Fanboys, hele bundet

Jeg er en fanboy. Jeg har først lige erkendt det, selvom folk længe har smidt ordet efter mig. Derfor kan jeg lige så godt, som en anden anonym alkoholiker, rejse mig op og få det overstået. "Hej, jeg hedder Asmus, og er fanboy."

Men af hvad dog? Der er sikkert mistanker derude bag skærmene. "Han er Sony-fanboy! Han gav nemlig dét spil dårlige anmeldelser!" En anden kradser sig på hagen og mumler at "han altid har virket lidt som en Ninten-fag..."

En tredje gut derude vil sikkert påpege at den megen tid jeg tilbringer i selskab med Xbox 360 kun kan betyde en ting. "Den mand, han er sådan en kapitalist-type der via køb af Microsoftprodukter, undertrykker de små."

Til de tre udsagn kan jeg bare sige; close, but no cigar. (Til det tredje udsagn siger jeg desuden: Hvad hulen ryger du, knægt?)
Jeg er nemlig en langt simplere form for fanboy. Jeg er fanboy af gode spil. Jeg får ingen personlig tilfredsstillelse af at rose Nintendo for deres endeløse innovationer. Jeg bliver ikke støttet økonomisk af Sony for at tale pænt om deres produkter. Jeg har ikke Bill Gates privattelefonnummer tatoveret på min ene balde.

Jeg vil blæse højt og flot på om spillet kommer fra den ene eller den anden platform, fra den ene eller den anden udvikler. Er spillet godt, så spiller jeg det. Er det ikke godt, så forbeholder jeg mig ret til at fortælle præcis hvad jeg synes om det. Det kan godt være at der rundt omkring findes personer der ikke bryder sig om det, men det er sandheden.