endda deres egen sang, hvor de erklærer deres kærlighed for hinanden. Deres forhold er definitionen på Bromance. Selv da de to karakterer modner, bliver gift og får børn, forblev deres barnlige forhold til hinanden intakt. Guy Love har aldrig været så sjovt og realistisk på samme tid.

2. Scully og Mulder i "X-Files".
To karakterer, hvis forhold også er bygget på deres forskelligheder. Her har David Duchovny og Gillian Anderson den bedste kemi sammen, mens de undersøger alverdens mystiske sager. Mens tingene rundt om var uforståelige, var deres forhold til hinanden ikke. Her supplerer de også hinanden med hver deres styrker. Mens den ene er skeptiker og jordbundet, er den anden draget af det mystiske, som han også vil tro på. Disse finder også kærligheden i hinanden, men det er ikke det som gør dem interessante at se sammen. Det er deres venskab først, og for at se, hvilken vinkel de har til de forskellige hændelser omkring dem. To velskrevne karakterer, hvis forholds troværdighed må gives kredit til de to fantastiske skuespillere.

1. John Locke og Jack Shephard i "Lost"
Jeg skrev, jeg ikke ville bruge listen på kun at skrive om Lost karakterer, men så biased, som jeg er, blev jeg nød til at nævne begge. Mens Locke og Ben førte til nogle af seriens bedste episoder og plotlinjer, var det egentlig Locke og Jacks forhold, som var seriens vigtig, og det som den byggede sine grundtemaer på. Af de mange temaer er: tro mod videnskab, mystik mod fornuft, godt mod ondt, skæbne mod frihed. Begge karakterer har stået på hver sin side af disse modsætninger (dog er Locke egentlig kun i form - det er en anden i ham). Længe var det Jack, som erklærede sig selv som "A man of science". Det rationelle og holdbare var det eneste, han troede på. Locke derimod fandt sin egen mening, da han styrtede på øen. Han mente, han havde fundet sin skæbne. Han er nu overbevist om, at man ikke med fornuft kan forklare verden - den samme besked som seriens skabere har til dens seere. Det er også derfor, man i seriens slutning ikke får en udtømmende og rationel forklaring. For du kan ikke besvare alle spørgsmål med fornuft. Der er mere til verden end det. Dette er ikke tilknyttet noget religiøst overhovedet. Det er bare et budskab om, at man ikke med fornuft kan få alle sine svar. Nogle ting kan og bør ikke forklares. Det er disse store temaer, som er gemt i forholdet mellem disse to karakterer. De har ikke nær så meget interaktion i seriens anden halvdel, men hver evig eneste gang, de to havde en scene alene, var det ikke kun meget vigtigt - det var også meget underholdende og nervepirrende. Sjældent har en serie brugt sine karakterer så godt til at fremlægge sine temaer og drive sin historie frem, som i Lost. Jack og Locke er seriens vigtigste karakterer. De ville ikke kunne undvære hinanden, og serien ville slet ikke kunne undvære dem. Bedste tv forhold mellem to karakterer nogensinde.

I må undskylde den manglende nævninger af kvindeforhold. Jeg tror det skyldes, jeg selv er dreng og ikke kan sammenligne med mine egne forhold. Også selvfølgelig, at jeg brugte Lost to gange. Som altid, så kan jeg kun skrive ud fra, hvad jeg har set, så jeg vil selvfølgelig have kunnet glemt nogle bedre, men sådan er min liste indtil videre.

Har i nogle Tv forhold som i ikke kan lade være med at beundre eller blive underholdt af?

Top 3 TV Credits

Åbningskredits er ikke just det som afgør om en serie er værd at følge med i eller ej. De er dog stadig meget forskellige og kreative, til trods for deres ikke så vigtige rolle for en serie, når alt kommer til alt. Før var en god åbningssekvens lig med en spillende popsang, hvor klip fra serien blev vist, alt imens seriens karakterer vender sig dramatisk mod skærmen (Baywatch, host). I dag er en god åbningssekvens en, som kan opsummere en seriens centrale tone. Jeg kan lide Lost's simple tilgang, som går i hånd med seriens mystik. Ligeledes synger jeg konstant med til Friends "I'll be there for you" hver gang den er spillende. Dog er disse mine bud på top åbnings kredits for en serie. En er infomerende, en er bare sjov at se hver gang og den sidste er klassisk.

3. The Wire
Som mange andre serier også gjorde, så brugte The Wire en ny åbnings kreditsekvens ved hver sæson. Kompositionen var den samme, og aldrig så man nogle af serien karakterer optræde, mens deres navne blev vist. I stedet fokuserede sekvensen på, hvad serien egentlig handlede om; det moderne, urbane liv i Amerika. Som hver sæson fokuserede på forskellige sider og kroge af byen, skiftede billederne sig med. Mens vi i anden sæson får vist havnearbejdet og ludermiljøet, bliver vi i sæson 4 vist skolen og de små børn, som er fanget i storbyens kaos. Sangen forblev den samme i alle sæsonerne, men med forskellige sangere og tilgange til. Sangen var den samme, men den befandt sig i forskellige genrer. Hvad der gjorde denne åbningssekvens så mindeværdig er ikke mindst den sang, men ligeledes dens fokus på det, som serien egentlig handlede om og det som seerene skulle forberede sig på at se. Og det de skulle forberede sig på, var at se et spejlbillede af nutidens storbyliv, og alle dets forfaldne facetter. Ved ikke at vise vores karakterer, kunne de tilfældige mennesker og scener, der bliver vist, være af virkelige billeder. Og det er alt sammen velbevidst.

Jeg foretrækker seriens første, originale åbningssekvens for dens første sæson. Billederne er bedre og sangen er bedst:
http://www.youtube.com/watch?v=E1ABR4UpDSU

2. Dexter
Dette er egentlig en sekvens, som siger meget lidt om serien i sig selv. Hvis man intet vidste om serien, ville åbnings kreditterne næppe give dig yderligere information. Den starter med tangerende musik, mens Dexter vågner op med at dræbe en flue, mens han ligger i sin seng. Vi ser herefter Dexter i sin morgenrutine, hvor han barberer sig selv, smasker sig i mørt kød, presser en blodappelsin, meget vildt binder sine snørebånd stramt og efterlader sin lejlighed med et blik ind i kameraet. I serien nævner Dexter i sin monolog flere gange, at livet bare er rutine. For en mand, som bruger sine nætter på at være på rov efter onde mennesker, lyder det måske en tand koldt, men sådan som vi kender Dexter, er det hans overbevisning og i seriens univers, passer det også fuldstændig. Her bruges morgenrutinen til at drage paralleller til hans natrutiner. Men hvad der gør denne åbningssekvens så sjov, er dens blodige undertoner. Serien skyer ikke fra kulsort humor, og absurditeten i, hvor voldsomt og frastødende ting, der er en del af vores allesammens morgenrutiner kan se ud, er en joke i sig selv. Farverne, musikken og detaljerne gør denne åbningssekvens unik og til en af dem, jeg aldrig springer over.

http://www.youtube.com/watch?v=ej8-Rqo-VT4

1. The Simpsons
Hvad der nok er den mest kendte åbningssekvens er også den, som er leget med mest. I store træk, foregår der det samme hver gang. Bart skriver ting på tavlen og skater hjem, Maggie skannes ind i supermarkedet, Lisa bliver smidt ud af musikklasselokalet og til sidst ender hele familien foran tv'et. Der blev dog konstant ændret ting undervejs og tilsat små jokes rundt omkring. Hvad der hele tiden bliver ændret er, hvad Bart skriver på tavlen, hvilken solo Lisa spiller og hvad der sker med familien, foran tv'et. Hvorfor er det den bedste åbningssekvens til dato? Af en så banal årsag, at den har formået at holde sig i over to årtier. Der blev lavet en ny (mindre charmerende) åbningssekvens i 2009, hvor der var nogle ekstra detaljer og jokes. Op til dette havde den foregået på samme måde. En åbningssekvens der har holdt så længe og ikke føltes gammel og kedelig selv efter så mange år, har noget på sig. Det kan være af ren nostalgi, at det er den bedste åbningssekvens, men dette gør det ikke mindre fortjent. Simpsons er i dag næppe, hvad det har været, men for en så klassisk serie, er åbningssekvensen noget som minder os alle om de milepæle og gode stunder, vi har haft i den gakkede by, Springfield med familien Simpsons.

Her er en sammenligning af den gamle og nye åbningssekvens.
http://www.youtube.com/watch?v=rb82TUYoa88

Har i nogle TV credit sekvesnser, som i bare ikke kan stå for?

Next up:
Top TV forhold

Top 3 Kultserier

Det amerikanske tv landskab har igennem årene givet mange glæder. Ligeså mange sorger har det dog også givet, da serier afhænger af seer, og hvis disse mangler, giver tv-kanalerne serierne kniven. Dette har resulteret i mange sørgelige annulleringer af folks yndlings serier. Mange har dog siden samlet en kult fanbase, og hvad der engang ikke blev værdsat af tv-seere har nu en kæmpe følge af en bred fanskare. Her er min top tre amerikanske kult serier.

3. Freaks and Geeks
Hvad der var et springbræt for mange store skuespillere i 00'erne og i dag, fik Freaks and Geeks kun en enkelt sæson på 18 episoder. Judd Apatow og Paul Feig, som sammen oplevede stor filmsucces senere og satte denne generations komediers tone an, førte roret tilbage i 1999. Med dem havde de navne som James Franco, Seth Rogen og Jason Segel. Serien foregår i det 1980'ende Michigan. Vi følger to grupper på et amerikansk high school; som titlen angiver, er der skolens freaks og geeks. Men hvad der ellers kunne tyde på en karikaturskildring af high school livet, viser sig hurtigt at være en meget sjov serie, som har med realistiske karakterer og deres realistiske problemer at gøre.

Serien fik konstant ændringer i dens sendetid og landte på meget uheldige tidspunkter. Den fik aldrig opbygget en fanbase, hvilket er en skam. I 18 episoder kommer man dybt under huden på karakterne, som man hver især elsker. Det er meget trist at tænke på det tabte potentiale med det cast og de folk bag. Med den succes som folkene i serien fik senere, var den pludselig på folks læber igen. Folk kan nu se, hvor trist det er, at disse karakterer ikke får endnu et år på flimmerkassen.

Yndlings episode: Smooching and Mooching
Vores elskværdige nørder tager skrækslagen til en fest, som de finder ud af er en "make-out"-party. Både meget realistisk og akavet morsom.

Scene fra serien:
http://www.youtube.com/watch?v=hJAGxAeV7YU
Danny (James Franco) træder ind i den nye, nørdede verden med at deltage i et spil Dungeons and Dragons.

2. Twin Peaks
David Lynchs yderst bizarre serie starter ud som et mordmysterie, da den unge, smukke Laura Palmer bliver fundet død på stranden, men udvikler sig hurtigt til en serie, der handler om en underlig, lille by, som har underligere indbyggere. Agent Cooper fra FBI tropper op og bliver mødt af uforklarlige hændelser alle vegne i Twin Peaks. Serien kørte i to sæsoner og sluttede meget brat med en cliffhanger. Folk i dag håber stadig på, at David Lynch en dag vender tilbage til dette bizarre univers.

Hvad der gør serien speciel er dens unikke atmosfære og mix af genrer. Atmosfæren er givet med hvordan karakterne opfører sig og de uforklarlige hændelser undervejs. Twin Peaks er i en scene en soap opera, en anden scene en krimi-procedureserie og nogle gange en neglebidende gyser.

Hvad der til sidst dræbte Twin Peaks kom af den samme grund til, hvorfor serien blev populær i sin tid. Folk slog hver uge ind for at få at vide, hvem der dræbte Laura Palmer. David Lynch havde andre planer for serien. Han ville holde morderen hemmelig for al tid, men med pres fra studiet, blev Lynch tvunget til at afsløre morderen i midten af seriens anden sæson. Herefter sagde David Lynch rasende farvel, hvilket resulterede i et styrtdyk af kvalitet for serien. Da sæsonen nåede sin ende, valgte Lynch dog at vende tilbage for at skrive og instruere den sidste dobbeltepisode. Måden Lynch afsluttede serien på, kunne ses som en mellemfinger til studiet bag serien. Serien mistede sine fans efter morderen blev afsløret, og folk var ikke bundet nok til karakterne, at de var interesserede i at vide, hvilke andre eskapader, de ville gå ud på. Seriens sidste var i mine øjne også dens bedste. Den kombinerede elegant alle karakterne og gjorde størst brug af det underlige og bizarre, som i mine øjne gjorde serien mest interessant.

En film blev udgivet som prequel for at samle løse ender, men var en stor skuffelse og gav ikke fans, hvad de egentlig gerne ville have. Man kan dog altid gå tilbage og besøge Twin Peaks. Intet er mere stemningsfuldt end at sidde med sin egen kop sort kaffe (Okay, jeg hader faktisk kaffe) og følge Agent Cooper og Sheriff Harry S. Truman i denne perle af en serie, som fik stor indflydelse på senere serier som f.eks. X-Files, Lost og lignende.

Yndlings episode:
Episode Twenty-One/Twenty-Two
Sidste episode af Twin Peaks efterlader os skrigende af skærmen af frustration efter et sansebombardement af en episode.

1. Arrested Development
Allerede fem år er gået og, hvad der i mine øjne er den bedste komedieserie nogensinde, bliver allerede set af mange som den største kultserie. Enhver der har givet serien en chance, og har kunnet følge med i dens dobbelt entendre i dens humor, bliver forelsket. Serien følger Michael Bluth, der prøver at redde hans families firma og holde familien sammen efter hans far ryger i spjældet for svindel. Dette er dog ikke en let familie at have gøre med. Storebror George Oscar er en fejlende tryllekunstner, søsteren Lindsay er doven og arbejdsløs, mens hendes mand Tobias vælger at droppe sit psykiater for at blive en skuespiller. Desuden er han måske også bøsse. Moderen er en djævel af en kvinde, som er mere optaget af hvad folk udenfor familien synes om hende end sin familie selv. Med hende har hun den yngste bror, som dog ikke er særlig ung alligevel, men aldrig fik spredt sine vinger og for evig tid bliver afhængig af sin mor.

Det er et mirakel serien levede så længe, den gjorde. Tre sæsoner blev det tid. Sæsoner som blev klippet kortere ned for hvert år der gik. Dem der så serien, hyldede den til skyerne, anmelderne var ellevilde og den fik selv en masse priser og nomineringer undervejs. Det eneste serien manglede var seere. Desværre lever vi i en verden, hvor folk hellere vil se American Idol og platte komedier som Two and a Half Men. Den mest intelligente og bedst skrevne blev ikke set, fordi den var lidt for intelligent og kompleks. Her er jokes bygget ovenpå jokes i massevis. Der er referencer, skjulte og tydelige, til forrige og fremtidige hændelser. Der er gemte easter eggs over alt. Det gør at serien er meget god ved gensyn og faktisk kun bliver bedre jo mere man ser den. Man opdager hele tiden nye ting, man aldrig have lagt mærke til før. Desværre var den almene seer ikke interesseret i dette.
Der gik dog ikke lang tid efter seriens annullering at folk opdagede serien og langsomt har serien bygget en kæmpe fanbase. Angiveligt skulle en film være på vej. Der er nogle problemer med at få nogle skuespillere tilbage (Michael Cera, som spiller Michael Bluths søn, har oplevet et karriereboost de senere år og har travlt). Det ville være et glædeligt gensyn med Bluth familien, hvis filmen bliver til noget, men indtil da vil jeg og forhåbentlig flere andre mennesker se serien igen. Og igen og igen.

Det var mine personlige bud på de tre bedste oversete tv serier, som senere kom stærk tilbage. Jeg vil senere gerne skrive mine bud på tv's top forhold, åbnings credits, karakterer, episoder og til sidst de ultimativt bedste serier. Jeg mangler dog at se et par serier, som jeg selv mener er gode kandidater, før jeg kan skrive den sidste blog, men jeg er godt på vej. Jeg får set en masse tv.

Oscar 2010/2011

Oscar showet skuffede igen i år. Især værterne var medvirkende til denne skuffelse. Jeg elsker Anne Hathaway og James Franco som skuespillere uden tvivl. De er frontløbere for den nye generation af skuespillere, og det er vel også derfor, de ønskede dem, så de kunne appellere til et yngre publikum, og samle generationerne. Men hvor showet selv skuffede, gjorde filmåret det slet ikke. Slet, slet ikke. Jeg kigger tilbage på året hvor No Country For Old Men og There Will Be Blood stod i spidsen i 2007, hvis jeg skal finde et ligeså godt år i nyere tid. Her er mine favoritter for de store kategorier og hvad jeg synes om vinderne.

Bedste skuespillerinde birolle:
Jeg fandt Hailey Steinfeld imponerende uden tvivl, men det var på grund af hendes alder, og når alt kommer til alt, var Melissa Leo den bedste skuespillerinde i en birolle. Jeg er ikke så glad for hende, som person, da hun virker meget falsk og på grund af den forfærdelige kampagne hun førte for sig selv inden showet. Her er jeg enig med vinderen, men Amy Adams skal heller ikke gå uden at få nogle rosende ord med.

Bedste skuespillerinde:
Michelle Williams har jeg altid været glad for, og hendes præstation i Blue Valentine var ingen overraskelse, da hun virkede så sårbar, virkelig og stærk på samme tid. Men Natalie Portman er uden tvivl en af de bærende kræfter i Black Swan. En film jeg egentlig ser op til og beundrer, men ikke elsker. Så hvor hendes transformation i filmen er yderst mesterlig spillet, er der alligevel en anden skuespillerinde, jeg havde set med statueten. Jeg var vild med den lille, miljøskildrende indie-film Winters Bone. Den unge og smukke Jennifer Lawrence emmer af selvsikkerhed. Hendes stemme, følelsespalette og trods det faktum at hun stadig er meget ung, gør hende til min favorit.

Bedste skuespiller birolle:
Den kategori som egentlig altid huserer årets bedste præstation efter min mening. Heath Ledgers Joker, Javier Bardems Chigurh og Casey Affleck's Bob Ford er sidste årtis bedste præstationer. I år var ingen undtagelse. Christian Bale vinder fuldstændig fortjent. Han er skuespilleren, som 'spiller mest skuespil', men når man endelig ser et klip af den virkelige Dickie Ecklund, som Bale spiller, ser man, hvordan manden egentlig ikke har overspillet hele filmen, men ren faktisk har transformeret sig selv fysisk og psykisk til ugenkendelighed. Geoffrey Rush er meget charmerende og sjov i hans rolle, og jeg blev forelsket i hans karakter, men ved siden af Bale's kraftpræstation er det ikke nok. Jeg vil også nævne Mark Ruffalo, som var det eneste lyspunkt i The Kids Are All Right, men hvilket lyspunkt han var. Jeg elskede karakteren og det skyldtes kun Rufallo, og det gjorde mig vel endnu vredere på filmen, da man ser, hvilken rolle han egentlig altid har haft i filmen. Jeg følte mig forrådt. John Hawkes og Jeremy Renner er også begge præstationer, som kunne have vundet i et svagere år. Som sagt, er dette den mest imponerende kategori år efter år, og at hver præstation af de fine herrer, som var nomineret kunne have gået med prisen, siger det hele.

Bedste skuespiller:
Colin Firth vinder fortjent. En af de præstationer, hvor skuespilleren bliver helt tabt i rollen, og er en anden person foran skærmen. Med sådan en karakter, som den stammende konge, kunne man let have overspillet, men Firth finder den perfekte balance, og det er en inspirerende og følelsesladet præstation i sig selv. Jesse Eisenberg spiller ikke Zukerberg nødvendigvis, men alligevel er hans timing og intensitet truende og beundringsværdig. James Franco er også yderst imponerende, men de får begge deres tid en anden gang.

Bedste manuskript:
Inception burde have vundet over Kings Speech. Nolan's originale film, som er både tankevækkende og grandiøs, er et bevis på, hvad man kan med filmmediet. Alt det håndværk der er lagt i filmen, er allerførst blevet udtænkt fra det manuskript fra Nolan, og det er en skam han ikke vandt. Aaron Sorkin vandt fortjent sin oscar for Social Network, og jeg tror ikke der var andre priser, der var mere sikre og fortjente end den.

Instruktør:
For det første er det utroligt Nolan blev forbigået af Coen Brødrene og især David O. Russell. Sidstnævnte er jeg egentlig meget træt over blev nomineret. The Fighter var en fin, men forglemmelig film, som dog havde meget, meget godt skuespil. Og hvis O. Russell brilierede med at instruere sine skuespillere, var der nu heller ikke meget andet imponerende. Modsat Nolan, som man er sikker på havde en finger i enhver brik i det store pusslespil, som er den episke Inception. Men selv hvis han var nomineret, var det stadig David Fincher som skulle have taget den pris. Dette er moderne filmhåndværk. Musikken, klipningen, dialogen, kameraet. Det hele er perfekt. De enkelte skulle have været lovpriset hver for sig i de enkelte områder, men Fincher's overskuelighed og vision er til evig tid mærkbar i enhver facet af filmen. En skam at Tom Hooper fik den, da det jo var nødvendigt i det at King Speech ville få den store pris.

Bedste film:
For det første, King Speech er en fremragende film, som jeg nød. I andre filmår havde jeg slet ikke haft noget imod at den skulle løbe med sejren. Men dette er 2011, hvor vi har film som skubede grænserne for, hvordan film bliver lavet. Med film som Inception og dens masseappellerende underholdning og multifacethed. Eller 127 Hours' one man show, som trods præmisen sprudler af energi, som få film ville kunne prale af. Eller Toy Story 3 som over 15 år med et velkendt og elsket cast af legetøj sagde mere om os mennesker, end andre film, med live action skuespillere i, ville kunne. Eller Winter's Bone kompromisløse miljøskildring og autencitet.

Eller hvad med den sande fortjente vinder af årets bedste fim, The Social Network, som med egen hånd, får defineret en hel generation. Og ikke kun enhver generation, men den væsentligste af alle i dag. Internettidens unge, altså mig, dig og alle andre som før blev betragtet som nørder, men nu har overtaget verden. Den skildrer vores tabte evne til at kommunikere som mennesker. Og desuden indeholder den simple historie temaer, som er ligeså gamle som historiefortælling i sig selv er. Venskab, magtsyge, forræderi. Historien bliver til at toppe det hele af med fortalt i en sådan fart og fortællerglæde, at man fra det første ord sagt bliver draget ind i fortællingen og verden.

Tag et kig på scenen, hvor Mark Zuckerberg og Sean Parker er i diskoteket. Alien-blå lys som skærer ned på deres ansigter. Det høje, øredøvende technomusik, som alligevel ikke overdøver dialogen, som er historiens nøgle. Justin Timberlake kan stolt kalde sig en rigtig skuespiller efter Alpha Dog og denne film. Som han fortæller om skaberen af Victoria Secret med koncentration, men stadig en løssluppenhed og samtidig det tryllebundne ansigt hos Eisenberg, som han lytter. Det er klasse. Jeg kunne skrive og diskutere denne film i rigtig lang tid, hvilket jeg også har gjort med min bror og venner.

Her er min top 5 film fra i år lige hurtigt:
1. The Social Network
2. Winters Bone
3. Inception
4. Toy Story
5. 127 Hours

Tillagt 2011-03-01 00:42:
Igen, ikke læst igennem efter jeg skrev den. Sorry, er træt. :(

Tillagt 2011-03-01 00:43:
Igen, ikke læst bloggen igennem efter jeg skrev den, så det må i undskylde. Jeg er virkelig træt. :(

Top 3 Perfekte Film

Intet er perfekt, siges der. Selvom jeg sagtens kan forstå skønheden i dette udsagn, passer det dog ikke. I dag vil jeg liste min personlige mening af de tre 'perfekteste' film. Disse er film, som er perfekt skruet sammen på alle led og kanter, og er helstøbte i hver eneste facet af dens produktion i forhold til dens præmis. Ens holdning til filmene er selvfølgelig varierende for film til film, men for hvad de står for er de stadig pletfrie.

3. There Will Be Blood

Det er især svært at finde film, som er nær perfektion fra det sidste årti. Med så mange nye muligheder og innovationer indenfor film, snubler mange film på områder. Da jeg så There Will Be Blood første gang i biografen, havde jeg meget store problemer med at finde en eneste skramme på filmen. Filmen fortæller historien om grådige olieentreprenør Daniel Plainview, hans stridigheder med lokalpræsten Eli, forholdet til hans søn og hans søgen efter magt og hans udnyttelse af de svage omkring ham. Filmen borer dybt ind i vores hovedkarakters hoved, hvor kapitalismens kernefigur er at finde.

Ved siden af en af sidste årtis bedste skuespillerpræstationer af Daniel-Day Lewis, er Paul Thomas Anderson bag kameraet en magiker. Scener skifter mellem at være dialogtunge til slet ikke at have dialog, men de siger lige meget på samme tid og supplerer hinanden til at give det perfekte tempo og den perfekte tone for filmen. Billede og lyd smeltes mesterligt sammen og glider i olie derudaf for at give en vild rutsjebanetur, hvis klimaks hænger hos en længe efter lysene tændes. Jeg tror den perfekte scene i filmen, som også bedst viser, hvordan alt arbejdet i filmen går sammen og går op i en højere enhed, er hvor olien sprænger ud af boret, og kaosset som konsekvens er portrætteret, som aldrig set før i andre film. Musik, lydeffekter, kameraføring, farver, skuespil og intensiteten er ikke til at stå for. Det er håndværk fra en mester, og videre indikation på, at Paul Thomas Andersons er den største kandidat til at være den nye Kubrick.

Olielækagescenen:
http://www.youtube.com/watch?v=d9Q1vM2vPIk

2. To Kill a Mockingbird

Endnu en perfekt film på enhver tænkelig måde. Den siger egentlig ikke mere end, hvad der bliver vist og snakket om i filmen, til seeren, men i stedet viser filmen den voksne verden og alle dens tumulter set igennem den måske vigtigste synsvinkel af alle; et barns. Det er uskyldigheden og den manglende kynisme i børn, som netop effektivt belyser f.eks. racisme, som er en af filmens hovedtemaer.

Hvad der dog bærer filmen er dens række af skuespillerpræstationer, som er så uforglemmelige og menneskelige. Børnene er barnlige og virkelighedstro; de opfører sig og snakker som børn gør. Gregory Peck's ikoniske rolle som Atticus Finch er også en af alle tiders bedste skuespiller præstationer. Hans menneskelighed og sympatiske personlighed skinner igennem og varmer ens hjerte. Hvis man ønsker at være skuespiller, er dette en film, man med sikkerhed må få set. Alt i alt er To Kill a Mockingbird perfekt og jeg elsker den.

1. The Godfather

Vel ikke nogen overraskelse. Faktisk er jeg større tilhænger af den anden film i trilogien for dens karakterinteraktioner og tykke, dystre stemning, men den første film er mere fokuseret og fortæller en større historie. Jeg tror grunden til, hvorfor folk elsker filmen så meget ikke skyldes så meget dens legendariske karakterer eller kult-citater. Nej, i kernen er det Corleone-familien, som drager os ind. Vi kan både relatere os den med bestemte karakterer, men samtidig bruges gangsterdramaet som platform for at fortælle om temaer såsom døden af den amerikanske drøm, forholdet mellem mænd og kvinder, separationen mellem erhvervslivet og privatlivet. Med så mange bolde at jonglere med, er der stor chance for, at man kunne have tabt en eller flere bolde undervejs, men det er her Coppola's vision gør filmen perfekt. Med så mange karakterer, sideplots og temaer, som alle skal behandles, bliver der alligevel ikke efterladt noget. Alt bliver gennemarbejdet og analyseret.

Hvis man skal se på specifikke scener at pege hen imod for at overbevise de sidste, som ikke mener filmen er perfekt, ville man have svært ved kun at vælge en. Åbningsscenen til at starte med er stemningsfyldt og sætter tonen an. Hele bryllupssekvensen er et skoleeksempel på, hvordan man klipper en hel sekvens sammen, hvor der optræder flere karakterer og små konflikter i. Dernæst er der hele Sicilien-sekvensen, hvor det smukke landskab og kulturen tegner den nødvendige kontrast mellem den 'gamle' og den 'nye' verden tilbage i New York. Min personlige yndlings scene må dog være den, hvor Vito og Michael sammen sidder og snakker i husets have. Jeg tror ikke, der er en anden scene, hvor to skuespillere overfor hinanden spiller så overbevisende og indsigtsfuld. Det er ultimativt rørende og tragisk, hvor ked af det Vito er over, at hans søn skulle falde i samme spor, som ham selv. Som sagt før, det er ikke min yndlings af Godfather filmene, men filmens knivskarpe fokus trods den tre timer lange længde er uset. Der bliver sagt så meget om så mange ting, samtidig med at arbejdet bag filmen er forundrende genialt.

Og det var mine tre top perfekte film. Her er nogle af mine runners up:

The Shinning, Once Upon a Time in the West, Se7en, Taxi Driver, Shawshank Redemption, Die
Hard, Raging Bull.

Hvad med jer, hvilke film ville i selv kalde perfekte?

Top 3 "Changes"

Det er en kliché, men også en tanke, som strejfer mennesker hver evig eneste dag. Tanken om at forandre sig selv, sit ydre og ens verden. Jeg vil kigge på de tre bedste sange, som har denne titel: "Changes"

3. Black Sabbath - Changes
Black Sabbath udgav deres "Changes" i 1972. Hvor deres andre sange var domineret af skrigende, hårde guitarer og en rå vokal, var "Changes" i skarp kontrast. Melodisk, kirkelig og meget personlig. Det rørende og vedvarende klaver spiller sangen ind og ud.

Ozzy Osbourne synger i sangen om kærlighedssorg. Om et forhold, hvis brudskab har endt hans midlertidige lykke. Med dette brud, er forandringerne påført ham. Han har ikke valgt denne forandring. Han vil bare have en chance til at gå tilbage og ændre på det hele: " Wish I could go back; And change these years". Men desværre: "But it's too late now, I've let her go"

Personligt rør den mig, da jeg netop finder noget spirituelt i den. Trods lyrikken og den åbenlyse historie om hjerteskærende forholdsbrud, så giver det mesterlige klaver og Ozzy's fantastiske og passende stemme, den rette overjordiske tone. Som kunne sangen også være skrevet til en kone, man har mistet til døden.

Black Sabbath - Changes

2. David Bowie - Changes

En sang, der også er blevet samplet og lavet coverversioner af mange, er "Changes" fra Bowie. Det var i 1971 britiske rockstjerne David Bowie udgav "Changes" på hans fjerde album, Hunky Dory. Manden, hvis udseende konstant ændrer sig, havde denne sang, som på perfekt vis artikulerede mandens måde at genopfinde sig selv. "Changes" kan ses som den pure definition af David Bowie. I første vers af sange, synger han:"Every time I thought I'd got it made; It seemed the taste was not so sweet". David Bowie genfinder sig selv konstant. "Så jeg vendte ansigtet mod mig selv" synger han lige efter, og det vil Bowie med sikkerhed gøre for evig til.

En anden vinkel til sangens lyrik, kan være, at det er unge mennesker, som ved de en dag må befinde sig på den anden side af ungdommens oprørshed. At de, trods den viden om at forandringer er, uanset hvad, ventende, stadigvæk prøver at finde sig selv. "They're quite aware of what they're going through"

Udover den tvetydige lyrik, er musikken også skælmsk og udfordrende. Den stammende "Ch-ch-ch-changes" der er at finde i omkvædet er velkendt hos mange ører i dag, da sangen er brugt i en del af nutidens pop-kultur. Sangen er en tidløs klassiker.

David Bowie - Changes

1. Tupac - Changes
Mens Black Sabbath og David Bowie koncentrerede sig om den indre, personlige forandring, vi som mennesker gennemgår, tilbeder Tupac folk efter en forandring. Sangen blev udgivet to år after han blev skudt i Las Vegas 1998. Den samler uudgivet materiale og sampler Bruce Hornsby's "The Way it Is". Først høres klaverets gråd og efter slås det stramme 90'er hip-hop beat i gang.

I sangen skildrer Tupac flere sociale problemer, såsom krigen mod stoffer, politivold, racisme og politik. Det er underklassens sortesamfund, som bløder og lider, mens alle andre ser til, og ikke på nogen måde han intentionen eller lysten til at hjælpe til. "Give the crack to the kids who the hell cares, one less hungry mouth on the welfare". I USA (og resten af verden, for den sags skyld) er det de svage, som udnyttes og bliver skidt på efter. Hjemløse, afhængige, unge, forvirrede drenge; de er alle efterladt til at rådne og spise dem selv op.

Tupac lader dog ikke skylden ligge i den 'ydre verden' kun. Ghettoen er bygget op af de, som beboer den. Det er ikke kun racer, som bekæmper hinanden, der er tilmed også en indbyrdes kamp i blandt folk. " I got love for my brother but we can never go nowhere, unless we share with each other" rapper Tupac.

"Changes" er 12 år gammel, men Tupacs ord er i dag ligeså, hvis ikke mere, relevante, som de var dengang. Politiet kæmper en allerede tabt krig mod stoffer, i stedet for at bekæmpe fattigdommen og de sociale problemer, som i første ende fører til, at der er stoffer at finde på gaderne. Der er ligeså stor krig på gaderne af USA's gader, som der er i mellemøsten, siger Tupac. Rapperen sagde dengang, at vi ikke var klar til en amerikansk præsident i sangen, og det var også med samme budskab, budskabet efter forandringer, at Obama vandt præsidentvalget på.

Hvem ved, måske er forandringer på vej? Måske er der en ny dag i vente. Tupacs ord ringer ligeså sande, hvis vi ser på Danmark. I stedet for at uddanne, belære og integrere, er folk mere interesserede i at splitte befolkningen. Unge indvandrere er åbenbart ikke til at redde, det er en tabt kamp. De er samfundets rester nu, og kan smides ud, da de ikke lever op til den standard, der forventes af dem. De ved dog udmærket godt, hvad der er forventet af dem. De bliver ganske enkelt svigtet.

2pac - Changes

Jeg skrev denne blog, da jeg for tiden er opsat på tanker om forandringer. Forandringer i mit indre, forandringer i hvordan jeg bliver opfattet - selv hvordan jeg opfatter mig selv. Med disse tanker medførte også det livs- og menneskesyn, jeg har dannet for mig selv. Jeg vil forbedre mig selv på enhver tænkelig måde, men samtidig være tro over for mig selv. Efter mig selv, vil jeg også give så meget jeg kan til andre. I blandt mig ser jeg alt for ofte selviskhed og arrogance. Folk ved de er bedre end andre, og de glorificerer sig selv det. Den grøft vil jeg ikke falde i. Vi lever i et, i hverdagskontekst, velfungerende samfund. Der er dog stadig brug for meget stor forandring i mennesker. Jeg vil recitere Tupac en sidste gang og sige tak for at læse med.

" We gotta make a change...
It's time for us as a people to start makin' some changes.
Let's change the way we eat, let's change the way we live
and let's change the way we treat each other.
You see the old way wasn't working so it's on us to do
what we gotta do, to survive."

Tillykke, John Lennon

Det var nøjagtig 70 år siden legenden John Lennon blev født. Beatles' stjernen som blev skudt i 1980, ville være en aldrende mand i dag, hvis han havde levet. Dette gør han dog ikke. Han vil stadig være ung i vores hukommelse. Jeg levede ikke selv, da John levede, men hans musik, ord og tanker siger lige så meget til min generation, som den gjorde for den generation, han af sig selv definerede i 70'erne.

Som ung og en del af The Beatles var han hovedmand til bandets største og bedste sange. Han stod ud som den bedste sangskriver, og i min mening også den bedste sanger.

Også efter opbruddet med Beatles fortsatte John Lennon at udgive musik til verden. Han begyndte her at bruge musikken til meget mere end at underholde. John Lennon havde nemlig et budskab. Vi er alle delt op i nationaliteter, racer og religioner, mens vi er drevet af had. Krig imellem lande, ideologier, religioner og racer. Aldrig var der plads til den kærlighed John Lennon ønskede og håbede for verden.

I vores post-9/11 verden er vi som mennesker opdelt lige så meget som nogensinde før. John Lennon forestillede sig en verden, hvor vi alle levede i fred, hvor landegrænserne blev visket ud og religionerne droppet til fordel for ren kærlighed imellem alle mennesker fra alle verdens kroge.

Vi er måske ikke nået til den verden endnu, men sammen med Lennon vil jeg stadig håbe på, vi en dag alle kan leve i én verden som medmennesker. Tillykke med fødselsdagen John. Du vil for evig tid være en legende. Din musik vil blive husket og set tilbage på, mens dine ord og tanker vil blive taget til os og set frem med.

Imagine.

To dramaserier (Dexter, Breaking Bad)

(SPOILER-FRI)

Som en kæmpe fan af amerikanske tv-serier, har jeg altid fulgt med i det nyeste bud fra det amerikanske tv-land. Dramaserien er en god platform til at levere karakterdrama i inddelte episoder. Enten med en kørende plottråd over flere episoder eller sæsoner, eller som en serie, hvor hver episode har sin egen individuelle handling.

Hvad der er så godt, er at man introduceres og langsomt kommer under skindet på karakterer, og med flere episoder og timer at gøre godt med, kan karaktererne udforskes og behandles meget bedre end i en to-timer lang film eller noget andet.

To dramaserier der i øjeblikket stadigvæk kører på flimmerkassen og som jeg holder mit hjerte nært, er Dexter og Breaking Bad. To serier som både har mange ligheder og uligheder.

Dexter handler om karakteren af samme navn som serien. Dexter er en blodanalytiker for Miami's politi om dagen, og seriemorder om natten. Dog er Dexter en "god" seriemorder, for han udfører sit natarbejde ud fra nogle regelsæt, hans afdøde stedfar, Harry, har lært ham. Dexter myrder kun andre mordere.

Breaking Bad har et lignende præmis. Her har vi en middelaldrende kemilærer Walter White, som får konstateret lungekræft. Med en handicappet søn på 16, en gravid kone og en økonomi der er ved at kollapse, beslutter Walter sig for at begynde at koge hårde stoffer for at kunne efterlade sin familie med nogle penge inden, han dør.

I begge serier ser vi en mand, som lever et dobbeltliv. Hvor han prøver at holde sin normale tilstedeværelse, være det ens kollegaer eller familie, fra ens mørke side. De er begge ulve i fåreklæder. Mens den ene er bange for at blive afvist og afkastet fra hans næreste, er den anden bange for hvilket minde hans næreste vil have af ham efter hans død, hvis de fandt ud af hans hemmelighed. Især Dexter spiller meget på temaet om at gå med masker og forestille at være "normale", selvom der i sidste ende ikke kan puttes en definition på det ord.

Hvor serierne dog adskilles fra hinanden er disse karakterers udviklinger. I starten af serien er Dexter meget mørk, indelukket og umenneskelig. I hans indre monologer i serien hører vi hans syn på menneskerne omkring sig, og hvordan han slet ikke tilhører sig iblandt dem. Som serien dog skrider ad - Og Dexter modner og åbner sig følelsesmæssigt til menneskerne omkring sig, foregår Dexter en transformation. Ved der ellers var en dyster mand med mange indre konflikter han låste inde, bliver til en mand, som måske stadigvæk holder på store hemmeligheder, men som har lært at han afhænger af de bånd og forhold, han får skabt i sit liv.

Her er Breaking Bad fuldstændig vendt på hovedet. Walter White er en harmløs kemilærer, som går igennem en midtvejskrise. Tingene begynder at slippe af hans hænder, og han føler ikke, han har nogen kontrol over sit liv. Det er dog indtil han får konstateret kraft. Det er noget, han ikke kan ændre på - noget han er sikker på. Så han tager den dårlige beslutning og teame op med en af hans tidligere elever, som går rundt og er en smal dealer i det store ocean af Alburquerque's verden af stoffer. Derfra og mange adskillige dårlige beslutninger senere, ser vi, hvordan Walter langsomt mister sin sjæl og ender som en decideret dårlig person. Intentionerne var måske rene og uskyldige til at starte med, men over seriens forløb har det kun gået værre for Walt, og de sager, handlinger han har foretaget sig, ville du aldrig associere med den mand, du blev introduceret til i starten. Mens Dexter går fra at være en ensom fyr til en familiefar, der tager ansvar, bliver Walter White langsomt mere og mere ensom og umenneskelig. Det er begge interessante og unikke udviklinger, som er grund for fandens godt tv.

Et andet punkt hvor serierne begge excellerer, er hos deres hovedrolleindehavere. Dexter spilles eminent af virkeligheds kræftramte Michael C. Hall. Med en forunderlig forståelse af, hvordan Dexter handler og tænker, er Hall fantastisk til både at vise Dexters indelukkethed, men samtidig er han ligeså troværdig og gribende, når Dexters store følelser kommer frem. Få skuespillere ville kunne spille sådan en rolle uden at falde i udtømte klichéer eller i direkte kedsomhed. Desuden er Halls monologer, som desuden er genialt skrevet, et af de bedste aspekter af serien.

Walter White i Breaking Bad spilles af Bryan Cranston. Det er ikke overraskende at han er blevet belønnet to gange for denne rolle i Emmy priserne. Det ville tage en mesterskuespiller at på overbevisende vis spille karakteren Walter White, da han har så mange scener med forskellige slags mennesker, og hvor en stor palet af følelser skal kunne tages i brug. Bryan Cranston er denne mesterskuespiller. Han forstår guldet i som skuespiller at bruge stilhed og lave toner til ens fordel. Imponerende arbejde!

Men grunden til jeg ville skrive om disse to serier i én sammenhæng er fordi, de repræsenterer begge, hvad godt skrevet TV-drama handler om. Heller ikke kun bundet til tv. Med obskure verdener i fokus, liggende i skyggen af den rigtige verden, som vi kender den, er disse serier pragteksempler på, hvorfor nødvendig overdrivelse fremmer forståelsen af de inderste, mørkeste sider af det moderne menneske. Vi er måske ikke nogen seriemorder, men vi nikker genkendende til, når Dexter fortæller om at holde ens sande jeg væk fra mennesker omkring en. Vi er måske ikke nogen methamphetamine-koger, men vi forstår vigtigheden af familien og at vi ville gøre alt for vores egen.

Breaking Bad har netop lige afsluttet dens tredje sæson og fjerde vil kunne findes igen til næste sommer ( :( ), mens Dexter sparker sin femte sæson i gang i USA næste måned. Tidligere sæsoner kan findes på dvd, så hvis du søger alvorlig tv-drama, som undersøger de dybeste, dystre afkroge af menneskets sind, så tjek Breaking Bad eller Dexter ud.