Plejehjemmet

En anonym email til min Gamereactor-adresse har en kold tirsdag sendt mig fra redaktionen i Lyngby til et ikke-nærmere defineret sted på Sjælland. Jeg har en svag formodning om hvad jeg skal se, men alligevel er jeg både forvirret og en anelse nysgerrig.

Bussen stopper, og jeg står foran en stor betonbygning med et kringlet design. Den er ikke mere end små 25 år gammel, bekendtgør et anløbent skilt på facaden. Et lille og forholdsvis anonymt skilt bekendtgør: "Plejehjemmet Abandon".

Jeg ringer på døren og bliver ført ind af en lille kvinde med et tantet udseende. "Ja," spørger hun. Jeg viser hende mailen. Hun nikker og fortæller at hun er bekendt med aftalen. "Bare gå ind," siger hun.
Jeg er stadig rundt på gulvet og forvirret. Hvad handler det her om?
Mit svar bliver besvaret da en bjørn kommer mig i møde. Det er ikke en bjørn man normalt ville møde i naturen eller blive bange
for. Den er lyseblå og har et muntert udseende. Den har rynker og grå hår i den ellers bløde pels.
"Super Oswald," spørger jeg mistroisk. Jeg brugte for alt for mange år siden tid sammen med netop denne bjørn.
"Bare Oswald," siger bjørnen. "Det er mange år siden jeg var Super..."
Øjeblikkeligt kigger jeg mig omkring. "Hvor er Oswaldline?"
Det muntre udseende forlader ikke bjørnens ansigt, men munden krænger nedaf. Pludselig er bjørnen lige så trist at se på, som en trist klovn.

"Hun blev aflivet," svarer Oswald og sukker dybt. Han har i mellemtiden placeret sig i en sofa, der er fuldstændig dækket af grå og blå hår. "Hun spiste en sæl med for mange tungmetaller og blev dødeligt syg. Dyrelægen," her nikker Oswald ud mod døren jeg just er kommet ind af," mente at det ville være det bedste."
"Jeg ved ikke," fortsætter han. "Folk er venlige her. Duke derover," Oswald peger på en solbrun mand med solbriller og slasket hud, "lærte mig forleden hvordan man slipper for de der satans eskimoer." Oswald klapper sig på hoften. Jeg opdager at bjørnen er bevæbnet med en harpunkanon. Den ligner en vandpistol i bjørnens store poter. "Alligevel... Jeg får engang imellem gæster, men er livet værd at leve uden sin partner?" En tårer spiller i bjørnens øjenkrog, inden den forsvinder i pelsen. "Nogen gange synes jeg bare..." Bjørnen siger ikke mere, men begynder at hulke.

Det får hele sofaen til at skælve. En venligtudseende sygeplejerske kommer trissende hen og tager Oswald i poten.
"Det er jeg ked af, at De måtte se," siger hun og fører Oswald væk. "Han er ikke sig selv mere..."

Jeg beslutter mig for at gå. Det kan blive for meget, selv for en hærdet spilanmelder, men jeg vil komme igen. En svag duft af Colgate og et glimt af et æg har overbevist mig om at der er nok at se. Og måske at min barndoms Super Oswald er lidt mere munter næste gang?