Københelvede leverede solid metal

Vrumm. Gasflammens kugle bryder den blå himmels fredsommelighed og indvarsler en ny koncert med et af de mastodontiske metalnavne, der har fundet vej til de ellers normalt røvsyge omgivelser ved det gamle B&W værft i København. Slayer, Anthrax, Lamb of God, Immortal, Soulfly, Marilyn Manson, Gojira, Mastodon mfl. vidner om et afsindigt stærkt og imponerende program på en kun tre år gammel festival, og samtidig var logistikken meget veludviklet. Man stod aldrig længe i kø til hverken mad eller øl, der var et fint udbud af aktiviteter, gode handikapfaciliteter og generelt tænkt meget over at skabe så gode rammer som overhovedet muligt.

Så nu efter at have gendannet hørelsen og kommet mig over en irriterende snue, har jeg derfor tænkt mig at inddele koncerterne i tre anmeldelsesniveauer, og selvom jeg ikke så alle koncerter, så skulle det gerne give et bredt indtryk af festivalen. Så Rock on!

Tættere på himmelen
Det var helt generelt afsindigt imponerende var, hvor solidt metalniveauet var. Der blev arbejdet hårdt af samtlige artister, hvor kun meget få faldt igennem. Især Lamb of God står som et af de ypperste oplevelser, hvor forsanger Randy Blythe havde en fantastisk kontakt til publikum, og hvor bandets energi og overskud alene tændte ilden under publikum. Selv nye numre som The Undertow og The Number Six fra bandets seneste skive Resolution fra sidste år blev leveret med en overbevisende tiltro og stolthed, der gjorde oplevelsen mindeværdig. Der var simpelthen ikke en finger at sætte på Lamb of Gods performance, og det er især en fornøjelse at se et så stort band arbejde for klapsalverne. Hvis vi alle er guds lam, så var Lamb of God hyrderne, der ledte os i fordærv, og sikke en fed oplevelse.

I denne kategori faldt også Mastodon, Meshuggah og All Shall Perish, hvor sidstnævnte personligt stod for en af de større overraskelser. Mastodon var også herligt velspillende, hvor skæringer fra de ældre Leviathan og Remission plader kunne findes på setlisten, men når det er sagt, savnede jeg et hårdere set fra Mastodons side, da Hunter pladens mange mere melodiske numre kvæler noget af tempoet. Det var lidt ærgerligt, men ikke nok til at skramme Mastodons pletfrie ry for at levere ved liveoptrædener. Her skal der også falde en ros mod Immortal, der godt nok ikke er rammer mine øreganges med vellyd. Men jeg må dog bøje mig i støvet over det show, de tre ansigtsbemalede nordmænd kunne levere. Der blev skruet HØJT op og spillet igennem, og den attitude og respekt i forhold til publikum er ekstrem vigtig. Arrogance hører ikke hjemme et sted, hvor folk har betalt i dyre domme for at se en, og det havde Immortal fattet til fingerspidserne. Det var flot.

Skærsildens Too big to fail koncerter
De helt store og gamle metalnavne gæstede som nævnt også Copenhell. Slayer og Anthrax leverede begge solide trashmetal koncerter, hvor især de midaldrende metalfans fik luftet læderbukserne og kastet djævlehornene. Nu er jeg ikke selv en storfan af thrashen, og savnede derfor lidt mere energi i de gamle cirkuselefanter. Det er immervæk udfordringen ved at hyre så store navne til en festival - at koncertoplevelsen ikke nødvendigvis svarer til publikums forventninger. For et band som Slayer der med lethed kan spille 40000 mennesker op, virker en koncert for 10000 i København som blød opvarmning, og selvom der blev leveret et solidt set, imponerede det heller ikke særskilt.

Nu er der sikkert de første mange, der tænker "Vorherre på lokum, de har spillet i 40 år, hvad regner du med?" osv. Men det var ikke fordi at de gamle og store metalnavne ikke leverede. Det gjorde de. Men man må med rette spørge sig selv, hvilke forventninger man har til så stort et navn, og om det Slayer-navnet alene ikke trækker så meget opmærksomhed, at man kan nøjes med at levere 80 i stedet for 100 procent. Det mener jeg.

Det våde og skuffende punktum i helvede
Som i måske allerede har læst i Rasmus' beretning, så lukkede den festlige hr. Manson ballet med pomp og pragt. Vejrguderne havde straffet vores blasfemiske dyrkelse af metalgenren og lod vandet strømme fra et åbent hul i himmelen. Det kunne Manson godt nok ikke gøre for, men det er svære kår at arbejde under. Efter at have lade tæppet falde og åbne med det navlepillende Hey, Cruel World fra hans nyeste plade Born Villian kom erkendelsen. Der blev sørme spillet med bandtrack, så den trætte og uoplagte Manson selv kunne vælge om han ellers gad at synge sine egne numre. Det gad han ikke altid. Der var blevet blandet et set med løs hånd, hvor Disposable Teens, Rock is Dead og The Dope Show kun lige blev leveret med et minimum af troværdighed. Da covernummeret Sweet Dreams (are made of this) blev hevet op af hatten, kunne hverken tålmodigheden eller regnjakken klare mere, og det var blevet tid at vende snuden hjemad. Det var skuffende at se en mand med så stort et bagkatalog af gode skæringer og effektfulde optrædener lirer noget forfærdeligt lort ud af ærmet. Skammeligt.

Men det skal Copenhell ikke høre et ondt ord for. Jeg synes tværtimod, at det er prisværdigt, at man kan stykke sådan en festival sammen med så bredt et program uden at udvande konceptet på nogen måde. Det var et sindssygt flot stykke arbejde, og jeg kommer med allerstørste glæde igen til næste år.

Hvad med dig? Var du på Copenhell eller ville du gerne have været? Fyr en solo af i kommentarfeltet nedenunder. Hell Yeah!