Det har jeg lært: 2

Mediernes dækning af den tragiske episode på Virginia Tech havde næppe lagt sig, før den af alle gamere elskede advokat Jack Thompson kunne fortælle hvem der var den skyldige. Det var ikke Chou, på trods af at han åbenbart var skør som et højhus bygget af sukker.

Næh, det var Bill Gates (hvem ellers?) og hans voldssimulator Halo... Aha...
Men det er jo så endnu en lejlighed der så glimrende viser, at folk rent faktisk lærer ting af spil.
Og der er vitterligt ting i spil, som folk jo uden at slå tænkeren til, kan slæbe ud i virkeligheden!

Blinker du, er du udødelig!: Jeg har lært, at hvis jeg bliver ramt af et projektil, en robotfisk, en lavtgående ondskabsfuld svamp eller lignende, så vil jeg blinke i et par sekunder. Når jeg blinker, er jeg udødelig kan kan ikke modtage mere skade.
Det er i sig selv en ganske god oplysning, hvis man har tænkt sig at lægge sig ud med dørmanden på det lokale diskotek.

Regeneration er et faktum: Skulle jeg komme galt afsted, behøver jeg ikke at ringe efter ambulancer eller lignende. Jeg skal bare humpe et stille sted hen. Tiden læger som bekendt alle sår, og et halvt minut i fred og ro kan kurere mig, selvom jeg bærer rundt på adskillige kilo bly i kroppen.

Vand er farligt, du: Med mindre du har lært at svømme, er vand noget af det farligste der findes (Med mindre det er i en flaske eller en fontæne. Så er det godt). Du kan sagtens krydse vand der når dig til knæene, men går det dig til livet, DØR DU OMGÅENDE! Ja, jeg beklager at jeg råber, men det er saftsusende farligt, det der vand. Nærm dig det ikke, hvis du ikke kan svømme!
(Dog kan jeg ikke lade være med at overveje, hvordan man lærer at svømme, hvis man ikke må komme i vandet...)

De endeløse lommer: I rollen som kæk spiljournalist har jeg afprøvet sikkerheden i en lang række udenlandske lufthavne. I Stockholm stjal sikkerhedskontrollen et AAA-batteri fra mig (Det var åbenbart farligt! Skøre svenskere...).
I Heathrow gik de amok over en CD jeg havde i lommen og en proptrækker jeg havde i tasken.
I North Carolina i USA... Ja, lad mig nøjes med at sige, at jeg var tæt på et indgående forhold med Hr. Gummihandske.

Hvorom alting er, så kan jeg godt forstå disse sikkerhedstjek. For folk kan jo slæbe de mest utrolige ting rundt i lommerne. I langt de fleste tilfælde kan man slæbe rundt på mange tusinde guldmønter, en raketkaster med tilhørende mange raketter, håndvåben til et mindre afrikansk land, dusinvis af dimser og tingester samt et par fine rustninger. Og det uden at svede bare den mindste dråbe.
Det er meget imponerende, efter min mening. Jeg har endnu ikke fundet den rette teknik endnu (Mine bukselommer eksploderede da jeg prøvede at stoppe et leksikon derned), men jeg leder stadig.

Her har vi en stakkels gut, med bukserne fulde af gods, der er ved at drukne i en knædyb å.