Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Anbefal mig et album! : Father John Misty

Skrevet af Ak-master den 2 maj 2017 kl. 17:12
Tagget som: anbefalmig

Her følger sidste afsnit i min lille føljeton. Tak til jer der læste med, og en special tak til de af jer, der deltagede aktivt i løjerne. Der var jo desværre ikke den store opbakning til sidst. Jeg forsøgte at præsentere projektet som afslappet og uprætentiøs; bare en fyr der lytter til lidt musik - samtidig med at der var lidt at komme efter. Havde vi kørt længere, havde formatet not ændret eller udviklet sig lidt. Men aaanyway.

Jeg har i dag selv valgt at snakke om den gode mand Father John Misty. En amerikansk singer-songwriter der i løbet af nullerne indspillede under eget borgerlige navn J Tillman. Med tiden fandt han samtidig sammen med Fleet Foxes og medvirkede på deres andet album. Men så fik han tilsyneladende nok, og valgte at genskabe sig selv helt fra bunden som Father John Misty. I virkeligheden har han dog reelt ikke genskabt sig selv, da dette nye moniker angiveligt er en langt bedre repræsentation af den virkelige Josh Tillman. Dette kommer i særdeleshed til udtryk igennem den humor og satire der løber i en lind strøm igennem hans nye musik.

I Love You, Honeybear er hans andet album som Father John Misty og det udkom for to år siden. Mistys tredje plade udkom for nylig, og det er kort sagt lidt af en mastodont indenfor inderligt og satirisk blød rock. Men tilbage til Honeybear. Pladen åbner med et relativt poppet og yderst radiovenligt nummer. Faktisk i en sådan grad at det ved første lyt er som at blive genforenet med en gammel ven. Dette bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af den tilnærmelsesvise 60'er lyd, som Misty får genskabt på pladen - uden at det virker påtaget eller forældet.

Misty er bestemt ikke bange for at sænke tempoet og køre sjæler-stilen, og heldigvis gør han både dette og hin til den store guldmedalje - som regel. Det tager nogle gange overhånd med de langsomme numre, men den kritik er primært rettet mod hans efterfølgende plade. En af hans mest suværene og mest langsomme numre finder vi på nærværende plade i form af den fortryllende "Bored in the USA". Med en forsigtig kombination af keys og violin lufter Misty sine tanker om et svigtende og skuffende USA. Han synger sin blues med den største inderlighed, og midt i denne dramatiske åbenbaring kryber en heftig omgang dåselatter ind i nummeret og forsøger at drukne Misty... Med nærmest uvirkelige resultater. Genialt. I det efterfølgende og mere tempofyldte nummer "Holy Shit" fortsætter Misty lidt i samme dur med tanker om det rådne fundament vi bygger vores hverdag op omkring. Disse to sange er i sig selv nok til at slå Misty fast som en fantastisk sangskriver.

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme hans smukke stemme. 5/6

Bedste numre: "Chateau Lobby #4 (In C for Two Virgins)", "True Affection", "Strange Encounter", "Bored in the USA", "Holy Shit"

Hvad synes du om Father John Misty? Andre sidste bemærkninger?

Anbefal mig et album! : Scott Walker

Skrevet af Ak-master den 25 april 2017 kl. 16:22
Tagget som: anbefalmig

Stik i mod reglerne fik jeg egentlig anbefalet fem forskellige plader med Scott Walker, og blandt disse har jeg så selv udvalgt nummer to i rækken. Udelukkende pga. at jeg kan huske, at den starter med et nærmest overvældende energisk nummer. Jeg har altså hørt pladen før, men kan ikke huske andet fra den eller andet Scott Walker-relateret. Jeg havde en ide om, at åbnerens hyper-niveau stod i skarp kontrast til resten af pladen, men det er jo faktisk ikke helt tilfældet, har jeg måtte erfare efter at have givet hele molevitten adskillige flere lyt.

Scott 2 viser sig at høre under kategorien baroque pop, hvilket kommer til udtryk igennem tæt på samtlige dele af skiven. Det er radiovenligt pop med fine melodier besmykket med orkestrerede arrangementer, mens dele af musikken og tekstuniverset også trækker tråde tilbage til gammel europæisk folkemusik. Hele baduljen er samtidig utrolig overdramatisk - hvad end Walker byder på en sjæler ala Frank Sinatras "My Way" ("Come Next Spring") eller cabaret-agtig festfyrværkeri ("Jackie") og i virkeligheden bliver det måske ikke mere over-the-top på den påtrængende "Best of Both Worlds".

Store dele af Scott 2 er covers (flere af Jacques Brel) og alle selvfølgelig tilpasset til overstående lyd, men Scott har også skrevet enkelte af sangene selv. Den mest bemærkelsesværdige af disse er nok den godt seks minutter lange "Plastic Palace People". Foruden at indeholde en klokke i venstre lydspor der er ganske forvirrende på cykel, byder sangen også på en anderledes progression bl.a. som resultat af den længere spilletid.

Der er ikke nogen dårlige sange inkluderet, men med det sagt taber pladen noget momentum med de halvkedelige sjælere "Wait Until Dark" og "The Bridge". De kan ved sporadiske lyt virke episke trods tempoet, men man kommer let til at forveksle episk med overdramatisk. I samme dur lyder pladen lidt som et film-soundtrack til tider.

Scott 2 er et både underholdende og spændende lyt, der ikke just kan siges at lyde som mange samtidige udgivelse. Men skru lige lidt ned for dramaet næste gang. 5/6

Bedste numre: "Jackie", "Black Sheep Boy", "Next", "The Amorous Humphrey Plugg", "Plastic Palace People", "Windows of the World", "Come Next Spring"

Hvad synes du om Scott 2?
Næste gang anmelder jeg noget selvvalgt. Well, af åbenlyse årsager. Og så er det vel det.

Anbefal mig et album! : The Field

Skrevet af Ak-master den 19 april 2017 kl. 19:43
Tagget som: anbefalmig

From Here We Go Sublime er debutalbummet fra svenske producer The Field, og består af en samling instrumentale og elektroniske stykker musik, der langsomt får lov at udvikle sig igennem relativt lange numre. Dette kan enten være i form af en løbende introduktion af nye instrumenter og melodier eller i form af små stilskift og andre 'twists and turns'. Andre gange er denne udvikling så begrænset, at den grænser til at være ikke eksisterende.

Selvom The Field har gjort brug af forskellige og varierede samples er lyden helt igennem elektronisk, og da numrene som sagt udvikler sig ganske langsomt og relativt lidt samt indeholder overvejende hurtige beats, bevæger pladen sig i trance-territorium.

Der bliver heldigvis budt på mange velkomponerede numre, der formår at skabe et komplet lydbillede med en god latent melodi (ofte i form af et velklippet vokalsample), bombastiske omend behagelige beats og en altomsluttende atmosfære. Der er ikke en væg af lyd, men når pladen er bedst, er effekten lidt derhenad.

Der er samtidig også noget dejligt hypnotiserende over musikken, hvilket er med til at forsvare de lange numre og den generelle lange spilletid. Med det sagt er den 10 min. lange "The Deal" langt fra lige så interessant som The Field har troet, og jeg bliver derfor træt af den længe før sidste tone er lydt. I et interessant træk har den svenske herre også valgt at lege lidt med tidssignaturer på "Mobilia", der dukker op nær slutningen. Hvis man som lytter, har ladet sig forføre af de tidligere hypnotiserende toner, vil man brat komme tilbage til virkeligheden med dette synligt kaotiske nummer.

Der er ikke nogle elementer af musikken, der decideret imponerer mig, men det lyder nu overvejende ganske udmærket. 4/6

Bedste sange: "Over the Ice", "Good Things End", "Everyday", "Silent", "Mobilia"

Hvad synes du om From Here We Go Sublime?
Næste gang anmelder jeg Scott Walker. Men hvad derefter?
Anbefal mig noget nyt udgivet indenfor de sidste fem år

Anbefal mig et album! : Arcade Fire

Skrevet af Ak-master den 10 april 2017 kl. 15:32
Tagget som: anbefalmig

Arcade Fire er et ud af flere spændende nyere indiebands, der fik sin start i 00erne. Funeral er debutpladen med dele af garage (The Black Keys), tempo (Franz Ferdinand) og orkestrering (øhh, The Beatles?). Som de fleste af sine samtidige kollegaere genfortolker Arcade Fire altså gamle stile og lyde på deres første plade.

Funeral skubber derfor ingen nye grænser og er ikke sæbet ind i rå energi. Det handler ikke om stygge guitar riffs men om at finde den gode melodi. Dette er heldigvis gennemgående vellykket, og resultatet er et ganske underholdende og nydeligt album.

Tracklisten antyder, at noget konceptuelt er på spil, men i virkeligheden er pladen en relativ varieret oplevelse. Fra drone-agtig guitarspil på "Neighborhood #3" til den radiovenlige ballade i "Crown of Love" og fra den garage-lydende og forvrængede vokal på "Neighborhood #2" til den Bjork-agtige og yndige fe-vokal på "In the Backseat", hvor bandets kvindelige sangerinde for første gang får lov at køre solo. Sidstnævnte nummer fremstår ved første lyt temmelig malplaceret, da det skiller sig så væsentligt ud med sin altoverskyggende kombination af en skæv vokal og melodisk violin. Det er i virkeligheden lidt synd, da nummeret er blandt pladens bedste.

Selvom titlen og forsangerens blueish vokal umiddelbart varsler blå toner, så er Funeral langt fra et deprimerende album. Det er fyldt med håb om bedre tider - hvis ikke i lyrikken så i musikken. Der er desuden ikke ét dårligt nummer inkluderet, og det er derfor ikke svært at anbefale The Funeral på det varmeste. 5/6

Bedste sange: "Neighborhood #1 (Tunnels)", "Neighborhood #3 (Power Out)", "Wake Up", "Rebellion (Lies)", "In the Backseat"

Hvad synes du om Funeral?
Og hvad skal jeg anmelde næste gang?
Well, næste gang vælger jeg noget, der allerede er blevet forslået, så jeres job er nu at komme med forslag indtil næste blogindlæg, og så vælger jeg et album til den tid (samtidig med at jeg bringer en anmeldelse af et allerede forslået album).
For at gøre det lidt ekstra interessant, er der nu et overordnet tema. Nemlig singer-songwritere. Minimum fem år gammelt stadigvæk. Jeg gentager: KUN singer-songwritere. Jeg vælger dog bevidst ikke at definere disse.

Anbefal mig et album! : Machine Head

Skrevet af Ak-master den 3 april 2017 kl. 11:25
Tagget som: anbefalmig

Machine Head udgav i 2007 deres sjette album, The Blackening, og her ti år senere følger min anmeldelse uden noget yderligere kendskab til bandet.

The Blackening åbner med et 10 minutter langt nummer, hvilket normalt er en modig måde at indlede et album på. Det føles dog ganske naturligt, da nummeret på nogenlunde vis får introduceret bandet for lytteren. Med det sagt er "Clenching the Fists of Dissent" en relativ rodet og uinspirerende omgang - det er ikke inspirerende at råbe "fight" en masse gange.

Eftersom The Blackening bevæger sig i trash metal territorium får trommerne ofte al hvad den kan trække, mens der også bliver budt på masser af tempofyldte guitar soli samt en mild growl. Når tempoet bliver for højt, kan musikken let blive kedelig og enerverende at lytte til, hvilket også gør sig gældende flere steder på nærværende plade. Som det nu engang er med growl-bands, så skifter de jævnligt mellem growl og skønsang, hvilket jeg altid har fundet lettere skitsofrent, men endnu vigtigere afslører skønsangen som regel en relativ pæn og kedelig sangstemme. Machine Head er ingen undtagelse.

Ikke desto mindre lykkedes det nogenlunde for "Beautiful Mourning" at blande trash metal, skønsang og guitar soli på en engagerende og underholdende måde. Guitarspillet når nye højder på "Aesthetics of Hate", hvor Machine Head i perioder lyder som Tool. Næsten radiovenligt bliver det til gengæld på singlen "Now I Lay Thee Down", hvor forsanger Robb Rynn giver et fængende omkvæd sammenlignelig med Volbeat. Derefter tager pladen desværre et dyk med "Slanderous", hvis koncept og omkvæd er næsten decideret dumt.

Pladens sidste tre numre indeholder omtrent samme antal minutter som åbneren, og på den første af disse, "Halo", bliver en større bid af bandets potentiale endelig indfriet. De formår for alvor at spinde guld på deres leg med tempo og hastighed, og resultatet er et både underholdende og spændende stykke musik. Afslutningsvis får vi "A Farewell to Arms", der ganske simpelt ville have fungeret bedre uden de pletvise dryp af den nu metal-agtige vokal.

Der er meget at komme efter på The Blackening, der med overvejende positive resultater blander forskellige lyde og sider af metallen. For min skyld måtte de dog gerne have taget den et skridt videre og veget yderligere fra udgangspunktet. Jeg er desuden ikke blevet mindre overbevist om, at der næsten ingen lyrikere findes blandt metalbands. 4/6

Bedste sange: "Halo", "Now I Lay Thee Down", "Aesthetics of Hate", "A Farewell to Arms"

Hvad synes du om The Blackening?
Og hvad skal jeg anmelde næste gang? Samme regler som sidst.