"Få dig et liv!" - "?"

Hvor mange gange har man ikke fået den besked, når man sidder og spiller enten computer,Ps3 eller noget helt andet?
Men hvordan skal man egentlig forstå det, og hvordan skal man overhovedet reagere?
Hvad giver andre ret til at bestemme, hvad der skal defineres ved et "liv"?
Vi har i bund og grund allesammen et liv, vi vælger bare at spendere vores tid i det på forskellige ting.
Jeg tror, min reaktion næste gang vil være at forklare folk, at mit liv handler om fantastiske oplevelser. Hvis de ser forvirrede ud, forstår jeg det godt, men hvorfor kan en oplevelse ikke være fantastisk, bare fordi den er virtuel.

Men det handler vel bare om smag og behag. Jeg nyder at opleve ekstraordinære ting, den slags man kun kan opleve i spil.
Redde verden fra at blive ødelagt i det ene spil for derefter at overtage den som ond dæmon i det næste. Uanset hvor meget, jeg kan rejse rundt i verden, eller hvor mange ting jeg har mulighed for at prøve, er jeg overbevist om, at jeg ikke ville finde nogen oplevelser, der kunne give mig den samme fornemmelse, som visse spil kan give mig.
Det kan vel også ledes over til det at kunne være ansvarsløs?
Når jeg kører hurtigt gennem Liberty City i en Infernus, og jeg rammer en fodgænger...burde jeg så stoppe op og gå tilbage for at ringe efter en ambulance, tage i fængsel og tage min straf, som det burde være? Overveje at jeg lige har taget en mands liv, at han måske havde en familie, der var ved at forberede hans livret?...men det gør jeg ikke, jeg trækker håndbremsen og fortsætter om det næste hjørne.
Jeg behøver ikke at overveje konsekvensen af min handling, for det gør ikke noget, hvis jeg dør genopstår jeg helt frisk og klar igen. Ingen konsekvens for Niko Bellic eller mig.

Men forestil dig hvis Niko Bellic var en rigtig person...hvor mange uskyldige sjæle har han ikke stjålet? Og dem alle, fordi han blev tvunget af andre...og dig?
Man kan argumentere for, at et spil er voldeligt, men det bliver vel, hvad man gør det til? Man kan køre pænere på vej gennem Liberty City, måske løbe forbi en fjende eller to i sit spil. Men hvorfor, når der ikke er nogen konsekvenser for dig, som spiller?

Måske lever man sig bare ikke så meget ind i rollen som Niko, som man gør med visse andre, som man måske føler lidt mere med selvom de vel ikke er meget andet end et andet udseende.
Wander eller ICO er nogle af dem, jeg først kommer til at tænke på. På en eller anden måde har spiludviklerne skabt et spil, hvor man kan være heldig og få et uforglemmeligt bånd med hovedpersonen.

Jeg husker første gang jeg startede Shadow of the Colossus op og så intro-videoen...jeg var solgt, jeg tror ikke, der er noget spil, der har haft mig på samme måde som det. Jeg ved ikke hvor mange timer, der er blevet brugt på at bare udforske og kigge på små detaljer i det.
Efter at have spillet det i et stykke tid, går det op for én ,hvor mange detaljer, der er spredt ud over det store område, man slippes løs på. Hvis man tager fem minutter og rider væk fra sit mål, kan man finde de mest smukke steder, små oaser af smukke detaljerede mure med små øer i en sø, inden i en grotte med sollys, der bader hele scenen i et guddommeligt lys...det er den slags, jeg lever for!
Jeg lever for at få sådan en oplevelse igen, at mærke pusten blive taget fra mig, at jeg bliver nødt til at stoppe op og bare nyde alting, der flyver ud af skærmen og højtalerne mod mig...at opleve det på så mange måder jeg kan, lytte til musikken, se på lyset spille på en palme, se lyset reflektere fra muren og ned i vandet igen, høre Wander fløjte efter Agro, der kommer roligt og stiller sig ved siden af ham...Wander klapper Agro, klatrer op, Agro stejler, og så er de videre i deres eventyr...den følelse af at være beæret over at være en del af det :)

"Få dig et liv!" - "Jeg har et godt liv"

Er der andre herinde der har haft lignende oplevelser?