Stress!

Jeg trak Science Fiction som mit emne til min eksamen i Mundtlig Dansk. Men nu er jeg så kommet ud for et uheld, for den novelle, som jeg skal op i, er blevet væk fra mig, før jeg nåede at kopiere den, og hverken min lærer eller mine andre klassekammerater, som skal op i samme emne, har en kopi. Jeg er bange for at min ven har taget min kopi med ham hjem, fordi vi sidder ved siden af hinanden i klassen, og jeg har prøvet at skrive til ham, men han svarer ikke.

Jeg synes selv, at jeg har prøvet alt for at finde den på nettet, men jeg kan simpelthen ikke finde selve teksten nogen steder, kun biblotekshjemmesider, som har den novellesamling, som teksten kommer fra. Så hvis nu én af jer derude ved et tilfælde havde en idé om hvor jeg kunne finde Martin Larsen's science fiction novelle ved navn "Sjæletyven", en del af novellesamlingen "De Smukke Drømmes Palads" fra 1993, ville det sgu redde min røv. På forhånd tak!

Wauw

Det er sgu egentlig utroligt, hvad man kan finde på internettet. Jeg ved ikke om du som læser kender siden Reddit, men det er et kolossalt internetforum, hvor man kan finde noget omkring næsten hvad som helst. Hvad. Som. Helst.

Jeg har denne dag se ting, som mange ville brække sig over. Men jeg lo blot. Jeg må være bims.

Bare endnu et indlæg

Jeg har eksamen i geografi i morgen. Egentlig skal jeg bare sidde i en halv time og løse nogle forskellige opgaver, så det lyder ikke særligt svært. Alligevel bestemte jeg mig for lige at kigge de 70 sider, som vi fik fra vores geografilærer, igennem. Jeg læste selvfølgelig ikke dem alle igennem, og jeg husker knapt nok hvd jeg læste. Egentlig gik det meste af dagen bare med at spille klaver, eftersom jeg var alene hjemme til klokken 17. Efter det spillede jeg lidt ME3, men to missioner synes jeg ikke er meget.

For lige at komme tilbage til dét der klaverspil, så prøvede jeg lige at finde en relativt let melodi, som jeg kan spille en dag, hvor jeg lige skal vise mig. Men det er sgu svært at spille klaver. Jeg har bare slet ikke præcisionen eller fingerfærdighederne til det endnu. Men hvis jeg nu prøver, så kan det godt være, at det kommer hen ad vejen.

Jeg tænker også lidt på vores snarlige eksamen i idræt. Fuck. Jeg indrømmer, at jeg ikke har en idéel kropsfigur, og min kondi er sgu også ret så ringe. Ikke at det skal påvirke min eksamn, eftersom det ville være chikane. Og alligevel, så er det jo praktisk idrætseksamen. Jeg ved ikke, jeg tror nok bare jeg forbereder mig på en "and not a single fuck was given that day"-dag, hvor jeg egentlig ikke bekymrer mig om mine karakterer. Det stinker sgu, for jeg klaerer mig egentlig meget godt i de fleste andre fag. Og så skal den lort til en idrætseksamen komme og ødelægge mit gennemsnit...

Døllefjelde!

Jeg ville faktisk rigtig gerne have været med i denne weekend, men desværre har jeg ingen penge lige p.t. Nu kommer min mor, som jeg havde et skænderi med tidligere på ugen, og spørger, om jeg har nogle planer for weekenden, og siger, at jeg kan låne penge til Døllefjelde.

Nu har jeg bare ikke lyst til det mere. Når man overbeviser sig selv om, at man ikke kan tage med, så har man til sidst slet ikke lyst til at tage med.

Desuden, så regner det. Jeg kommer i tanke om Roskilde Festival for ikke så mange år tilbage...

Det her irriterer mig

Jeg skriver hvad jeg nu tænker, og prøver at forklare det så godt jeg nu kan. Dog kan jeg næsten garantere at visse detaljer ikke er noterede, eftersom det er 15 år, som jeg nu prøver at opsumere.

Jeg havde før en lille fejde med min mor, som ikke mener, at jeg gør nok i huset, og er alt for krævende, fordi jeg ikke har noget job. Jeg har heller aldrig rigtigt haft et. Jeg synes vel bare, at det er for "kedeligt". Dér blev min mor tosset, og begyndte at plapre om hvordan hun måtte skaffe arbejde i en bagerbutik som 14 årig, da hendes alkoholiker af en mor ikke længere kunne eller ville give hende lommepenge. Min far var bager, så jeg fandt ved hjælp af logik frem til, at det var dér, hvor de først mødtes. Hun fik mig da hun var 18 eller 19 år, og min far dengang var 13 år ældre end hende.

Så min mor fortalte om hvordan hun igennem mit (og mine søskendes) liv har være nødt til at "tørre gamle mennesker i røven" for at skaffe penge til os, eftersom hun aldrig fik sig en rigtig uddannelse, og at man ikke altid kan bestemme hvad man vil arbejde som. Det er vel fair nok. Hvis jeg kunne, så ville jeg gerne arbejde i min lokale Blockbuster, men det kan jeg ikke, eftersom jeg er under 16 år. Så min mor klager over hvordan mit skattefrikort bliver spildt, hvis jeg ikke får arbejde et andet sted, som for eksempel avisdreng, eller flaskedreng, eller tankstationsekspedient. Den sidste kunne jeg vel godt tage mig af hvis det skulle være, men jeg vil allerhelst have fritidsarbejde i Blockbuster.

Jeg har før nævnt, at jeg føler mig kronisk fattig. Jeg er trods alt kun femten år, og et fritidsjob ville naturligvis skaffe mig de penge, som jeg nu mangler. Men jeg har altså intet arbejde, og jeg har brug for penge lige nu. Først og fremmest til mit rejsekort, som har været tomt i lang tid, fordi min mor og stedfar ikke har fyldt penge på. Så jeg har i mellemtiden bare brugt min lillebrors rejsekort, som dog ikke har samme niveau rabat. S i enden vil dette tidsrum, hvor jeg ikke bruger mine penge, kun koste min mor og stedfar flere enge, eftersom den rabat jeg får for at køre to gange hver dag ikke findes på min lillebrors kort (allerede to kroner dyrere - per gang!), og til den tid heller ikke vil findes på mit kort. Jeg har faktisk ikke lang tid igen på min skole, eftersom jeg snart skal på gymnasiet, der ligger betydeligt tættere på. Men stadigvæk, så er det mange penge i mængden. For det andet har jeg ingen penge på min telefon. Jeg bruger den faktisk heller aldrig, så det gør i realiteten ikke så meget.

For det tredje er der alle mulige arrangementer, som jeg går til, hvor jeg skal bruge penge. Jeg bliver for det første nødt til at fortælle min ven om hvordan jeg ikke kan komme med på Døllefjælde. Derefter skal jeg også betale 200 kroner i morgen for at komme med til en klassetur til Tivoli. For det tredje skal hele klassen holde fest den 31, hvor vi skal på et eller andet diskotek for andre, som har sidste skoledag. Dét kan koste mig både entré, transport og drikkevarer. Alle disse tre eksempler er, efter min mening, vigtigte sociale begivenheder, hvor man vil blive set ned på hvis man siger nej.

Så er der også småting, som jeg vel godt kan undvære. Biografture, nye spil til min Playstation, en ny softgun, og internet. Vent, INTERNET? Jeg kan da ikke undvære internet! Ifølge min stedfar kan jeg godt. Han er lidt over halvtreds, for resten, og hans VVS- og smedjefirma er på randen af konkurs. Han bruger ikke selv internet særlig meget, så han kunne vel sagtens undvære det for at spare. Men jeg har altså brug for internet. Jeg bruger det til at tjekke Facebook, Gamereactor, hotmail, og jeg bruger det når jeg en sjælden gang imellem spiller online på min PS3... når jeg tænker over det, så er det heller ikke ting, som jeg har brug for. Men hvor fedt er det lige ikke at have internet? Han siger også, at han må af med sine nutidige TV-abonnomenter. Han har både Viasat OG Canal Digital, og han ser ikke en gang meget fjernsyn, i modsætning til mig, som dog næsten udelukkende ser Viasat, især filmkanalerne.

Når jeg selv læser dette, så lyder jeg som en forkælet møgunge, som en enkelt gang ikke har fået sin vilje. Men jeg får gode karakterer i min klasse, og var faktisk den med det højeste gennemsnit, da vi fik vores årskarakterer tilbage i januar. Jeg synes ikke rigtigt det er fordi jeg prøver. Jeg har bare et talent for at få tolvtaller i stile, diktater og læseprøver i både dansk og engelsk, og være en haj til fysik, hvor jeg også fik tolv. Desværre stinker jeg til tysk, og mine biologievner er stadigt bedre end mange af mine klassekammeraters, men dog ikke de bedste i klassen. Jeg er meget aktiv i historie og samfundsfag, men idræt kunne rende mig, selvom jeg da møder op til hver time.

Når man tænker over det, så findes der mange andre unge på min alder, som ryger, drikker, tager stoffer, bliver gravide, eller bare er snotforkælede, og de stinker alle i skolen. Men alligevel er min mor skuffet over mig, fordi jeg ikke har et job, selvom jeg er klassens stjerneelev. Det irriterer mig. Udover det, så tror min stedfar, at jeg er en psykolog, eftersom han bare braser ind på mit værelse og kræver min opmærksomhed, og derefter begynder t tale om finanskrisen, og hvordan han før i tiden måtte låne fra højre og venstre, og hvordan han har givet min mor og hendes børn så meget. Dét irriterer mig også. Men mest af alt, så irriterer det mig, at jeg skal have dårlig samvittighed dagen før min matematikeksamen. og den eneste måde jeg rigtigt kan dulme denne er at skrive et nyt blogindlæg.

Kommentér, tak!

En gammel hobby

Jeg nævnte kort i mit tidligere blogindlæg, at jeg engang spillede kortspillet Yu-Gi-Oh, som nogle herinde måske vil genkende som det dér latterlige animé-stuff, som kørte på DR1 og Cartoon Network i en periode. Men sandheden er faktisk, at det er en rigtig sjov og tidsberøvende hobby, som jeg en gang delte med nogle gutter fra Falster. Vi mødtes hver lørdag i "Hundehuset", som er en lille butik, der sælger Yu-gi-oh, pokemon og Magic kort, samt gamle bøger, film og tegneserier. Det er lidt af et dump, men det var da værdigt at mødes og spille i dengang. Da jeg startede for første gang var jeg vel ni eller noget, og jeg var nok en af de største noobs stedet havde set i lang tid.

Jeg spillede med kort, som blev brugt i tegnefilmene. Det var ikke en gang fordi de var gode (dengang), men bare fordi at de var seje. Senere hen begyndte jeg så at spille med andre "decks", som ens mere eller mindre personlige bunke kort hedder, og jeg fik lidt mere erfaring på det punkt at vælge sit Deck's størrelse, strategi og udvalg af kort. Jeg begyndte at vinde flere kampe. De gang kom der 15-20 mennesker hver lørdag, men tallet blev kun formindsket i som tiden gik.

Jeg holdt en lang pause fra Yu-gi-oh, fordi det simpelthen blev kedeligt. Så startede jeg igen cirka et år efter. Så var der endnu en lang pause, og jeg startede igen. Mønsteret gentog sig selv hele tiden; nogle måneder med, og nogle uden Yu-gi-oh som en rolle i mit liv. I foråret 2011 var jeg igen på banen. Yu-gi-oh er en tidskrævende og dyr hobby, altså, hvis du virkelig går op i det. Men på Falster fandtes der ikke mange spillere. Til sidst var vi normalt kun 5-6 personer, én enkelt var altid denne her irriterende møgunge, og nogle gange måtte vi ligefrem aflyse vores møder, fordi nogle skulle noget andet om lørdagen, og vi derfor ikke ville være nok til at lave en rigtig turnering. Når vi spillede turneringer plejede vi også at vinde præmier, men nu hvor vi var så lidt, og indtægterne hos ejeren af biksen små, blev udvalget af præmierne altså ikke særligt gode, men det var da stadig en pakke kort til en værdi af 40-50 kroner, som man kunne nappe ved bare at deltage.

Nu har jeg ikke været i Hundehuset i vildt lang tid, og for at være helt ærlig, så har jeg heller ikke lyst til det. Men jeg vil rigtig gerne spille Yu-gi-oh. Jeg har en masse gamle kort liggende, ikke rigtig af en imponerende værdi, men stadigvæk noget der er værdigt at spille med/imod. Desværre ligger det mest populære spillested i københavn, i en biks ved navn "Faraos Cigarer". Jeg har kun hørt legender om dette sted, hvor der altid er nogle at spille/bytte/tale med, og hvor man let kan arrangere hverdagsturneringer med indenbys spillekammerater.

Idéen om at tage til københavn hver lørdag lyder helt blæst i mit hoved. Især fordi jeg ikke har noget job, og Yu-gi-oh som sagt er en yderst pengekrævende hobby. Det er da også træls.

Endnu en blog

Synes ikke, at jeg skriver blog tit nok, så nu poster jeg bare nogle af de ting, som jeg går og har i hovedet nu om dage. Dette bliver et MEGET langt indlæg, men jeg håber da, at du som læser finder det underholdende.

Jeg var til fest sidste fredag, altså den 20, hos min ven, som havde fødselsdag. Faktisk havde han først fødselsdag om mandagen, men who cares, der var kage om fredagen. Og alkohol.

Alt. For. Meget. Øl. Jeg kan sgu ikke lide smagen af øl, men til sidst var det altså det eneste der var tilbage. Så stoppede jeg ligesom med at drikke mere til den fest. Efter sigende medbragte vi alle sammen egne drikkevarer, men det hele blev sådan set bare sat op på spisebordet, og så var det ellers om at gå til den. Det synes jeg egentlig er meget smart, for så kan man jo få en smule af det hele.

Nå, men i mandags fik jeg s at vide, at en pige fra min klasse har fået kyssesyge. Zoinks. Især eftersom vi snart skal op til eksamener er det et dårligt tidspunkt, og hun var da heller ikke i skole hele ugen. Hun har en kæreste, og de lavede stort set ikke andet end at snave til festen. Så chancerne for at drengen har kyssesyge er meget høje, men han var altså i skole tre af dagene, ingen problemer.

Pigen har højst sandsyndligt drukket af lidt forskellige flasker og glas til festen, for sådanne ting kan godt gå lidt på skift. Men alligevel, så skal der vidst lidt mere til end bare en slurk fra et glas? Jeg mener, det hedder jo "kyssesyge" af en grund. Alligevel, så er nogle af mine klassekammerater, som var med til festen, bekymrede for at være smittede.

Sjovt nok, så har jeg siden i mandags haft ondt i halsen. Det startede med, at jeg var ret tør i halsen da jeg vågnede om morgenen. Mit værelse er vel en del støvet, og jeg lufter vel heller ikke ud tit nok, men alligevel er var det utroligt, for det var på samme måde de efterfølgende dage, bare værre og værre, selvom jeg luftede ud før at sove. Et glas vand eller mælk fjernede ikke smerten, men gjorde mig i det mindste i stand til at tale nogenlunde forståeligt. Og så har jeg også været mere end almindeligt forkølet. Det er noget skidt.

I går, fredag, havde jeg så to venner med hjemme. Jeg havde foreslået en videoaften, hvor vi skulle se Hobo with a Shotgun og Machete. Jeg havde foreslået at vi skulle se Hobo with a Shotgun, fordi den indeholdte en scene, som passede utroligt godt til en insider joke som mine venner og jeg har i gang. Det er lidt svært at forklare, men vi lo i det mindste, da scenen endelig kom. For det skulle vi dog lige ind til Nykøbing Falster's blockbuster og leje den, og vi fik en nogenlunde tur ud af det. Min ene ven skulle hurtigt over i H&M, men den anden ven og jeg blev enige om at gå på McDonald's.

Jeg indrømmer, at min fysiske tilstand er utroligt ringe. Men min anden ven er et niveau højere end mig. Han er rødhåret, bruger briller og er kronisk bleg. Sjovt nok hedder han faktisk "Blegvad" til mellemnavn, så lad os kalde ham de fremover. Og så er han tyk. Men han er pissesjov. Han er hudløst ærlig, så han er rig med selvironi over at være ginger, og samtidig er han meget god at tale med, fordi han ikke skjuler noget som helst.

Anyway, vi var på McD, og fik os lige nogle cheeseburgere og lidt sodavand. Der er jo gratis genopfyldning, og mig skal McD sgu ikke tjene penge på, så mig og Blegvad voldtog nærmest colamaskinen, imedens vi ventede på at Casper, som den anden ven hedder, ville regroupe med os. Da han kom forbi sad vi i lang tid og bare snakkede, indtil min mor ville hente os. Det lyder kikset, ja, men når man kan spare penge på transport må man sgu gribe chancen.

Da vi kom hjem til mig chillede vi så med en helt tredje film, som jeg havde stående på filmhylden i stuen. S vi startede først med at se Hobo with a Shotgun i løbet nitiden eller noget. Den var, som en god b-film skal være; latterlig, men i høj grad underholdende.

Efter filmen insisterede Casper, som er førnævnte fødselar, at vi skulle ud at gå en tur. Han er en kæmpe sportsfreak, og derfor skiller han sig ud fra Blegvad og jeg, som er mere gamer-types. Men vi gik altså. Jeg bor ret langt fra den samme by, som jeg går og har gået på hele mit liv, og som de fleste af mine venner bor i. Faktisk så bor jeg lidt ude på landet, cirka 5-6 kilometer fra Nykøbing Falster. En kort gåtur ville være røvkedelig, for det er ikke en skid spændende at se på, og samtidig er der minimal belysning, selvom månen heldigvis tittede halvt frem i nat.

Da vi var gået cirka 500 meter nåede vi til hovedvejen, og vi bestemte os for at gå lidt længere. Klokken var lidt over 11, og selvom det ikke var bælgmørkt havde vi alligevel medbragt lommelygter. Vi gik yderligere en kilometer eller noget lignende, da en af os, jeg kan ikke huske hvem, sagde, at vedkommende godt ku' en cheeseburger. Så hvorfor ikke gå gå på McD endnu en gang?

Selvfølgelig havde vi mindre end en time til at finde vej derind, men vi gik raskt til. Jeg overbeviste de to om, at jeg kendte en genvej, og så tog vi naturligvis den. Det er egentlig bare en lang cykelsti, som slutter af ude ved Nykøbing's zoologiske have. Og vejen var bælgmørk. Men vi havde jo lommelygter, så det gik nok. Jeg fik dog alligevel lidt af et chok, da en påfugl skreg inde fra den zoologiske have, lige som vi gik forbi dens bur.

Blegvad var træt, og hans lår blev ved med at gnide sig imod hinanden, når han gik. Jeg havde det på samme måde, men vi fortsatte. Nu var vi allerede nået mere end halvvejs, så blev vi sgu også nødt til at gøre det færdigt. Vi nåede da også lige at få os et par cheeseburgere, da vi endelig nåede hen til McDonalds, 5 minutter før lukketid. Eller, i hvert fald hvad de siger er lukketid.

Det var jo fredag aften/nat, og eftersom der ligger to diskoteker side om side lidt længere nede af stationsgaden, som McD ligger på, så var der et par stykker, som lige skulle have sig en bid mad. Casper, Blegvad og jeg gik da vi var færdige, og talte om at tjekke forbi et af diskotekerne. Vi ville selvfølgelig ikke gå derind, vi ville bare se på fra den anden side af gaden, muligvis i håb om at se en lille slåskamp. De gjorde vi ikke, men vi fik talt en masse, og hyggeligt var det altså, selvom vi måske virkede lidt creepy, hvis man så os fra diskotekets side.

Så skulle jeg på toilettet. Og det hastede. Vi gik ned til stationen, men de viste sig, at der var indstalleret betalingstoiletter. No sweat, jeg propper da bare en tokrone i hullet. Men ingen af os havde en tokrone, som var den eneste betalingsform toilettet tog imod, og kiosken var lukket for lang tid siden. Hvad gør man så, når man skal hammerskide, og det nærmeste offentlige toilet ligge på torvet, cirka en kilometer fra stationen?

Tja, der var sgu ikke så meget andet at gøre end at gå den kilometer. Casper og Blegvad gad dog ikke gå med, hvilket jeg var en smule skuffet over, men de ventede altså på stationen, imedens naturen kaldte. Den ene kilometer var noget af det fysisk sværeste jeg nogensi- nej, ven, det er det ikke. Nå, men svært var det altså alligevel, men jeg nåede da til herretoilettet på Nykøbing F's store torv. Der var bare lås om natten. Lort. Bogstaveligt talt, hvis jeg ikke fandt på noget.

Heldigvis var handicaptoilettet frit. Underligt nok. Jeg havde egentlig regnet med at se en hjemløs eller en junkie derinde, men der var nogenlunde præsentabelt, taget i betragtning af, at det jo er et frit, offentligt toilet. I ved nok, sådan nogle med natriumpærer, så man ser helt død ud, når man kigger sig i spejlet. Men jeg fik da gjort hvad der måtte gøres, og var vældig tilfreds, da jeg gik derfra. Casper og Blegvad ventede som sagt nede på stationen, og d jeg kom derned gik turen altså hjemad. Førnævnte påfugl fik mig sgu endnu en gang. Pludselig kom vi alle tre op at skændes om hvilken vej, der førte hjem. Jeg har altid ret, så vi fulgte min retning, der sjovt nok viste sig at være den samme, som vi var kommet fra.

Efterfølgende talte vi om... Yu-Gi-Oh. For jer der ikke kender det, så er det et kortspil, som jeg spillede meget for cirka et år siden, og som Casper og især Blegvad også havde været interesserede i i deres yngre dage. Blegvad havde ligefrem været til DM tre gange, den første som den yngste nogensinde, hvilket jeg blev mildt imponeret af. Vi diskuterede så hvordan spillet ændrede sig drastisk i årene, hvor vi havde fulgt med, og jeg fortalte også en smule om hvordan metagamet så ud før jeg stoppede. Vi blev helt nostalgiske, og det hænger stadigt lidt hos mig.

Da vi kom hjem klokken halv tre var vi smadrede. Blegvads lår lignede en sandpapirsvoldtægt, og mit højre ben var nærmest følelsesløst. Men værst af alt var jeg blevet hæs. Jeg fortalte jo lidt om mine halsproblemer for i dette blogindlæg, men nu kunne jeg næsten ikke sige noget. Jeg tror, at det var på grund af det pludselige temperaturskift, men jeg lød altså som en gås resten af natten, samt næste morgen, hvor jeg lige fulgte gutterne ned til bussen.

Jeg skulle egentlig have været til fødselsdag i dag, men det kunne jeg ikke på grund af min stemme. Min lillebror blev så hentet af min far, mens min mor og hendes kæreste var i Knuttenborg med nogle af deres venner. Så jeg blev alene hjemme og gamede Batman: Arkham City. Genialt spil. Men jeg kunne ikke sige noget, uden at min stemme gik i overgang hele tiden. Det blev kun værre, nu hvor jeg var alene, og jeg begyndte ligefrem også at få ondt i halsen, som om jeg havde kronisk halsbrand. Det er virkelig ubehageligt. På et tidspunkt stoppede jeg bare, og lagde mig til at sove nede i stuen, hvor luften i det mindste føltes lidt renere og fugtigere.

Jeg fik vel sovet i cirka tre kvarter, før min mor og stedfar kom hjem. De troede egentlig, at jeg var taget til fødselsdag, eftersom de var kørt tidligt, og jeg af gode grunde ikke kunne ringe dem op. Kan du forestille dig hvordan det føles at ligge i en sofa, svag og stum, imedens dine forældre kalder på dig fra et sted, hvor du er uden for synsvinkel? Jeg blev nødt til at sige noget, så jeg udsendte et underligt hæst kald, der mindede om en gås, der blev kvalt. Og de fandt mig. Jeg fik med mindst mulige ord forklaret dem, at jeg ikke kunne tale, og de satte sig til at se håndbold i den anden sofa, imedens jeg sov videre.

På et tidspunkt vågnede jeg dog, og ville gerne på min computer. Så sagde min stedfar "Du kan sgu da ikke sidde på computer når du er hæs". Hvad fanden er det for noget pis at fyr af? Selvfølgelig kan jeg da det. Men han blev ved, og begyndte så at sige "du skal bare ligge i din seng i morgen, uden TV og spil, og sove, så skal du nok blive rask." Han sagde det ikke en gang som en vittighed, han mente det helt seriøst. Så begyndte han med mere pis. "Nå, du skal måske til at skrive med din kæreste? Eller er det Casper. Nå ja, det kan være det samme."

For at være helt ærlig, så var jeg sgu ikke i humør til sådan noget ævl. Det var overhovedet ikke sjovt. Og det er jo mega tarveligt, for jeg kan ikke sige noget som helst i mit forsvar. Så jeg skred da bare op på mit værelse, og siden da er jeg blevet der.

TL:DR; Jeg kan ikke tale, og bliver mobbet af min stedfar. Samtidig kan jeg ikke forklare ham, at man sagtens kan spille playstation, sidde på computer etc. når man har ondt i halsen. Så jeg er pissesur på ham.

Den kedelige hverdag

Long time, no see, huh?

Så fik min klasse endelig afsløret hvilke to udtræksfag vi skal op i til vores eksamener. Første eksamen i matematik ser allerede den 2. maj, så der er sgu ikke langt til at jeg er færdig med folkeskolen. Om to uger skal vi så have det første udtræksfag, som viste sig at være mundtlig tysk.

Jeg hader tysk. Jeg tror det er fordi, at jeg i 7. til 8. klasse havde perioder, hvor jeg ikke kom i skole i de fleste af ugens dage, og derfor gik glip af mange nyttige lektioner, ikke kun i tysk, men også historie, samfundsfag og religion. Uheldigvis skal i altså ikke have nogle af de fag, som vi kan fremlægge på almindeligt dansk, men vi skal i stedet fremlægge et selvvalgt emne på tysk, hvor jeg valgte at skrive en disposition om min fritid. Skal finde den på et tidspunkt.

Virkelig, jeg kan ikke tale tysk. Jeg fik 10 i en stil i dag, som egentlig bare var et falsk pennevennebrev, men i mine andre tyskprøver fik jeg 7. Har jeg en ordbog samt tid til at bruge den, så klarer jeg mig for det meste fint, men jeg kan virkelig ikke lave og forstå direkte tyske samtaler. I vores tyske lytteforståelse fik jeg kun 8/20 korrekte svar, hvilket er skidt. Så nu har jeg altså to uger til at lære at tale flydende tysk. Så jeg kan lige så godt sige langvarigt farvel til mine videospil.

Det andet udtræksfag er skriftlig geografi, hvilket jeg også er en smule skuffet over. Valget var mellem enten biologi eller geografi, og jeg synes selv, at jeg klarer mig mere end godt i biologi. Geografi... ikke så meget. Det tror jeg faktisk ikke, at mange fra min klasse er.

Problemet er, at vores matematiklærer også er vores lærer i geografi. Hun er ung, lidt af en grønskolling, og har brugt alt for mange af vores geografitimer på matematik. Selv i dag, hvor vi kom tilbage fra den skuffende meddelelse, samt en smule information efterfølgende, skulle vi arbejde med en form for dum befolkningspyramide, som bare var en dum undskyldning for at kombinere geografi og matematik i en time.

Nå, men mine klassekammerater trøstede mig med informationen om, at ingen af vores folkeskolekarakterer kommer til at spille nogen som helst rolle i fremtiden, og slet ikke når vi en dag skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg har lidt svært ved at tro dette, men idéen beroliger mig da.

Jeg glæder mig til at komme ud på gymnasiet efter min 2 måneder lange sommerferie. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg vil bruge min sommerferie på, eftersom jeg ikke har noget fritidsjob, og har heller aldrig rigtigt haft et. Penge kan man altid bruge, men lige nu synes jeg selv, at jeg rent faktisk har brug for dem.

Vi skal i tivoli dagen efter vores tyskeksamen, så allerede dér skal man nok af med nogle hundrede kroner. Prototype 2 er også lige udkommet, og har fået generelt gode anmeldelser. Jeg havde virkeligt set frem til at spille det, men for det første er der mine eksamener, som presser på, og for det andet så har jeg ikke rigtigt pengene til at købe det.

Hvad ellers? Jeg er gået i gang med Batman: Arkham City igen, selvom jeg for det meste bare spiller challenge maps. Synes selv, at jeg er ret pro til det. Hov, for dælen da, har i hørt om den snarlige DLC? Eller... der er stadig over en måned til den bliver udgivet, men "Harley Quinn's Revenge" lyder da som en underholdende bonuspakke til et allerede supergodt spil. Men når det endelig udkommer burde jeg være færdig med mine eksamener, så det er vel en god ting.

Jeg er også begyndt at løse sudokuer, men er ikke helt trænet endnu. Jeg er også begyndt at gå tidligere i seng. Sådan cirka halv 11 tiden hver dag. Men på grund af mine spillevaner, så er jeg mest på computeren efter 22, så selvom jeg ligger i min seng kan jeg altså godt blive oppe i lang tid. Men jeg er da blevet bedre til at gå tidligt i seng.

Så er jeg også begyndt at spise sundere, men af en eller anden grund bliver mine forældre pissemugne, når jeg spiser den sidste frugt. Så nu gider de altså ikke købe æbler mere. Hvad fanden er det for en forskruet mentalitet, som afskærer sunde fødevarer, bare fordi jeg, som egentlig har brug for nogle vitaminer en gang i mellem, endelig begynder at spise som man burde? Det pisser mig virkelig meget af.

Det var sådan set det. Jeg burde vel blogge lidt mere, men jeg har så mange andre ting at lave.

Bøøøh!

Så fik jeg endelig fingre i et par gyserfilm til i morgen. Åh vent, lad mig opsumere... Jeg skal hjem til én af mine veninder i morgen, sammen med en del andre venner, for at holde gyser-aften.

Efter at have set The Woman In Black i biffen (en film, som var creepier, end jeg troede), bestemte vi os for, at biografen ikke var det idéelle sted at se gyserfilm, eftersom folk omkring dig måber og klager, når du bliver forskrækket.

Så vi fandt en dag at finde sammen og se nogle gysere, og så kan vi skrige og gemme os, som det passer os. Den dag er så tilfældigvis i morgen.

Vi diskuterede hvilke film, vi skulle se, og selvom jeg er lidt af en nørd, så har jeg ikke stor forstand på gyserfilm. Jeg var dog opsat på at medbringe nogle lidt anderledes gyserfilm end det normale; og en af de film, som jeg har beundret siden jeg først så den, er the Blair Witch Project. Delvis på grund af dens finansielle succes, og delvis p grund af selve stilen; hele filmen ses igennem de sturderendes eget hjemmekamera.

En anden film, som også bruger nogenlunde samme stil, er filmen Quarantine, som handler om et TV-hold, der sammen med et småt brandmandskorps bliver indespærret i en bygning, hvor en zombie-virus er udbrudt. Igen ses filmen igennem kameramandens perspektiv.

I dag lejede jeg begge film fra Blockbuster, hvor jeg samtidig fik mig et medlemskort. Stakkels mig har en smule ondt i ryggen, men jeg klarede mig da uden stok, hehe. Nå, men det blev værre i løbet af dagen, så jeg håber jeg har det fint i morgen, eftersom jeg knap kunne røre mig i dag.

Boooh!

Jeg sidder og ser Kill Bill vol. 1. Klokken er kvart i tolv, jeg skal i skole i morgen, men det er sgu en god film, så hvorfor ikke blive oppe liiidt længere for lige at se den?

Nu er jeg nået til den del, hvor Uma Thurman kæmper imod 88 maskerede habit-ninjaer. Farverne forsvinder ganske langsomt fra skærmen, men jeg kan stadig forestille mig den uendelige strøm af blod og afskårede lemmer, som flyver rundt i billedet.

Og så - helt uden advarsel - er der reklamer. Rend mig, Kanal 5. Man KAN da ikke bare stoppe den absolut fedeste actionsekvens i en af de absolut mest unikke actionfilm - bare sådan. Det er altså tarveligt.

Et foruroligende morgensyn

Jeg stod op klokken lidt over seks her til morgen, da jeg pludselig blev blændet af et utroligt kraftigt lysskær. Det var månen, som der, i mit hoved, lyste kraftigere end den plejer. Da jeg sad p bussen, cirka klokken halv otte, lagde jeg mærke til, at månen i horisonten så større ud, og var orange.

Jeg synes bare det er både fascinerende og forstyrrende, at sådan noget bare sker. Er der ellers nogen der lagde mærke til det, eller har læst om det et eller andet sted?

Fest med mange

Jaja, så holder man da fest i morgen (fredag) for halvdelen af klassen i sit eget bette hus. Havde i starten tænkt mig, at de bare skulle være en mindre drukforsamling, men så blev det foreslået at jeg lige inviterede en gut, som ikke ville komme uden to piger, og så ville det jo være snyd for resten af klassen hvis kun de blev inviteret. Så alt i alt er 15 inviteret, og hvis de alle kommer har jeg måske et problem i forhold til plads, eftersom det jo kun er mit eget hus. Og femten personer er mange, flere end hvad jeg kan tælle til i siddepladser.

Det er første gang jeg holder fest, så jeg havde ikke helt tænkt det igennem i forhold til plads. Havde jeg tænkt mig bare en smule mere om ville jeg nok have planlagt det lidt forud, samt have tjekket dét der med musik og drikkevarer før i dag. Men man må vel håbe at menneskerne får sig en god stund, og ikke bliver presset for meget sammen. De fleste af dem ville også gerne sove i huset, og det bliver måske ligefrem et endnu større problem.

Tag det som det kommer. Hvis det ikke går op, er du på røven.

Forunderligt...

Her til aften kørte jeg hjem, og lagde mærke til en lysende prik i horisonten. Klokken var lidt over otte, og jeg vil tro, at prikken befandt sig en smule over horisonten imod syd.

Normalt ville jeg bare tænke "det er Venus", men da jeg så kiggede op mod månen, befandt der sig allerede en skinnende prik nedendunder. Så der var faktisk to meget kfraftigt lysende himmellegemer til syne. Jeg er sikker på, at ingen af dem var stjerner, i hvertfald ikke normale stjerner, og jeg undrede mig over om nogen herinde havde en idé om hvad, det egentlig var, som jeg kunne så som en gul-orange lysende plet i horisonten.

Et spørgsmål...

ET SPØRGSMÅL. Det er ikke en blog, men en måde at tage opmærksomhed fra de folk herinde, der rent faktisk blogger. Brug vores forum. Slettet. /Red.

ET SPØRGSMÅL. Det er ikke en blog, men en måde at tage opmærksomhed fra de folk herinde, der rent faktisk blogger. Brug vores forum. Slettet. /Red.

Mass Effect

Jeg er efterhånden ved at sætte mig ind, forstå og decideret elske denne spilserie. Dette vil blive et MEGET langt blogindslag, og man skal nok have viden indenfor Mass Effect-genren for at fuldt ud forstå det.

Jeg er PS3-ejer, og har ikke spillet det første ME. Ud fra det, som jeg har hørt, så var det et godt spil historie-mæssigt, men selve kampsystemet var ikke så godt, så jeg har ikke tænkt mig at købe det til PC, men måske i stedet se det blive spillet igennem på nettet. Det kan godt være det vil tage lidt tid, eftersom Mass Effect serien jo er kendt for at være utroligt variabelt, men jeg vil gerne have det hele med.

Lige præcis den sidste ovenstånde sætning er en af grundende til, at jeg har problemer med Mass Effect 2. Efter at have ejet det, og efter i dag at have gennemført det tre gange, har jeg konkluderet, at det er et utroligt godt spil. Desværre tager det dælens lang tid at gennemføre, og som sagt er der så mange variable, som kan spille ind. Lad mig lægge det sådan her ud;

Først og fremmest skal du vælge én klasse at spille som. Hver klasse har forskellige evner, og selvom dit mandskab besidder visse af disse evner, er der nogle evner, som kun du kan besidde som én af de seks klasser; Soldier, Adept, Vanguard, Infiltrator, ngineer og Sentinel.

Derudover skal du vælge dit køn. De fleste vil højst sandsynligt vælge at spille som en mand,lig karakter, men man kan i lige så høj grad spille som kvinde. Dette har ikke nogen stor påvirkning på hverken gameplay eller historie, men en del dialog er ændret for at passe ind.

Og så kan du også vælge din morale; "Paragon" er den heroiske spejder-agtige kliché, imedens "Renegade" minder meget om Steven Segal i hans ærketypiske rolle som BAMF. Du får point til begge moraler ud fra hvrdan du vælger dine konversationer og tager drastiske valg, som for eksempel at redde et gidsel fra at blive skudt, eller skyde hende igennem skulderen og såre skurken bag.

Disse er de tre hovedfaktorer, som du bliver nødt til at vælge mellem. Nok kan du vælge ikke at score moralepoint, men de vil de fleste dog gøre i løbet af spillets gang, enten med vilje eller ved tilfældighed. Ved ganske almindelig matematik bliver dette: 6 x 2 x 2 = 24. De seks klasser er et ultimativt valg, men man kan vælge at spille de tre som mand og de tre som kvinde, uden at de har en stor betydning.

Nok kan man få Paragon og Renegade point, men som jeg ser det, er der tre forskellige basale måder at spille moralesystemet på; du kan spille som den ærketypiske spejder-dreng eller den grusomme, egoistiske og nærmest morderiske Renegade. Den tredje mulighed, som er den jeg senest har spilet under, er en blanding; Jeg valgte min dialekt med omhu for at få Renegade-point, men når det kom til stykket var jeg for blødsøden til at lade en uskyldig få en kugle i baghovedet (selvom jeg skød gidslet; hun døde dog ikke ;D).

Sandheden er, at morale-systemet i Mass Effect 2 er, som det skulle være; op til dig. Du kan vælge god eller ond, men du kan også vælge en blanding, eller i det hele taget være så neutral som muligt.

Dermed er det muligt at spille forskellige moraler ud over de seks forskellige klasser. Men de er altså sådan; Hvis du absolut vil se alt, SKAL du spille spillet igennem seks gang - MINIMUM. For du kan også vælge dine romancer (alas, hvilket af dit mandskab du vil nedlægge ), og dem er der altså mere end seks af. Der er betydeligt flere kvindelige romancer end mandlige, men de er der.

Udover partnervalg er der også den sidste mission, hvor alt kan ske. Ud fra hvordan du har spillet kan dit hold faktisk miste op til flere personer; i dag mistede jeg hele fem.

Mass Effect 2 er derfor et spil, hvor det sidste, du burde byde dig selv, er at ville se alt. For hvis dét er hvad du vil, så kan du meget vel blive nødt til at spille spillet igennem op til flere gange. Nu skal de ikke lyde negativt, for Mass Effect 2 er et formidabelt spil; men samtidig er det også et meget langt spil. Et playthrough hvor du vil løse alle missioner og få alle bonusser kan meget vel tage 40 timer.

Så nu kommer jeg til pointen med dette blogindslag; hvor mange gange vil JEG spille Mass Effect 2 igennem?

Minumum fire, tror jeg. Jeg fik netop i dag mit Platiniumtrofæ, i det at jeg genneførte det på den sværeste sværhedsgrad. Det er tredje gang jeg reelt gennemføres spillet, men jeg har kun spillet det igennem med to klasser; Soldier 2 gange, og en enkelt som Adept. Alle tre med forskellige moraler, og de to Soldier-playthroughs som henholdsvis mand og kvinde.

Jeg startede for lang tid siden et nyt sil som kvindelig Paragon Vanguard, men det blev ikke til meget, eftersom jeg spillede på Insanity-sværhedsgraden, og derefter startede på ny som en lettere spilbar klasse. Nu vil jeg nok overveje at fortsætte det playthrough, eftersom jeg ikke behøver at spille det på Insanity.

Derefter vil jeg gerne spille som en Infiltrator, højst sandsynligt som mand. Jeg vil også gerne prøve at spille som en generelt kedelig person, altså vil jeg ikke score mange morale-point.

Men udover der fire playthroughs vil jeg også gerne spille med en importeret karakter, hvilket vil sige at jeg vil spille med en af ine karakterer, som jeg allerede har genneført spillet med, men med våben og opgraderinger som jeg fik i mit forrige gennemspil.

Jeg må være sindsyg; spille de samme spil igennem otte gange. Men det er jo ikke helt sådan det hænger sammen, for alle mine playthroughs er forskellige på en eller anden måde. Og hvorfor? Ja, for jeg som følger en smule med, så kommer det trejde spil i serien til marts, og jeg har tækt mig at få det hurtigst muligt.

Jeg glæder mig til Mass Effect 3 udkommer. :D

Er den her idé taget?

Jeg sidder om natten, sent, og kan ikke falde i søvn, eftersom min soverutine er rodet helt til efter de mange dages ferie. Jeg tænker på mange ting, og i et resultat af kedsomhed fik jeg så en idé.

Jeg filosoferede lidt over nutidens zombie-fenomen. Jeg tænker på de mange zombie-shooters der findes derude, og føler faktisk lidt der er spildt potentiale i de mange shooters. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke selv har spillet nogen zombiespil - jeg er mere en singleplayer-type, og har faktisk ikke rigtigt prøvet nogen shooters, men jeg mener selv, der findes alt for mange zombie-shooters.

Derfor tænker jeg på et spil, som lige for tiden har været rimeligt omdiskuteret. Du har nok gættet det - spillet er The Last Of Us, og bliver lavet af Naughty Dog, som også er kendt for Uncharted-serien, som også er et spil jeg ikke har prøvet, men det spiller ingen stor rolle.

Jeg tænker lidt på, om The Last of Us kommer til at være et traditionelt zombie-spil. Altså, i den forstand at der er hundredevis af zombier, som render rundt, og de skyder ikke sig selv. Men så bliver jeg bange for, at TLOU (lamt, ja?) bliver endnu en shooter, og det tror jeg ikke folk gider.

Så hvad nu, hvis det blandede den velgennemførte parkour og akrobatik, som kendes fra spil som Assassin's Creed, Infamous eller Uncharted, med en verden fuld af zombier? I stedet for at meje dig igennem horder af levende døde KUNNE du løbe og hoppe på hustage over den blodrøde strøm af mennesker, der vandrer i gaderne under dig.

FORESTIL DIG: Assassin's Creed, blandet op med jorden er giftig. Når du falder kan du vælge at tage kampen op med en gruppe zombier, eller du kan vælge at flygte.

Jeg ved ikke, om et sådanne spil findes derude, men jeg mener selv det kunne være et meget fedt spil. Selvfølgelig skal det ikke være en FPS, men en over-the-shoulder shooter kunne måske virke. Lidt som Infamous' angrebssystem, hvor du ved at holde R1 inde sigter, og ellers har et almindeligt 3rd-person perspektiv.

Ud fra den meget sparsomme information vi fik ud af traileren, så KUNNE The Last Of Us blive et mere eller mindre revolutionerende spil inden for zombie-genren i spilverden.

Nogen kommentarer?

Min friheds forfald...

Juleferien kommer tættere og tættere på, og jeg glæder mig til selve dagen, hvor gaverne ruller ind. Mest af alt glæder jeg mig til at få Assassin's Creed: Revalations, som jeg har ønsket mig siden det dkom. Jeg har indtil videre ungået spoilers, og synes selv jeg har gjort et meget godt arbejde. Da jeg købte AC 2 og Brotherhood, vidste jeg allerede hvad der ville ske i Brotherhood, efter jeg havde kigget lidt omkring på nettet, men nu håber jeg på at få en fed oplevels emed Revalations.

Men men, så kommer jeg da i tanke om min fysikeksamen, som ligger den 12-13 januar. Hvilket betyder, at jeg måske hellere vil bruge min tid på at læse fysik end at spille AC. Heldigvis er jeg lidt af en fysiknørd, og er i forvejen meget dygtig til fysik, så jeg har en viden bredere end mine klassekammeraters, bortset fra magnetisme og elektricitet. Jeg må vel bare læse en smule mere om dét, og håbe på at jeg kan lære det mest simple. Spørger nok en smule til fusion på mandag.

Uge 49 - En anderledes uge

Endnu en uge er gået, og mand, det har været en lang uge!

Hvis man har læst mit tidligere blogindlæg ved navn "brogygning", så vil du vide, at jeg har brugt min uge på et gymnasie fyldt med fremmede mennesker. Jeg havde en smule svært ved at falde til, eftersom jeg ikke kendte nogen af mine midlertidige klassekammerater, så jeg brugte mine frikvarterer på at sidde alene og læse. Til gengæld kløede jeg på i timerne, og jeg har fået et indblik i hvordan selve skolegangen vil komme til at se ud. Lærerne var venlige og gode at snakke med, og undervisningen både lærerig og underholdende. Ikke for at prale, men jeg havde en håd oppe ved de fleste spørgsmål, og for det meste svarede jeg også rigtigt, så jeg tror jeg ville klare mig rigtig godt.

Men det dér med at socialisere sig med fremmede mennesker er noget der kræver tid, og jeg er en genert person. Så det var rart, da jeg i onsdags besøgte min gode ven fra min normale klasse. Vi havde en lang og god snak om hvordan det nu var i brobygning, og han lod til at forstå hvor svært det egentlig var at være alene iblandt flere hundrede mennesker. Men på den sidste dag syntes jeg faktisk, at jeg talte meget godt med mine klassekammerater, for vi blev nemlig sat sammen i samfundsfag til gruppearbejde, fire og fire.

Jeg tager ikke pis på jer med følgende ord; det første, der blev sagt i gruppen, var "hvorfor er du egentlig så klog". Det var en pige, som jeg havde haft et godt øje til i løbet af ugen, som åbenbart havde lagt mærke til mit engagement i timerne, og ville vide mere om mig. Hun sagde det i hvert fald på en positiv måde. Jeg må indrømme, at jeg var smigret, for jeg er ikke vant til at piger, eller nogen mennesker for den sags skyld, bare uden videre tager kontakt til mig, og endnu mindre at de kommenterer mig for min intellekt. Jeg sagde, at jeg ikke rigtigt kunne forklare hvorfor jeg var så klog. Jeg prøver bare at at følge med i timerne, og interessere mig for ting, som jeg er god til. Vi fik alle fire et godt resultat ud af vores gruppearbejde, og startede lidt af en diskussion omkring danmarks nuværende erhvervsøkonomi. Pigen og mig fik også snakket lidt om diverse ting, for det meste spurgte hun til mine interesser og andre ting om mig. Det var uvandt at blive spurgt til, men faktisk var det rigtig rart at tale med nogen.

Bagefter kom nogle af gymnasieeleverne forbi, og fortalte bl.a om deres hverdag, og hvorfor vi lige skulle vælge at gå på det gymnasie. Jeg er nu ret sikker på jeg vil gå på Katedralskolen, som det gymnasie hedder. Nu handler det bare om at finde ud af hvilke fag, jeg got kunne tænke mig at have... Jeg tænker mest på at tage naturfag på højt plan, samt Engelsk på højeste niveau. Jeg har ingen særlig idé om, hvad jeg kunne tænke mig at være når jeg en dag går ud af gymnasiet eller universitetet, men lige nu er jeg meget interesseret i fysik og kemi.

Efter fremvisningen tog jeg bussen til min ven fra i onsdags, og mødte mine andre klassekammerater. Det føltes rart at endelig være blandt kendte ansigter. Da min ven og jeg gik igen spurgte jeg til hvad de havde haft om i diverse fag, nærmere bestemt fysik, som jeg jo er meget interesseret af. De havde så haft lidt om antistof og hadroner, hvilket for almindelige mennesker måske ikke siger så meget, men for mig var det noget af et emne at begynde på. Jeg havde dog tilfældigvis læst en smule derhjemme om begge emner, så helt bagud er jeg ikke.

I det hele taget har det været en spændende uge, fyldt med nye mennesker og oplevelser. Med andre ord har den været fuld af forandring, og jeg tror det har været en positiv ting for mig. Pigen, som jeg fortalte om, tænker jeg stadig på. Jeg... jeg ved ikke, måske er jeg blevet en smule småforelsket...

Brobygning

Yep, så kom jeg i brobgning. For jer derude som ikke ved hvad jeg mener, så er jeg kommet i en 1-uges "præsentation" af et gymnasium, hvor jeg så skal gå i en klasse sammen med andre jævnaldrende.

Indtil videre synes jeg godt om undervisningen. Selve skolen er heller ikke værst. Men mine klassekammerater, derimod, er... tja, anderledes end mig. Jeg er lidt af en spil/filmnørd, og samtidig er jeg også meget god til fag som fysik/kemi og sprog. De andre, derimod, er mere "normale" unge, som næsten aldrig stiller spørgsmål i timen, og egentlig ikke lader til at interessere sig for det der "skole".

Jeg føler lidt, at jeg har kvajet mig ved at være for klog foran mine nye "klassekammerater", og dermed har jeg i løbet af de to dage endnu ikke socialiseret mig med nogle fra min klasse. Det stinker lidt. Frikvarterene (dem er der mange af) går langsomt, for jeg har ingen at tale med, og jeg vil ikke være påtrængende ved at sætte mig ved samme bord som de andre, så jeg sidder mest for mig selv og læser.

Jeg føler meget ensom. Jeg overvejer om måske ikke jeg kunne låne en af mine venners iPad, bare for at løfte min status en smule.

Nå, men udover min asocialitet, så er det dér gymnasium slet ikke så ringe. Som sagt er undervisningen fin. Gymnasiet er LANGT større en den folkeskole jeg går på normalt, der er kantine, forsamlingssal, bibliotek og over 100 klasselokaler, udover faglokaler som biologi og kemi.

Der er ret mange mennesker på skolen (omkring 700 tror jeg), men de fleste er jo omkring min alder, så det er også meget fedt. Det eneste jeg ville ønske jeg havde var en ven, som jeg kunne tale med i frikvarterene, i stedet for at ligne en total taber alene ved mit bord.

Men alligevel, så er meningen med at gå i brobygning vel bare at få et indtryk af undervisningen og dagligdagen på et gymnasium, og det har jeg sådan set fået styr på. Desuden skal jeg nok f tiden til at gå, eftersom der er et par meget kønne piger i min midlertidige klasse... ;)

WOOT!?

Så sidder man da bare og spiller Assassin's Creed: Brotherhood, og fører med gevaldige 5700 i Wanted. Følte mig ret stolt, og var da også glad for endelig at kunne stige til level 31.

Men neeej! Værten er åbenbart en snu rad og en dårlig taber, så han slutter da bare lige spillet, og mine 5700 point er væk. What the fuck? Seriøst, hvordan kan Ubisoft lade spillere GØRE sådan noget? Bullshit!

Humør: RAGE!!!

Transformers: War For Cybertron

Synes det er syndt, der ikke er flere der spiller... det er jo egentlig et meget godt spil. Jeg tror bare, folk har svært ved at sætte sig ind i et univers som Traansformers, og i stedet vælger de almindelige shooters som COD og Battlefield. De er jo alle ens... og røvkedelige. Hvorfor kan folk ikke være åbne, og prøve WFC?

Det suger...

Jeg får højst sandsynligt ikke fat i Assassin's Creed: Revalations før jul. Det er en smule ironisk, for ud af min top-3 liste over spil jeg ønskede mig dette efterår, var det nummer 3, hvor Infamous: Festival of Blood var nummer 2 og Batman: Arkham City var nummer 1. Altså, Arkham City var godt, men selv synes jeg måske det er en smule overrated... wow, det sagde jeg bare ikke!

Nej, men min pointe er, at Revalations ser absolut episk ud. Den trailer der kører her - en af de bedste jeg har set.

Måske skulle jeg få mig et arbejde... jeg leger med idéen om at ansøge hos Blockbuster Nykøbing F. Ved nogen derude, om der er nogle frynsegoder ved det?

Gaming-historik - kort version

Jeg tænkte, at jeg ville skrive de forskellige spil jeg har prøvet gennem min tid ned. Indlæggende består af en kort version, og en lang, detaljeret historik om hvordan jeg startede med at spille, og hvilke spil jeg anskaffede mig i løbet af mit liv.

Først til den korte version; Jeg er en trophy-whore. Kald det hvad du vil, men jeg synes ikke et spil er fuldt ud gennemført, før hvert eneste Trophy er erobret, og jeg har fået Platinum. Så her er en liste over de spil jeg har Platnum'd;

- Transformers: War For Cybertron (første spil)
- Star Wars: The Force Unleashed (DLC også)
- Prototype
- Infamous
- Infamous 2
- Batman: Arkham Asylum
- Batman: Arkham City
- Assassins's Creed 2

Otte spil indtil videre. Jeg prøver netop at få de sidste multiplayer-trophies til Brotherhood, og mirakuløst nok tror jeg faktisk det kommer til at gå. Andre spil som jeg ikke har Platinum'd inkluderer;

- Red Dead Redemption (singleplayer 100%)
- GTA IV (Syntes det var kedeligt)
- WipEout
- Mass Effect 2 (sker nok)

Jeg tror ikke jeg kommer til at kede mig noget som helst tidspunkt i den nære fremtid. XD

Det var ihvertfald min trophy-liste. Jeg er stor fan af singleplayer action-adventure som det kan ses. Håber nogle derude deler min interesse for de forskellige spil. :)

Introduktion

Hey. Navnet er Martin, PSN-alias ArtakhaPrime. Jeg kendes under samme navn pænt mange steder på internettet. Jeg går i niende klasse, men spiller alligevel mere Playstation end jeg måske burde... til gengæld har jeg ikke rigtigt nogle andre fritidsaktiviteter, så gaming er min fritidsinteresse.

Jeg har en forkærlighed for single-player action-adventure, selvom mit første spil var Transformers: War For Cybertron, som er et genialt skydespil. For at høre mere om min spilhistorik, så check artiklen i min blog. Den burde være på vej netop som du læser dette indlæg. :)

Men hvad jeg grundlæggende ville, var at sige dav, og lige give jeg mit PSN. Hvis du kender siden har jeg også en IGN-profil (samme navn). Jeg kunne godt bruge et par gamer-kammerater, så send en besked. :)