Review: 2Pac - 2Pacalypse Now

Meget er allerede blevet skrevet og sagt om Tupac Shakur, så for helt kort at opsummere så har hans forældre været medlemmer af De Sorte Pantere, han selv har studeret poesi og drama, og i omkring 1990 blev han danser for Digital Underground for derefter at debutere som rapper på deres "Same Song". I 1991 udgav 2Pac sit debutalbum.

Pga. sine højst samfundskritiske og socialrealistiske tekster vakte 2Pacalypse Now en del røre i U.S.A., hvilket selvfølgelig ikke gjorde andet, end at skabe en masse opmærksomhed omkring Tupac, der derfor lynhurtigt blev kendt landet over. Albummet skulle dog vise sig kun at være begyndelsen, og det bliver i dag ofte overskygget af efterfølgende udspil, der indeholder mere kendte producere og en mere erfaren (på både godt og ondt) 2Pac.

Men 2Pacalypse Now må da være andet end et springbræt til videre udfoldelser?

1. YOUNG BLACK MALE
Et enkelt højttempo vers pakket ind i ad-libs. Altså ikke det typiske 2Pac nummer. Lyrikken repræsenterer dog fint albummet, og verset bliver også leveret sikkert og overbevisende, så denne del af nummeret er god.

2. TRAPPED
Den første single fra albummet, hvilket var et fint valg. Der bliver budt på klassisk 2Pac med en socialrealistisk tekst og en nedbarberet men fængende produktion. Udmærket.

3. SOULJA'S STORY
Konceptet her er ikke dumt, da 2Pac tager rollen som Soulja og fortæller om sin kriminelle levevej, hvilket sikrede ham en plads i brummen, hvorefter synsvinklen skifter til Soulja's lillebror, der desværre ikke har lært af sine broders fejl. Problemet er bare, at 2Pac med Soulja forvrænger sin stemme til en meget dyb og langsom en af slagsen, og den irriterer mig altså en smule. God ide, men jeg er ikke den store fan af Soulja (der vender tilbage igen senere).

4. I DON'T GIVE A FUCK (FEAT. POGO)
Jeg kan som nævnt tidligere godt lide 2Pac's "don't give a fuck"-attitude, så selvfølgelig falder denne skæring lige i min smag. Pogo har et kort vers, der er mast ind mellem to omfangsrige vers med 2Pac, men han lyder hverken overflødig eller dårlig, så han fungerer nærmere som et lille nydeligt afbræk fra værten - et slags omkvæd. Produktionen er ligeledes underholdende, så nummeret leverer generelt bare varen.

5. VIOLENT
2Pac mener, at når han en gang i mellem bliver voldelig, så er det udelukkende et resultat af hans omverden, særligt pga. forudindtagne og påtrængende politibetjente. Han taler en overbevisende sag, men den bliver ledsaget af en minimalistisk og halvtam produktion, hvilket sætter en lille dæmper for min begejstring.

6. WORDS OF WISDOM
Nummeret er lige dele tidsudtrækkende snak og fængende rap, der dog har to ting tilfælles: Samfundskritiske linjer og et klaverbesmykket og nydeligt beat. Det er ikke just én lang sammenhængende, god oplevelse, men jeg er nu alligevel ret glad for det.

7. SOMETHING WICKED (FEAT. PEE-WEE)
En af de mere anonyme skæringer på albummet. Det lyder ikke dårligt, men det er en kort og mindre substantiel sag i forhold til resten af selskabet. Hvad Pee-Wee har bidraget med, er i øvrigt ikke godt at vide.

8. CROOKED ASS NIGGA (FEAT. STRETCH)
Med samplet af N.W.A. skulle man tro, at succesen var sikker, men sådan skulle det altså ikke gå. Stretch både medvirker og har produceret, men der er ikke rigtigt nogle af delene, der er noget værd. Næste.

9. IF MY HOMIE CALLS
2Pac mindes gamle kammerater, men ikke uden at hælde noget socialrealistisk ned over teksten, så nummeret ikke virker fuldstændigt ude af kontekst. Det hele forgår over et forholdsvis muntert og fængslende beat. Ganske hyggeligt.

10. BRENDA'S GOT A BABY (FEAT. DAVE HOLLISTER)
En af mandens absolut største hits og her mere end tyve år efter (tyve!) er det stadig et imponerende og fremragende lyt. Det var sådan her 2Pac startede ud; socialrealistisk med fokus på både sig selv og andre i et oprigtigt forsøg på at gøre folk opmærksom på de trænge kår i ghettoen, og dette er "Brenda's Got A Baby" et fantastisk eksempel på.

11. THA' LUNATIC (FEAT. STRETCH)
Shock G, der har produceret flere numre på albummet og er medlem af Digital Underground, står bag dette nummer, men han overlader altså den vokale gæstepræstation til Stretch, der dog ikke bidrager med meget mere end nogle ad-libs. Med Shock G bag knapperne og primært 2Pac på mikrofonen er underholdningsværdien ganske høj.

12. REBEL OF THE UNDERGROUND (FEAT. RAY LUV & SHOCK G)
Ray Luv og Shock G nøjes med en rent assisterende funktion, hvilket efterlader 2Pac med alle tre vers, hvilke han bruger til at fortælle om sin undergrundsstatus kontra sine medieliderlige modparter. Shock producerer endnu engang og selvom det er med en smule mindre succes (beatet kunne godt bruge flere detaljer), så er det nu stadig okay.

13. PART TIME MUTHA (FEAT. ANGELIQUE & POPPI)
I dette nummer om deltidsmødre fortæller 2Pac om sin egen mor, der er på stoffer, og en tilfældig pige, som han uheldigvis gør gravid, hvilket gør ham til en deltidsfader. Historiefortællingen er på plads, velskrevet og interessant, men alligevel formår Angelique at stjæle en del af opmærksomheden med sin foruroligende og sørgelige beretning om en antastende stedfar og en mor, der kigger den anden vej. Det er temmelig stærke sager, og i mine øjne en af 2Pac's glemte perler, men nu kan jeg også godt lide beatet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Man bliver på 2Pacalypse Now introduceret for en helt anden 2Pac end den man lærte at kende i midt halvfemserne, men det er heller ikke nødvendigvis en dårlig ting. 2Pac kunne godt køre lidt i selvsving på sine sidste dage, mens han på sin debut er ret fokuseret med flere tematiserede numre. "Brenda's Got a Baby" var ikke en engangsforeteelse. 2Pac er karismatisk, velvidende og optimistisk, hvilket er en blanding forbeholdt denne periode, og det er nu en særlig oplevelse at lægge øre til denne ambitiøse, unge mand, der både ønsker og vil forandre verden, modsat hans fremtidige, paranoide og hadefulde jeg. 2Pacalypse Now er et lærerigt lyt med en mindre erfaren men godsindet 2Pac, der har en masse på hjerte. Det er med skarpe kanter og en rå, indieagtig lyd, men det er ikke desto mindre mere end et køb værd.

BEDSTE NUMRE: "Trapped"; "I Don't Give A Fuck"; "Brenda's Got A Baby"; "Tha' Lunatic"; "Part Time Mutha"

Læs mere om 2Pac og mange andre rappere på min anden blog, HIP HOP MEDLEY.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

The Heist er egentligt en fælles bedrift af Macklemore og Ryan Lewis, men alligevel er Macklemore uigenkaldeligt pladens hovedperson med sine stærke holdninger, personlige tragedier og sin alsidighed.

Macklemore's samarbejde med Ryan resulterede først i The VS. EP, som blandt andet indeholder nummeret "Otherside", hvor Macklemore netop fortæller om sit stofmisbrug. Året efter udgav de remikset The VS. Redux, som blandt andet indeholder et remiks af "Otherside", som til duoens store overraskelse pludselig gjorde dem og i særdeleshed Macklemore verdenskendte - dvs. ikke kendt af alle, men kendt af nogle rundt omkring i verden. For hver ny single, de udgav, frem til studiedebuten The Heist i 2012, syntes duoen blot at blive mere og mere populære, så da albummet endelig droppede tidligere i år, havde utroligt mange folk opbygget en masse store forventninger.

Macklemore og Ryan Lewis har altid udgivet deres egen musik, men alligevel formåede The Heist at stryge ind på iTunes 1. plads efter ganske få timers salg. Angiveligt den første gang for en indieudgivelse.

1. TEN THOUSAND HOURS
Macklemore fortæller flere gange på The Heist om tilblivelsen af albummet, og han starter altså her med en snak om bl.a. tid og passion. Ryan har skruet en glimrende og organisk produktion sammen med en opløftende virkning, der går fint i spænd med både Macklemore og den ukrediterede men glimrende sangerinde i omkvædet. - "Welcome to the Heist"!

2. CAN'T HOLD US (FEAT. RAY DALTON)
Macklemore holder sig dog bestemt ikke til det samme emne gennem hele albummet og faktisk heller ikke end den samme stil og lyd. Dette bliver lidt mere klart allerede med dette nummer, der er en stor celebrering af duoens succes forklædt som en hyldest til deres fans. Det er altså en festlig skæring med masser af højt humør, hvilket også afspejles i produktionen. Det er et lidt overraskende skift, men underholdningsværdien er stadig udmærket.

3. THRIFT SHOP (FEAT. WANZ)
Duoen er dog langt fra færdige med at udfordre deres publikum, så Macklemore's vers her om at handle billigt ind i en genbrugsbutik bliver akkompagneret af, hvad der bedst kan beskrives som et clubbeat. Tre numre inde og The Heist har allerede dækket den håndholdte musikafspiller, radioen og diskoteket. Der må siges at være en stor alsidighed, men den bliver i dette tilfælde lidt for meget.

4. THIN LINE (FEAT. BUFFALO MADONNA)
Ryan vender tilbage til den stille produktion, men overraskende nok er resultatet temmelig ulideligt. De to forrige numre kunne godt overleve i mainstreamen, men modsat dem lyder dette direkte kommercielt og dårligt. Det skyldtes ikke mindst gæsterapperen, som er fuldstændig uduelig. Hurtigt videre...

5. SAME LOVE (FEAT. MARY LAMBERT)
Ovenpå det forrige nummer ville næsten et hvilket som helst nummer kunne overraske positivt, hvilket blot gør "Same Love" endnu mere imponerende i dens kontekst. Det er en af albummets fem singler, der alle udkom før albummets udgivelse, og muligvis den single der skabte allermest opmærksomhed omkring duoen. Dette skyldtes, foruden den smukke, pianodominerede produktion, det lettere kontroversielle, lyriske indhold. Macklemore rapper nemlig til fordel for homoseksualitet med relevante referencer til alskens oppositionelle grupperinger og egne erfaringer (uden selv at være homoseksuel) og observeringer. Han taler ikke bare en fornuftig sag, men han gør det også utroligt overbevisende. Dette er endnu et eksempel på, hvorfor Macklemore uden tvivl vil tage en væsentlig plads i hip-hop historiebøgerne.

6. MAKE THE MONEY
Når Macklemore udtaler, at han ikke lægger så meget vægt på succes og penge, så tror man ham rent faktisk, hvilket ikke er et scenarie, man er vidne til ofte. Titlen er derfor også lidt misvisende, da man kun får den halve sandhed. Budskabet er nemlig, at man skal lave penge i stedet for at lade pengene lav én. Ikke en original tanke, men den bliver leveret nuanceret og interessant sammen med en spændende produktion, så jeg kan faktisk mægtig godt lide dette nummer.

7. NEON CATHEDRAL (FEAT. ALLEN STONE)
Alkohol har tilsyneladende både erstattet Macklemore's hostesaftsmisbrug og relation til kirken, hvilket man bevidner i endnu et roligt nummer, der både byder på strygere, piano og guitartabs. Allen Stone har en ret karakteristisk rnb stemme, hvilket ødelægger omkvædet lidt, men resten er vældig godt.

8. BOMBOM (FEAT. THE TEACHING)
En temmelig lang instrumental med to distinktive faser. Første del er i mine øjne klart den bedste, så jeg ville have fortrukket, at nummeret sluttede efter første omgang fyrværkeri.

9. WHITE WALLS (FEAT. SCHOOLBOY Q & HOLLIS)
Sammen med rapperen Schoolboy Q (fra Black Hippy) dedikerer Macklemore nogle vers til en Cadillac. Jeg har hørt nummeret flere gange, men jeg kan stadig ikke rigtigt huske noget fra det - andet end at Hollis synger et ret fængende omkvæd. Og at det handler om Cadillacs. Kedeligt.

10. JIMMY IOVINE (FEAT. AB-SOUL)
Da jeg først lagde øjne på tracklisten til The Heist, stod dette nummer meget ud. Først og fremmest fordi Ab-Soul (også medlem af Black Hippy) er listet som medvirkende, og for det andet fordi nummeret er opkaldt efter en chef hos Interscope Records. Hvad kunne det dog ikke blive til? Svaret er et beat med en altoverskyggende lilletromme, Ab-Soul i omkvædet og kritiske vers rettet mod Interscope og deres forslåede pladekontrakt. Versene er altså meget interessant, men at Ab-Soul kun leverer omkvædet er lidt ærgerligt (selvom han trods alt bidrager med et glimrende omkvæd). Det mest skuffende er dog produktionen, som siger mig absolut intet. Nummeret er derfor en blandet landhandel, der desværre ikke er god nok til at blive særligt fremhævet.

11. WING$
Endnu en prominent single fra The Heist, som udkom mellem "Otherside" og "Same Love" (eller ikke, da "Otherside"'s musikvideo faktisk er af nyere dato), men som ganske sikkert har haft ligeså stor effekt på duoens stadig stigende popularitet. Ligesom de to førnævnte numre er der også en god grund til at dette nummer har formået at skabe tydelige ringe i vandet. Macklemore beretter om hans og de jævnaldrendes sygelige forhold til kondisko, og det er, som altid når Macklemore er bedst, en meget fængslende og tankevækkende fortælling. Ryan skuffer bestemt heller ikke med en imponerende, simpel og strygerbesmykket produktion, der derudover også byder på et fængende børnekor. Fedt!

12. A WAKE (FEAT. EVAN ROMAN)
Macklemore hælder på af personlige tanker og problemer med aktuelle referencer og en overraskende afstandstagen fra nogle kritikkers endeløse ros til ham. En interessant og vidtfavnende fortælling, der dog bliver gjort selskab af en produktion, der minder en del om "Thin Line". Det er ikke fordi, at det lyder skidt, men det skaber nogle enkelte, ærgerlige associationer.

13. GOLD (FEAT. EIGHTY4 FLY)
Dette nummer minder mig en del om Chiddy Bang eller nærmere betegnet Xaphoon Jones' produktioner, hvilket både skyldtes beatet og gæstens opmuntrende omkvæd. Nu ligger landet således, at jeg jo var temmelig glad for særligt Xaphoon's bidrag til Chiddy Bang's studiedebut, så han er bestemt ikke dårlig at blive sammenlignet med, hvis man forsøger sig med noget livsglad og varmt musik. Derfor kan jeg godt lide det letfordøjelige omkvæd og den umiddelbare produktion i "Gold", men versene er jeg til gengæld ikke begejstret over. Særligt ikke sidste vers, hvor beatet også kaster alle sine tiltrækkende karakteristika af sig.

14. STARTING OVER (FEAT. BEN BRIDWELL)
En opfølgning på "Otherside", hvor Macklemore jo berettede om sit misbrug af hostesaft og sin efterfølgende afholdenhed. Desværre faldt Macklemore i igen efter tre års soberhed, men der gik umiddelbart ikke længe, før han startede forfra og forsøgte at lægge den lilla drink bag sig endnu engang. Nummeret rammer af gode grunde ikke lige så hårdt som "Otherside", da dette som skrevet er en 'toer', men det forhindrer ikke nummeret i at være utroligt godt alligevel (hvilket blot er et vidnesbyrd til den førstes storhed). Ryan sørger desuden for endnu en stemningsfuld og melodisk produktion med et nydeligt gæstemedvirkende omkvæd. Super godt.

15. COWBOY BOOTS
Det er noget med, at Macklemore har rødder i Ireland, så det er måske ikke underligt, at duoen ville benytte sig af et omkvæd med en solid pubstemning... Joh, det er stadig mærkeligt. Også på The Heist, der ellers indeholder lidt af hvert. Fællessang er bare sjældent fedt (midt i et hip-hop nummer). En mærkelig måde at runde albummet af på, men omvendt ville nummeret nærmest ikke kunne være andet end malplaceret. Også selvom nummeret ikke er dårligt, som det bare er mærkværdigt.

Følgende er listet som bonus numre:

16. CASTLE
En usammenhængende og meningsløs clubbanger, der dog alligevel ikke lyder helt dum. Macklemore virker til at parodiere kommercielle rappere, men jeg er faktisk lidt i tvivl, om hvorvidt dette er bevidst. Nummeret er nu ret underholdende, hvis det absolut skal være.

17. MY OH MY
Det lyriske indhold kan kortes ned til fem ord: faderen, baseball og Dave Niehaus. Sidstnævnte er en kommentator tilknyttet Seattles baseballhold, som Macklemore tilsyneladende fulgte med sin far. Nummeret blev skrevet i 2010 som en hyldest til den dengang netop afdøde Dave Niehaus, og eftersom jeg intet kender til ham, får jeg ikke så meget ud af nummeret, men jeg kan nu stadig værdsætte den udmærkede musikalske oplevelse.

18. VICTORY LAP
Med en blæser i ryggen bevidner Macklemore om sin rejse fra ærgerlig stofmisbruger til succesfuld rapper. Det er en celebrerende og humørfyldt skæring, så den minder lyrisk lidt om "Can't Hold Us", og Macklemore runder da også et vers i begge af med en tak til sine fans. Produktionen er god, men omkvædet er til gengæld elendigt, så det er omtrent ligeså godt som førnævnte nummer (hvilket ikke er en skidt ting).

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Heist er ufatteligt inkonsistent med numre, der stilmæssigt stikker i alle mulige forskellige retninger, hvilket på samme tid umiddelbart er både nødvendigt og uheldigt. Macklemore fungerer nemlig allerbedst med personlige og eftertænksomme vers over Ryan's forholdsvis simple og stemningsfulde produktioner - gerne med spinkle keys. Det er da også, hvad duoen er blevet bedst kendt for, men det virker til, at duoen (måske særligt Macklemore) bestemt ikke er tilfreds med at blive sat i bås, så for hvert af overstående slags numre er der også et festligt og radiovenligt nummer. Disse er de rigtig gode mærkbart underlegen, men de giver til gengæld også albummet mere liv og flere nuancer, så man ikke drukner i vise og humørforladte linjer. Denne fremgangsmetode har muligvis været en nødvendighed, da albummet ellers godt kunne have endt med at være kedeligt og som sådan forudsigeligt i længden. Duoen går dog til tider lidt for langt i sin stræben efter en alsidig lyd, hvilket alligevel resulterer i enkelte, kedelige eller dårlige numre. Overvejende skaber de forskellige udtryk dog en spændende og organisk oplevelse med flere imponerende højdepunkter, så helhedsindtrykket er skam ganske godt. Jeg vil derfor uden tøven anbefale, at man smider sine penge efter The Heist - et album der formegentligt stadig vil være på folks læber flere år frem - men man skal bare ikke forvente et album fyldt med numre som "Same Love".

BEDSTE NUMRE: "Ten Thousand Hours"; "Same Love"; "Make the Money"; "Neon Cathedral"; "Wing$"; "A Wake"; "My Oh My"

Som altid kan du læse flere anmeldelser her, hvor jeg poster nye artikler hver tredje dag. Eller som i den forgangne uge hver dag, hvor jeg har fået pløjet mig igennem OutKast's diskografi.

Blu & Exile - Below The Heavens

En af de mest omtalte undergrunds hip-hop duoer i nyere tid må uden tøven være den californiske rapper/producer duo Blu & Exile, der overraskede i 2007 med det meget anmelderroste debutalbum Below the Heavens. Blu (eller Johnson Barnes) er rapperen, mens Exile (eller Aleksander Manfredi) er produceren - hvert fald på dette album, da de begge faktisk har tendenser til at sprede sig til det modsatte felt i andre projekter (særligt Blu, der efterhånden snart producerer ligeså meget som han rapper).

Exile var oprindeligt den mest erfarne af de to, og han blev faktisk introduceret til Blu af kammeraten Aloe Blacc, der er den anden halvdel af duoen Emanon, hvor Exile også producerer det hele. Blu fik lov at varme op før deres koncerter, før han endelig fik overtalt Exile til at producere sit første fuldlængdealbum. På dette tidspunkt havde Exile været en aktiv del af genren i mere end ti år (med Emanon).

Below the Heavens er udgivet på det nu nedlagte pladeselskab Sound in Color, og er en soulfuld og melodisk plade, hvor Blu berører alt fra sin ufødte søn og sin pengenød til sine drømme og kærlighed til musikken. Samme diversitet finder man i de mange samples, der har rødder i både jazz, soul, pop, rnb, andet hip-hop og meget mere. Ydermere er de fleste samples skåret til ukendelighed. Bogstavelig talt, da man foruden diverse vokalsamples har svært ved enten at opdage de specifikke brudstykker eller påpege dem.

1. MY WORLD IS..
Fra første sekund er man klar over, at Blu og Exile mener buisness, og ikke griber projektet halvhjertet an. Nummeret åbnes med et sample af Joni Mitchell's "Blue", hvor hun ganske rigtigt synger "blue", og referencerne til rapperen forsætter med yderligere samples af The Dell's "Love Is Blue", der skaber fundamentet for den kraftige produktion gennem resten af nummeret (blandt andet med en fantastisk og funky bas). Dét er i sig selv en genistreg, og så har jeg end ikke nævnt Blu's præstation endnu. Han præsenterer sig selv for lytteren, præcis som man kunne forvente af det første nummer, og han gør det i den grad med stil og et fantastisk og engagerende flow. Dette er uden tvivl en af de bedste åbnere på noget hip-hop album, da det både sætter stemningen for resten af albummet og selvfølgelig lyder super fedt.

2. THE NARROW PATH
Mens det forrige nummer var en bombastisk, soulfuld og funky skæring, så bliver tempoet sat en smule ned her med Exile's mere bløde produktion og Blu's mere reflekterende vers, hvor han bl.a. berører sit forhold til musik og industrien. Omkvædende på Below the Heavens er stort set enten korte samples (hvilket måske nærmere gør det til mellemspil frem for omkvæd) eller Blu, der synger nogle linjer. Sidstnævnte er tilfældet denne gang, og heldigvis lyder det faktisk ganske godt. Blu har strikket et fængende og velskrevet omkvæd sammen, som er prikken over i'et i dette dejlige nummer.

3. SO(UL) AMAZIN' (STEEL BLAZIN')
Exile har sakset nogle spinkle keys fra The Blackbyrds' "Mother Son Bedroom Talk" og langsomme trommer fra Joe Tex's "Papa Was Too", der lyder som var de skabt til dette nummer. Det resulterer i et ganske stille og jazzet nummer, der bliver akkompagneret af Blu's skånsomme flow og selvpromoverende rap. Et meget hyggeligt bekendtskab.

4. JUICEN' DRANKS (FEAT. TA'RAACH)
Det er egentligt forholdsvist tidligt, at jeg må erklære min mangel på kærlighed til et nummer på Below the Heavens, men her kommer det. Exile's mystiske og rastløse beat med sin episodiske guitar, bølgende (og dog gode) bas og elektroniske lyde er nemlig for rodet og uengagerende, mens Ta'Raach kigger forbi med et uinteressant omkvæd og flere punchlines i forlængelse af Blu's. Nummeret er ikke dårligt, men jeg føler ikke, at man kommer nogen vegne med det. Når jeg hører det sidste ord, kunne det ligeså godt have været det første.

5. IN REMEMBRANCE OF ME
Som om de forrige 3-4 minutter ikke var hændt, fortsætter Blu ufortrødent med fantastiske vers, hvor han denne gang mindes simplere tider med en rigtigt god sans for detaljer. Exile supplerer op med en sampletung og soulfuld produktion med lånte vokaler, der på fornem vis underbygger Blu's reflekterende indsigtsrige vers.

6. BLU COLLA WORKERS
For at det hele ikke udvikler sig en stille og for afslappende affære ryster duoen endnu engang posen, og ud kommer denne opstemte og legesyge skæring med en Blu, der lufter sine frustrationer om pigerne, der ikke altid kan forene sig med, at han altså stadig er en hårdtarbejdende (hvilket bestemt ikke har ændret sig siden) undergrundsrapper med et job ved siden af. Ikke desto mindre er det et opmuntrende og ikke mindst meget underholdende nummer.

7. DANCING IN THE RAIN
Mens Blu før jokede lidt med sin travle og simple hverdag, tager han en mere melankolsk tilgang til emnet her, hvor han fokuserer på sin flade pengepung og manglede inspiration. Alligevel tager han det hele med opløftet pande og forsøger at overkomme livets forhindringer med et smil på læben - han danser i regnen. Nummeret er tilsyneladende et af de mest populære fra Below the Heavens, hvilket er ganske forståeligt, da den melankolske og jazzede produktion også er helt igennem fantastisk. Smukt.

8. FIRST THINGS FIRST (FEAT. MIGUEL)
Sidst duoen fik besøg var resultatet som skrevet temmelig undervældende, men det skulle heldigvis vise sig at være en engangsforeteelse. Nu besidder Miguel godt nok kun den sprøde stemme, man hører i omkvædet, men ikke desto mindre er hans besyv ganske værdsat. Blu udtrykker traditionelle frustrationer om at komme i succesfuld kontakt med det modsatte køn, men han gør det forbandet godt og vinkler det således, at det får en personlig tilgang. Han drejer desuden også på fornem vis et par linjer fra Boogie Down Productions' "Love's Gonna Get'cha (Material Love)", således at de omhandler en kræsen kvinde frem for en gruppe gangstere. Exile's langsomme beat med sine skæve guitartabs er også ganske nydelig, så dette er endnu et pletskud.

9. NO GREATER LOVE
Blu erklærer sin kærlighed til en kvinde, hvilket ofte er noget, der hører kommercielt musik til, men nu er det jo Blu, vi har med at gøre, så det er selvfølgelig en overbevisende og interessant fortælling, der kun bliver bedre af det dejlige vokalsample fra Smokey Robinson's "Theme From Love Story", der følger ham hele vejen over de forsigtige trommer. Et godt nummer, der samtidig også bekræfter, at Blu har en del sider til sig.

10. SHOW ME THE GOOD LIFE (FEAT. ALOE BLACC)
Exile forsøger endnu engang lykken med et gentagende og soulfuldt vokalsample, og endnu engang lykkedes det ham også. Måske endda endnu mere end i forrige nummer, da Roberta Flack's bløde stemme glider problemfrit ind mellem de rytmiske og elektroniske keys og fængende trommer. Den fantastiske produktion bliver derudover gjort selskab af fantastiske og velskrevne vers, hvor de to rappere forsøger at forklare det gode liv, som snakkede de til deres ufødte og tvivlrådige børn - hvilket faktisk er nogenlunde, hvad Blu gør i første vers. Det lyder utroligt godt.

11. SIMPLY AMAZIN'
Tilbage til de selvpromoverende og punchlinesfyldte vers, det simple og samplede omkvæd og en tempofyldt og soulfuld produktion. Jeg elsker det. Dette nummer var et af de første til at gribe min opmærksomhed fra albummet, da det lyder energisk, fængende og melodisk. Jeg blev så siden hængende for både dette og næsten samtlige andre numre.

12. COLD HEARTED (FEAT. MIGUEL)
Miguel indleverer sit andet ud af tre bidrag med endnu en soulfuld og dejlig præstation her, der åbner og lukker nummeret og samtidig også dukker partielt op i løbet af Blu's ene lange mastodont af et vers, der udfolder sig meget poetisk med gentagende vendinger og pointer omkring kedsomhedens fristelser og moderens prøvelser. Det er en sand og imponerende fornøjelse.

13. THE WORLD IS (BELOW THE HEAVENS)
Det er vel ikke helt forkert, at kalde dette for titelnummeret, hvilket duoen selvfølgelig respekterer, så ikke overraskende har vi at gøre med endnu et super godt nummer. Albummets evige sampletunge og soulfulde produktion bringer denne gang festlige og (lige en kende for tydeligt) loopede blæsere med sig, der følger Blu gennem en spekulerende og opdelt tankestrøm omkring liv og død og selvfølgelig himmel og helvede. Han har nogle ganske interessante og nærmest filosofiske synspunkter omkring defineringen af overstående begreber, og med et vokalsample fra Nas' "The World Is Yours" kunne det jo næsten ikke gå galt, hvilket det bestemt heller ikke gjorde.

14. YOU ARE NOW IN THE CLOUDS WITH (THE KOOCHIE MONSTAS) (FEAT. MIGUEL)
Dette er ganske enkelt blot en outro til forrige nummer, hvor de afsluttende klap og kor af The Koochie Monstas er fulgt med over. Blu benytter de godt fire minutter på shout-outs til flere fyre, som han så siden hen har udgivet materiale med, så nummeret er derfor ikke just noget særligt, men det underlæggende stykke musik er da glimrende.

15. I AM...
Dette lyder mere end noget andet på Below the Heavens som albummets efterfølger. Det er desværre ikke helt et kompliment, selvom 2'ern nu også er ganske god på sin egen måde. Produktionen er temmelig simpel med rolige trommer, lyse keys og lidt andre hjælpemidler, og det er ærlig talt en kende kedeligt. Til gengæld er vokalsamplet af Sesame Street's Grover, der med sin meget dybe stemme leverer flere udefrakommende (i konteksten) referencer til den primære rapper. Nu skriver jeg den primære, for Exile medvirker nemlig til slut herpå, og hans sidste sammenhængende linjer er virkelig mærkelige og en smule morsomme, hvilket generelt beskriver det foregående også, da Blu fyrer nogle tilfældige fakta af, når han ikke bliver afbrudt af skøre skits.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Hvis du har læst de overstående paragraffer, så burde du nu vide, hvor meget jeg faktisk holder af Below the Heavens, men jeg skal da gerne korte det ned til tre ord: Jeg elsker det. Jeg skal også gerne udnævne det til at være en klassiker. "Juicen' Dranks" er ikke noget særligt og de sidste to numre er henholdsvist blot en outro og en skør outro, men samtlige af de resterende numre er ganske simpelt guld værd, og det er samtidig ikke fordi, de tre førnævnte numre er en pinsel at komme igennem. Det er et fantastisk album, da den soulfulde og alligevel tilpas varierede produktion er himmelsk, Blu's vers er fantastiske og alsidige og ikke mindst på grund af at duoen samtidig også har en fantastisk kemi, der gør, at man virkelig føler, at de været sammen om projektet hele vejen. Det alene får alt til at gå op i en meget højere enhed, og resultatet er en af nyere tids absolut største (hip-hop) perler. Jeg vil næsten anbefale at piratkopiere albummet, bare for at være sikker på, at du hører det, men man kan altså sagtens forsvare et køb af albummet - faktisk burde du købe fem eksemplarer.

BEDSTE NUMRE: Alle undtagen "Juicen' Dranks" og de to afsluttende numre.

Som altid kan du finde flere anmeldelser på HIP HOP MEDLEY, hvor du også finder en længere version af denne anmeldelse.

G.O.O.D. Music - Cruel Summer (2012)

Jeg poster dette indlæg som en del af min Kanye West auteur-analyse (se mere her), men faktisk handler Cruel Summer i princippet ligeså meget om de fleste andre inkluderede parter, da det er en pladeselskabskompilation, der forsøger at skabe noget opmærksomhed omkring ensemblet på G.O.O.D. Music (Getting Out Our Dreams Music). Kanye West er dog manden bag dette projekt, da han grundlagde pladeselskabet i 2004, og så medvirker han faktisk også på flere numre end nogen anden.

G.O.O.D Music pladeselskabet er primært et sted for nye og unge talenter (både rappere, sangere og producere), som Kanye West ser potentiale i, men han har også taget flere etablerede navne ind. Blandt de mest prominente navne finder man Common, Mos Def, Pusha T, Q-Tip og Kanye's tidligere mentor No I.D, hvoraf de to sidste primært fungerer som producere. Pushas T er et forholdsvist nyt medlem af kollektivet, så han får en del plads på Cruel Summer, mens Common har et enkelt vers, men resten er op til pladeselskabets originale kunstnere - nogen med mere erfaring end andre.

Big Sean, der udgav sit debutalbum sidste år, får tredje mest mikrofontid på albummet, mens den erfarne sanger John Legend og den nytilkomne sangerinde Teyana Taylor har et par enkelte medvirkninger hver - ligesom rapperen Cyhi the Prynce, der gjorde sin entre på pladeselskabet med et okay vers på Kanye West's "So Appalled" fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy, og Kid Cudi, der har et par rimelig succesfulde soloalbums bag sig. Til sidst har vi D'banj og Malik Yusef, der medvirker på et enkelt nummer hver, og som henholdsvis synger en slags fusion af RnB og reggae og laver en eller anden form for spoken word poetry.

Underligt nok er der dog også flere udefrakommende gæster på Cruel Summer. Både store navne som Jay-Z (forventeligt), Ghostface Killah og Raekwon og flere nye navne som 2 Chainz og Cocaine 80s. De to sidste medvirker endda flere gange, og 2 Chainz har hele tre krediterede vers, på trods af at han angiveligt ingen planer har om at få en kontrakt med G.O.O.D. Music. Produktionen er i nogen grad blevet overladt til kollektivets nye drenge, heriblandt Hit-Boy og Lifted, og så ellers en håndfuld udefrakommende producere. Kanye West har haft en finger med i spillet i flere numres tilfælde, men niveauet af hans indflydelse svinger en del.

1. TO THE WORLD (KANYE WEST FEAT. R. KELLY & TEYANA TAYLOR)
Dette må være et af de mest tåbelige åbningsnumre på et hvilket som helst album. Cruel Summer burde handle om de forskellige tilknyttede kunstnere, men nummeret lyder mere som et R. Kelly nummer, som mod slutningen får besøg af Kanye West, der lægger et elendigt vers.

"Only nigga in Beverly Hills, where the hell is Axel Foley at?"

2. CLIQUE (KANYE WEST & BIG SEAN FEAT. JAY-Z)
Først for er Big Sean, som siden sin debut har mødt en del modstand på nettet, men dette er angiveligt ved at vende, da han har fået nogle rosende ord med på vejen efter sit vers herpå. Det er ikke helt ufortjent, da han faktisk har et interessant flow her, men lyrisk er det ringe og hans stemme er stadig irriterende. Jay-Z og Kanye West lyder okay trods nogle kedelige linjer, og Hit-Boy har produceret et okay beat , så nummeret er ikke helt dårligt, men heller ikke decideret godt.

"That's Tom Cruise, whatever she accuse/ He wasn't really drunk he just had a frew brews"

3. MERCY (KANYE WEST, BIG SEAN & PUSHA T FEAT. 2 CHAINZ)
Nummeret er vokset en smule på mig siden singlens udgivelse, men ikke desto mindre bryder jeg mig stadig ikke om det. Big Sean er virkelig elendig, og 2 Chainz er ikke meget bedre. Pusha T har det bedste vers, og end ikke han er så interessant igen. Kanye's vers er bare irriterende, da han har et langsomt flow og beatet samtidig skifter til et mere monotont og ensporet et af slagsen (lyrisk er det egentligt okay). Beatet er hovedsagligt endnu mere simpelt og hårdtslående end det forrige nummer, men selvom jeg er blevet mere glad for det siden første gang, jeg hørte det, så kan det ikke redde et halvlunket nummer.

"I step in Def Jam building like I'm the shit/ Tell em give me fifty million or I'mma quit"

4. NEW GOD FLOW (KANYE WEST & PUSHA T FEAT. GHOSTFACE KILLAH)
Endnu en single fra Cruel Summer og det er samtidig også et af albummets bedste numre. Kanye's melodiske og klaverbesmykkede beat er meget engagerende, og samplet af Ghostface Killah i omkvædet passer fint ind. Pusha T giver en af sine bedste præstationer på Cruel Summer med sine to vers, og selvom Kanye har nogle lidt tåkrummende linjer, så er han også overvejende acceptabel. Singlen sluttede oprindeligt med en forfærdelig militant outro af Kanye, men det er heldigvis på den færdige version blevet kortet væsentligt ned og udskudt en del for at gøre plads til et vers af Ghostface Killah, hvilket gør nummeret endnu bedre.

"They said Pusha ain't fit with the umbrella/ But I was good with the Yay as a wholesaler"

5. THE MORNING (COMMON, CYHI THE PRYNCE, D'BANJ, KID CUDI & PUSHA T FEAT. 2 CHAINZ & RAEKWON)
Raekwon er et spændende indslag, Pusha T gør det fint og det er virkelig dejligt at høre Common, men resten fungerer ikke rigtigt for mig. Og hvad er så resten, spørger du? Først og fremmest keder det simple og syntetiske beat mig, og dernæst ødelægger omkvædet og bridgen fuldstændigt pacet, hvilket får nummeret til at føles fragmenteret. Til sidst kan Cyhi The Prynce ikke helt holde niveauet sat af de tidligere tre, mens 2 Chainz bare er dårlig med sine fire linjer. Fyrene dementerer tilsyneladende diverse rygter omkring Illuminati, hvilket er tilforladeligt, men nummeret er i sidste ende noget af en blandet oplevelse.

"I was born by a lake, chicken shack, and a church/ That mean the flow got wings and it come from the dirt"

6. COLD (KANYE WEST FEAT. DJ KHALED & DJ PHARRIS)
Jeg har ingen anelse om, hvad de to DJ's rent faktisk bidrager med (bortset fra at DJ Khaled leverer nogle ubetydelige ad-libs), da det kedelige beat, der lyder som en blanding af "Mercy" og "The Morning", er eksklusivt produceret af Hit-Boy. Kanye West leverer sine typiske ufokuserede vers om kvinder (inkl. den nye flamme Kim Kardashian), mens han jævnligt glider over i irrelevante linjer om konkurrenterne og lignende. DJ Khaled lukker nummeret ned med en stor spandfuld ad-libs, der blot gør nummeret mere besværligt at kæmpe sig igennem.

"And the whole industry want to fuck your old chick/ Only nigga I got respect for is Wiz"

7. HIGHER (FEAT. PUSHA T FEAT. COCAINE 80S, MA$E & THE-DREAM)
The-Dream synger en overlang intro, der direkte efter efterfølges af et omkvæd, hvilket til sammen gør "Highter" et forfærdeligt nummer. Cocaine 80s slutter nummeret af med mere irriterende sang, og ind i mellem har vi et dårligt vers af Ma$e og faktisk også af Pusha T, der dog alligevel er højdepunktet.

"You know I ain't Muslim my nigga, I'm about my bacon"

8. SIN CITY (CYHI THE PRYNCE, JOHN LEGEND, MALIK YUSEF & TEYANA TAYLOR FEAT. TRAVI$ SCOTT)
Malik Yusef er den såkaldte poet, og han kaster sig herpå ud i to omgange af spoken word poetry, hvilket jeg absolut ikke kan fordrage. Til hans forsvar er hans sidste bit dog betydeligt mere interessant end den første. Teyana gør det okay, hvilket bl.a. skyldtes, at hun holder sig væk fra auto-tune modsat John Legend, som dermed lyder af helvedes til. Rapper Travi$ Scott åbner nummeret med et forfærdeligt og dårligt artikuleret vers, men heldigvis træder Cyhi frem og leverer et glimrende vers. Beatet står godt sammen med Teyana og Cyhi, men det er alligevel ikke nok til at redde nummeret.

"By the age ten, we were caged in/ Now they raise men in the state pen"

9. THE ONE (KANYE WEST & BIG SEAN FEAT. 2 CHAINZ, JAMES FAUNTLEYROY & MARSHA AMBROSIUS)
Kanye West er tilbage bag knapperne, hvilket resulterer i et mere dæmpet og melodisk beat, som han supplerer med et åbningsvers, der lyder reflekterende, men faktisk bare handler om hans succes. Marsha Ambrosius synger det lange og melankolske omkvæd, som på trods af at være knap så godt skrevet alligevel lyder okay, da hun har en god stemme. Det er ikke videre dybt, men det er underholdende nok. Desværre ødelægges det dog helt af Big Sean (dårligt vers og en dum introduktion af sig selv), i mindre grad 2 Chainz (med sit hidtil længste vers på Cruel Summer) og sangeren James Fauntleyroy (auto-tune...).

"It's hard preachin' the gospel to the slums lately/ So I had to put the church on the drums, baby"

10. CREEPERS (KID CUDI)
Af alle musikanterne får Kid Cudi sit eget solonummer, selvom han allerede har to albums under bæltet. Det er det første, der undrer mig ved dette nummer, mens det andet er, at det overhovedet er kommet med på albummet. Han siger stort set ingenting, og er utroligt glad for gentagelser. Han har en behagelig stemme, men det er sjældent nok. Nummeret virker bare unødvendigt.

"Yeah I mumble while I'm trippin on so many pills/ Hah, they figured that, they know I'm ill"

11. BLISS (JOHN LEGEND & TEYANA TAYLOR)
Endnu mere ligegyldigt bliver det med dette nummer, der er en tarvelig duet, og som absolut ikke burde have fundet vej til albummet. "Creepers" kan jeg godt høre igennem uden at få lyst til at slå hovedet mod en mur, men det samme gør sig ikke gældende for dette makværk. I det mindste synger ingen af de to implanterede parter dog med overdrevet brug af auto-tune.

"This is pure bliss" - Not

12. I DON'T LIKE (KANYE WEST, BIG SEAN & PUSHA T FEAT. CHIEF KEEF & JADAKISS)
Jeg faldt over Chief Keef's "I Don't Like" tidligere i år, men jeg afskrev både ham og nummeret temmelig hurtigt, da den nu 17-årige rapper absolut intet interessant havde at byde på. Jovist, omkvædet er lidt fængende, men lyrisk er det hele noget infantilt ævl. Af en eller anden grund fandt Kanye West ham dog interessant, og han arrangerede derfor indspilningerne til dette remiks, der umiddelbart indeholder samme beat og omkvæd, men et nyt vers fra alle de medvirkende, inkl. Chief Keef, som angiveligt skrev sit vers i studiet på under fem minutter, hvilket kvaliteten bærer tydelig præg af, da han bestemt ikke på denne front har udviklet sig det sidste halve år. Originalen skal da have lov at leve, men dette remiks burde aldrig have fundet sted, og det burde slet ikke have været inkluderet på Cruel Summer.

"We hanging out that window it's about to be a Suge night"

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Hvis man er på jagt efter noget godt rap, så burde man nok søge andetsteds, men hvis man bare er på jagt efter noget hvilket som helst rap, så kan det næsten heller ikke betale sig at investere i Cruel Summer, da der er overraskende lidt egentligt rap herpå. Det er fair nok at gøre plads til kollektivets sangfugle, men måske ikke så meget plads, at to numre absolut intet rap indeholder, mens yderligere to er i underskud. Er man dog på jagt efter godt rap, så er der endnu mindre at komme efter, da flere af de tilbagevendende musikanter er pivringe. Big Sean overrasker lidt på "Clique", men ellers er han stadig lige så uinteressant som 2 Chainz og Travi$ Scott. Til gengæld er der potentiale i Cyhi The Prynce, mens Pusha T overvejende giver et godt indtryk. Produktionen er temmelig elektronisk, hvilket nager mig en del, så den imponerer mig kun enkelte gange, mens den resten af tiden virker anonym, hvilket bl.a. også betyder, at nogle numre nær kan forveksles med hinanden. Cruel Summer mangler desuden nogle emnenumre, der beskæftiger sig med noget specifikt frem for den lemfældige snak om succes og penge. Jeg er ikke-overraskende ganske uimponeret af Cruel Summer, og trods et enkelt underholdende nummer vil jeg derfor bare anbefale, at man springer albummet helt over.

BEDSTE NUMRE: "New God Flow"

Albumanmeldelse: The College Dropout

Kanye West droppede i halvfemserne ud af universitetet, hvorefter han forholdsvist hurtigt steg i graderne som producer, og det helt store vendepunkt kom i 2000, da han kom i forbindelse med Roc-A-Fella Records og derefter producerede Jay-Z's "This Can't Be Life" , der varslede om Kanye's kommende karakteristiske stil med sped-up soulsamples. Derfra var han fast inventar i pladeselskabet som producer.

Da Jay-Z påbegyndte arbejdet på sit 2002 album, var Kanye dog ikke længere tilfreds med at operere bag kulisserne, så han fik med nød og næppe tilranet sig et gæstevers på dobbeltalbummet The Blueprint2: The Gift & the Curse, hvilket skulle blive den allerførste gang, man hørte ham rime. Han havde i noget tid arbejdet med tanken om et soloalbum, men ingen pladeselskaber var umiddelbart villige til at støtte ham. Det endte dog med at Roc-A-Fella gav efter og signede Kanye West som rapper. Da han så endelig fik en chance for at vise sit værd ved siden af Jay-Z, tog han den uden tøven. "Bounce", som Kanye medvirkede på, var da også et af de mest imponerende numre på dobbeltalbummet, men det siger desværre mere om albummet, end det gør om nummeret, da Jay-Z's vers er uinteressante og Kanye West er elendig.

Meget kan dog ændre sig på et par år, hvilket Kanye beviste i 2004 med udgivelsen af sit anmelderroste debutalbum. The College Dropout er en eksplosion af nyskabende karaktertræk og stildannelse, der indeholder en Kanye West i sit es med et musikunivers, der virker som en hjemmebane for manden. Det er summen af hans daværende kunstneriske tilbøjeligheder, som blev udviklet med "This Can't Be Life" og perfektioneret med "Through the Wire". Men selvom flere numre altså tydeligt er opstået i kølvandet på førnævnte nummer, så har Kanye West trods alt arbejdet på sit debutalbum i flere år, og der har derfor også sneget sig nogle ældre-lydende skæringer ind. Som et resultat af Kanye West's besværligheder med at lande en kontrakt handler flere numre om problemer med at slå igennem til mainstreamen, og der er sågar antydningen af noget ydmyghed en enkelt gang, men ellers strækker de behandlede emner sig fra hverdagsting som familien og kvinder til religion og nederlag. Altså noget de hvide forstadsfamilier kan relatere til modsat Jay-Z's gadefortællinger om fattigdom og kriminalitet (eller senere en rigmands hverdag).

1. INTRO
~ "Hey Kanye, spil noget for børnene!"

2. WE DON'T CARE
Hvilket blev dette nummer om handel med stoffer. På mange måder et interessant og overraskende valg, da Kanye West netop ikke har mødt samme modgang som f.eks. Jay-Z (som senere blev erstattet med medvind). Hans forældre blev godt nok skilt, og han har da nok gebærdet sig lidt på gaden, men dette er mere en socialrealistisk kommentar end en gengivelse af personlige oplevelser. Samtidig er det dog også et eller andet sted et inspirerende og opmuntrende nummer, og så er det i øvrigt meget underholdende.

3. GRADUATION DAY
Dette er bare et mellemspil. Musikken er dog okay.

4. ALL FALLS DOWN (FEAT. SYLEENA JOHNSON)
Som så mange andre af Kanye West's numre er der en ældre demo af dette nummer, hvor omkvædet bestod af Lauryn Hill vokalsamples. Disse er på denne færdige version blevet erstattet af originale indspilninger af sangerinden Syleena Johnson, og hun gør det nu glimrende. Kanye fortsætter med socialrealistisk lyrik, hvilket gør dette til et underholdende og lidt tankevækkende stykke musik.

5. I'LL FLY AWAY
Endnu et kort mellemspil med sang og melodi med lyrik fra Albert E. Brumley's digt "I'll Fly Away". Det er ikke dårligt.

6. SPACESHIP (FEAT. GLC & CONSEQUENCE)
Jeg kan virkelig godt lide omkvædet her, og særligt den første linje "I've been workin' this graveshift and I ain't made shit". Det er kløgtigt skrevet, og beskriver meget godt resten af nummeret. Drengene arbejder røven ud af bukserne, men intet syntes at lykkedes. Gæsterne holder sig til samme emne som Kanye West, hvilket gør nummeret forholdsvis imponerende og ikke mindst underholdende. GLC imponerer med en både dyb stemme og lyrik, og Consequence er okay.

7. JESUS WALKS
Det største hit fra The College Dropout, som både blev en succes blandt anmeldere og fans, og sågar vandt ham en Grammy. Alt dette på trods af nummerets åbenlyse religiøse toner. Grunden er simpel nok; musikken er simpelthen for engagerende til at bekymre sig om lyrikken, og der er bl.a. flere, som de religiøse budskaber er gået over hovedet på. Det er for nemt ikke at tage lyrikken bogstaveligt, og derfor er jeg også godt underholdt.

8. NEVER LET ME DOWN (FEAT. JAY-Z & J- IVY)
Det soulfulde beat med det kvindelige vokalsample er en vinder, men jeg er ikke lige tilfreds med de resterende vokale indspark. Kanye West holder det interessant med personlige tanker, men J-Ivy er ren Ole Lukøje med et dødkedeligt vers, der bedst kan beskrives som spoken word poetry. Jay-Z er langt mere interessant, men mest af alt hans andet vers, på trods af at det er en sen tilføjelse, da en ældre demo sluttede før dette. Dette andet vers gør faktisk en del, men det gør J-Ivy's bidrag også - bare i den modsatte retning.

9. GET EM HIGH (FEAT. TALIB KWELI & COMMON)
Kanye West slår kludene sammen med Common og Talib Kweli, hvoraf sidstnævnte tidligere havde taget Kanye West under vingen og medbragt ham på sin tour, så de er forholdsvis tætte. Tilsyneladende var der dog en del piger dengang, der såede tvivl om dette udsagn, da Kanye West her introducerer Talib Kweli for at bevise hans forhold til ham overfor en pige. Det er ret morsomt, men det er også det eneste rigtigt tiltrækkende ved nummeret for mig. Beatet er ikke noget særligt, Common er uinteressant, og nummeret handler jo egentligt ikke om andet, end hvad jeg skrev før.

10. WORKOUT PLAN
Formegentligt en af de værste skits nogensinde.

11. THE NEW WORKOUT PLAN
Jeg elsker rent faktisk strygerne herpå, og det samme gør sig gældende med trommerne, så mens mange andre hader dette nummer, så hører jeg det af og til i smug. Det skyldtes dog også, at jeg glemmer den irriterende bridge og afslutning, som burde være klippet fra. Lyrikken er lidt morsom på sin egen måde, men konceptet bliver også hurtigt trættende. Det er ikke fantastisk, men jeg vil heller ikke helt afskrive nummeret.

12. SLOW JAMZ (FEAT. TWISTA & JAMIE FOXX)
Foruden at have for vane at videreudvikle gamle demoer til sine studiealbums, så sker det også at Kanye West bliver så glad for et nummer, som han har været involveret i uden at have eneretten, at to involverede kunstnere begge smider det på sit eget album. "Slow Jamz" er et eksempel på dette, da det først udkom i 2003 på Twista's Kamikaze. De bidrager også cirka med lige meget, da Kanye leverer det behagelige og soulfulde beat og et enkelt vers, mens Twista giver to vers, hvoraf det ene bliver leveret med højt tempo og deraf tekstmæssigt er længere, hvilket tilfældigvis er præcis, hvad Twista er kendt for. Han formår bare ikke med sine mange linjer at sige noget særligt interessant.

13. BREATHE IN BREATHE OUT (FEAT. LUDACRIS)
Ludacris sørger kun for omkvædet, som han end ikke selv har skrevet, men det bekymrer mig nu heller ikke så meget. Mit eneste problem er bare, at nummeret er rimelig kedeligt. Det hornbesmykkede beat forekommer mig lidt mørkt, og omkvædet er underligt nok lidt voldeligt, hvilke er ting, jeg ikke just forbinder med Kanye West. Dette plejer at være et sikkert skip.

14. SCHOOL SPIRIT SKIT 1
Kunne også have heddet "School Spoof".

15. SCHOOL SPIRIT
En umiddelbart dejlig og soulful Kanye West skæring, hvor han reflekterer over at være droppet ud af universitetet. Det er et interessant kig ind i hans tanker, men desværre er det ikke uden problemer. For at dette nummer kunne blive som ønsket, behøvede han nemlig et sample fra Aretha Franklin's "Spirit in the Dark", hvilket kun kunne lade sig gøre, hvis Kanye censurerede lyrikken. Det giver dog nummeret en hvis uskyldighed, som er lidt morsomt, da det handler om skolen.

16. SCHOOL SPIRIT SKIT 2
...

17. LIL JIMMY SKIT
Ja, der er rent faktisk to skits i streg.

18. TWO WORDS (FEAT. MOS DEF, FREEWAY & THE BOYS OF CHOIR OF HARLEM)
Den anden halvdel af Black Starr bidrager sammen med Freeway til dette mindre konceptnummer, hvor rapperne benytter sig af et specifikt flow, hvor stavelser bliver sat sammen to og to - helst med ord af en stavelse hver. Det lyder lidt kringlet, men pointen er, at flowet er i centrum på dette nummer, og lyrikken derfor er temmelig tilfældig. Heldigvis er beatet ganske godt, og gæsterne har forstået konceptet - særligt Mos Def, så nummeret er nu underholdende.

19. THROUGH THE WIRE
Den første single, der inkluderer en sygemeldt Kanye West med sin kæbe syet sammen, hvilket dog bestemt ikke lukkede munden på ham. Det er klassisk Kanye West - bortset fra at hans stemme er en smule besværlig at genkende - og det er nu ganske underholdende, hvilket til dels også skyldes den fascinerende historie, der lægger bag.

20. FAMILY BUSINESS
Over et lidt melankolsk og klaverbesmykket beat introducerer Kanye os for hans familie. Han fortæller om flere tendenser og hændelserne inde for hjemmets rammer, men fastslår også til sidst, at der trods alt er en grænse, og at noget bør holdes inden for husets fire vægge. Dette nummer gjorde hurtigt et stort indtryk på mig - særligt linjerne: "Somebody please say grace/ so I can save face/ and have a reason to cover my face". Kanye West er meget følelsesladet og personlig på dette nummer, hvilket er et af hans bedste kort som musiker. Smukt.

21. LAST CALL
Dette nummer er latterligt langt, hvilket er heldigt nok, da det samtidig også er en af mine absolut favoritter fra The College Dropout. Kanye har altid haft nogle gæsteproducere inde over sine albums, og dette er det ene ud af to eksempler på debuten. Således har Porse og særligt Evidence (fra Dilated Peoples) haft en finger med i denne fantastiske og celebrerende produktion, der først underbygger en samling morsomme punchlines, hvoraf flere stammer fra ældre freestyles og numre, men de passer nu rigtig fint ind her. Dette kan Kanye West dog ikke fylde alle tolv minutter ud med, så han vælger i stedet fire minutter inde at kaste sig ud i en lang historie om besværet med at score en pladekontrakt som rapper. De fleste rappere ville formegentligt have fejlet groft med en sådan udskejelse, men ikke Kanye. Han er reflekterende, afslørende, ærlig og en smule ydmyg, og takket være det fortsat superbe produktionsarbejde, så er hele turen en underholdende omgang.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Kanye West havde med sine to første albums nogle problemer med at holde projektet konsistent og sammenhængende, hvilket i begge tilfælde skyldes nogle mindre interessante skæringer halvvejs inde. På The College Dropout er dog både begyndelsen og slutningen superb, så der er stadig masser af spændende og underholdende numre. Den soulfulde og muntre produktion er dejlig, og Kanye West viser sig at være en overraskende glimrende rapper (modsat hvad nogle meget ældre demoer indikerede) med et respektabelt flow og vigtigst af alt en følelsesladet og engageret levering. The College Dropout er trods sine fejl en meget imponerende debut, som selvfølgelig skal købes, hvilket du sikkert også allerede har gjort.

BEDSTE NUMRE: "We Don't Care"; "All Fall's Down"; "Spaceship"; "Jesus Walks"; "Through the Wire"; "Family Business"; "Last Call"

Som altid kan du finde flere anmeldelser på min anden blog, hvor du også finder en længere version af denne anmeldelse. At jeg netop anmelder The College Dropout, er desuden ikke et tilfælde, da jeg kører en Kanye West uge. En ny anmeldelse hver dag i denne uge.

Albumanmeldelse: Welcome to: Our House

Slaughterhouse er en såkaldt supergruppe (bestående af Royce da 5'9", Joe Budden, Crooked I og Joel Ortiz), hvilket er en ret interessant betragtning, da medlemmerne også er et kollektiv af pariaer med plettede baggrunde og mindre komplimenterende punkter på deres CV'er. De var nemlig alle forholdsvis udstødte i hip-hop verden, da medlemmet Joe Budden i 2008 samlede dem om et nummer på sit album, Halfway House (sammen med Nino Bless, men det snakker vi ikke mere om). Nummeret havde fået titlen "Slaughterhouse", og da firkløveren følte en tilpas kemi i mellem sig, valgte de at tage navnet med over i et gruppeprojekt. Slaughterhouse var født.

Fyrrerne var klar til at lægge fortiden bag sig og tage verden med storm, men medierne havde ikke helt samme intentioner, så de spurgte forsat konstant ind til medlemmernes henholdsvise uheldige fortider, hvorefter Slaughterhouse til sidst forsøgte at lukke emnet en gang for alle på "Move On". Ikke desto mindre bør jeg nok også lige opremse deres tidligere bedrifter. Så Crooked I var i sin tid signet til Death Row Records, hvor han færdiggjorde nogle soloalbums, men Suge Knight lod dem ikke blive udgivet, hvorefter han endelig blev droppet. Joel Ortiz var en kort årgang tilknyttet Aftermath, men eftersom Dr. Dre tilsyneladende heller ingen intentioner havde om rent faktisk at udgive noget af hans musik, valgte han selv at smutte. Joe Budden er en lidt større succeshistorie, da han faktisk fik udgivet et album på Def Jam, men han blev altså også kort derefter droppet. Mens disse tre dog blot har forsøgt at glemme fortiden, har Royce da 5'9" taget en lidt anden vej og rent faktisk ryddet op i fortiden. Royce mødte Eminem før han havde fået sit første hit på MTV, og de havde et mægtig godt samarbejde, men så midt i det skelsættende år anno 1999 kom Royce i problemer med Dr. Dre, der bandlyste Royce fra Aftermath. Siden da kom han også i uoverensstemmelse med D12 og særligt Proof, men uden at Eminem faktisk var indblandet. Alt blev dog reddet ud for nogle par år siden.

Herefter blev fyrene introduceret til hinanden, de dannede gruppen Slaughterhouse, signede til E1 og udgav for omtrent tre år siden den selvbetitlede debut. Der var meget buzz omkring dem dengang, da det trods alt var tre mere eller mindre stærke navne (med Royce i top), og det blev kun bedre, da folk begyndte at spekulere om et potentielt ryk over til Shady Records. Rygtet blev styrket af, at gruppen begyndte at give shout outs til den kommende udgiver, mens de også medvirkede på et nummer med Eminem. I begyndelsen af 2011 skete det så endeligt; Slaughterhouse havde signet til Shady Records. En stor bølge løb gennem hele cyberspace, men i nogen grad mere på pladeselskabets vegne end gruppen. Slaughterhouse havde nemlig allerede bevist at de kunne lave god musik, hvilket bare ikke helt var tilfældet med Shady Records. (Bad Meets Evil's EP kom dog senere samme år)

For spørgsmålet er; kan executive producer Eminem (og forventninger om massive salg) overhovedet bidrage med noget positivt til en rå og aggressiv undergrundsgruppe? Det kan man i disse dage finde ud af ved hjælp fra det nye album Welcome to: Our House (kolonet er en umiddelbar unødvendig nødt).

1. THE SLAUGHTER (INTRO)
Slaughterhouse lyder til at overfalde og evt. slagte Eminem, hvilket er lidt mærkeligt. Han er vel ikke en af de falske MC'er?

2. OUR HOUSE (FEAT. EMINEM & SKYLAR GREY)
Alex da Kid er mest kendt for sine kommercielle beats, som bl.a. blev benyttet af Dr. Dre til hans "I Need A Doctor", så det er umiddelbart en mærkelig producer at lægge ud med, men han beviser faktisk her, at han også kan lave noget lidt mere spartansk og råt. Jeg kan godt lide Skylar Grey's stemme, og selvom hun ikke var mit oplagte valg til et Slaughterhouse nummer, så er hun ikke helt malplaceret. Til gengæld er Eminem's sang stadig ikke undskyldt, da han simpelthen prøver alt for hårdt (og ikke kan synge). Hans vers er faktisk ikke meget bedre, da han med en aggressiv hvisken snakker om The Source (ja, du fortjente fem mikrofoner for tre af dine albums) og sin nye protege Yelawolf, som umiddelbart ikke har mere potentiale end 50 Cent. Royce og Joey lyder lidt trætte, så det er uden tvivl Crooked I, der stjæler showet med et adrenalinfyldt og aggressivt vers.

3. COFFIN (FEAT. BUSTA RHYMES)
Hit-Boy producerer et nummer, der i versene domineres af horn og nogenlunde vokalpræstationer, og i omkvædet af elektroniske elementer og en råbende og typisk Busta Rhymes. Royce tager sig i det mindste sammen og beviser, hvorfor han er gruppens bedste.

4. THROW THAT (FEAT. EMINEM)
Modsat dette. Det er en lidt kedelig kendsgerning, men Eminem har altså også tit en dårlig indflydelse på sine partnere, hvilket dette nummer er et glimrende eksempel på. Bossen synger et omkvæd om strippere, mens T-Minus producerer et meget lidt mindeværdigt beat. Dette lyder desværre mere som D12 end Slaughterhouse, hvilket er et af de værste kritikpunkter, jeg kan komme med i denne sammenhæng.

5. HAMMER DANCE
Den første single fra Welcome to: Our House, som blev udgivet for snart et halvt år siden. Ikke desto mindre er nummeret stadig blandt de bedste på hele albummet. Slaughterhouse præsenterer sig selv over for lytteren over et engagerende AraabMuzik beat. Dette kunne godt have været placeret noget længere oppe på tracklisten, da det er et glimrende eksempel på, hvad Slaughterhouse (bl.a.) burde være.

6. GET UP
No I.D. gør et overraskende visit med denne meget vellykkede produktion, der blander nogle hårde trommer med radiovenlige vokalsamples uden problemer. Nummeret stod tydeligt ud for mig på mit første gennemlyt af Welcome to: Our House, da det bare generelt er fængende. Det omhandler fyrenes nylige optur, så der bydes ikke på mange overraskelser, men nummeret er stadig et underholdende stykke musik efter flere lyt.

7. MY LIFE (FEAT. CEE LO GREEN)
Cee Lo Green er en lidt mærkelig størrelse for mig. Noget af hans musik kan jeg godt lide, men der er muligvis endnu mere, jeg ikke bryder mig om. Hans hook her falder ind under den sidste kategori, da han ærlig talt minder lidt om T-Pain. Ja, jeg sagde det. Producer StreetRunner (som ellers havde et par gode beats på gruppens debut) bidrager med et halvdårligt beat, men rapperne gør det fint.

8. WE DID IT (SKIT)
...

9. FLIP A BIRD
Black Key Beats og Zukhan sampler Imogen Heap's "Little Bird", hvilket danner rammerne for et meget kedsommeligt omkvæd, og uheldigvis er beatet ikke meget anderledes. Desuden er rapperne heller ikke særligt interessante med sine vers om salget af stoffer.

10. THROW IT AWAY (FEAT. SWIZZ BEATZ)
Swizz Beatz modtager en del hate af diverse bloggere, og her vil jeg bestemt ikke sige dem i mod. Hans omkvæd om penge, som han smider efter det første, bedste og næste er temmelig dumt. Hvad værre er, så følger Slaughterhouse selvfølgelig trop med utroligt ligegyldige vers. Helt igennem dårligt. Dog kunne nogle andre måske få mere ud af Mr. Porter's beat.

11. RESCUE ME (FEAT. SKYLAR GREY)
Mens det gik meget godt for producer/sangerinde duoen tidligere, så er det noget mindre imponerende denne gang, da Alex da Kid's forkærlighed til sin partner skinner lidt for meget igennem. Hun får simpelthen for meget plads, hvilket er skidt, når fidusen er, at få hende til at virke som en naturlig del af produktionen. Alex laver nemlig en "I Need A Doctor" med et indledende og dæmpet omkvæd efterfulgt af et breakdown før første vers. Derudover er beatet bare ikke godt. Slaughterhouse gør en smule op for dette nederlag med nogle introspektive og interessante vers, der alligevel gør nummeret værd at høre - om ikke andet så bare for en enkelt gang.

12. FRAT HOUSE
T-Minus vender også tilbage, og han gør det nu bedre i denne omgang, men det siger ikke meget. Før var det elendigt, men nu er hans beat bare dårligt. Versene er heller intet særligt

13. GOODBYE
Royce springer over dette personlige nummer, hvor rapperne mindes afdøde bekendte. Det er ret rørende, selvom Crooked I har en tendens til at overdramatisere lidt nogle gange. Derfor er det også utroligt ærgerligt, at de har overladt produktionsarbejdet til Boi-1da, der fejler maksimalt. Beatet er kedeligt, mens det samplede omkvæd er fuldstændig elendigt.

14. PARK IT SIDEWAYS
Dette er et af de sjældne øjeblikke på Welcome to: Our House, hvor beatet faktisk er lidt bedre end rapperne, hvilket faktisk siger noget om alle parter. Beatet er okay, men rapperne er også temmelig kedelige at høre på, så på mange måder er nummeret ret middelmådigt.

15. DIE
En ekstra chance er også blevet givet til Mr. Porter, som forsøger sig med endnu et rastløst og hårdtslående beat. Jeg har bare ét problem med dette nummer; efter at have hørt det flere gange kan jeg stadig ikke huske noget som helst fra det. Det er som sådan ikke et dårligt nummer, men det har samtidig heller ikke gjort et særligt stort indtryk på mig.

16. OUR WAY (OUTRO)
Slaughterhouser slutter af med at fortælle, hvor meget de keeper det real og hvor kompromisløse de er, hvilket er lidt (kun lidt) af en joke efter at have hørt Welcome to: Our House igennem. Derudover er Boi-1da's produktion ufattelig kedelig, så det er ikke engang musikalsk underholdende.

Det er dog ikke helt slut endnu, da der følger en mindre stak bonusnumre med:

17. ASYLUM (FEAT. EMINEM)
Med et typisk og generisk Eminem beat og et omkvæd af førnævnte bevæger Slaughterhouse sig ud på gyngende grund med lettere psykotiske linjer. Versene er nemlig ikke særligt uhyggelige eller chokerende, så jeg må vel antage, at Slaughterhouse tog kampen op mod Bizarre (fra D12) eller Eminem - og tabte. Royce gjorde det dog (selvfølgelig) udmærket.

18. WALK OF SHAME
StreetRunner er tilbage, og det er cirka alt, hvad jeg vil dele, da dette stinker af helvedes til.

19. THE OTHER SIDE
Bortset fra at J.U.S.T.I.C.E. League insisterer på at inkludere et indledende vandmærke kunne de godt gå hen og blive en interessant kommerciel producergruppe. Det lyder nemlig temmelig radiovenligt, men det er nu ikke dårligt. Derudover har rapperne nogle personlige og gode vers, så dette er faktisk et okay nummer. Det er dog svært at finde en ordentlig plads til det på albummet - særligt pga. det unødvendige RnB hook.

20. PLACE TO BE (FEAT. B.O.8)
Af en eller anden grund gæster B.o.B (som jeg ikke som udgangspunkt har noget i mod) et Slaughterhouse nummer, hvilket ikke lige var noget, jeg havde forventet, men sammenkomsten virker også en smule akavet, hvilket kun bliver gjort værre af producer Kane Beatz ringe bidrag. Og det var så det.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lad mig starte med at skrive, at jeg gik forholdsvist fordomsfrit ind til dette projekt, så jeg er oprigtigt skuffet over resultatet. Slaughterhouse er stadig en gruppe spændende og alsidige rappere, og de er endda mere introspektive og ærlige end tidligere, så på denne front er der få problemer. De er på ingen måde blevet en plat og unødvendig erstatning af D12. Gruppen fejler skam enkelte gange, men hvad der mest af alt kan tilskrives min skuffelse er produktionen og dermed i høj grad Eminem. Det større budget burde have givet en meget federe lydside end på debutalbummet, som også haltede en lille smule på denne front, men desværre er produktionen nærmere blevet dårligere. Måske jeg har for store forventninger til Slaughterhouse. Welcome to: Our House har sine lyriske guldkorn, men som helhed imponerer den ikke musikalsk. Den ville, om ikke andet, have haft godt af have været noget kortere. Jeg overvejede lidt at advare om overhovedet at høre albummet, men man kan vel godt brænde en kopi.

BEDSTE NUMRE: "Our House"; "Hammer Dance"; "Get Up"; "The Other Side"

Tjek flere anmeldelser på min anden blog.

Albumanmeldelse: Dr. Dre - The Chronic

Hej. Jeg har i hele juli måned en G-Funk special på min blog HIP HOP MEDLEY, hvor jeg anmelder forskellige udspil fra genren hver dag. Denne anmeldelse skød festlighederne igang.

Dr. Dre's allerførste single stammede ikke var hans debutalbum The Chronic, men var faktisk titelnummeret og soundtracket til filmen Deep Cover. På trods af dette er singlen en fremragende repræsentant for albummet, da det problemfrit kunne være koblet ind mellem to numre. Det var derfor en smart måde for Dr. Dre at undersøge både stemningen for en soloudgivelse, den bløde G-Funk og ikke mindst indlogeringen af debutanten Snoop Doggy Dogg, som han havde mødt gennem stedbroderen Warren G.

Selvom The Chronic i teorien er et soloalbum, så er det alt andet end en solobedrift. Vokalmæssigt er det nemlig begrænset, hvad vi ser til værten, og han deler næsten på dette punkt lytterens opmærksomhed lige over med Snoop Dogg, mens de resterende fire gæsterappere (The Lady of Rage, Kurupt og Dat Nigga Daz som senere dannede duoen Tha Dogg Pound og RBX) kæmper mod hinanden om en plads i lytterens hukommelse. Men nu har Dr. Dre også altid haft det bedst bag kulisserne og aldrig været bleg for at lade andre drage opmærksomheden væk fra ham.

Trods det mindre kaos med gæsteoptrædener er The Chronic alligevel et konsistent og sammenhængende lyt, hvilket ikke mindst skyldes Dr. Dre's strømlinede og gennemførte blanding af P-Funk samples og live musik i sin produktion, men Dr. Dre og resten af rapperne holder sig også mere eller mindre til det samme virkelighedstro og skånselsløse verdensbillede gennem troværdigt gangsta rap. Særligt Snoop Dogg har modtaget meget ros for sine tekster - foruden hans formidable, naturlige og utroligt flydende flow.

The Chronic er inkluderet på samtlige lister over bedste og mest indflydelsesrige albums i både hip-hop musik og musik generelt, så det er i høj grad en kollektivt besluttet klassiker.

1. THE CHRONIC (INTRO) (FEAT. SNOOP DOGG)
"I don't smoke weed or cess" - sådan sagde Dr. Dre på "Express Yourself" fra Straight Outta Compton, men meget vand er tilsyneladende løbet under broen siden da. Lyden af jernrør, der slås sammen, er en simpel men ret storslået måde at starte albummet. Efter en hurtig lille hilsen fra Dr. Dre overtager Snoop Dogg, som introducerer lytteren for albummets involverede parter foruden at støde lidt til Ruthless Records ejerne Eazy-E og Jerry Heller. Der bliver samplet flere sange end på noget andet af albummets numre, og G-Funken er skam allerede solidt til stede. Problemet er bare, at dette stadig er en intro, der ikke indeholder noget egentligt rap, så jeg skynder mig videre...

2. FUCK WIT DRE DAY (AND EVERYBODY'S CELEBRATIN') (FEAT. JEWELL, RBX & SNOOP DOGG)
Funken er i hus, men faktisk indeholder nummeret også lidt dystre elementer som samples af en ond latter og en bidsk levering af Dr. Dre. Der bliver endnu engang langet ud efter Ruthless Records, Eazy-E og Jerry Heller, men turen er endelig også kommet til Tim Dog for hans "Fuck Compton" (efter N.W.A. tøvede) og den lidt anderledes Luke Campbell fra 2 Live Crew. Det var albummets anden single (udgivet som "Dre Day") og med god grund, da det stadig i dag er friskt og utroligt underholdende. Dr. Dre i topform.

3. LET ME RIDE (FEAT. JEWELL, RUBEN & SNOOP DOG)
Denne tredje single er et af de enkelte solonumre med Dr. Dre, man finder på The Chronic, og det er samtidig også et af de bedste numre. Dr. Dre fortæller om en dag i hans liv med en engageret men tilbagelænet levering, der virker meget overbevisende. Beatet er dynamisk og super sprødt i versene, mens omkvædet er smooth og fængende. Fantastisk.

4. THE DAY THE NIGGAZ TOOK OVER (FEAT. DAT NIGGA DAZ, RBX & SNOOP DOGG)
En ret dyster vinkel på gangsta rap med en konstant depressiv og desperat atmosfære. Vokalen virker også til at være mikset med forholdsvis lav volumen, der gør det mørke beat mere overvældende. De to nye ansigter klarer sig nogenlunde, men særligt RBX formår at udtrykke sig virkelighedstro omkring sin håbløse situation. Det er et okay nummer.

5. NOTHIN' BUT A "G" THANG (FEAT. SNOOP DOGG)
Det forrige nummer springer direkte over i denne første single fra The Chronic, som muligvis er Dr. Dre's bedst kendte stykke solomusik. De to herrer siger stort set intet på dette nummer, og omkvædet består kun af improvisationsagtig lyrik. Trods dens klassikerstatus er det ikke min favorit fra The Chronic, men det er bestemt et godt nummer - ikke mindst takket være den lækre produktion. Det er i øvrigt værd at bemærke, at "'G' Thang" er Snoop og Dr. Dre's måde at referere til G-Funk, så de nævner faktisk på intet tidspunkt ordet G-Funk på albummet. Det var først året efter, at Above the Law navngav denne fantastiske under-undergenre med "Call It What You Want" fra Black Mafia Life.

6. DEEEZ NUUUTS (FEAT. DAT NIGGA DAZ, NATE DOGG, SNOOP DOGG & WARREN G)
De forskellige lister af medvirkende folk kan virke lidt voldsomme, men i dette tilfælde er Warren G's vokale bidrag begrænset til den indledende introduktion, der som så meget andet med Dr. Dre har opnået kultstatus - her pga. af sin morsomme catchfrase, som også udgør titlen. Snoop Dog har ikke selv et egentligt vers, men han dukker til gengæld jævnligt op i dem alle med korte bemærkninger, hvilket gør nummeret mere livligt, mens Nate Dogg leverer en soulfuld og fængende afrunding. Daz har et rigtig fint vers, og Dr. Dre giver også to gode performances. Det melodiske og elektroniske beat er i øvrigt super fedt.

7. LIL' GHETTO BOY (FEAT. DAT NIGGA DAZ & SNOOP DOGG)
Dette er faktisk The Chronic's glemte fjerde single, men selvom den blev spillet en smule i radioen, modtog den aldrig meget opmærksomhed. Det er nu lidt ærgerligt, da dette nummer beviser, at fyrene også kan være seriøse og fortælle afslørende historier om virkelighedens ghetto. Særligt Snoop Dogg imponerer meget, og det har uden tvivl også været med dette nummer i baghovedet, at diverse anmeldere har rost hans lyrik. Det er et stille og lidt deprimerende nummer med et alvorsfuldt omkvæd. Jeg kan godt lide det.

8. A NIGGA WITTA GUN (FEAT. SNOOP DOGG)
Endnu et Dr. Dre solonummer (med Snoop i omkvædet) og selvom det ikke er ligeså interessant som det forrige, så er det nu stadig glimrende. Det fængende beat er uden tvivl højdepunktet med sine rastløse trommer og gode bas, og det alene gør nummeret værd at høre. Man bliver dog samtidig også mindet om, hvorfor Dr. Dre ikke gør sine soloalbums til solobedrifter, da han alene på mikrofonen i længden ikke fungerer lige så godt.

9. RAT-TAT-TAT-TAT (FEAT. BJ "THA MOCKING BIRD", RBX & SNOOP DOGG)
Selvom man ikke skulle tro det, så har Dr. Dre faktisk alle versene, mens han i samarbejde med Snoop og BJ tager sig af omkvædet. Nummeret er opbygget til at have tre vers, men faktisk er der kun to, da det potentiale midterste er udladet, hvilket efterlader et mindre hul mellem to omkvæd. Til gengæld er omkvædet meget simpelt og fængende, da de blot imiterer en pistol med lydordet, der også er nummerets titel. Ikke dårligt heller.

10. THE $20 SACK PYRAMID (FEAT. BIG TITTIE NICKIE, THE D.O.C., SAMARA & SNOOP DOGG)
Dette er udelukkende en lang skit, men det er til gengæld en ret morsom en af slagsen. The D.O.C. og Samara deltager i et quizshow med et ret underholdende resultat. Særligt Tim Dog disset er sjovt.

11. LYRICAL GANGBANG (FEAT. KURUPT, RAGE & RBX)
Og med dette nummer har Dr. Dre forladt os, og foruden kommende skits og lignende vender han først tilbage igen på det sidste nummer. Man kan sige, at vi er nået til posse-cut sekvensen, hvilken faktisk slutter igen sammen med albummet. The Lady of Rage siger mig ikke normalt så meget, men hun gør det nu glimrende. Den anden debutant, Kurupt, er dog mere imponerende, og stjæler uden problemer opmærksomheden fra de andre - særligt RBX, da han ikke er helt så fed herpå.

12. HIGH POWERED (FEAT. DAT NIGGA DAZ, RAGE & RBX)
Ærlig talt så vil jeg ikke kategorisere dette som et faktisk nummer, da Dr. Dre næsten bruger hele den første halvdel til stolt at fortælle om sine medrappere. Derefter får RBX lidt spilletid, men det er ikke rigtigt noget særligt.

13. THE DOCTOR'S OFFICE (FEAT. JEWELL & RAGE)
En simpel sexskit.

14. STRANDED ON DEATH ROW (FEAT. BUSHWICK BILL, KURUPT, RAGE, RBX & SNOOP DOGG)
For at gøre gæstelisterne lidt mere mærkværdige har Dr. Dre tilsyneladende inviteret Bushwick Bill fra Geto Boys ind for at introducere dette nummer. De resterende rappere leverer et vers hver, men Snoop's er med god grund dobbelt så langt. Han har været rimelig fraværende i et stykke tid på dette tidspunkt, og hans tilbagevenden er meget værdsat. Kurupt giver dog også endnu et godt vers, og Rage er nu også ret dygtig. RBX er okay. Dette nummer er meget bedre end "Lyrical Gangbang", hvilket også skyldes det væsentligt bedre beat, der dog stadig er lidt rustikt.

15. THE ROACH (THE CHRONIC OUTRO) (FEAT. DAT NIGGA DAZ, EMMAGE, JEWELL, RAGE, RBX & RUBEN)
Emmage og Jewell synger et smooth og meget fængende omkvæd, mens RBX ind i mellem siger lidt ligegyldigt ting. Det er altså heller ikke et egentligt nummer, men det varer alligevel næsten fem minutter. Bortset fra omkvædet er dette nummer intet værd, og så spændende er det simple omkvæd nu heller ikke.

16. BITCHES AIN'T SHIT (FEAT. DAT NIGGA DAZ, JEWELL, KURUPT & SNOOP DOGG)
Dette nummer bliver til tider fejlagtigt betragtet som et bonusnummer, men selvom det er en forkert anskuelse, er det en meget forståelig en af slagsen. Beatet er nemlig genbrug fra et remiks af "Nuthin' But A "G" Thang", mens nummeret slet ikke står skrevet på bagcoveret af albummet. Derudover er nummeret også rimelig kvindehadsk (ikke overraskende har man først læst titlen), hvilket trods alt er et af de ekstremer, man godt kunne forstille sig blive smidt på som en bonus, da det måske ikke rigtigt passer ind andre steder. Snoop smider bl.a. en anekdote ind om sin utro kæreste, så mon ikke noget af vreden kommer deraf. Produktionen inkluderer en glimrende basgang og beatet er generelt godt, men Snoop lyder faktisk desværre en smule søvnig og ligeglad gennem dele af nummeret. Trods den lidt hårde tone kan nummerets tilstedeværelse på albummet dog alligevel godt forsvares.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Chronic er et rigtig fedt album, men der er desværre også noget fyld inkluderet. Jeg kan godt med lidt god vilje køre det hele igennem i et træk, da albummet trods alt har en gennemgående G-Funk lyd, der er ganske vellykket. Derudover ligger flere af numrene også i naturlig forlængelse af hinanden, hvilket er endnu en grund til at høre det hele fra start til slut, men oftest vil jeg udvælge specifikke numre at høre. Produktionssiden har Dr. Dre under kontrol med sine sampletunge, langsomme og funky beats. De forskellige rappere involveret i projektet varierer i kvalitet, men selvom den lidt anonyme RBX falder igennem til tider, så er niveauet overvejende højt - ikke mindst pga. Snoop Dogg, som virkelig har bidraget med nogle fantastiske præstationer på The Chronic. Som hentydet til før falder albummet lidt fra hinanden i den sidste halvdel med skits, interludes og halve numre, men den første halvdel er til gengæld af ypperste kvalitet. Man kan selvfølgelig roligt købe The Chronic - det er jo ikke en klassiker i manges øjne for ingenting. Bare vær forberedt på at det hele ikke er lige interessant.

BEDSTE NUMRE: "Fuck wit Dre Day (And Everybody's Celebratin')"; "Let Me Ride"; "Nuthin' But a "G" Thang"; "Deeez Nuuuts"; "Lil' Ghetto Boy"; "A Nigga Witta Gun"; "Stranded on Death Row"

Følg med på min anden blog i løbet af juli måned for at læse mere om G-Funk. (eller for at læse flere andre anmeldelser eller en mere fyldig version af denne anmeldelse)

Albumanmeldelse: Smash Hit In Aberdeen

Malk de Koijn blev dannet af rapper, DJ og producer Tue Track, rapper og til tider producer Blæs Bukki og rapper Geolo G i 1993. De formåede hurtigt at skabe en del buzz omkring sig selv i undergrunden, hvilket sikrede dem pladser på de aldrende kompilationer Rap'O'Mania vol. 1 og De Grimme Ællinger i 1996, og var på sidstnævnte bl.a. i selskab med Hvid Sjokolade, som samme år udgav sin debut Så'n Er Vi, som blev rundet af med en af dansk raps største posse-cuts, da "Hvem Er Det Der Banker?" blev gæstet af alle fra Jokeren og Humleridderne til Per Vers og Malk de Koijn.

Malk de Koijn forsøgte med alt magt at sprede rygtet, mens de også i mellemtiden arbejdede på materiale til deres debutalbum, som fik den meget charmerende titel Smash Hit In Aberdeen og udkom i 1998. Det er svært at sige, hvilke rappere der helt præcist har inspireret drengene, men en eller flere fra gruppen har udtrykt en begejstring for bl.a. MC Einar, Chuck D (fra Public Enemy) og Ultramagnetic MC's. Mens lighederne med de to første er meget minimale, så er sidstnævnte måske endda en indlysende indflydelse med Kool Keith's alternative rimmønstre, mange rim og bizarre tekster. Ultramagnetic MC's' primære producer Ced Gee er også kendt for sin forkærlighed for samples, men dette er dog ikke noget Tue Track har taget med fra sine oplevelser med gruppen.

Til gengæld skyldes en stor del af Malk de Koijn's nu rimelige succes og loyale fanskare deres ligeledes alternative rimstruktur, kompakte rim og ikke mindst deres utroligt bizarre, drømmeagtige og anderledes tekstunivers. Smash Hit In Aberdeen er en fortælling om Aberdeen og særligt den deri liggende flække Langestrand, og de forskellige mennesker der befolker dette område. Disse mange forskellige indfaldsvinkler til dette område har resulteret i mærkværdige og meget alternative numre. Har man ikke hørt noget af deres musik, og derfor har svært ved at forstille sig denne anderledes tilgang til dansk rap, så burde et kig på tracklisten fuldstændigt fjerne denne undren, som til gengæld bliver erstattet af 19 nye. Tue Track har produceret store dele af hele albummet, og også her udviser gruppen stor alsidighed med varierede og interessante produktioner. Malk de Koijn er formegentligt dansk raps mest alternative hip-hop gruppe, men det er nu ikke en helt dum titel at bære.

1. ØRKENSTORM
Vi lægger ud med en hårdtslående Blæs Bukki produktion, som gruppen benytter til at præsentere sig selv for lytteren. De smeder nogle rimelig mærkværdige sætninger sammen for at fortælle, hvorfor de netop er verdens bedste gruppe (+/- 1 eller 2 hist og her). Blæs Bukki er nok gruppens mest kompetente rapper, men Geolo G's ivrige stemme er nu også underholdende. Tue Track er også en okay rapper, men han skiller sig mindre ud end resten af gruppen. Glimrende nummer og det lægger faktisk en smule subliminalt op til næste nummer.

2. Å ÅÅ MÆIO
Titlen på dette nummer er en ud af mange morsomme, og faktisk har gruppen sandsynligvis overvejet "Et Barn Du Ikke Kan Nå", men det lød formegentligt for normalt. Det er umiddelbart endnu et trommedomineret nummer med morsomme sætningssammensætninger, men halvvejs inde i nummeret dukker en radioskit op, hvorefter Geolo G rapper lidt over noget jazzet pop. Det er en mærkværdig udvikling - præcist sådan noget man burde forvente sig af Malk de Koijn. Ret morsomt.

3. SMASH HIT IN ABERDEEN
Det første Tue Track producerede nummer, og sikke en entré han gør. Det lyder virkelig fedt. Gruppen fortæller om deres hits i Aberdeen, og Blæs Bukki's vers er ret plat skrevet, hvilket kun bliver bedre af, at han mere eller mindre genbruger ideen på næste nummer. Det kan godt være at Blæs Bukki er en god rapper, men han er ikke nødvendigvis den bedste sangskriver på holdet.

4. TROPPELANDING
Blæs Bukki's vers om drengene, der køber blade er vanvittigt morsomt, men jeg ved ikke helt om det er frivilligt eller ej. Det er utroligt ringe skrevet. Hans anden del er noget bedre, hvor han fortæller om en eller anden tilfældig borger i Aberdeen. Da Geolo G overtager, bliver det blot mere underholdende, da hans stemme virkelig er et unikum, så når han samtidig påtager sig et lidt alternativ flow, så er resultatet ret underholdende. Produktionen er god, men særligt koret i begyndelsen og slutningen er ret fedt.

5. DISTRIKT LANGESTRAND
Malk de Koijn bliver pludselig jagtet af politiet...

6. JAGT
En ret normal titel og gruppen holder sig endda fuldstændig til emnet, så dette er formegentligt det mest normale nummer på albummet. Det siger dog ikke så meget, og "Jagt" er skam også meget alternativt med sin hårdtslående og dystre produktion og lidt ubehagelige men utroligt vellykkede omkvæd. Det skiller sig ret meget ud fra resten af albummet, så det er formegentligt et af de numre, man vil huske allerbedst. Særligt Blæs Bukki's sidste vers er også ret morsomt og mindeværdigt på en underholdende måde.

7. FÅKD-OP-MODE PART ACE
Geolo G leverer lidt fucked op stand-up.

8. P.I.G.E.
Tue Track har helt styr på drumbreaks, men med det sagt har nummeret ikke så meget kørende for sig. Nummeret har såmænd en snert af socialbevidsthed, da drengene sætter en finger på pigers usunde fokus på sundhed, men det bliver lidt kedelig i længden. Blæs Bukki præsenterer os kort for hans sangevner, og han har nu underholdende sangstemme.

9. FÅKT-ÅP-MODE PART DEUCE
Lidt mere fucked op stand-up af Geolo G. Jeg elsker, når han laver guitarlyde med tungen.

10. LORTESANGEN
En umiddelbart mærkværdig titel, men når man først har hørt nummeret, så virker den som det eneste oplagte valg. Det er et nummer om lort, røve (alle slags) og toiletter. Den var vidst rimelig populær i undergrunden op til udgivelsen af albummet, men jeg må nu takke nej alligevel. Jeg ser cirka intet tiltalende ved dette nummer.

11. A DET SÅRT' BÆLT' ER EN LIVSSTIL
Det er en stærk og dyster instrumental med lidt snak ind over en gang i mellem. Præsentationen læner sig faktisk lidt op af propaganda, hvilket er ret morsomt. Det lyder lidt som noget fra en krigsfilm. Men det er altså voldsomt fedt (undtagen den afsluttende radioskit)

12. 24 KARAT(E)
Malk de Koijn er altså meget glade for karate, og de fortæller lidt om, hvad de får ud af denne livsstil, og hvad de kan bruge den til. Det burde være en oplagt mulighed for noget batterap, men jeg er faktisk ret forvirret over, hvad jeg lige har hørt. Det er super mærkeligt, og det lyder egentligt ikke voldsomt godt, så jeg går hurtigt videre til næste nummer...

13. C SMUKKESTE KASTESTJERNE AFSNIT II
... som er mere kinetisk- og japanskinspireret musik. Gruppens medlemmer påtager sig forskellige roller som bl.a. Retardo San og Bluce Lee Bluce Lah, og så er der ellers referencer til Bruce Lee, Yamaha og selvfølgelig kastestjerne mm. Den tunge produktion er ret fed, men nummeret er cirka ligeså mærkeligt som det forrige. Det er bedre, men stadig ikke blandt albummets bedste.

14. THE JERREGAARD BLUES
Blues? Åbenbart. Der er gjort en del ud af produktionen, da flere folk er hentet ind for at indspille de forskellige instrumenter, og det lyder faktisk meget behageligt. Der er ikke meget melankoli over Jerregaard's hyldest af genren (han snakker gennem alle fire minutter af nummeret), men det er måske også lige meget. Det er det.

15. JIM DAGGERTHUGGERT
Mødet med den utroligt grimme og forfaldende Jim Daggerthuggert er formegentligt også et af dem, der vil blive husket allerbedst efter første gennemlytning af albummet. Både pga. de mange gentagelser af hans navn og rapparodien, der udfolder sig i form af Jim, der finder sit kald på mikrofonen, og derefter går en lidt mere positiv fremtid i møde. Det er et ret underholdende nummer på en morsom måde. Outroen er dog lidt for indholdsløst.

16. YDERST SJÆLDEN FRANSK LAKSKIVE
Præcis hvad titlen angiver: et sample fra en yderst sjælden fransk LP. Jeg har flere gange været fristet til at skrive "hvad fanden?", men da jeg jo ikke vil gentage mig mere, end jeg allerede gør, har jeg valgt at gemme udbruddet til dette nummer, så: Hvad fanden?

17. KOSMISK KAOS
Jeg har skrevet tidligere i min anmeldelse af Clemens' andet album, at hans "Den Anden Verden" er mit favorit nummer blandt alt dansk rap, jeg kender til, hvilket jeg stadig mener, men dette nummer kommer direkte ind på en tæt anden plads. Lad mig starte med produktionen: Den er fantastisk. Så let kan det skrives, men jeg elsker virkelig alt ved den. Alt fra de melankolske strygere og det lækre obo arrangement til det stemningsfulde cowboyklaver og de tilpas fremtrædende trommer. Som Blæs Bukki er inde på til sidst, så er dette, noget af det tætteste hip-hop kommer på blues, hvilket ikke mindst også skyldes de tre triste og fortabte personligheder, hver rapper skildrer gennem sine henholdsvise vers. Det er muligvis et billede på deres plads på den danske musikscene, da der er fokus på musik og Geolo kalder sig selv ved navn modsat resten af albummet, hvor de påtager sig forskellige roller. En ting er hvert fald sikker; "Kosmisk Kaos" skiller sig voldsomt ud på Smash Hit In Aberdeen med sit seriøse og socialrealistiske udtryk, og selvom Malk de Koijn i forvejen har en underholdende stil, så er det på ingen måde en dårlig ting.

18. JENS ELO I LANGEAKVARIET
En skit med Jens Elo, der er en ringe skuespiller...

19. ZYGO ALPHA DISKO BETA
Dette nummer er bare hamrende underholdende. Vi møder samtlige forskellige personer fra Aberdeen, og de er alle ret morsomme. Jeg elsker særligt Geolo G's første vers, hvor han har et super sjovt og syngende flow. Produktionen er futuristisk med en smule funk, og omkvædet er simpelt og fængende, så det hele spiller bare. Nummeret er ligesom "Kosmisk Kaos" mere end seks minutter langt, men det er ganske tilforladeligt i disse tilfælde.

Efter næsten seks minutters stilhed dukker 'pludseligt' noget bonusmateriale op:

BONUS NUMMER
Først for har vi noget mere stand-up om store røve, hvilket meget naturligt leder os videre til næste nummer. Malk de Koijn dedikerer et helt nummer til store røve, som de er meget fascineret af. Det er ikke super godt mikset, og kunne muligvis godt være indspillet på første forsøg, men alligevel er det ret underholdende. De har flere gode punchlines - både opfindsomme, platte og blandet. F.eks. " alting har en ende, [og]jeg må sige, at den var god". Utroligt plat måde at slutte albummet af på, men det var morsomt nok. Nu var det jo også kun et bonus nummer.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Malk de Koijn er noget af det mest skæve og syrede, som vi har på den danske musikscene, og det bør hyldes. Ikke blot fordi de er anderledes, men også fordi de er en meget underholdende gruppe. Mødet med Aberdeen er ikke bare en spidsfindig ide men også en god oplevelse, da konceptet lægger op til varierede produktioner, personligheder og tilgange til numrene. Malk de Koijn er som skrevet glade for rim, men rimene virker nogle gange for påduttet og unaturlige, hvilket er lidt skidt, da de er en stor del af gruppens image. Det bliver ganske simpelt lidt for letkøbt og plat til tider. Derudover bevæger de sig også nogle gange for langt ind på internt og mærkværdigt territorium, men vender man det blinde øje til de tilfælde, så står man stadig med et pænt udbud af alternative, hårdtslående og gode skæringer.Smash Hit In Aberdeen bør købes hurtigst muligt, og som en bonus behøver man samtidig heller aldrig at kede sig igen, da man altid bare kan forsøge sig med at udvinde, hvad forfatterne mon har tænkt under tilblivelsen af dette unikum. Og det er positivt ment.

BEDSTE NUMRE: "Ørkenstorm"; "Å Åå Mæio"; "Smash Hit in Aberdeen"; "Jagt"; "A Det Sårt' Bælt' Er En Livsstil"; "Kosmisk Kaos"; "Zygo Alpha Disko Beta"

Tjek flere anmeldelser på min anden blog.

Årets spil '11!

Her er min meget forsinkede GOTY-liste. Jeg har lavet en de fire tidligere år, så det er blevet en lille tradition nu, så jeg måtte lave den - selvom den kommer tre måneder for sent. Men hvorfor har jeg så først fået skrevet den nu? Jo, det skyldes simpelthen, at jeg manglede at spille nogle væsentlige spil før jeg kunne udskille de fem bedste spil, hvoraf to af disse sene oplevelser faktisk nåede listen.

Jeg var rimelig hyped på 2012 i begyndelsen af året, hvilket bl.a. skyldtes, at jeg ville få muligheden for at gennemspille nye kapitler i vellidte serier udviklede af nogle af mine favoritudviklere - Naughty Dog, Insomniac Games og Sucker Punch. Desværre levede de ikke alle lige meget op til mine forholdsvis kontrollerede forventninger, men til gengæld fandt jeg en del glæde ved gode overraskelser fra uventede kanter. Som så mange år før er jeg også gået glip af en del velmodtaget spil og stærke etablerede serier, og jeg har derfor hverken erfaring med BF3, CoD8 og Skyrim mm.

Jeg har derimod købt en del mindre (og skråstreg indie) downloadtitler over Steam, og jeg kunne sagtens fylde en liste med ene af disse spil. Den ville lyde noget i nærheden af Terraria, Dungeon Defenders, Might and Magic: Clash of Heroes, Cave Story+ og Puzzle Agent 2, og da jeg nu har nævnt dem her, har jeg valgt ikke at medbringe nogen af dem i min egentlige 'årets spil'-liste. Jeg har dermed gjort plads til de største og mest imponerende og omfangsrige spil fra 2011.

Ak-master proudly presents:
"ÅRETS SPIL '11"

5) inFamous 2
Platform: PS3 // Release: Juni
Først for har jeg placeret inFamous 2, som er en fabelagtig efterfølger til originalen fra 2009. Det var større, vildere og mere ambitiøst, hvilket jeg faktisk kun har planlagt at skrive om to af titlerne på denne liste. Jeg gennemførte det for mere end et halvt år siden, så ærlig talt kan jeg ikke huske meget af det - hvert fald ikke nok til at skrive en anmeldelse, men jeg kan dog forsikre om, at spillet er meget underholdende, da jeg kun bliver glad af at tænke på det. Udvikleren inkluderede i øvrigt en banedesigner, hvilket i teorien var fantastisk, men denne har jeg til gengæld mindre gode erfaringer med, da jeg simpelthen fandt den for besværlig og bøvlet.

Hvor spillet excellerer, er i den veludførte singleplayer, der fører spilleren gennem by, sump og junglelignende områder. Kampene er meget ala originalen, men man får dog selvfølgelig nye teknikker og remedier at lege med. Noget af det fedeste har dog med park-our elementer i spillet at gøre, da man får muligheden for at svæve og lave et kæmpe spring, hvilket tilsammen gør manøvren rundt på hustagene og jagten på blast shards en sand fornøjelse. Mens campaignen er rimelig varierede og forfriskende er sidemissionerne dog temmelig repetitive og uopfindsomme, så her kunne udvikleren godt have brugt lidt flere mandetimer.

Spillet er en fin (men lidt tidlig) afslutning på historien med bæstet, men ikke fordi historien er engagerende eller særlig interessant - for det er den bestemt ikke - men fordi spillet bare er meget underholdende. Ligesom sin forgænger.

4) Batman Arkham City
Platform: Multi // Spillet på: PS3 // Release: Oktober
Apropos vildere og større så kommer man nok ikke uden om Batman Arkham City, der nærmest er indbegrebet af disse ord. Den lille anstalt er blevet skiftet ud med en luns af Gotham City, og kan mere end nogensinde betragte sig selv som et sandkassespil. En af de eneste dårlige ting ved dette spil er umiddelbart, at det er en alt for kortvarig oplevelse. Hovedspillet er meget spændende og varieret, og selvom historien falder noget i baggrunden, er den også okay med en lille twist mm. Igennem hele spillet møder man en helt masse superskurke, hvilket jeg er meget glad for, men desværre er flere af dem forvist til sidemissionerne, hvor de får alt fra blot en enkelt til mere end hundrede missioner tilegnet sig. Det var lidt af en skuffelse at færdiggøre historien med Den Gale Hattemager på ti minutter.

Der er blevet tilføjet en masse nye gadgets, hvilket giver kampene et frisk pust. Og ang. slåskampene, så bliver man forkælet med et af de bedste kampsystemer i et tredjepersons actionspil - det var fantastisk i 1'ern, men er nu blevet endnu bedre med flere angribende fjender og hjælpemidler. Originalen var et godt spil, men dette er om muligt endnu bedre. Nogle gange er større og vildere præcis, hvad der skal til.

3) The Legend of Zelda: Skyward Sword
Platform: Wii // Release: November
Jeg har slet ikke gennemført spillet endnu, men allerede nu vil jeg vove at påstå, at dette spil er vidunderligt, og da jeg har det i frisk erindring, kan jeg endda opremse de mindste kritikpunkter og positive sider af spillet. For at få alt det negative ud af vejen, vil jeg begynde med dette.

Ærlig talt så bidrager Wii-moten ikke med noget særligt. Med Motion Plus virker den bedre, og det bliver til tider afspejlet i spillet, men andre gange gør den ikke helt som planlagt, og derudover er 1:1 styringen ikke helt til stede, men det ville måske også gøre spillet unødvendigt svært. Pointen er, at var spillet udkommet på f.eks. PS3, havde jeg købt det dertil, da jeg så (forhåbentligt) kunne bruge min Dualshock3 controller. Derudover ville jeg også kunne spille spillet i HD, hvilket ville gøre store underværker ved grafikken. Designet og alt i den dur er rigtig flot, men grafikken er desværre ret pixeleret, og glatte linjer virker til at være en by i Rusland. Tilbage til kontrollen så har Wii-mote + nunchuck også en anden stor brist - nemlig manglen på to analogstik, hvilket virker ret komisk, da selv PS Vita har det, og det kan fås til 3DS. Man kan derfor ikke styrer kameraet i spillet, hvilket er lidt fail i et eventyr med en del udforskning. Heldigvis har Nintendo dog gjort spillet spilbart trods manglen, og man mærker det derfor ikke så meget igen. Til sidst må jeg nævne manglen på stemmeskuespillere og (dermed) Link's generelle nonchalante og ekstremt kedelige personlighed. Jeg føler absolut ingenting for Link, og jeg forstår ikke hvorfor Zelda klæber sig sådan op af hans rimelig anonyme og uinteressante person. Derudover virker historien også lidt til at hente inspiration fra Super Mario Bros., hvilket er ret komisk på samtlige punkter.

Stort set alt andet er godt. Spillet har et meget smukt soundtrack og design, eventyrlige områder og en anderledes og spændende slags hub i himlen, som man jævnligt vender tilbage til. Styringen er trods alt ikke ødelagt eller dårlig, så kampene er morsomme, og spillets gåder er glimrende sammensatte og lidt udfordrende, hvilket er en fantastisk blanding. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage og fortsætte det hyggelig og spændende eventyr.

2) Rayman Origins
Platform: Multi // Spillet på: PS3 // Release: November
Jeg elsker platformspil. Da jeg er en del af PS1 generationen, har det primært været 3d eventyr, men også de gode gamle 2d spil holder jeg meget af, og dette spil er præcis sådan et af slagsen. Rayman Origins er delvist håndtegnet, hvilket er tydeligt på den vidunderlige grafik i spillet. Den er virkelig fantastisk. Derudover er musikken også ret god med sine kække vokaler og muntre melodier. Til sidst har vi det egentligt gameplay, og her stråler spillet blot endnu mere. Platformshopperiet sidder lige i skabet og bliver endda jævnligt brudt op af fartøjsbaner, hvor man flyver på en myg (eller omvendt), som faktisk fungerer ligeså glimrende. Spillet er fyldt med spændende og varierede baner, men besværligheden med at komme igennem dem er dog hele vejen igennem rimelig lav. Til gengæld er der også et hav af trofæer at samle, som godt kan vise sig at trække tænder ud. Så hvis man ønsker det, kan man altså også blive godt udfordret. Der er også co-op i spillet, hvilket fungerer perfekt. Intet mindre. En makkers død standser ikke alt fremgang, og vækkes samtidig også forholdsvis hurtigt til livs igen, så man ikke risikerer at kede sig.

Dette er et platformspil, når det er allerbedst. Velkommen hjem Rayman!

1) The Witcher 2: Assassins of Kings
Platform: PC // Release: Maj
Til gengæld har RPG aldrig sagt mig det store, men sørme om det ikke har ændret sig fuldstændigt efter min tid med The Witcher 2. Mit største problem har altid været at RPGs kræver for meget tid, før man rigtigt forstår, hvad man laver, men faktisk kan dette spil spilles forholdsvis, som man vil - så længe man som jeg spiller på easy.

Jeg trykkede mig forbi de første mange mellemsekvenser, men efter lidt tid begyndte jeg at se dem alle, hvilket jeg f.eks. aldrig gjorde med Mass Effect 2 (ingen sammenligning dog, bare random viden). Universet i The Witcher serien er meget stort og struktureret, og der sker så mange ting i spillet, at det er helt utroligt. Alt fra politiske intriger, konspirationsteorier, mord og kærlighedsaffærer. The Witcher 2 har det hele, og det er rigtig spændende at følge med i.

Jeg er faktisk pt. i gang med originalen, som lagde et saftigt fundament for universet og gameplayet, men det er ret morsomt at se, hvordan gameplayet i stor udstrækning er blevet fuldstændigt redesignet og udviklet på ny. The Witcher 1 er et morsomt spil, men det har sine fejl. Alle fejl og selv ikke-fejl er blevet kigget i sømmene og forbedret mange gange i efterfølgeren, hvilket ikke bare gør The Witcher 2 til et fantastisk spil, men gør det til årets spil 2011.

Combat er rimelig ligetil og simpelt, hvilket gør det lettilgængeligt, men jo bedre man bliver, desto flere elementer kan man tilføje til kampene. Såsom kasteskyts, potions, opgraderinger osv., og derudover kan man selvfølgelig også blive bedre til at blokere og mere i den dur. Transporttid er ofte et problem i RPGs, men dette oplevede jeg heller ikke som et problem i The Witcher 2. Spillet har nogle tilpas store og ikke mindst flotte områder, man kan udforske og løse opgaver i. Opgaverne er også meget varierede, og Geralt (spillets hovedperson) bliver ofte sur, hvis NPC's beder om A til B opgaver med Geralt som kurer. Modsat originalen slutter spillet også før det bliver kedeligt, men omvendt er spillet også meget bedre, så måske det godt kunne klare nogle flere timers spilletid. Det er dog ikke kort.

Foruden dette er spillets grafik voldsom flot, og stemmeskuespillerne har gjort et fantastisk stykke arbejde. Jeg har ikke rigtigt noget skidt at skrive om dette spil. Det er helt sikkert årets spil, og kan i øvrigt nydes af både RPG veteraner og nybegyndere. Historien kan i øvrigt udvikle sig på flere forskellige måder, som inkluderer hver sine quests. Jeg glæder mig derfor til at gå i gang med det igen snart. Formegentligt på medium endda.
ÅRETS SPIL!

Albumanmeldelse: Eminem - Recovery

"There is no Relapse 2". Således tweetede Eminem tilbage i april 2010, og et par uger senere udgav han første singlen fra hans nye projekt Recovery. Der var oprindeligt lagt op til et oprigtigt tilbagefald til hans tidligere stadie med en mere karakteristisk Slim Shady og simple, rå beats, som vi også så det på Relapse, men også med en sober stemme og mere personlige tekster (som hans medvirken på "Drop the World" og "Airplanes, Part II" af henholdsvis Lil' Wayne og B.o.B. også vidnede om). Eminem var i studiet konstant, og rygter om samarbejde med D12, Dr. Dre, Royce (som sammen med resten af Slaughterhouse viste sig i "Forever" musikvideoen) m.fl. begyndte at sprede sig, så det hele virkede altså meget lovende (bortset fra at man ufrivilligt associerede titlen med accenter). Men i takt med at Eminem bevægede sig mere og mere i den nye (eller gamle?) retning, begyndte projektet at minde mindre og mindre om Relapse, og han besluttede derfor til sidst at tilegne projektet et nyt navn, og derfra behandle det helt anderledes.

Recovery er en tydelig genrejsning oven på fiaskoen med de mange accenter, men formåede i samme omgang også at blive offer for nye faldgruber og uheldige valg. Eminem behandlede mere seriøse og indholdsrige emner, droppede accenterne og førte et fantastisk flow, men han droppede samtidig også mere eller mindre Slim Shady, sine tidligere producerer (som hovedsageligt var gået hen og blevet Dr. Dre foruden ham selv) og sine medrappere og søgte med Recovery udenfor sin tætte vennekreds og oftest i retning af mere populære navne. Recovery er derfor Eminem's mest poppede udgivelse til dato, og stilistisk fuldstændigt Relapse's diametrale modsætning, hvilket har gjort ham elsket og berømt igen over hele verden, men også hadet af hip-hop hoveder og sågar nogle fans.

Produktionerne (udarbejdet af folk som Just Blaze, Boi-1da, DJ Khali og Alex da Kid) er mere elektroniske, forsigtige og poppede, hvilket forståeligt nok var en overraskelse for enhver fan ved første gennemlytning, men hvad der overraskede endnu mere var valget af medvirkende kunstnere, da disse inkluderer den populære Lil' Wayne som eneste rapper, de to ligeledes populære sangerinder Pink og Rihanna og basketballspilleren/sangeren Kobe.

Albummet har fået rimelig positive anmeldelser, men har mere end nogle af hans tidligere albums virkelig formået at skille vandende både hos kritikerne og forbrugerne. Recovery er anderledes og i særdeleshed mere mainstream end tidligere, men derfor kan det jo stadig være godt. Eller hvad?

1. COLD WIND BLOWS
Ingen typisk intro (og heller ingen afbrydende skits længere fremme i albummet). Så anderledes er Eminem's tilgang til sit nye album. Han synger dog hurtigt en introduktion i starten af nummeret, og ligesom i "Spend Some Time", så kan jeg egentligt godt lide den. Resten af nummeret er fyldt med ordspil, metaforer og jokes, og Eminem synger i øvrigt også det uheldige omkvæd, som skam er fængende, men egentligt ikke særlig godt og i længden ret irriterende. Lyrikken når ikke samme intelligente niveau, som han lagde for dagen med The Slim Shady LP, da han ikke benytter sig meget af sarkastiske og selvironiske bemærkninger og punchlines, men derimod mere ordspil og andet leg med ord, som også kan være interessant, men bare ikke har den samme underholdningsværdi. Det vigtigste er dog, at Eminem er tilbage med et klart hoved, og har droppede de fjollede accenter. Produktionen er ikke fantastisk, men nummeret er stadig okay.

2. TALKIN' 2 MYSELF (FEAT. KOBE)
Kobe synger et glimrende omkvæd, som Eminem følger op med et acceptabelt omkvæd, og selvom produktionen kan virke lidt kedelig, så får Eminem den til at fungere udmærket igennem nummeret. Han adresserer sine problemer med andre (specifikke) rappere, og det er ret spændende at høre om, hvordan han har følt sig truet af bl.a. Lil' Wayne, og altså selv forvandlet sig til en hater. Han bruger også lidt tid på at undskylde for Encore (med god grund) og Relapse (også forståeligt) samt reintroducerer sig nok engang, så nummeret fungerer godt i denne ende af albummet.

3. ON FIRE
Produktionen er noget dystre og mørkere end tidligere, så ikke overraskende er det produceret af Denaun Porter (Kon Artist). Den er dog lidt for repetitiv til at falde i min smag, så selvom Eminem faktisk tager sig meget godt af den, ender nummeret med at være lidt for kedeligt. Omkvædet er, som Eminem selv siger, noget hø.

4. WON'T BACK DOWN (FEAT. PINK)
DJ Khalil's produktion er i den rockede ende, men det er udført så forfærdeligt, at nummeret ikke har en chance for at imponere, uanset hvor godt resten er. Eminem's råben tager overhånd, så det er ikke fordi, han gør et super godt forsøg med at redde nummeret, og selvom jeg har en del tilovers for Pink, så passer hun bare ikke ind på et Eminem album.

5. W.T.P.
Dette er nok det tætteste, man kommer på et cheesy nummer, som ellers har været en tradition på hans tidligere udgivelser hidtil. Det er dog mere en klubsang, hvilket desværre bare er endnu værre. Nummeret minder mig en smule om Encore, og jeg har da også hadet det, siden jeg hørte det første gang. Det er forfærdeligt, og nummeret står derfor i voldsom kontrast til, hvad der følger.

6. GOING THROUGH CHANGES
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg elsker dette nummer. Det er en mere reflekterende og eftertænksom version af historien om hans misbrug og klimakset med hans overdosis end den, som man kan høre på Relapse i form af "Déjà Vu". Begge numre er gode, men Eminem giver os denne gang hele historien i en mere soberlignende tilstand. Det er en rørende fortælling om hans fald fra tronen, og hvordan han er ved at give op, men til sidst vælger at kæmpe sig tilbage. Han vågner på hospitalet som en ny mand, og beslutter sig derfra for at få styr på sit liv, og fortæller sågar for første gang på et album, at han holder af og tænker på børnenes mor (Kim). Emile's produktion er dejlig, og jeg kan specielt godt lide det lille guitarriff, og at Black Sabbath's "Changes" samples, har jeg bestemt heller ikke noget i mod (modsat mange andre åbenbart), da jeg rigtig godt kan lide det. Dette er den Eminem, man lærte at kende i "Rock Bottom" - en super habil mc, nu bare rigere og mere erfaren og moden. Det er dope.

7. NOT AFRAID
Dette var albummets første single (surprise), og det var noget af en god overraskelse ovenpå Relapse: Refill, og jeg blev hvert fald noget mere positivt stemt overfor albummet. Boi-1da producerer et godt nummer og hit, som Eminem tackler på fornemmeste vis med en anelse spirituel og inspirerende lyrik, der samtidig også ligesom "Talkin' 2 Myself" er fyldt med ordspil og referencer til tidligere udgivelser, og fungerer som en glimrende introduktion til den nye Eminem. Eminem synger et overraskende godt omkvæd, og selvom han lige tager den en tand for langt med sin bridge (helt ærligt, en fucking bridge?), så er nummeret fedt.

8. SEDUCTION
Det er ikke første gang i nyere tid, at et af Eminem's numre mistænkes for at omhandle hip-hop frem for kvinder, og det ville bestemt klæde nummeret, for selvom det ikke just er en opfindsom metafor, medvirker det til nogle interessante dobbeltbetydninger. Hele forførelsestemaet rammer nummeret meget godt, da det virkelig formår at fange den rigtige stemning, men spørgsmålet er bare om, det mon er det, man gider høre med Eminem. Svaret er: ikke rigtigt. Nummeret er ikke særlig interessant.

9. NO LOVE (FEAT. LIL' WAYNE)
Just Blaze sampler Haddaway's "What Is Love", og endnu engang må jeg tilstå, at jeg godt kan lide resultatet. Omkvædet er for langt og foruden samplet ikke fantastisk, da Eminem lægger sangstemme til, men selve samplet kan jeg nu godt lide. Af alle mulige rappere er det ærgerligt, at Lil' Wayne medvirker, men når det ikke kunne være anderledes, så har han faktisk et okay vers, og holder sig snart mere til emnet end Eminem. De har begge to nogle gode metaforer og ordspil, men bl.a. Lil' Wayne's allerførste linje og Eminem's reference til Kanye West's stunt ved MTV Video Music Awards i 2009 er henholdsvis velskreven og morsom. Meget underholdende nummer.

10. SPACE BOUND
Eminem er tilsyneladende blevet offer for ulykkelig kærlighed, eller også trækker han bare på sin tidligere erfaring med Kim, men han er hvert fald i et forhold, der ender blodigt. Jim Jonsin's produktion er meget silkeblød og poppet, da man knap nok kan høre trommerne, så det er ikke en instrumental, jeg ville smide på for sig selv. Omkvædet ville normalt også i sig selv være nok, til at jeg ville udnævne dette som det radiovenlige nummer, der skal give albummet opmærksom, men faktum er nu bare, at samtlige numre på albummet går under denne beskrivelse. Har man først accepteret, at Recovery har en markant poplyd, så vil dette nummer også underholde glimrende. Eminem besidder et godt flow, en fed stemme og har skrevet en interessant tekst, så selvom han tilsyneladende er afhængig af at synge og helst vil inkludere bridges, så er nummeret faktisk ganske glimrende.

11. CINDERELLA MAN
Modsat før er trommerne nu meget tydelige, og udgør størstedelen af lydbilledet (med Eminem undtaget), hvilket kunne have været godt, hvis altså ikke drumbreaket var så forfærdeligt uinspirerende, kedeligt og repetitivt. Derudover har producer Script Shepherd også valgt at gentage titlen jævnligt gennem hele nummeret, hvilket ikke gavner noget som helst. Eminem leger videre med det engelske alfabet, og har flere gode linjer, men nummeret forbliver stadig en anelse irriterende.

12. 25 TO LIFE
Eminem nævnte på "We're Back" fra The Re-Up, at han var træt af, at han ikke blev nævnt på lister over største rappere, og siger igen i "25 To Life", at han ikke forstår, hvorfor hip-hop ikke inkluderer ham på sin liste. Han er nemlig træt af at blive svigtet konstant i sit forhold, som han på Common manér til slut afslører, er med hip-hop. Eminem's levering er fed. Han er højrøstet, men det har han mere eller mindre altid været, og det passer fint til nummeret og emnet, da han trods alt er vred. Det er ikke vildt opfindsomt, men hvad nummeret ikke besidder i opfindsomhed, har det i sin energiske og aggressive levering. Produktionen lyder en del synthesized, hvilket, hvis gjort rigtigt som med Cannibal Ox's The Cold Vein, kan lyde fantastisk, men DJ Khalil må desværre se sig slået af El-P på denne front, da "25 To Life" produktionsmæssigt ikke er nær ligeså interessant.

13. SO BAD
Det eneste Dr. Dre producerede nummer lyder mere typisk for en Eminem udgivelse, og er da også en smule fængende, men alligevel ikke noget specielt, og når det så går op for en, at teksten er en lang scorereplik, så falder nummeret ret hurtigt fladt til jorden. Eminem's episodiske trang til at synge gør heller ikke oplevelsen bedre. Omkvædet kan dels op i to dele, som han begge synger, men modsat første del er anden del meget dårlig.

Læs resten i første indlæg nedenunder.

Og husk at du kan læse flere anmeldelser af mig (hvilket bl.a. inkluderer hele Eminem's diskografi plus mere) på min anden blog.

Albumanmeldelse: Chiddy Bang - Breakfast

Chiddy Bang er lidt af en succeshistorie, da duoen på kun to år formåede at kæmpe sig ind i mediernes søgelys uden støtte fra et pladeselskab, og sågar skaffede deres anden single fra debuten Breakfast afspilninger på en dansk radiostation. Ikke fordi det decideret var et højdepunkt for gruppen, men det vidner unægtelig om deres store succes, da Danmark ikke just er kendt for at spille amerikansk undergrundsrap i radioen (vilkårlig station). Her tre år efter gruppens dannelse er deres debuten så endelig landet i butikkerne efter flere udsættelser, og skulle ifølge gruppen selv (selvfølgelig) være deres mest ambitiøse og gennemførte projekt til dato.

Chidera "Chiddy" Anamege (MC) og Noah "Xaphoon Jones" Beresin (producer) blev introduceret til hinanden af en fælles relation i 2008, efter at de var startet på et universitet i Philadelphia. Kort efter nytår formede de Chiddy Bang, indspillede flere numre og lagde dem på deres nye Myspace profil. Her blev de opdaget af den populære musikblog Pretty Much Amazing, som fremhævede flere af deres numre i en post. De har lige siden været en stor hjælp for Chiddy Bang, da deres kontinuerlige promotion har skaffet gruppen en masse opmærksomhed, og dermed udvidede deres muligheder på rap scenen. Man kunne derfor bl.a. finde Black Thought (fra The Roots) på deres første mixtape, The Swelly Express, som udkom senere samme år og indeholdte det tidligere hit "Opposite of Adults". 2010 så flere gode udgivelser, og gruppen tog sit første skridt væk fra undergrunden, da de nåede et godt stykke op på diverse hitlister med Chiddy Bang: The Preview. Året efter smed de endnu et mixtape på gaden, som refererede en del til det første online MTV Music Awards, der fandt sted tidligere på året, hvor Chiddy slog rekorden for længste freestyle med nogle få minutter (muligheden for at være den første til at krydse ti timer står altså stadig åben, hvis nogle skulle være interesserede). Peanut Butter and Swelly var dog en mindre skuffelse i fleres øjne, men ikke noget der mindskede folks forventninger til gruppens debut det store.

Et par måneder senere i 2011 udkom den første single fra Breakfast, og sammen med den anden single, synes stilen at være typisk Chiddy Bang med livsglade og legende tekster og alternative, festlige og radiovenlige (ikke negativt ment, men lidt Kanye West-agtigt) vokalsamples. Breakfast følger altså umiddelbart samme opskrift som tidligere udgivelser, men der er dog også gjort plads til nogle afvekslende produktioner og emner. Chiddy underholder os som altid på mikrofonen, mens Xaphoon står bag de mægtige produktioner. Godmorgen, og værsgo at tag for dig af retterne.

1. INTRO
En nydelig kort instrumental.

2. BREAKFAST
Man skulle måske umiddelbart tro, at albummet er opkaldt efter et nummer af samme navn på Air Swell, men så dukker denne navnebror op, som er helt anderledes, da den rent faktisk forholder sig til titlen. Det er en meget fin introduktion til albummet og gruppen. Produktionen er okay og omkvædet er tilpas alternativt med sin interessante produktion og Chiddy's vokal. Gruppen vælger altså mærkværdigt nok at starte albummet ud uden vokalsamples, hvilket ellers hærger de fleste andre produktioner, men nummeret fungerer også fint uden.

3. HANDCLAPS & GUITARS
Det indholdsløse og simple omkvæd passer meget godt til resten af nummeret, da det er meget lige til og usofistikeret, men drengene er til gengæld tydeligvis meget bevidste om produktets kvaliteter, hvilket gør nummeret en anelse mere festligt og underholdende end ellers.

4. MIND YOUR MANNERS (FEAT. ICONA POP)
Icona Pop har en meget ikonisk stemme, som er meget høj og lidt barnlig, så den passer rigtig fint ind på en Chiddy Bang udgivelse. Xaphoon har taget hendes sang "Manners", og givet den en stor indsprøjtning af energi, fest og farver. Albummets første single har et fedt karakteristisk vokalsample og et energisk og godt beat og Chiddy fremviser et glimrende flow, der står godt til produktionen.

5. RAY CHARLES
Baggrunden for dette nummer ret latterlig, da Chiddy åbenbart valgte at freestyle om Ray Charles, fordi han så sin bror falde i søvn efter at have røget sig skæv. Ray Charles ender derfor også med at blive en metafor for at ryge sig skæv og behøve solbriller for at skjule det. Det er sådan set et glimrende nummer, og jeg blev da positivt overrasket, da jeg også hørte det i radioen for nogle uger siden, men jeg må indrømme, at jeg alligevel ikke helt føler nummeret.

6. DOES SHE LOVE ME?
Chiddy's omkvæd er forfærdelig kedeligt, og jeg ville virkelig ønske, at Xaphoon havde udvidet brugen af det interessante vokalsample, og fyret det af i stedet. Beatet er langsommere og mere reflekterende end før, og sammen med det velplacerede sample giver det en fantastisk og rolig produktion, der åbner op for mange nye muligheder. Chiddy's vers er fine, og emneskiftet (som indikeret af titlen) er tidsmæssigt velvalgt, da albummet med dette alternative nummer formår at forblive friskt. Det er et godt nummer, men det kunne desværre have været bedre.

7. RUN IT BACK (FEAT. SHIRAZI)
Omvendt er omkvædet noget af det bedste ved dette nummer, da Shirazi synger nogle meget fængende og simple linjer, mens den elektroniske produktion er mindre interessant, og Chiddy stadig ikke kan redde nummeret på egen hånd. Chiddy går også lidt i selvsving før andet vers, hvilket på ingen måde gavner nummeret. Kedeligt nummer, for så godt er omkvædet altså heller ikke.

8. OUT 2 SPACE (FEAT. GORDON VOIDWELL)
Titlen beskriver perfekt dette nummer, da der er en klar rum- og futuristisk vibe over produktionen, der muligvis henter lidt inspiration fra Cannibal Ox. Endnu en gang har Xaphoon samplet en kvinde i omkvædet, og selvom hun matcher temaet rimeligt, så lyder det til afveksling ikke særlig godt. Chiddy Bang har flere referencer til rummet (og afslører i øvrigt typiske inspirationskilder så som Jay-Z og Eminem), så nummeret er stilistisk gennemført, men det lyder bare ikke særlig godt.

9. WHATEVER WE WANT
Albummets titler er faktisk generelt meget sigende, og i dette tilfælde skal man derfor ikke forvente det store af lyrikken. Fornuftigt nok, da det ikke byder på noget, vi ikke allerede har hørt på albummet. Chiddy er glad for sine joints, så som omkvædet indikerer, er det hvad han vil ryge og rappe om. Xaphoon bidrager dog med et af albummets bedste beats, og omkvædet er kort og godt, så nummeret er alligevel ret godt.

10. INTERLUDE
Gruppen forsøger at lave en "Kanye West" (hvilket for en sjælen gang ikke er synonym med at skabe en scene) med denne pendant til mellemspillet fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Det er en svær udfordring at tage på sig, og det lykkedes heller ikke helt, da dette nummer er en kende fantasiløst og kedeligt i forhold til. Det er dog alligevel et nydeligt stykke musik, hvilket blot efterlader mig en smule skuffet over at det fabelagtige violinsample ikke følger med over i næste nummer.

11. TALKING TO MYSELF
Dette kærlighedsnummer bliver i instanser en smule for kommercielt. Nummeret fungerer rigtig godt i versene, men i omkvædet bliver det lige en tand for festligt pga. det lidt billige (dog meget sigende) sample og udviklingen af instrumenteringen, hvilket ikke passer til det mere seriøse (ikke meget mere dog) emne. Den lange slutning er jeg heller ikke så meget for. Nummeret er dog alligevel udmærket, og gruppen fortjener i øvrigt en cadeau for at stave denne titel korrekt.

12. HAPPENING (FEAT. VV BROWN)
Jeg kunne godt lide det skingre, kvindelige sample i "Mind Your Manners", og det samme gælder for VV Brown's medbragte vokal. Produktionen er generelt meget fed, men alligevel virker nummeret ikke som det naturlige valg til at være den næste single, da det minder en anelse for meget om førnævnte nummer pga. samplet. Resten af produktionen er meget anderledes dog, så måske det kunne fungerer. Chiddy virker i øvrigt til at løbe hurtigt tør for vers, da slutningen oftest altid er omkvædet gentaget en del gange med lidt ad-libs fra Chiddy, og i nogle tilfælde med en bridge inkluderet som i dette nummer, og nummeret er alligevel ikke engang særlig langt, så det er ret ærgerligt.

13. BABY ROULETTE (FEAT. TRAIN)
Baby Roulette er ifølge Urban Dictionary en temmelig obskur og forstyrrende aktivitet, hvori en kvinde bliver forsøgt befrugtet med sæd fra evt. seks forskellige partnere på en gang. Heldigvis er Chiddy's forståelse af begrebet noget anderledes, så nummeret er rimelig nøgternt. "Baby Roulette" er i øvrigt genbrug fra gruppens seneste mixtape, og selvom Train's omkvæd er rigtig godt, så var det nu ikke nødvendigt at smide nummeret på Breakfast også.

14. 4TH QUARTER
Det lyder som et moderne, kommercielt bud på et hårdt nummer, hvilket er alt andet end positivt ment. Indledningen og omkvædet er forfærdeligt, og selvom drumbreaket er temmelig engagerende i versene, og Chiddy forsøger sig med en mere personlig vinkel, så er der altså ikke noget at gøre. Dette nummer er ikke godt, hvilket mest af alt kan tilskrives Xaphoon.

Chiddy lånte i begyndelsen af sidste år sin vokal ud til gruppen You Me At Six, hvilket resulterede i nummeret "Rescue Me". Hvis man har købt UK udgaven af Breakfast, så får man dette nummer med som en bonus.

15. RESCUE ME (BONUS TRACK) (YOU ME AT SIX FEAT. CHIDDY)
Jeg kan godt lide, at Chiddy forsøger sig med intens historiefortælling, og jeg undrer mig over, at det ikke er noget han praktiserer noget mere, da det fungerer ret godt. At resten af nummeret så er typisk, anonymt og kommercielt pop, er til gengæld ret ærgerligt, og selvom Chiddy Bang er meget radiovenlige, har de alligevel en personlig stil, så ikke overraskende passer nummeret slet ikke ind på albummet. Det kunne aldrig være mere end et bonusnummer.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Breakfast minder meget om almene popalbums, da numrene har en typisk popstruktur med vers på 16 bars og et fængende omkvæd, men albummet skiller sig alligevel ud, da Xaphoon's produktioner er overvejende varierede og spændende - også selvom de fleste holder sig inde for albummets slående og glade humør. De mange vokalsamples er desuden uden tvivl en af produktionens bedste elementer, da drumbreaksne ikke nødvendigvis er lige interessante altid. Chiddy løber med på produktionens fastsatte stemning, så de enkelte numre er ofte godt sammensatte, men han imponerer mig ikke just med sin lyrik. Breakfast skal derfor høres for de gode, muntre og varme produktioner og Chiddy, der flydende men en anelse ubemærket følger med. Lyder det lovende, så køb da albummet.

BEDSTE NUMRE: "Breakfast"; "Handclaps & Guitars"; "Mind Your Manners"; "Whatever We Want"; "Happening"

Tjek flere anmeldelser på min anden blog.

The Black Album Revisited

Glædelig jul! Jeg startede d. 1. december en (ny) blog, hvor jeg anmelder hip-hop udgivelser i et track-by-track format. Men det bliver også til lidt andet engang i mellem. Et eksempel er dette indlæg...
____________

Efter den meget sigende titel vil jeg nu præsentere mit bud på et super fedt alternativ til Jay-Zs The Black Album. Dette er derfor ikke helt en top 5, men jeg har ingen ide om hvad dette indlæg ellers burde høre ind under. Men som mange nok ved, blev alle vokalerne fra The Black Album lagt op til fri afbenyttelse, som derefter har resulteret i en masse remixes og mash-ups.
Det mest kendte værende Danger Mouses The Grey Album, hvor han på fornemmeste vis mikser Jay-Z sammen med The Beatles' The White Album, men på trods af dets mange kvaliteter, har jeg villet forsøge at fremhæve så mange forskellige producerer som muligt - dog uden at medtage nogle 'bare fordi'. Så på min færdige trackliste vil man kunne finde 9 forskellige producerer, alle med hver deres stil og evt. valg af anden kunstner til et mash-up. Mash-ups med diverse rockbands er dog repræsenteret ganske beskedent, men med god grund.
Det skal lige siges, at dette på ingen måde er en anmeldelse af Jay-Zs kunnen, men jeg kan da for god ordens skyld sige, at jeg rigtig godt kan lide The Black Album, hvis nogle skulle være i tvivl. Men fra nu af vil jeg primært fokuserer på produktionerne.

1. INTERLUDE (orig. prod. af Just Blaze)
Ikke et specielt interessant nummer, hverken originalt eller i et hvilket som helst remix. Dog synes jeg, at 9th Wonder har lavet den mest interessante intro. Først et personligt strejf hvor han præsenterer sig selv gennem et Jay-Z sample, for derefter at præsentere os for en udmærket instrumental. Dog er slutningen ret larmende. Men det er jo altså også bare en unødvendig intro.
9th Wonder ("Intro")

2. DECEMBER 4TH (orig. prod. af Just Blaze)
Dette er mit favoritnummer på The Black Album, og modsat mange andre synes jeg rigtig godt om Just Blazes produktion. Men selvom niveauet er højt fra start, har jeg alligevel ufatteligt mange favoritter blandt alternativerne. Så mange, at jeg har svært ved at vælge, så jeg poster min top 3 (i vilkårlig rækkefølge).
Først for har vi 9th Wonders produktion, som sætter en meget alvorlig stemning (med lyde, der leder mine tanker hen mod en undervandsgrotte). Derefter har vi Kev Brown med en smuk og elegant produktion. Tilbage er Danger Mouses version, som er fantastisk opløftende og rastløs. Altså tre vidt forskellige bud på "December 4th", men stadig lige fantastiske.
Kev Brown, 9th Wonder & Danger Mouse, som sampler "Mother Nature's Son"

3. WHAT MORE CAN I SAY(orig. prod. af The Buchanans)
Oprindeligt et ok nummer med en fin produktion. Og der er da heller ikke så meget konkurrence, men som næsten altid leverer Danger Mouse et interessant og levende beat. Jeg kan også godt lide effekten, der lyder som noget meget hurtig scratch eller glitch-agtigt (også anvendt på andre numre på The Grey Album).
Danger Mouse sampler "While My Guitar Gently Weeps"

4. ENCORE (orig. prod. af Kanye West)
Okay, mit valg her er lidt anderledes end de andre, da nummeret her ikke er et (uofficielt) remix og da det meste er genindspillet. For selvom Kanye Wests beat er helt fint, så lyder det altså endnu federe, når det er blandet sammen med Linkin Parks "Numb". Helt klart en af Mike Shinodas mest vellykkede mash-ups fra EPen Collision Course.
Jay-Z & Linkin Park ("Numb/Encore") 'sampler' "Numb"

5. CHANGE CLOTHES (orig. prod. af The Neptunes)
Her er der absolut ingen tvivl i mit hoved. Danger Mouses remix er det bedste alternativ, ja faktisk også bedre end originalen, og klart en af mine favoritter fra hele albummet. The Neptunes bud er lidt for poppet og meget simplere i forhold til Danger Mouses. Tangentinstrumentet lyder vanvittig fedt i sit høje tempo og det bliver kun bedre hen mod slutningen, hvor Danger Mouse scratcher og på andre måder leger med de forskellige instrumenter. Super fedt. Men jeg lover, at hele listen ikke vil være fyldt med Danger Mouse.
Danger Mouse sampler "Piggies" og "Dear Prudence"

6. DIRT OFF YOUR SHOULDER (orig. prod. af Timbaland)
Byd velkommen til DJ N-Wee, hvis album er et mash-up med Pavements Slanted and Enchanted. Hans produktioner har det med at være voldsomt højrøstet pga. rocksamplerne, men det er lige modsat på dette nummer. I slutningen af sidste vers går han dog en smule amok, men det danner en god kontrast med omkvædet, som deraf lyder endnu bedre. Jah, jeg tror faktisk også Timbaland, må se sig slået. Meget fint stykke arbejde.
DJ N-Wee ("Zurich Your Shoulder") sampler "Zürich Is Stained"

7. THREAT (orig. prod. af 9th Wonder)
Så snart dette nummer starter, ved man bare Kno står bag produktionen. Det skyldes bl.a. vokalsamplet til at starte med og i omkvædet, som lyder som noget taget direkte fra et CunninLynguists album. Det har altså erstattet det originale sample af en truende mand. Det ene er dog ikke bedre end det andet. Selve produktionen er meget stille, modsat 9th Wonders (som faktisk har lavet tre versioner af dette nummer) som har nogle hårde trommer. Men det mere rolige beat klæder faktisk nummeret meget godt.
Kno

8. MOMENT OF CLARITY (orig. prod. af Eminem & Luis Resto)
Sammen med "What More Can I Say" har det her nummer fået de mindst interessante remixes. Der er et par middel interessante bud fra Kno og Kev Brown, men de gør bare ikke nok. Tilfældigvis faldt jeg heldigvis over et remix af DJ-Xplicit midt i arbejdet på denne artikel.
Originalen består af en karakteristisk Eminem produktion med tunge trommer, men er her skiftet ud med et mildere beat, der øger intensiteten i omkvædet. Resultatet er meget vellykket, bortset fra den insisterende politisirene, der kører hen over omkvædet første gang. Det gentager sig dog ikke, og nummeret ender derfor som en ganske behagelig oplevelse.
DJ-Xplict

9. 99 PROBLEMS (orig. prod. af 9th RICK RUBIN)
Uha, en af de bedste produktioner på The Black Album. Guitaren er hård og det er i sandhed en banger. DJ N-Wee har lavet en meget interessant produktion, der på ingen måde er lige så vanvittig, men faktisk overraskende god alligevel. Desværre går beatet lidt i selvsving efter lidt tid og lyder ikke til at være mixet korrekt sammen med Jay-Zs vokal. Hvis dette ikke havde været tilfældet, havde det nok været bedre end originalen - noget jeg faktisk ikke troede muligt. Ærgerligt for beatet starter ellers yderst elegant. Men måske man vænner sig til det.
DJ N-Wee ("99 Problems Here") sampler "Here"

10. PUBLIC SERVICE ANNOUNCEMENT (orig. prod. af Just Blaze)
Jeg overvejede et mere rocket eksempel på dette nummer. Remixene fra henholdsvis Cheap Cologne og DJ N-Wee blev kraftigt overvejet, men jeg kunne bare ikke vende et blindt øje til Danger Mouse. Ja, han gjorde det igen. Hans version er simpelthen for fed. Så fik jeg også på sin vis kåret en vinder.
Danger Mouse sampler "Long, Long, Long"

11. JUSTIFY MY THUG (orig. prod. af DJ Quik)
Det værste hook uden tvivl på hele The Black Album. Madonna samplet er forfærdeligt, så det er en dejlig overraskelse at høre Deacon the Villian (fra CunninLynguists) på omkvædet. Alene af den grund er nummeret det bedste. Men samtidig med at hooket oprindeligt var dårligt, var produktionen heller ikke videre vellykket, så her kan nogle billige point også scores. Heldigvis hviler Kno ikke på laurbærrene og producerer derfor et glimrende beat. Stille og roligt.
Kno

12. Lucifer (orig. prod. af Kanye West)
Kanye West har lavet et fint nummer, men Kev Brown slipper endnu bedre af sted med sin version. Først og fremmest er vokalsamplet væk og selvom det ikke irriterede mig oprindeligt, så er det faktisk dejligt nok at slippe for råberiet. Det er desuden erstattet af et nyt sample, som er mere organisk og behageligt. En dejlig smooth produktion og et godt alternativ.
Kev Brown

13. ALLURE (orig. prod. af The Neptunes)
Dette er et meget sampletungt beat, men det er også okay. Kan godt lide at instrumenter fjernes i omkvædet, det gør samplet mindre overvældende. Vokalsamplet erstatter desuden det oprindelige omkvæd, hvilket er lidt ærgerligt, kan man sige, da det originale passer bedre ind i konteksten end samplet. Produktionen er meget opløftende, og det passer fint til nummeret som vel er en slags hyldest til livet. The Neptunes gjorde et glimrende stykke arbejde, men det samme gælder med Just Blaze. Nummeret er i øvrigt også et officielt remix.
Just Blaze ("Allure Remix")

14. MY 1st SONG (orig. prod. af Aqua & Joe "3H" Weinberger)
Sidste kombattant er Doug Lazy (med et mash-up med Princes "Purple Rain"), som lige når at snige sig med på listen med sin fine version af "My 1st Song". Det starter med et smukt guitarriff, som kører gennem hele nummeret tilsat trommer, et godt kor mm. Det hele lyder rigtig fint. Originalen var blandt de bedste produktioner på albummet, men jeg synes alligevel at denne version giver den kamp til stregen.
Doug Lazy sampler "Purple Rain"
____________

Det her er lidt mere skamløst reklame, men tjek min blog ud her, hvis den lyder interessant. Der vil blive blogget jævnligt.

Albumanmeldelse: Professionel Bla Bla

Clemens - Professionel Bla Bla

Og nu til noget helt andet, har jeg ladet mig fortælle. Min Clemens samling stoppede ved Den Anden Verden, så foruden Dans Med Døden (det næste album) har jeg ikke hørt de kommende albums før. Dette er en anmeldelse, men den er skrevet færdig efter kun at have hørt albummet igennem en enkelt gang plus /minus. Så dette er også blot mit førstehåndsindtryk.

Men i 2001 blev Clemens tredje album altså udgivet. Året forinden optrådte han en del rundt om i Skandinavien med sin svenske kollega Petter, hvem der også gav sit besyv med på dette album som en gengældt tjeneste. Derudover havde Clemens også sit eget TV-show på TV2 kaldet 'Gong gong og kæbespænding' og sit første job indenfor teaterbranchen, da han skrev introen til teaterstykket '24'. Men i 2001 skulle det altså være tid til endnu et album: Professionel Bla Bla, som muligvis har det grimmeste cover nogensinde.

1. BUCKA BUCKA
Clemens har valgt at synge hver anden linje på nummeret her (niks, ingen sparsommelig, kort intro) over et meget mere elektronisk beat end hvad man tidligere er vant til. Mine forventninger var lave, men alligevel kan jeg ikke holde af dette nummer.

2. PROFESSIONEL BLA BLA
Ah, heldigvis ikke mere sang. Nummeret er der dog ikke meget ved. 'Dobbelt tempo over techno', nah det lover ikke vildt godt. Omkvædet er dumt og teksten ligegyldig. Beatet er egentligt ok.

3. NYD LIVET (FEAT. ANDY RODA)
Trommerne er her alt for ude af kontrol, Andy synger et meget dårligt omkvæd og selvom budskabet er fint ('begrav stridsøkserne'), er ideen bare set mange gange før og er ofte bedre udført.

4. ROCK DEN CLUB (FEAT. JOKEREN)
Et festnummer. Okay, det har der også været på de tidligere albums, og vanen tro er det uhyre ideforladt og kedeligt. Omkvædet har fået en ordentligt omgang autotune, så det lyder igen dårligt. Lidt ærgerligt at Jokeren skal features på et sådan nummer. Man kan så håbe på, at det kun kan blive bedre nu, men med et hurtigt blik på den øvrige trackliste slukkes det håb ligeså stille igen.

5. MER & MER (FEAT. ANNE RANI)
Omkvædet er her sunget af Anne Rani, som er tidligere GRTV vært. Den fine tanke kan dog ikke redde dette nummer. Hun har en alt for lys stemme og passer slet ikke ind. Clemens løber tilsyneladende tør for lyriks til sidst, og må fyre nogle typiske 'op med hænderne' linjer af. MER & MER var albummets første single, men det undskylder ikke den kedelige lyd.

6. ABERØVFEST
Suk.. og ja omkvædet er muligvis det værste hidtil - titlen gentaget 20 gange.
Ikke at jeg forventer at nummeret bliver bedre, men hører det alligevel lige færdigt... Jeg kan evt. lige tilføje lidt i indledningen i mens.

7. PARTY PÅ MARS (FEAT. EVE N' L)
Clemens bliver kidnappet af rumvæsener for at optræde på Mars. Det lyder lidt som noget, en dreng kunne finde på at stille op til MGP med. Svenskeren har et godt flow, men er til gengæld umulig at forstå. Jeg bilder mig dog ind, at han siger nogle meget eftertænksomme ting og derfor stjæler nummeret.

8. EN GÅNG TILL (FEAT. PETTER)
Endnu en svensker! Det er åbenbart ikke nok for dem at invadere samtlige danske serier. Petter er fin nok, men ligeledes umulig at forstå. Nummeret er dog ok, selvom omkvædet heller ikke her er noget at råbe hurra for. Men beatet er godt.

9. LE LP-OP SHOW (FEAT. TJES BOOGIE)
Beatet er ikke noget særligt, omkvæd og tekst er bare trist. Tjes Boogie rapper på engelsk, hvilket er lidt mærkeligt (selvom han har gjort det i mange år). Han har dog en overbevisende accent.

10. SKANDINÆSVIS (FEAT. OPAQUE)
Kedeligt, kedeligt, kedeligt. Omkvædet er dog ok.
Mit svensk er nok bare meget ringe, men endnu engang sidder jeg tilbage uden at have en anelse om, hvad gæsten snakker om. Eller også er det bare fordi, jeg ikke gider lytte efter mere.

11. PHUNKIN LIGEGLAD
En slags HR. BETJENT, pt. 2. Der er sågar linjer, der genbruges fra 'originalen'. Hans dont give a fuck attitude virker ellers fint og teksten er ok. Omkvæd og beat er dog ikke interessant.

12. FYR DEN A-Z
Nope, heller intet spændende at finde her.

13. GANGSTASTILO
Okay, her har vi faktisk at gøre med et udmærket nummer. Det er blevet historietime igen og Clemens fortæller en historie om livet som gangsta. Et tema der bakkes godt op af beatet. Det er jo ellers et emne, der med god grund ikke er meget brugt i dansk rap, da der næppe findes mange såkaldte gangstas i landet. Det her nummer er da sikkert også noget nær 100% fantasi, men ikke desto mindre er det et godt nummer.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR:
Der er 4-5 interludes i løbet af albummet, som jeg ikke har nævnt før nu. De er ofte hæftet på efter slutningen af et nummer og er ligeså ofte meget irriterende, kedelige og bare i vejen. Heldigvis er de dog typisk ikke dårligere end selve nummeret med undtagelse af interluden efter EN GÅNG TILL.

Professionel Bla Bla er generelt et forfærdeligt ringe album, specielt taget i betragtning af hvilke numre Clemens tidligere har udgivet. Albummet har en meget elektronisk og poppet lyd, hvilket bestemt ikke gavner meget. Der er dog få produktioner, som er at fortrække frem for tidligere arbejde. Men det bedste af det bedste, findes ikke her på albummet (måske foruden Gangstastilo, selvom jeg egentligt ikke har lyst til at opmuntre til mere af slagsen - USA kan godt dække mit behov for Gangsta-rap). Jeg håber for Clemens, at masserne købte ideen, for ellers har dette projekt næsten udelukkende været spildt arbejde. Men kun næsten for jeg har trods alt endelig lært at stave "professionel" korrekt uden brug af hjælpemidler pga. denne anmeldelse.
Jeg bør måske nævne, at alle de gange jeg har skrevet ikke-interessant, dårlig, trist eller lignende om en tekst, har det skyldes, at teksten enten handler om fest eller om hvor god Clemens er.

Jeg kan bestemt ikke anbefale et køb, men tjek nedenstående numre ud og undgå for alt i verden resten af albummet.

BEDSTE NUMRE:
"En Gång Till"; "Gangstastilo"

Albumanmeldelse: Den Anden Verden

Clemens - Den Anden Verden

Næste album i rækken af Clemens' udgivelser er Den Anden Verden. Efter diverse shows rundt omkring i Danmark (og Grønland...), blev hans opfølger udgivet i 1999 (to år efter debuten). Den vandt ham både en grammy og et legat fra Statens Kunstfond, førstnævnte noget som han også selv nævner på albummet (ligesom han også nævnte en titel på DE TRE LOKUMSPOETER). Hvorvidt det var fortjent, vil jeg nu finde ud af...

1. HVOR NEMT
Endnu engang lægger han ud med en kort intro. Denne gang bliver der dog rappet over det nogenlunde beat. En kort præsentation af ham selv og det nye album. Unødvendigt? Tjo, men det generer mig heller ikke.

2. HVAD HAVDE DU REGNET MED?
"Dododododododo..." Alternativ indgang til et nummer, men sjovt nok. Han bruger tiden på at informere lytteren om, hvorfor man skal købe hans album, hvilket kan virke lidt unødvendigt, da nummeret umuligt kan have været udgivet som single. Men OK, da Clemens er en god rapper og beatet er godkendt.
Han prikker i øvrigt endnu engang lidt til Østkyst Hustlers her.

3. KUN FÅ
Indgangen til dette nummer lyder som en albumintro, hvilket kan virke lidt too little, too late, og det gør det. Nummeret skal vist fungerer som en introduktion til den anden verden, som vi får mere at vide om senere. Så albumtitlen kan siges at være en semirød tråd gennem albummet. Men kun semi for der bliver bestemt også dækket andre temaer og emner. Nummeret er dog ikke så meget ved. Produktionen er lidt kedelig (trommerne er dog ok) og Clemens lyder enkelte gange ligeledes kedelig.

4. VI HAR HØRT JERES KALD
Kan I huske det fede festnummer på debuten? Nej vel? Der var dog et festnummer, men tvivler i øvrigt på, at det blev spillet til mange fester. Det samme kan siges om dette nummer. Det er muligvis dårligere end LAD OS FESTE.

5. UANSET HVAD I SIGER
Efter en lidt ideforladt start bliver dette nummer sluppet ud af højtalerne. Beatet er tilbagelænende og lægger kraftigt op til nogle lyriks med substans. Heldigvis skuffer Clemens bestemt ikke. Nummeret er den næsten obligatoriske respons til kritikere, haters osv. foruden at være en forklaring af berømmelsens pris og det der hører med. Men det er stadig super godt.
(Måske han ville fortrække at kunne flygte til en anden verden?)

6. TRANSFUSIONEN (FEAT. PAULO, SUSPEKT & KÆLDERPOSEN)
På sidste album var Clemens selvudnævnt dansk raps redning, men nu synes han at mene, at han selv er blevet for 'syg i hovedet', og derfor efterlader et vakuum, der skal udfyldes af endnu mere nyt blod. Hmm.. Malk transfusion-metaforen for alt, synes at være målet. Det lykkedes.
Suspekt er i øvrigt fine - mest Emil.

7. NÅR DU GÅR (FEAT. ANNIKA)
The song for the ladies.. eller noget. Det omkvæd kan dog kun være rettet mod pigerne.
Clemens har tilsyneladende en kæreste og ingen planer om at være hende utro.. Så kan man jo håbe på deres vegne, at historien ikke gentager/ gentog sig.

8. DRIVIS (FEAT. JES HAVMÅGENSEN)
En skit. Ikke noget man smider på sin iPod, men det er ikke dumt. Han siger nogle fornuftige ting, og så er nummeret desuden også en fin intro til næste nummer.

9. DEN ANDEN VERDEN
Mange hiphophoveder vil nok pege på KOSMISK KAOS af Malk de Koijn som det bedste danske rap nummer. Selvom jeg også sætter pris på nummeret, vil jeg dog give den titel til DEN ANDEN VERDEN. Jeg elsker beatet, specielt i intro, omkvæd og outro, hvor en violin(?) tager sit indtog. Clemens lader desuden til at være enig med mig, da outroen varer 1 minut (uden vokal).
Teksten er superb og viser at Clemens rent faktisk har noget på hjertet. Og ret meget af det endda, da nummeret er næsten 8 minutter langt.

10. PERLER FOR SVIN (FEAT. TJES BOOGIE)
Efter et smut og indsigtsrigt nummer kommer dette. Dette er rent battlerap. Beatet er fedt, og han får da fyret nogle enkelte sjove linjer og gode rim af, men i konteksten lyder det fladt. Clemens burde nok have genovervejet rækkefølgen af numrene, men omvendt ville nok alle numre fremstå svage efter forrige nummer.

11. BUSTER FLOWS (FEAT. JOKEREN)
Jokeren fortæller, at han har 'aftjent sin pligt i undergrunden'. Altså åbenbart modsat Østkyst Hustlers, som også han og resten af Den Gale Pose har været efter. Østkyst Hustlers svarede rent faktisk tilbage på DGP's diss på nummeret HEY-HOH, hvor de siger, at de er pænt ligeglade med, hvad andre synes. Fornuftigt. Åh, nummeret? Ikke noget specielt.

12. SKADEN
'Endnu en lille fortælling', sådan indleder Clemens nummeret. Mens det første album flød med dem, er dette nummer det eneste af sin slags herpå. Jeg sætter pris på forsøget, men filteret og beatet er bare for dårligt.

13. BLOD, SPYT & SPERM
Lidt mere blær for det har vi åbenbart ikke fået nok af allerede. Dette nummer er dog det bedste af dem, så det er værdsat. Igen er hans stemme lidt anderledes - ekstra farlig, hvilket faktisk virker fint. Og så har nummeret også denne skægge linje:
'Min ansigtsudtryk kan gøre en mand så skrækslagen, at jeg kan røve en bank med en banan.'

14. RIMANARKI (FEAT. AMK & MORTEN H)
Morten H er faktisk fed nok. Sådan på den triste og nede måde. Beatet er ikke noget specielt, men nummeret er nu ok. De nævner, at dette er outroen i slutningen af nummeret, men det gælder jo altså ikke for hele albummet, da der lige gemmer sig et lille kort nummer efter dette. (Clemens nævner i øvrigt grammyen her)

15. VI FÅR AT SE!
Et sjovt lille, kort nummer med et super fedt beat. Teksten er (meget) inspireret af Public Enemys BLACK STEEL IN THE HOUR OF CHAOS. Man ville nok kalde det en homage. Begge udgaver begynder med et brev fra regeringen om værnepligt, men hverken Chuck D eller Clemens er interesseret i at komme i hæren - dog af vidt forskellige grunde. Chuck D, som den politiske kommentator han er, nægter deltagelse i hæren pga. at han ikke vil kæmpe for et land, der ikke behandler ham ordenligt. Clemens derimod mener ikke, at hæren overhovedet behøver ham. Det fungerer dog godt og en er god afslutning på albummet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR:
DEN ANDEN VERDEN er fyldt med battlerap og selvpromoverende rap, hvilket hurtigt bliver for meget. Men når numrene er gode, er de tilgengæld rigtig fede. Men selvom albummet kan blive lidt langtrukkent til tider, er Clemens så god en rapper, at det ikke gør så meget. Produtionerne er ikke fantastiske, men har også sine øjeblikke. De er dog heller aldrig helt ulidelige at høre på, blot kedelige.

Inspirationen fra Amerika mener jeg stadig er meget synlig. F.eks. tracklisten, da der er et nummer for mange slags mennesker og til mange slags situationer. Desværre gør det også albummet mindre sammenhængende, og i og med at målgruppen udvides, vil ingen unægtelig kunne lide alle numre. De mange skører indslag i debuten er desværre afskaffet og erstattet med mere battlerap, men heldigvis vægter de bedste numre meget tungt.
Derfor vil jeg anbefale et køb. Primært blot for nedenstående numre.

BEDSTE NUMRE:
"Hvad Havde Du Regnet Med"; "Uanset Hvad I Siger"; "Den Anden Verden"; "Blod, Spyt & Sperm"; "Vi Får At Se!"

Albumanmeldelse: Regnskabets Time

Clemens - Regnskabets Time (1997)

Jeg vil nu forsøge mig med en anmeldelse af et album. Da jeg godt kan lide rap og er bedst til dansk, er de nemmeste albums at anmelde uden tvivl danske rapalbums. Men dette er ikke en rantblog eller en random anmeldelse af et middelmådigt album. Derimod er det faktisk bare en anbefaling pakket ind som en anmeldelse. I kender ham alle, mens kun nogle af jer sandsynligvis kender hans debut vel. Albummet er som sagt Regnskabets Time af Clemens. Men først en lille biografi...

Clemens flyttede til Jylland i en ung alder, hvor han stødte på L:Ron:Harald, som tog ham under sine vinger. Her lærte Clemens de nødvendige færdigheder, der skulle sikre ham en titel som Danmarks Mester i rap. I 1997 udgav Clemens så sin debut - kun to dage efter sin 18-års fødselsdag.

Jeg har i mit hoved ofte sammenlignet Clemens med Eminem (som først fik succes to år senere). Dette skyldes Clemens selvironi og vilde (til tider morderiske og/eller mentalt forstyrrende) fortællinger, men også fordi Clemens for over 10 år siden, hvis ikke nødvendigvis en pioneer, var et markant højdepunkt ud af flere i (dansk) rap.
Og her er hvorfor...

1. INTRO
Kort intro... Den sætter dog unægtelig en dyster stemning, hvilket der følges op på på næste nummer. Men en mystisk unødvendig mørk intro, da den langt fra repræsenterer det fulde billede af albummet.

2. DEN LYRISKE 9MM
Den dystre stemning fortsætter, når Clemens deler øretæver ud. Et nummer der blot lyder lidt som en freestyle over et meget råt beat, der får produktionen til at lyde billig. Alligevel er nummeret dog dejligt stemningsfuldt og har et fængende omkvæd.

3. HR. BETJENT
Clemens' første fortælling. Teksten er sjov og velskrevet og selvom handlingen hurtigt skrider frem, lykkedes det ikke desto mindre Clemens at berette uden problemer. Beatet er desuden (allerede modsat introen) meget opstemt foruden at være godt produceret og rart i øregangene.

4. EN BLÅTONET GRÅZONE
På dette halve instrumentale nummer hører vi om Clemens' såkaldte 'indre krig' og ønsket om at ende sit liv. Man skal sandsynligvis ikke tage mange af hans linjer seriøse og nummeret kan derfor virke enten overdrevent eller bare unødvendigt. Dog ligger det sig pænt op af det næste nummer. Men på grund af beatet og leveringen er nummeret heller ikke dårligt alene.

5. FLAKKER RUNDT & SNAKKER ONDT
Endnu en fortælling. Denne gang får vi et kig ind i Clemens' vanvittige fantasi, som indbefatter selvmord og djævlen. Teksten er sjov og endnu en gang velskrevet. Der er også nogle interessante rim. At skrive sjove og fiktive historier er helt klart en af Clemens' spidskompetencer. Her får han virkelig lov til at folde sig ud.

6. INTERLUDE
Skit. Den introducerer blot næste nummer.

7. LAD OS FESTE
Hmm... En festsang. Men han skal vel sælge nogle albums.
Nummeret er vildt kedeligt. Teksten og rimene er ikke meget værd. Selv Clemens lader til at være ligeglad med nummeret.

8. PROBLEMA (FEAT. ZLATKO "MILO" BURIC)
Endnu en skit, som igen blot introducerer næste nummer. Ikke særlig nødvendig, da næste nummer taler helt for sig.

9. REGNSKABETS TIME
Jeg har læst at titelnummeret ofte er blandt et albums dårligste. Dette er bestemt ikke gældende på Regnskabets Time. Clemens er tilbage i højeste gear og giver den gas, mens han disser samtlige rappere, der havde succes før Clemens. Og selvom langt fra alt kritikken er berettiget, så er det et meget interessant rant. Bozzy Bo har dårligt flow? Næh, det vil jeg ikke mene. Nogle af hans diss' er dog også lidt letkøbte, som når RBC og MC Einar står for skud. MC Einar havde ikke været aktiv i flere år, og på grund af at de var med i rappens spæde år, var deres materiale selvsagt for længst forældet (uden vildt meget ynde). Til gengæld er RBC disset spot on...
Nummeret har nogle interessante rim og ikke mindst metaforer. Specielt den gennemgående 'blodtransfusion' er smart. Clemens flow er super (som altid), dog har nummeret en uheldig og meget MEGET unødvendig slutning.

10. MENS VI VENTER (INTERLUDE)
Lidt ligegyldig rap...

11. DEM IKK' KLAR (FEAT. KIDNAP)
Clemens får selskab af Kidnap Loge, som blandt andre indbefatter Ataf (der også går under sine initialer AMK). Endnu et nummer af slagsen 'du kan intet - vi er de bedste', som løber godt 3 minutter. Deres grammatiske færdigheder er dog deres mindste problem, da nummeret bare ikke er interessant forhold til, hvad der ellers er på albummet. Der er nogle gode rim, mest af alt af Clemens, som stjæler showet, men beatet knuser lidt et hvert håb.

12. 90'ER TENDENSER (FEAT. AMK)
Endnu en gang gæster Ataf og selvom beatet ikke vinder nogle priser er det trods alt bedre end det forrige. Til gengæld leder det også tankerne hen mod 90'erne, så måske beatet er meget passende.
Teksten er interessant, da vi hører om Clemens 'hverdag', som den sikkert så ud dengang og ikke mindst om Atafs opvækst og kamp for penge. Selvom Clemens lyder bedre, så er Ataf nummerets mest interessante med hans velskrevne tekst. Som sagt en ucensureret tekst om, well, livet. Noget man måske kunne savne hos Clemens...

13. FANGET AF FORTIDEN
...og dog. Her får vi nemlig noget mere at vide om vores vært; hans problemer og udnyttelse af kvinder. Desuden dukker selvmordstankerne op igen, så måske Clemens har været mere åben end først antaget.
Men nummeret er et interessant kig ind i Clemens hoved og hans forhold til det modsatte køn. God og modig tekst, mens beatet igen har en noget upoleret lyd. Men Clemens får det til at fungere.

14. STRANDVASKER
Clemens er i fortællehumør endnu en gang. Desuden dør han også endnu engang i dette nummer. Hvordan han døde fortælles gennem en kort historie om kriminalitet, stoffer og piger. Beatet er kun okay.

15. DE TRE LOKUMSPOETER (FEAT. JOKEREN & BLÆS BUKKI)
Hvad får man, når man blander et super fedt beat med tre solide og anerkendte MCs? Svaret er De Tre Lokumspoeter. Clemens får helt sikkert kamp til stregen af både Jokeren (DGP) og Blæs Bukki (Malk De Koijn). Jeg vil faktisk mene, at Clemens leverer det mindst interessante vers. Men heey, hvad skal man stille op mod linjer som "ligeså kold i røven, som en gadeluder i december".

16. EN HEL NORMAL NAT
Endnu en fortælling men denne gang om alle andre end Clemens selv. Clemens forklarer hvordan en hel normal nat kan gå helt gal. Teksten er en interessant refleksion af hverdagen, men lider i længden under at Clemens ikke selv direkte er indblandet. Endnu en gang er beatet et af albummets billigere, mindre interessante beats med sin meget upolerede klang, hvilket uheldigvis gør nummeret let at skippe.

17. PSYKOPAT PÅ FRI FOD
Åh shit, psykopat på fri fod!
For nogle år siden, nok omtrent tidspunktet for albummets udgivelse, hørte jeg dette nummer for første gang. Jeg elskede den vanvittige tekst og gør det stadig i dag. Beatet er fedt og komplementerer både Clemens og teksten på fornemmeste vis, som foruden at være sindssyg også samtidig er hylende morsom. Jep, det er i dette nummer, at Bubber bliver parteret, brændt og jeg ved ikke hvad. Fantastisk måde at slutte albummet af på.
Eller vent nu lige...

18. REGNSKABETS TIME (REMIX)
Samme nummer som tidligere, blot med en langt mindre interessant produktion. *stop*

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Regnskabets Time er en af de stærkeste danske hip-hop debuter nogensinde. Clemens' hang til fiktion og vold danner rammerne for nogle meget gode numre, og selvom der er nogle svipsere (primært på produktionsfronten) kan albummet kun anbefales. Men lad dig ikke narre af introen; albummet er langt fra så dystert som Clemens muligvis vil have os til at tro. Clemens er bare generelt en god rapper, så selvom et nummer umiddelbart ikke er interessant, kan han godt gøre et lyt værd.

Clemens har kigget amerikansk hip-hop i sømmene og udarbejdet sit eget bud på, hvordan hip-hopen burde lyde på dansk. Resultatet er denne ganske solide debut.
Køb nu.

BEDSTE NUMRE: "Hr. Betjent"; "Flakker Rundt & Snakker Ondt"; "Regnskabets Time"; "90'er Tendenser"; "De Tre Lokumspoeter"; "Psykopat På Fri Fod"

Dagdrømme (Rap)

Nyt nummer. Som altid er (noget) feedback velkommen.

Jeg har hapset CunninLynguists beat fra Stars Shine Brightest fra deres seneste album Oneirology. (kan downloades gratis og lovligt her )

Hvorfor? Fordi jeg elsker beatet og så er drømmeuniverset også en stor del af Oneirology. Men egentligt så er dette nummer ikke helt blot drømme. Nærmere en vurdering af drømmene (mine 'drømme').

Jeg har desuden købt en egentligt studiemikrofon. En Røde NT1-A hvis det siger nogen noget. Jeg købte den for 3-4 uger siden, hvor jeg så har leget lidt med den en gang i mellem. Jeg arbejder dog stadig på at finde den rette konfiguration, når mikrofonen, lydkortet og Adobe Audition skal samarbejde. Har indspillet lidt forskelligt til lidt forskelligt. Bl.a. har jeg råbt mig hæs til 100 miles and runnin.

Men har altså også indspillet dette nye nummer. Kvaliteten er velsagtens bedre end før, men ikke perfekt. Jeg arbejder stadig på lidt af hvert. Ikke mindst leveringen. Skal lige finde min egen stil, hvilket åbenbart er svært.
Jeg er også ret utålmodig, når der skal indspilles.

Men her er det (nu fra min nye soundcloud account):
Dagdrømme

Tekst får I også lige her:

Folk tror, de ved, hvor de har mig
'Ham der vil være den næste Frank Sinatra'.
Uhyggeligt musikalsk geni, så fanden ta'r mig.
Fanger mig på privatvej, for fanden karma.
Kører mig selv ned til jeg ik' længere larmer.
Varmer og skræmmer mig på samme tid, jeg stammer.
Som MC Einar under fire øjne med Oba-ba-bama.
Når folk spørger: "vil du virkelig være professionel rapper?"
Ja, ja, nej... Det ved jeg ikke makker.

Har oploadet to numre før jeg får at vide,
At jeg aldrig bliver professionel, så jeg kan tag' at skride.
I glemmer vist, hvorfor jeg kom til at starte med.
Ik' på grund af pengesedler, blot på grund af rimeglæde.
En tørst efter at blive den største er skam ganske naturlig.
En figurlig måde at sige at alt er muligt.
En brugelig tankegang som bestemt er duelig,
Når man vil skubbe sine grænser ligesom EU.

Li' det eller ej, men min vej kan ikke kortlægges, nej.
Lider under lav sigtbarhed mod mit kommende jeg.
For min fremtid er fandens tåget, ved kun hvor jeg har gået.
Alligevel er det spået, jeg aldrig nogensinde bli'r til noget.

KORT INSTRUMENTAL (4 bars)

Befinder mig på en skillevej.
Og selvom skiltet siger nix pille, vil jeg og kan jeg ej
Ignorer den vilde vej, hvor arbejde bli'r til leg.
Men også uden at binde mig og satse alt på dette jeg.
Så tjekker også den stille vej.
På den ene side er der en bachelor,
På den anden side er der en rap karreer, der gemmer sig.
Det er den lille stille samfundet vil ha' mig til at ta'.
Men den anden trækker også i mig - trækker mig tilbage

Til midtpunktet. Jeg udpumpet uden at ha' været døddrukken,
Men en karreer i en butik er sgu for let sluppet.

MEGET KORT INSTRUMENTAL (2 bars)

Jeg vil ha' udfordring; kæmpe mig helt til toppen.
Gøre mig fortjent til champagnen og pop den, som havde jeg godt af den.
For jeg har ambitioner,
men hvor de vil føre mig hen er ukendt territorie, så benytter sigtekorne.
Jeg jagter et bytte; et mål der kan gøre nytte.
For hvad skal jeg med mursten, hvis ik' jeg har en hytte at bygge.
Ved ik' hvorfor, men yo jeg føler det er enten-eller.
Så valget jeg står overfor er virkelig et der tæller.

For hvis først jeg læser videre, er rappen ik' der længere.
Dumt - ved jeg - for interessen går sgu ingen steder.
Men måske en karreer uden rappen er bedre.
Intet pres og ingen stress og andre hyppigheder.
En kujons ord eller retfærdiggjorte?
Når jeg forlader jorden vil jeg huskes for noget stort. Hey!
Men allerhelst vil jeg huskes for at være nogen.
En mand med principper - men ikke en kujon.

Min Mening (Rap)

Beat: Tradition af Allrounds Productions

Ikke så meget at sige ellers. Teksten siger vist det hele. Titlen var oprindeligt Traditioner. Det kunne nok fungerer, men Min Mening er måske lidt mere relevant. ved ik.

Jeg skrev teksten færdig for knap en uge siden, men har siden været lidt travlt optaget af et større skole projekt. Men nu fik jeg tid og lyst til at indspille det også.
Indspilningen er mere casual/ afslappet end tidligere.
Men som tidligere er indspilningen kun en forsmag på leveringen. anyways...

Nummeret handler om kritik af forskellige ting. Inkl. manglen af en kritisk tilgang til sin egen kritik... yeah! GO!

Vokal
http://www.youtube.com/watch?v=-uAmmYbchyE

Tekst

Jeg kritiserer gerne, hvad jeg ser, men ik' begære.
Også mig selv, hvis det er det, der skal til, for at jeg kan være, hvad jeg vil.
Men spiller ikke skuespil, selvom [at] jeg skriver, hvad jeg vil.
Langer ud efter hvem jeg vil. Det er næsten så lige til.
Men er det samfundsrelateret så er det ikke min stil.
Bliver på sidelinjen, hvis der opstarter splid.
Ik' fordi det er spild af min tid for det er det slet ik'.
Men bring op politik og med det samme falder tæppet.

Jeg gør hvad jeg kan for at ku' gøre hvad jeg vil,
Mens hvad jeg vil er begrænset af hvad jeg kan. Se DET er lige til.
Jeg siger, hvad der skal siges og ikke mere end det.
Og ikke mere end hvad jeg selv personligt kender til.
Folk de hører ting og sager på nettet og andre steder.
Plagiere lortet og fremlægger det som egne ideer.
Hader en musiker kun fordi de andre synes og mener,
At vedkommende er en skændsel inde for sin genre.

Jeg lader det ligge, du finder mig ik' på knæ for at tigge
Andre om at se lidt mere rationelt på tingene. yeah
Men før man bandlyser et andet menneske,
Squ man nok tænke sig om en ekstra gang og lære at kende det.
Med det i mængde, [så] hold dig gerne kritisk til det hele.
Men forstå at synspunkter ikke bare lige sådan kan deles.
Men det er svært at squ forholde sig til alt imedens,
At man ligeledes skal værne om sit gran anstændighed.

Teksten er ikke samfundskritisk, selvom at jeg gerne ville det,
For det er oplagt i digte, men jeg mangler indsigt i det.
Føler ik' en pligt til det, men det føles bare rigtigt.
Fuck det! Lad mig sige det som det er ik?
For jeg er ikke samfundskritisk, selvom at jeg gerne ville det,
For det er skam ganske vigtigt, men jeg mangler indsigt i det.
Føler ik' en pligt til det, men det føles bare rigtigt.
Fuck det. Lad mig sige det som det er.

For nok er jeg fyldt atten - i manges øjne en voksen mand - men
Min gebærden i verden fortæller mig jeg ik' er færdig
Med min udviklingsproces trods at jeg ellers er ihærdig.
Skolen squ være ihh så lærerig, men det er klart jeg ikke mærke det
Når jeg lærer om værdiløse, sære affærer, men desværre
Er lortet nødvendigt for at kunne graduere.
Så jeg analysere mere end hvad godt kan være.
Nyere og ældre tekster er som kolera og pest.

Så tænker på at bruge dette, som et svar på næste lektie.
Med en manchet der forklar at pensum behøver væske.
En rubrik, der fastslår, [at] Jeg er mæt af gætværk.
Og en konklusion, der konkludere, at påstanden er ægte.
Det skal cirkulerer om den viden, jeg besidder,
Hvilket ikke er megen i forhold til hvad mennesket ellers ved.
For sætter pris på en debat, men jeg vender på en tallerken.
Mine synspunkter skifter som vinden blæser om natten.

Jeg famler rundt i mørket og jeg håber på det bedste,
Når katten slæber ind den næste holdning ude fra gæssene.
For det synes, at være forventet at jeg mener noget om alt.
For fanden en gang i mellem er et 'ved det ik' squ sandt.
Yeah. Folketingsvalget er lige om hjørnet - det [er] jeg med på.
Men jeg aner stadig ikke, hvem i helvede jeg skal stemme på.
For det er umuligt at ku' forudse, hvad der vil ske,
Hvis en ny regering skulle blive en realitet.

Det er sandt. Men jeg er ikke ignorant.
Så jeg lukker gerne munden, hvis det er, jeg ikke kan
Bidrage med noget. Jeg gør ikke lortet halvt.
Så hellere håbe på at JEG bliver klogere på det talte.
Men desværre er tendensen, at man skal besvære
Andre med sine knap så underbyggede synspunkter med mere.
De er som pestbefængte pis dispenserende blærer.
Så hold kæft for jeg gider ik' at hører på mere pis.

Teksten er ikke samfundskritisk, selvom at jeg gerne ville det,
For det er oplagt i digte, men jeg mangler indsigt i det.
Føler ik' en pligt til det, men det føles bare rigtigt.
Fuck det! Lad mig sige det som det er ik?
For jeg er ikke samfundskritisk, selvom at jeg gerne ville det,
For det er skam ganske vigtigt, men jeg mangler indsigt i det.
Føler ik' en pligt til det, men det føles bare rigtigt.
Fuck det.

Dit Nemesis (Rap)

Beat: Something In The Way af Allrounda Productions

Et nyt år. Et nyt nummer.
Jeg havde egentligt ingen planer om at fortsætte arbejdsstrategien ang. mit musik, som jeg brugte hele sidste år, men...
Finde et fedt beat, skrive noget der giver mening til denne enkelte melodi, lægge det op til fuld beskuelse (abstrakt sagt).

Nah, jeg havde bare tænkt mig, at skrive lidt forskellige til lidt forskelligt, måske indspille det - måske ikke, og så til aller sidst måske uploade noget på youtube uden nødvendigvis at poste noget her på GR...

Fuck det, jeg kan squ godt lide, at vise det frem og få nogle gode kommentarer tilbage. I den kritiske, men samtidig erkendende form.
Tak for det.

'Something In The Way'... Hvad er det, der kan gå i vejen for en ambitiøs rapper med store talenter? En rappers nemesis..

Så her er en fortælling om en lovende rapper, der bare ikke rammer nåleøjet af en meget enkelt grund...

Det er et fiktivt scenarie med opdigtede personer osv. Bare resultatet af en tanke, der strejfede mig.

Sjove facts:
Jeg har hørt instrumentalnummeret 72 gange i følge last.fm... over de sidste 5 døgn.
Ja, jeg hentede beatet for godt 5 døgn siden, spandt en ide og skrev så teksten færdig og fik den finpudset i dag - 5 dage senere.
Det er bestemt en rekord for mig.

Tekst:
Som født på ny ligger han i fosterstilling - i ly
fra det skybrud, som der hærger hele byen.
Han har ikke en rød reje, som han ellers plejede,
så nu ligger han og drømmer om den dyne, han engang ejede.
Det ikke nemt at skaffe mad for en fattig gademusikant,
så han spiser med papir og blyant fra en skraldespand.
Mand.. han var engang 'on fire' som fanden,
så det kan undre én hvordan han endte sådan.
Med en fortid i undergrunden rev han enhver MC rundt
og kappede tungen, så snart han åbnede munden.
Du kunne finde ham på mikrofonen --mandag til fredag --
Hvor han dyrkede sin passion med rimpaller på lager.
De kaldte ham Å for han dikterede strømmen i klubben,
Og med sit crew i ryggen skulle han aldrig koge suppe på den.
Endtil den dag han fik en chance for livet,
At få en rapskive udgivet. Han tog den, kan man sige.

Højt at flyve, dybt at falde
En MC skal kende sine fjender,
Ellers vil det ende med fatale konsekvenser.

Kontrakten blev skrevet under. Han følte vægten forsvinde fra sine skuldre
- Et skalkeskjul for et læs, han tog på sig.
For det var indbildning. En kortvarig lindring.
Ikke et springbræt, men langt nærmere endnu en forhindring.
Det startede ellers fint, hvor skrevne sider tog skridtet videre.
Hvor ord blev til individer. Hybrider af kommende tider.
Det kørte på skinner, han var en sikker vinder,
Men tanken om berømmelse kan gøre en hver mand blind.
Så han begyndte at kassere tracks for at gøre plads til
Et massivt show, der blev serveret med en maske på.
Med ryggen mod muren så han på album strukturen:
Der skulle være plads til det bløde, det hårde, det søde og det sure.
Han kridtede banen op. Nu skulle han nok nå til tops.
Væk fra de klamme små jobs og videre til dem med flere folk.
Men da tiden kom for at vise albummet frem
Da lukkede modtagelsen af den for nu munden på ham.

Højt at flyve, dybt at falde
En MC skal kende sine fjender,
Ellers vil det ende med fatale konsekvenser.

Hans album blev nok for poppet i flere henseende.
De gamle kendinge tog afstand fra ham og titulerede ham den døde legende.
Popentutiasterne fandt hans musik upoleret og belastende.
Dem midt i mellem ville derfor aldrig lægge øre til det.
Det blev førende indenfor misk mask af forskellige stile.
Men hvad end han ville med sit album, så lykkedes det ham aldrig at male et større billede.

Okay, slap af, så måske har jeg set bedre dage.
Nogle kalder det hårdt underlag, jeg siger smag og behag.
Jeg klager ikke, selvom det ikke behager mig med gæld.
Den suppedas jeg sidder i, vinker jeg gerne farvel,
Men jeg er skyld i den selv -- siger jeg med hovedet på hæld
Og flaget på halvt, hvor det har hængt, siden jeg faldt.
Det er galt nok at skulle forsvare sit kald,
Mens man sidder på nåle og råber i en skraldespand.
Jeg drikker vandet fra åen, der løber gennem byen.
Løber mod strømmen i håbet om et sjældent syn.
Min depression går flere år tilbage, men for nogen
Kan det føles som vand under broen -- for dem, der står på broen.
"Intet stopper mig fra at toppe nu", hvad tænkte jeg mon?
Men så igen, det var jo kun et spørgsmål om hvor længe
Jeg kunne løbe fra mit nemesis. Hvor skulle jeg flygte hen?
For hvorend jeg kigger, lurer altid succes og penge.

Højt at flyve, dybt at falde
En MC skal kende sine fjender,
Ellers vil det ende med fatale konsekvenser.

Vokal
Dit Nemesis

Årets spil '10!

Endnu et år er gået. Et fint spilår, dog ikke noget vildt, synes jeg. Men i sammenligning med dette års potentiale virker snart alle
tidligere år som lidt tamme. Året har budt på endnu flere shooters, men interresant nok har jeg ikke skaffet mig mange af dem. (Umiddelbart kun Bad Company 2 - købt under Steam julesalget.)
Det lader til, at jeg efterhånden også er ved at være mæt på shooters eller nærmere, så vender jeg bare blikket mod adventure genren generelt.
(Jeg ser dog enormt frem til Resistance 3. Fed udvikler, fed serie.)

Det er i årets løb også blevet til nogle nye sportsspil - denne gang både til Wii og PS3. Ingen af dem har dog nået min liste.
Nah, det bliver bestemt ikke til en plads til Move i denne omgang.(dog er EA's Create temmelig underholdende med Move).
Jeg har dog også i 2010 underholdt mig selv med nogle ældre titler. GTA IV og Borderlands begge til PC har givet mig mange fede timer.
Endelig er GTA IV rigtig FEDT. Jeg snuppede da også lidt Liberty Episoderne i Steam julesalget (ja, det blev til en del spil).

Men jeg har også holdt flere kavalkader/ maraton i sommerens løb med klassiske platformspil fra PS2 tiden. Ratchet and Clank og Jak & Daxter (og tror aldrig, jeg har elsket Jak 2 så meget, som da jeg senest gennemførte det).
Sly serien måtte dog vente til efteråret, hvor jeg drønede gennem dem i Sly Collection.
Men nu skal det handle om nye, fede spil fra 2010, så her har I mit bud på de 5 fedeste spil fra 2010.

Ak-master proudly presents:
"ÅRETS SPIL '10"

5) Just Cause 2
Platform: Multi // Spillet på: PC // Release: Marts
Just Cause 2.. En underlig (men meget stor) størrelse. Jeg prøvede demoen til PC, kort efter dette blev muligt. Det første jeg lægger mærke til, er den fantastiske grafik. Virkelig et flot spil.
Men da jeg så kommer i gang og får udforsket gameplayet, stejler jeg fuldstændigt og lukker spillet før timeren når at smide mig ud af demoen.
Styringen er meget speciel i spillet grundet grapple hooken, som senere viste sig at være livsnødvendig for spillet. Jeg nåede simpelthen ikke at lære spillet regler, før jeg lukkede.
Det var da også med lidt modvilje, at jeg købte spillet under et Steam udsalg, men hvor er jeg nu glad for, at jeg gjorde det.

Spillet er rent mayhem. Det hele kan koges ned til en sætning: Du kan hijacke en helikopter fra jorden ved at hive dig op til den med din grapple hook.
Jah, så awesome er spillet. Styringen kan godt drille lidt en gang i mellem, men overordnet virker det rigtig godt. Til rådighed har du så en kæmpe ø med klimaer lige fra tørke til frost, en masse fartøjer, gode våben og vigtigst af alt: din graple hook.
Ingen væsentlig historie, bare rent kaos. Rigtig dejligt chilleren spil, hvor du smadre store og små baser i dit helt eget tempo.

4) Enslaved: Odyssey to the West
Platform: Multi // Spillet på: X360 // Release: Oktober
Fra første gang jeg lagde mine øjne på billeder af dette spil, var jeg solgt! Fantastisk flotte grønne, frodige områder på trods af at vi befinder os i en postapokalyptisk verden.
Jeg måtte have det, og det var i sandhed en god overraskelse. Fin historie med fantastisk stemmeskuespil. Man fornemmer forholdet mellem de to hovedpersoner, og hvordan det udvikles i løbet af spillet.

Kampene er ganske morsomme og med en tilpas dybde. Man har forskellige angreb og defense til at klare fjenderne. Det fungerer rigtig fint.
Også de store bosskampe er nævneværdige. Udforskningen er en let opgave, som set i Uncharted serien. Dog bliver banerne jævnligt blandet med lidt strategi, hvilket virker fint.
Udviklerne forsøger på denne måde at variere banerne lidt, hvilket også hjælpes på vej af et hover board, man lejlighedsvis får brug for.

En ekstra fed ting ved spillet er de små rollespilselementer, her i blandt opgraderingssystemet.
Det er derfor muligt at opgradere sine forskellige evner ved hjælp af orbs, som man finder liggende rundt omkring i banerne og får efter at nedlægge spillets fjender.
Dette tilføjer et ekstra lille lag til spillet, da man nu skal afgøre om man prioriterer ens helbred eller styrke højest. Altid en god ting - noget jeg vil byde velkommen i MANGE spil.
En rigtig fed oplevelse. Et fedt eventyr.

3) Sonic & Sega All-Stars Racing
Platform: Multi // Spillet på: PS3 // Release: Februar
Et Sega spil, der smider Sonic ned i et compilationsspil med resten af crewet, lyder umiddelbart som et spil, der burde undgås. Men her kan år 2010 byde på endnu en herlig overraskelse.
Dette go-kart spil er det sjoveste, jeg har spillet siden Crash Team Racing i sin tid (hvilket jeg betragter som kongen). Sonic & Sega All-Stars Racing er dog mere lettilgængeligt, og spillet byder kun på få umiddelbare teknikker for køreren.

Hold speederen inde og drift i svingene for derefter at udløse en dosis nitro, der vil sende dig frem i feltet. Få evt. et boost ved at give den gas på det rigtige tidspunkt i starten af løbet og ved at lave tricks i luften (tryk på en trickknap).
Dertil kommer så de forskellige items, man samler op i løbet af løbene. De er dog ganske trivielle og generelt bare kloner af våben set i Mario Kart. Men skide være med våbnene for drifting er klart nøgleordet i spillet.

Det er mega nemt at drifte, men at komme helskindet, perfekt gennem et sving er stadig lige fedt.
Ligesom i Enslaved var det også grafikken her, der fangede min opmærksomhed lynhurtigt. Banerne er vildt stilede, kreative og generelt meget flotte. De lægger sig tæt op figurens egentligt univers, hvilket derfor gør det sjovt, at se disse verdener skildret som racerbaner.
Musikken er også mægtig med originale soundstracks fra de respektive spil. Særligt Sonics theme vækker gode minder. En virkelig dejlig melodi.
Spillet er meget brugervenligt og en fryd for både erfarne gamere såvel som nybegyndere.
Super fedt spil med masser af spilmodes, figurer, baner og meget mere.

2) Super Mario Galaxy 2
Platform: Wii // Release: Juni
Han er tilbage i en.. 100% efterfølger? Jep, og at det så lige skulle være SMG universet, kan jeg kun takke for. SMG er min bog både det bedste Mario men også bare generelt klassiskplatformgenrens bedste spil til dato - en klassiker fra første gang jeg spillede det.
Intet kan selvfølgelig slå en klassiker, men dette betyder ikke at SMG2 er super fedt også. Der er kommet tilføjelser, men man kan stadig godt mærke, at man har spillet noget lignende et par år forinden. Nogle baner går lidt igen osv.
Men at bevandre græsgangene i SMG2 er simpelthen bare for dejligt. Spillet er charmerende, smukt og ekstremt underholdende og varieret.

Der bliver dog kogt lidt for meget suppe på spillet, da man til sidst kan gå på opdagelse efter de grønne stjerner. Umotiverende og ringe belønnet er de fleste stjerner, da de simpelthen er alt for nemme at få samtidig med at de befinder sig i allerede besøge baner.
Men hovedspillet så at sige er mega fedt. Et glad spil med flotte farver og også nogen gange udfordrende baner. Dog kan man godt få en følelse af genbrug til tider.
Skal man virkelig evt. skaffe en Wii udelukkende for denne serie? Ja.

1) God of War III
Platform: PS3 // Release: Marts
Krigsguden er tilbage! Farligere end nogensinde før er Kratos på den afsluttende rejse efter at få hævn over guden over dem alle. Spillet starter vildt ud med en kamp om overlevelse på armen af titanen Gaia, mens hun forsøger at bestige Mount Olympus.
Jah, selvom spillet dog umuligt kan holde samme vilde niveau igennem resten af spillet, hviler udviklerne bestemt ikke på laurbærene. Bosserne er vilde, kampene er pudset af og historien er fed. Spillet er stadig dejligt varieret med puzzles og platformelementer jævnt fordelt mellem de voldelige kampe.

Jeg spillede forleden God of War 1 igen, og først da mærkede jeg virkelig, hvilken udvikling serien er gået igennem. God of War serien bliver ikke mere finpudset, tilrettelagt og veludført end med denne seneste udgivelse.
Alt går op i en højere enhed med flot grafik, god lydside og fantastisk voldeligt gameplay med nye vilde våben. 'The Nemean Cestus', et par voldsomme våben designet som løvehoveder, i sig selv gør dette spil bedre end sine forgængere. Det er alt for fedt at knuse sine fjender med disse handsker. Man føler virkelig kraften de smadre fjenden med.

Så på trods af at spillet ikke har samme wauw effekt som 1'ern, da jeg første gang stak en kniv ned i halsen på et stort monster (for hold kæft det var blodigt og vildt), er dette uovertruffen mit yndlingsspil i serien. Serien har gang på gang overgået sig selv.
God of War bliver ikke bedre end dette. Hack 'n slash spil bliver ikke bedre end dette. Derfor fortjener God of War III første pladsen i år 2010.
ÅRETS SPIL!

Knægten I Spejlet (Rap)

'Måske skulle vi alle sammen tage den lilla hat på noget før'...

Beat: Man In The Mirror af Allrounda Productions
Sample: Dream On af Aerosmith

I denne omgang har jeg gjort brug af endnu et instrumentalnummer fra Allrounda Productions, men de er squ også nogle vældige musikmagere..
Titlen leder (selvfølgelig) hen mod Michael Jackson og hans nummer af samme navn. Dog handler mit nummer ikke helt om det samme som den kære MJs.

Her kommer Dream On så ind. For det er netop, hvad Knægten I Spejlet handler om.

Samplet er lavet af mig selv (altså jeg har selv flettet Aerosmith ind i Allrounda Productions beat), hvilket er første gang, jeg giver mig i kast med det. Jeg havde en hvis ide om, hvordan det skulle være, og jeg synes, jeg har ramt det rimelig godt.

Tekst:

Vers 1
Velkommen til. Mit navn det er Aleksander
Men du kan kalde mig AAG, det er mine initialer
Mit kunstnernavn og repræsentanten for mine kvaler
Et spejlbillede af min fremtid, når mine drømme taler.
Så tjek min alder, bladre gennem samtlige journaler
Men forstå jeg ikke ejer skyggen af fremtidsplaner.
Bortset fra de gange hvor jeg fantaserer foran spejlet;
Gør mig bekvemt og hejser sejlet; sætter kursen ud af Vejle.
Ved ikke med dig, men for mig er spejlet noget særligt.
Jeg spilder ikke sekunder på at medvirke ihærdigt
I en fucking pedantisk eftersøgning af noget mærkeligt.
Vil skide på om bukserne er blusen værdig, når jeg er færdig.
For knægten i spejlet er mit drømmescenarie.
Jeg ser for mig selv en succesfuld rapper - og han er det.
Står på en scene med smil på læben og kronisk latter.
En laber refleksion af en fremtidsvision, der batter, så...

Omkvæd
Lille spejl på væggen der, fortæl mig ikke, hvem jeg er.
Men motiver mig til at realisere, hvem end jeg vil være.
Giv mig tid til at forme et liv, jeg stolt kan præsentere.
Lad mig udtrykke mig selv, som jeg vil; eventuelt i binær. (jeg sagde)

Vers2
Jeg ser et land fyldt med forfængelige mennesker.
Jeg spørg mig selv: "hvad blev der af de selvstændige tænkere?"
Når folk blindt går ud og pynter sig som reklameskilte og
Kalder det en logisk reaktion på metroseksualitet.
For fanden? Det var mediernes påfund i første omgang
At tjene penge på de halvdumme og dem i tomgang.
Men til næste gang: Tænk ud af boksen, folkens!
Opfør jer voksent og skid på alt det mærkenonsens.
Og stil jer foran spejlet og sig mig så, hvad I ser!
En facade, som til en maskerade, der skjuler, hvem I er?
Hør her knøse og tøser: Slip tankerne løs og
Sig med en beslutsom mine, at I (fucking) ikke er nervøse
For at tage en chillpill og kun gøre hvad I vil
Og nyde jeres ønskede fremtid i jeres stille spejlbillede.
Lad den barske virkelighed hvile sig
Og glem de små detaljer. Slap af og sig med mig. For..

Omkvæd

Vers3
Jeg siger ikke, at du ikke skal klæde sig anstændigt
Men brug tiden foran spejlet på noget mere vigtigt
End at hænge dig i detaljer, der ikke tæller og så læg da
Mærke til at spejlet unægteligt motivere dig
Gør alle dine drømme visualiserbare
Og kickstarter din fantasi til super fra morfar.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen:
10010 er min alder og mikrofonen er min ven.
Det er ingen hemmelighed - er ej en rapper i forklædning længere
For blev motiveret til at blive meget mere end det, så
Nu er jeg på banen og jeg repeterer, hvad jeg mener:
For mange stener over socialiseringen af en ener.
Nogle underlægger sig en andens meninger
Og normer for at stige i rang i samfundet, tror jeg.
Men hvad skulle det nytte at bytte sine værdier væk,
Som et stykke smykke for nogle masseproduceret og punkteret dæk?
Jeg selv sagde stop for længst
Før jeg endte på udebane som VB Kolding i Minsk.
Shit, prøv at tænk dig grundigt om før du går all in.
Du vil være alpha-omega, men ender op som ingenting.
Så vær dig selv for hvem skulle ellers være det?
Og skid på hvad andre siger, når du gør det, du er bedst til.
Hold fast i dine drømme, uanset hvad livet byder dig
Og dit spejlbillede vil forvandle sig til en livsnyder. Yeah!

Omkvæd

Dream On! Dream Until Your Dream Comes True.
Dream On!

Sang:
http://www.youtube.com/watch?v=DyKOCBU2na8

ENDELIG!!!! PS3 Slim!!!!

Hey, ville bare gøre opmærksom på at jeg nu efter et par måneder uden fuld funktionel PS3 endelig har fået købt mig en ny.
Det første jeg bemærker, efter at have revet den ud af pakken, er at PS3 Slim egentlig er ret grim forhold til sin forgænger, den store og flotte originale PS3 model. Samtidig lærer jeg dog også at den er umådeligt lettere og mindre. Det er jo så men fint nok.

Men hvad var der da galt med min elskede 60GB model?
Jo, efter at jeg havde forsøgt at løse YLOD for anden gang gik noget plastik løs, som skulle holde det ribbon, der forbinder Blu-Ray drevet til maskinen. Så jeg kunne ikke kører nogle skiver + så gad den ikke åbne downloade spil, ved ikke hvorfor. Men det betyder jo, at jeg stadig har mine savefiler, som jeg gerne skal have flyttet over. Enten med USB eller internetkabelkobling.
Så skal jeg også bare til at downloade alle mine fine spil igen. yah..... ..

Men nu er den her og snart modtager jeg også Move og Sport Champions med posten. En lille snack end til det store brag, og grunden til min tiltrængte køb af PS3: Sly Cooper collection i slutningen af november. omgasme. Denne samling bliver/er legendarisk. Plus der er en fuld trofæpakke til hvert spil + en lille eksklusivpakke til Move-minispillene. Jeg har været glad for skill points/ achievements/ trofæer, siden jeg spillede R&C for første gang. Dengang skaffede jeg alt, hvilket jeg stadig gør i R&C serien (alle trofæer og skill points), og dette agter jeg også at gøre med trofæerne i Sly collection. yeah!
Tror desuden samlingen kommer til at sælge godt, både til Slyfans og dem der er/bliver interesseret i spillene eller trofæerne. (freaking 3 plat trofæer, det skal nok sælge)

Men det var bare det jeg ville sige.

JAAAAAAAAAAAAAAAA!!!
JUBIIIIIIIIIIIIIIIIIIII!!!!

EDIT: Det er ofcource 320 GB modellen..

Chill (Rap)

Et nyt eksperiment er søsat. Endnu en gang med musikalsk opbakning, i form af beat, af Laust, som går under brugernavnet killkaj her på GR.

Beatet kalder han Chill. Og jeg kan jo godt lide at holde mig til beatets navn, så det blev til et nummer om hvordan jeg chiller.
Jeg har også lagt mærke til at et mønster er ved at tegne sig i mine tekster. Jeg nævner hele tiden blyant, tekst, mikrofon osv. Tja.. Jeg kan vel godt lide at skrive om det at rappe + jeg jo også elsker at rappe. Så jeg har nu lavet en hel sang om det at rappe. Bl.a. snakker jeg også om fejl eller smutveje, jeg ofte begår/tager, når jeg skriver.

Jeg har desuden forsøgt mig med et omkvæd igen. Jeg tror, det er lidt for undergrund uden omkvæd. Et andet emne i nummeret er desuden, hvad der er populært i rap, så jeg forsøger at semi-synge omkvædet. hmm...

Nummeret er også et forsøg på at være lidt mere afslappende og sjov, da jeg synes de tidligere numre har været overvejende alvorlige og seriøse uden meget at grine af.

Sang:
http://www.youtube.com/watch?v=VZb3av68NVI

Tekst
Vers 1
Her forleden satte jeg mig for at skrive en tekst.
Jeg ville flekse noget sammen for at vække en agent.
[Jeg] tændte op for et beat og fantaserede mig væk.
Forsøgte at blive ét med kommercielt rapmusik.
Spillede entusiastisk og vildt ambitiøs.
Velvidende om at ideen først kommer, når den har lyst.
Så jeg trippede nogle dage, men lod tiden passere.
Skrev lidt rim her og der, og udtænkte platte ideer.
Autotune blev også nævnt, men blev hurtigt skudt i sænk.
Du ved, det der i store mængder, kan gøre små talenter kendte.
For jeg tænkte, at det lort snart måtte være af mode
Så det må jeg ha' til gode til den dag det bliver retro (og hetero).

Omkvæd
Sådan går det for sig, når jeg chiller.(chiller)
Digter/opdigter, glemmer alle mine pligter.
Giver efter for mine drifter. Yo, hvad gør jeg?
Chiller! Chill. Chiller. Chill. Chiller!

Vers 2
Men da jeg først kom i gang, blev jeg mødt af nye faldgruber.
Mine linjer lurede op i røven på den næste. Squ da
Ikke særligt fedt, når jeg som en lortemotor fra Skoda
Hiver efter vejret, mens jeg prædiker ligesom Martin Luther.
Der skulle ryddes op for nu var alting gået i kludder.
Så jeg knaldede besudlede bogstaver væk som en ludder.
Men omvendt gik det, da jeg var i mangel på gloser.
Med poser under mine øjne, gik dansen videre fra roser.
At mangle ord for mig er som Chuck Norris uden nosser.
En pizza uden ost og en abort uden foster.
Jeg raser, når mine teknikker bliver til farcer,
Så jeg udfyldte ledige pladser med fucking nedrige fraser.
Benyttede ækvivalenter af de ord som jeg nævner,
Når jeg jammer over andres emner... (hey så) Stævn mig!
Med en ordbog under armen red jeg mod solnedgangen,
Ingen vise ord, blot en mindre indoktrinering.

Omkvæd

Omkvæd 2
Chiller, når jeg sidder med et joypad i hånden og spiller.
Chiller, når jeg glemmer min mobil og spiller guitar.
Når jeg sidder med papir og blyant kan jeg og vil jeg:
Chille! Chill. Chille. Chill. Chille!

Omkvæd

OUTRO
Yo, tak for denne gang. Ha. Gratis tip. Har du lavet musik før?
En rap eller en sang? Uanset hvad, så ved du nu, hvad man ikke bør gøre. ha
Yo men jeg chiller videre.
Chill. Peace!

Indadvendt tekstanalyse

Denne blog er en redegørende og analyserende afhandling af min nylige blog 'I Orden'. Det er en rap tekst med flere kanter, man da jeg har oplevet at dette kan være svært at gennemskue, har jeg valgt at forklare her, hvordan teksten er tænkt til at opfattes.
Det er en blog, der konstatere noget for mig, mens det måske vil åbne noget op for jer.
..og hvis I håber på noget sentimentalt crap, så har jeg dårlige nyheder, for teksten er ikke skrevet med MIG selv i tankerne eller nogen jeg nødvendigvis kender.
OBS: Jeg kender intet personligt til de forskellige folkefærd/personer etc. Teksten er fiction bygget over fakta og ikke mindst tanker og antagelser.

Teksten findes her:
I Orden

Læg mærke til introen, der indbyder lytteren til noget tragedie af en art. Hold på den tanke et øjeblik.

Som jeg hentydede til i tekstens blog, er der tale om forskellige historiske begivenheder og personer/folkemængder. Samtidig med at teksten kan repræsentere forskellige sindstilstande.
Hvordan skal det så forstås?

Jo, teksten er som sagt delt ind i 3 dele (parts). Hvoraf den andel del er delt ind i yderligere to dele (A og 8). Det skyldes simpelthen at del 2A + B forgår det samme sted og i samme tidsrum.

Men tilbage til del 1. Først en sindstilstand:
Der er tydeligvis tale om en person, der langt fra er lykkelig. Dette er regnvejret en indikator på - og det stopper ikke foreløbig og har måske varet i lange tider. Denne depressive tilværelse gør at man mister troen på en Gud, der vil en det bedste. Men man er squ godt klar over at livet kan være meget bedre. Det er derfor nødvendigt at tage kampen op på egen hånd for at slippe ud fra dette mørke, kolde fængsel. Så man ridser et hul i muren og stikker af til en bedre tilværelse.

Men teksten kan også perspektiveres over til noget lidt andet. Nemlig livet som Østberliner i kølvandet på anden verdenskrig - og før murens fald. Dette hintes der direkte til få gange. Først, indirekte men alligevel åbenlyst, i følgende udsnit:

"Er det hjertesorg? Hverken mindre eller mere.
Hverken bedre eller være. Er det mon ikke det det er."
Læg mærke til de sidste tre ord. D. D. R.

Det andet hint er meget åbenlyst, nemlig:

"Og jeg fortsætter mit togt til at jeg ser at muren vælter her."
Muren er selvfølgelig nøgleordet her. Muren som holder Østberlineren fra at stikke af til et bedre liv.
Men når revolutionen først er igangsat, kan det ikke vare længe før livet atter vender 180 grader:

"Tiden den er med mig"

Del 2A er helt klart skrevet med begivenheden/ 'folkefærdet' i fokus.
Men som sindstilstand er det tydeligvis en person, der tror på en højere magt. Ikke nødvendigvis den kristne Gud. Vedkommende har opgivet alt det lort livet giver én, og har valgt den nemme løsning ud af hurlumhejen. Selvmord.

Med noget ekstremisme i mængde bliver dette til en selvmordsterrorist. Som sagt er teksten skrevet med denne i fokus og hintsne er derfor mange. I finder dem sikkert selv nu. De er rimelig åbenlyse. Dette finder selvfølgelig sted i Afghanistan. Desuden høres et lille brag efter sidste linje. Dette kan indikere at bomben sprang.

Del 2B finder derfor selvsagt også sted i Afghanistan. Direkte hints spares der dog på til Afghanistan. Men hovedpersonen er her en soldat, måske dansk soldat? Soldaten befinder sig i en umiddelbart fredelig by, men man skal dog altid være på vagt for hvis ikke fjenden selv, så de udlagte miner. Soldaten tænker over livet og verden. Krigen synes uhåndterlig. Han kan ikke få et greb om den, tæmme den. Han er altid et skridt bagefter, så fremfor at redde verden, laver han bare andres arbejde, men uden synlige resultater på verdensbilledet. Efter sidste linje høres en kort lyd, "Fu-". Det eneste bandeord i teksten bliver afbrudt af endnu et brag. Måske det samme som i 2A? Soldaten er offer for et angreb:

"Tiden løber fra mig"

Dette kunne velsagtens også trækkes ned over mange civile. Følelsen af at man må gøre noget, men bare ikke ved hvad. Og om det overhovedet er muligt at gøre noget. Ikke bare krig på verdensplan, men også kriminalitet der foregår lige for næsen af én. Lige rundt om hjørnet, hos naboen og måske endda lige ude foran éns dør.

Del 3 foregår i Vietnam for nogle årtier siden. Endnu en kamp mo kommunisme. En amerikansk soldat bliver tvunget til Vietnam for ikke at blive udstødt af sin familie. Faren venter overalt. Soldater er faldet. Var krigen en fejl? Var det nødvendigt at 'stoppe' kommunismen i at sprede sig? Den amerikanske soldat strejker, lægger sin M16 og finder et blyant frem og skriver om sine forfærdelige oplevelser. Disse bliver udgivet, f.eks. under navnet Tim O' Brian.
Hints til Vietnam gives først og fremmest gennem følgende linje:

"I asfaltjunglen venter store farer om hvert et hjørne."
Jeg benævner det som en asfaltjungle, ligesom jeg nævner Vejle i del 1, men man skal kunne læse mellem linjerne eller bedre sorterer i bogstaverne. d: Eller lægges der implicite hints ud løbende. Utopier mm.

Men dette er også MIT vers. Livet som studerende er ikke altid nemt. Jeg føler mig som Clemens siger: "Et nummer i et tilfældigt arkiv" (fra 'Kun Få').
Jeg skal gøre hvad samfundet drømmer og håber om, at blive hurtigt uddannet og få job, lave jobs. Men hvorfor skal jeg arbejde SÅ hårdt for blot at blive ligesom alle de "andre vel opdrættede aber, jeg ligner" - Hvid Sjokolade (Overload). Fuck det, jeg gider ikke dedikere min tid til skole og arbejde, så jeg fralægger mine bøger og griber en blyant med 'RAP' indkraverede (jeg kunne her have bragt en beskrivelse af en solopgang). DET er squ i orden.

Sommer marathon - R&C (5)

Så er jeg desværre ved vejs ende i mit sommer marathon, denne gang med Ratchet and Clank serien. Jeg startede for knap halvanden måned siden, og blev for en lille uge siden færdig med det sidste spil i serien: A Crack In Time (ACiT). Det har været herligt at gense Ratchet i hans spæde dage, for til sidst at starte mit andet save (ever) i det nyeste udspil. En ting må siges, serien slutter (pt.) af med et brag. Der hviles ikke på laurbærene fra Insomniacs side, og derfor er ACiT helt klart i top 3 over bedste R&C spil. Nogle vil endda mene, at det er det bedste spil, og jeg forstår dem udmærket.

ACiT gør mange ting rigtigt, og afbrydes kun ganske få gange af kedelige opgaver.
For at starte et sted, så er de notoriske små minispil væk. Man skal ikke længere bryde låste døre op med ofte kedelige og ligegyldige minispil. Dette er dog blevet erstattet af en dejlig substitut, nemlig robotter som fanges med éns wrench og derefter smides ind i en lås. Ganske simpelt og hurtigt. Faktisk har jeg svært ved at huske nogle som helst minispil...

Mængden af gadgets er også drastigt mindsket. Swingshot er selvfølgelig vendt tilbage, ligesom et par støvler (gravityboots) til at gå på magnetiske underflader og wrenchen, som er en endnu større selvfølge. Derudover er der 3 nye gadgets, som befinder sog i hver sin boldgade inde for kategorien. Den ene er en ganske normal gadget som bruges til at komme videre i spillet punktum. Den anden er et par nye støvler, som giver Ratchet ild under skosålen, således at han rykker hurtigere fremad end nogensinde før. Disse bruges selvsagt også til at komme videre i spillet(som altid er en fornøjelse), men bruges også til at komme hurtigere fra A til B eller lave en hurtig tilbagetrækning. Wrenchen kan bruges mens man benytter disse støvler. Og da man ikke længere mister noget tempo/fart af at kaste sin wrench, er det et megen smart blanding, når man er på farten. Men kort og godt disse støvler er fantastiske. Fede at styre, yderst effektive og sjove at bruge - også i obligatoriske situationer.

Den sidste gadget er en 'ekstra' gadget, da Ratchet først får den nær slutningen af spillet. Dens primære plads er i Clanks hænder.

Spillet starter ud med at man styrer Clank og Ratchet skiftesvis, hvor man følger hver deres 'historie'. De mødes så tilsidst, hvor Ratchet får sit Chronoscepter, som er den trejde gadget. Et scepter, der skyder en kugle af sted, hvori tiden vil køre i slow motion for alle andre end Ratchet.
Grunden til at jeg benævner den som ekstra, er at man ganske enkelt ikke rigtigt bruger den - med Ratchet.

Clanks gameplay er fuldstændigt nyt og ikke magen til det gamle, hvor han styrede nogle små robotter rundt. Denne gang er det puzzle tid. Man bliver stillet over for nogle ganske interessante tidspuzzles, hvor det gælder om at åbne en dør og komme igennem den. Det er dog ikke helt lige til. Det gøres nemlig ved at lave en kopi af Clank, som stiller sig på en udløser, hvor man så derefter trygt kan vade gennem hullet i muren, som døren har efterladt sig. Et bestemt antal kopier er tilgængelige for den specifikke puzzle. Nu har du ideen, men tro mig det bliver meget mere kringlet og udfordrende. Dog aldrig noget der synes umuligt, men helt klart nogle virkeligt opfindsomme og sjove puzzles. Tiden med Clank går ellers med at jorde nogle få fjender (med hjælp fra Chronoscepter'ert, både til at slå og gøre tiden langsommere). Aldrig har Clanks opgaver været sjovere. Jeg kunne nemt finde dem kedelige og monotone i de forrige spil, men grundet de interessante puzzles og gavmilde checkpoints, er det ganske enkelt rigtig sjovt denne gang.

Uden at have talt planeterne vil jeg dog mene, at der er væsentligt færre i denne omgang. De er dog alle interessante. I nogle planter ryger man tilbage i tiden, så man ser den samme planet i henholdsvis fortiden og i nutiden. Andre er bygget til brug af sine nye hoverboots, mens den traditionelle kamparena er tilbage også.

Men hvad spillet mangler i planeter, har det derimod i måner.
Spillet er delt ind i flere rumsektorer. Hver sektor indeholder 1-3 planeter + 5-7 måner. Man flyver i sit rumskib mellem disse planeter og måner og skyder undervejs rumskibe, men er næsten hele tiden underlagt komplet frihed. Dvs. man kan flyve lige hvor man vil. I en 2d akse. Dvs. man kan ikke ændre sin 'altitude', ingen op eller nedad flyvning. Dette fungere endnu en gang rigtig godt. Rumskiber et nemt at manøvre rundt, men tilbage til månerne. Disse måner er små planer, ligesom i Mario, dog alligevel større) som man har hele overfladen at gøre godt med. Månerne indeholder alle forskellige gevinster og forskellige kriterier for disse gevinster. Ved nogle skal man dræbe x antal fjender, mens andre har en bane til sine hoverboots og nogle tredje har en platform bane blandet med gadgetbrug og lignende. Disse måner er en FANTASTISK tilføjelse til R&C. De har ofte en sjov lille mission at komme igennem. De indeholder dog ikke det vilde scenario, så det er ikke planer man går på sightseeing på. Vi har så heldigvis planterne til at nyde smukke landskaber.

Der er fuld fart på helt tiden, så længe man er i kontrol af Ratchet, men med godt platformshopperi også. Man skifter jævnligt over til Clank hvor man får et mere afslappende gameplay, hvor der skal tænkes fremfor at byrde aftrækkerfingeren.

Historien, som begyndte i Tools of Destruction, bliver afsluttet til punkt og prikke. Den fede humor er intakt, og grafikken er fantastisk. Der er kommet nye våben, bl.a. nogle som man kan moderer selv med nogle forskellige reguleringsmuligheder. F.eks. om shotgunen (blitzgun) skal skyde bredt fremfor langt.

Jeg valgte denne gang at gennemføre spillet på hardcore uden køb af nye rustninger og uden at tiden stopper, når man åbner 'quick select'. Det er egentligt ok, og bliver først svært når man møder de sidste bosser. Jeg nåede rent faktisk at få tømt alle mine våben for ammo mod en boss. De var stortset alle lvl 5, men havde dog ikke skaffet RYNO'en endnu. Da jeg lagde spillet på hylden efter godt 12 timer, havde jeg dog skaffet ALT (undtagen skill points) og fået alle våben i lvl 5 (undtagen morph-o-ray, da det var eneste genstand jeg manglede).

Våbnene har dog stadig den svaghed, at de bliver på grænsen til det ubrugelige efter noget tid, og man har fået nyere og bedre våben. Dette gør f.eks. boss kampe utroligt svære.
Men må sige, at det sværeste nok var at vinde den sidste challenge i arenaen, hvor man skal overleve 20 runder. Der var ammo desuden også et problem, så jeg var nødsaget til at skaffe en lvl 5 RYNO, før jeg kunne klare den. Men det gik, og jeg vandt min morph-o-ray. :D

Det er et hysterisk sjovt spil, har en god længde, men vigtigst af alt er minispil og gadgets begrænset. Gadgets er sjove, men kan også virke belastende.

Dette spil kan KUN anbefales til ALLE.
Seriøst. Køb det. Nu. (sammen med alle andre i serien)

Ratchet and Clank længe leve. Jeg ser frem til at prøve All 4 one.

OBS: Billedet nedenunder er et bevis på den fantastiske grafik. Det er dog fra en mellem sekvens, men jeg taber kæben hver gang jeg ser et videoklip af 'The Great Clock'.

I Orden (Rap)

Denne gang bliver det et lidt mere kontroversielt og ikke mindst eksperimentalt nummer.
Nummeret er delt ind i tre dele (parts). Hver del kan beskrive en sindstilstand, men med perspektivering i historieske begivenheder og deres geografiske placering, som der henvises til med forskellige (hovedsagligt) indirekte referencer. Hver del repræsenterer én person!

Beatet er lavet af Laust, som går under brugernavnet killkaj, her på GR. Så mange tak til Laust/killkaj.

Inspirationskilder: Den Anden Verden (Clemens) og ikke mindst Kosmisk Kaos (Malk de Koijn).

Hvad synes I, og ikke mindst hvad tror I?

Sang:
I Orden

Tekst:
Part 1
Endnu en regnvejrsdag i Vejle. Regnen omfavner os alle.
Er det bare et skybrud? Nej, for regnen bliver ved med at falde.
Græsset er vådt. Vejret er gråt. Vor Herre græder snot.
Lad os et øjeblik insinuere,
at en almægtig Gud eksisterer på ondt og godt.
Hvad kunne grunden til Dens tuderi mon være?
Er det hjertesorg? Hverken mindre eller mere.
Hverken bedre eller være. Er det mon ikke det det er.
Jo vidst, jeg ser problemer og mit iris er beskadiget.
Men jeg vil ha' styr på lortet, frem for fremover at sidde i det.
Jeg knuser forhindringer og indvier forventninger,
Og jeg fortsætter mit togt til at jeg ser at muren vælter her.

Tiden den er med mig!

Part 2A
Tiden går, klokken slår; snart vil være mit endeligt.
Har levet et liv i ekstase. Et liv knap så minderigt.
Men alligevel vil min afsked ikke være mindelig.
Liget det skal strøs i byen, så i aldrig finder det.
I sparer pengene, og jeg kommer i himmerig.
Så kan jeg leve det liv, som jeg gerne ville heri.
Jeg søgte lykken her på jorden, men snart er det forbi.
Så vil det være min tur til endelig at bade i barbies.

Part 2B
Patruljevognen triller fremad på en stille dag.
Ganske fredfyldt! Selvom mine nerver ikke har hviledag.
Men problemfrit område er en mindre overdrivelse.
Atmosfæren er ikke grumset på grund af tilgivelse.
Den daglige rutine går rutinemæssigt videre
Jeg har det ikke fedt, men mens jeg ej heller lider.
Jeg kvæles af mine kvaler, får åndenød når jeg taler.
Føler mig lille selv når jeg vælger og jeg handler.
Mit forsøg på at gøre en større global forskel
Svækkes når at mine tanker hviler sig på verdensbilledet.
Psyken smuldrer og jeg mister gejsten til at fejre
De små slag, når der venter kampe langt sejere.
Jorden drejer stadig akkurat som den plejer,
Men jeg føler mig som viceværten, som der efter alle fejer...

Tiden løber fra mig!

Part 3
Endnu en dag, endnu en dag til at forbande.
For dagene bliver trivielle, må jeg ganske sande.
Når livet er i højsædet, så kan det ikke passe
At jeg skal gøre mig til for blot at blive en del af massen.
Det kampen om den hærgede slette, ingen vinder findes.
Det er farlig propaganda, der er skyld i hver mand blindes.
I asfaltjunglen venter store farer om hvert et hjørne.
Jeg er træt af at være på vagt, og træt af at prøve
På at realisere utopier og ideologier.
Så jeg fralægger mit våben, der skulle give succeser
Overgiver mig og vender blikket mod papiret,
og begynder at skrible ting, jeg ellers ikke siger.

Det er i orden!

Sommer marathon - R&C (4)

Efter en lille pause har jeg påbegyndt mit R&C marthon igen. Og da det nu engang er et sommer marathon også, skal det jo helst gennemføres mens sommeren varer.
Serien er sprunget videre til vores nuværende generation (nr. 7) og spillene er derfor nu selvfølgelig spillet på PS3.

Fortiden er glemt (dog eksisterende) og Tools of Destruction (ToD) er umiddelbart en ny start for det interplanetariske makkerpar. Grafikken er blevet uendelig meget bedre. Hele verden, eller nærmere alle verdenerne, glimter og skinder og har fået en fantastisk animeret grafik, der kan konkurrere med Pixars film.

Det første der slår mig, er det faktum at man kan købe opgraderinger til sine våben. Det havde jeg fuldstændigt glemt alt om. Dejlig overraskelse, da det faktisk er et meget tiltalende tiltag. Det kan specielt bemærkes, når man lader sine våben generere flere penge for kills.

Et andet nyt tiltag til serien er Clanks svæve-vinger. De i sig selv er ikke nye, men når man kan bruge dem til at svæve frit rundt over et større areal bliver det pludselig nyt. En af mine yndlingsbaner i spillet er derfor også selvsamme. Man kan svæve over jorden, finde en stor fjende (semi-boss) for derefter at lukke vingerne sammen og falde ned foran fjenden med sit våben klar. Man kan til en hver tid finde en nærliggende platform til at rejse sig mod himmels igen.

Denne svæve-vinge styres desuden med sixaxis. Det virker helt upåklageligt. Det samme med minigamet til at låse dørene op. Dette bruger også sixaxis og det virker helt fint. Og det er faktisk også sjovt at bruge sixaxis i disse tilfælde. Sixaxis bruges også til et specielt våben, en tornado, som altså styres rundt ved hjælp af sixaxis. Det betyder at man kan bevæge Ratchet rundt, samtidig med at man styre tornadoen. Det lyder mega blæret, men er desværre lidt for besværligt.

Der er også kommet nye slags våben, der går under navnet 'devices'. Disse købes ved en speciel udbyder, og ammo findes ikke så nemt som ammo til normale våben. Jeg brugte dem dog meget sjældent, da der ofte ikke er noget mine normale våben ikke kan klare. Dog er der en meget underholdende discokugle, der får alle fjender til at danse og nogle urter, der stjæler liv fra fjenderne, hvilket også kan være meget effektivt.

Rumrejse har fundet sin vej tilbage i serien. Men fremfor at flyve rundt i et større område, bevæger rumskibet sig automatisk fremad og man skal derfor bare skyde alt, hvad der kommer mod én. Det virker ganske fint, men hvilken form for rumrejse man foretrækker, er vidst meget individuel, da begge metoder virker fint. Jeg tror, jeg fortrækker metoden portrætteret i ToD. Det føles tidsmæssigt kortere, og når derfor ikke at blive trægt og kedeligt, tilgengæld er det ret nemt. For nemt måske.

Man ser egentligt ikke så meget til Quark, han er helt sikkert med, bare ikke så meget som i de tidligere udgivelser. Tilgengæld gøres der dermed plads til Rusty Pete. En ganske finurlig robotpirat, som er uhyggelig meget optaget af sin cap'n.

Clank bliver endnu en gang styret rundt selv, og ved hjælp af de specielle væsener, the zonis, kan han få tiden til at gå langsommere. Ganske interessant koncept. Dog også ret nemt.

Som en sidenote valgte jeg at gennemføre spillet uden køb af bedre rustning. Det er en udfordring, der kan sammenlignes med sværhedsgraden hard i de efterfølgende spil.

ToD er et endnu et godt spil i serien, der følger opskriften til punkt og prikke. Men måske det er på tide med noget lidt anderledes?

ToD er starten på Future trilogien, som indbefatter de tre PS3 titler. Dvs. slutningen er en forfærdelig cliff-hanger (den centrale historie i spiller, bliver dog afsluttet), som følges op på i det både købbare og downloadable spil Quest for Booty (Qf8).

Historien heri er en sammenkædning mellem ToD og det sidste led a Crack in Time. Den kickstarter næste spil.
QfB er et meget kort spil, og jeg har gennemført det tidligere på halvanden time på easy. Ja, sværhedsgrader er nu igen med i R&C (set tidligere i Gladiator). Hard er virkelig hård kost, da man ofte dør efter 2 hits.
Jeg valgte dog denne gang (ligesom første gang) at spille på hard.

Hvad der overraskede mig i dette spil, er det MEGET diskrete brug af våben. Der går lang tid før man overhovedet får et skydevåben mellem hænderne.
Brug af skydevåben kan næsten koges ned til to omgange med waves af pirater og en sidste boss.
Man starter med alle våben (dvs. 7 - ingen nye siden ToD) hvor man dog også skyder nogle fjender. Disse mistes dog, så man kun har wrench'en tilbage. Denne bruges i denne omgang også som gadget til at komme videre i spillet. Faktisk den eneste gadget i hele spillet. Spillet er derfor i høj grad en puzzle platformer frem for en action platformer.
QfB er et lille eksperiment fra Insomniacs side. Ganske vellykket. På trods af genbrug af figurer, våben og grafik og kort levetid.

Begge spil kan anbefales, også for at få hele Future historien med.