For lidt tid

Jeg har på nuværende tidspunkt alt for meget at gøre, til at kunne være sådan rigtig aktiv i det her forum.

Det blev ellers meget hurtigt et sted, jeg kom til at bryde mig rigtig godt om. Tonen var og er formentlig stadig god. På ganske få måneder siger jeg Jer! Jeg savner det lidt. Jeg håber Nattråden har fået det bedre, med én mindre til at komme med oneliners. Men omvendt er det osse rart at kunne omgive sig med en masse virkelige mennesker, hvis selskab man bare nyder, og som efterhånden osse kan lide mig som person. Sådan nogle mennesker, som bliver glade for en dekoreret toiletrulle. Dem kan jeg godt lide!

Og for at vende tilbage til det med tid... Jeg har allerede været hjemmefra i snart 4 måneder. Valget om at skulle på efterskole har udviklet sig til en helt fantastisk øjenåbner. Og selvom jeg osse har nået at være hjemme mange gange efterfølgende, så ligger Mass Effect stadig ovre i hjørnet og græder over, at jeg ikke har haft overskuddet til at begynde på det. Mine Trophy Informations er ikke blevet synkroniseret i lang tid! Ikke fordi der er sket så meget, men alligevel...

JEG ER SÅ TRÆT.

Mathilde om spil engang i 2011

Here goes: En skoleopgave jeg skrev i løbet af 2011. Formålet var at skrive om erfaringer og oplevelser med spil. Det er bestemt ikke intelligent læsestof, men jeg har skrevet ud fra det jeg vidste på daværende tidspunkt og karakteren for den var rimelig hæderlig. Udover det så er jeg stadig relativt 'ny' i 'branchen'. Artiklen som nævnes, indeholdt en masse fordomme, såsom spil er fordummende, spil er asociale og spil avler vold.

Fordomme og virkelighed - erfaring og oplevelser med computerspil

Ja, det er lige præcis de fordomme, artiklen starter med, jeg ofte har hørt fra mine forældre og prøvet at modbevise, men det er ikke lykkes mig endnu. Alligevel er det vanvittig god underholdning, og det sidste spil jeg fik gennemført har været lige så informativt, som et gammelt støvet leksikon.

Jeg vil helt klart afvise, at spil er fordummende, som det så fint nævnes i artiklen. Som eksempel vil jeg bruge Portal spillene. Det handler om at man skal komme fra A til B ved hjælp af en orange og en blå portal. Går du ind af den ene, kommer du ud af den anden, men der er mange begrænsninger for, hvor de kan placeres. Der er meget få mekanikker, man selv administrerer, til gengæld er der mange ting, som man bliver nødt til at udnytte gennem sin progression i spillet bl.a. fremdrifts funk-tioner, lasere og knapper som skal aktiveres. Der bliver ikke lagt pres på en undervejs, og det kræver ikke fænomenale reaktionsevner, men der er aldrig en indlysende vej fra A til B. Det er et spil, der på det kraftigste lægger op til, at du tænker dig om, ellers kan det ikke spilles. På det grundlag vil jeg mene, at min evne til at tænke logisk har forbedret sig gennem de mange gåder i Castlevania - Lords of Shadow, Portal 2 og Assassins Creed 2. Efter tilstedeværelsen af det øjeblik hvor du tænker: "Gud, det er sådan jeg løser det!" fyldes man bare af en helt ekstrem ro, ligesom når man har afsluttet en 10 km løbetur og endelig får mulighed for at smide sig på en sofa. Det er også, som (A) sagde under sin projektfremlæggelse her, at hjernens belønningscenter aktiveres. Jeg har læst om mange undersøgelser, som mener at have bevist, at spil udvikler hjernen og lige så mange, som siger det modsatte.

Spil er asociale. Nej, bestemt ikke. Der er efterhånden rigtig mange spil, der får tilføjet en multiplayerdel, og der er så meget, det er sjovere at være 2 om. Uheldigvis for mig har jeg ikke mulighed for at spille online mod nogen af dem, jeg kender, fordi det trådløse net lige nøjagtigt ikke når min Playstation. Jeg har også brugt mange timer på Singstar og Wii Sport og -Play, som er fantastiske festspil. Spillene til Wii har den fordel, at de er mere accepterede blandt forældre, fordi man får bevæget sig. Mine forældre vil også gerne deltage i disse spil. Men! Sidder man med det selv, føles det bare så meningsløst.

Jeg finder inspiration i mange spil og bruger dem bl.a. til at studere lys og skygge, som jeg bruger i billeder og tegninger.

Jeg er fuldstændig fascineret af alt det arbejde, al den teknik og al den programmering, der ligger bag alle spil, nye som gamle, selvom jeg ikke forstår det, og det er så vildt at se kvaliteten og standarterne stige for hvert år. Det har været ekstremt lang vej fra Pac Man til det vi ser i dag, et eksempel derpå er Enslaved: Odyssey to the West, som er noget af det bedste og mest smukke, jeg har været forbi i lang tid. Figurene har fået tilført så meget personlighed, at det er svært ikke at sympatisere med dem, selvom de bare er computergenererede.

De oplevelser jeg har haft med spil indtil nu, har altid været meget mere dragende og intense, end oplevelserne jeg har haft med film. Jeg har altid kunne se psykologiske thrillers og horrorfilm, uden at det har påvirket mig, men forleden da jeg efter mange måneders ventetid endelig sad med spillet Shadows of the Damned, som jeg virkelig havde glædet mig til, fordi det så så flot og spændende ud, blev jeg nødt til at slippe det efter bare en times tid, fordi koldsveden drev ned af ryggen på mig. Det var virkelig en klam oplevelse. Der var ikke engang gjort noget særligt, for at det skulle være specielt dystert, men det virker bare på en helt anden måde, når man sidder med sådan noget i spilform. Man er mere inde i det, end hvis det havde været en film. Spiloplevelsen varer også længere end en film, den tvinger dig til at tage stilling til nogle ting, træffe beslutninger og tage konsekvenserne af dem, for du er hovedpersonen.

Der er lavet mange undersøgelser, som skulle bevise at spil/voldlige spil avler vold. (8), (A)'s mor, fortæller om dem hele tiden. Sådan har det ikke virket på mig, tværtimod bruger jeg dem til at afreagere.

Den lokale Soler

Jeg er forarget. Forarget over hvordan voksne såvel som unge mennesker ikke viser omtanke, når de befinder sig på offentlig grund. Især i solcenteret, hvor jeg arbejder som rengøringsassistent.

Der kommer egentlig mange forskellige folk dernede. Troede mest det var unge piger, en gang imellem drenge, men det er ALLE. Unge, voksne og gamle. Piger, drenge, kvinder og mænd.

Once in a while kommer der et par blegfede gutter, den ene sidder altid i vindueskarmen og venter de 5 minutter makkeren tager sol. Det er lidt sjovt synes jeg.

Det er utroligt hvad folk finder på derhenne. Når jeg ankommer nede i Soleren, kan der liggeknuste småkager over hele gulvet og tør yoghurt i vindueskarmen. Nogen kan have skoddet deres cigaret på linoleumsgulvet, hvilket giver permanente mærker. Jeg finder glemt tøj bag solarierne. Jeg bevidner, at de voksne damer, som gik forbi mig, mens jeg var ved at vaske gulv, overhovedet ikke gider gøre sig den ulejlighed, at putte deres papir og affald helt ned i skraldespanden, inden de går. Det synes jeg er mangel på respekt.

I dag måtte jeg så for første gang gøre rent efter en-eller-anden, som havde tisset i skraldespanden. Var blevet advaret om det, da jeg overtog jobbet. Det var godt nok ikke så grumt, som jeg havde forestillet mig, men ret klamt alligevel. Der lugtede lidt af kaninbur, da jeg trådte derind i dag. Er sikker på det bare er for at provokere, for det kan ikke passe, at en gammel knægt, som kan få dilleren helt derop ikke kan holde på vandet.

Bortset fra det er det nu et nemt job, som ikke tager så meget af min tid.

Udenfor hjemmets fire vægge

Fest, druk, outreret og uanstændig påklædning, dårlig musik.

Det er ord som passer perfekt på ungdommens primitive form for underholdning og komsammener.

Jeg forstår dem ikke. Vi er ikke andet end børn, og de lader så meget alkohol ind i deres endnu sunde kroppe, at det ikke er til at fatte. Nu generaliserer jeg; pigerne trækker i deres lårkorte kjoler, får den tunge makeup på og bruger en dag på at sætte garnet, hvorefter de rigtig skal ud og gøre sig til hos drengene... En billig måde at rette opmærksomheden mod sig selv på. Og man hører Seebach, Nicki Minaj, Puls, en masse ny dansk pop og amerikanske rappere. Dertil kommer også alle julesangene (Søren Banjomus, Last Christmas etc.) Det er skod. Dans: Ja, dans er som regel meget sjovt, hvis ikke det er den eneste mulighed, man har for ligesom at deltage i noget med de andre eller hvis man bare kan affinde sig med at stå på den samme plet i 2-4-5 timer og fistpumpe.

Ungdomsfester (dem jeg har deltaget i) ender for det meste med, at alle bare rager på hinanden. Ganske underholdende at overvære.

Så meget for at fortælle at jeg føler mig alt, alt for ung til sådan noget. Jeg er ikke klar til at komme ud af min skal og være åben overfor noget nyt, lave det samme, som andre i min aldersgruppe. Jeg tager ofte mig selv, i at tænke som en ældre dame på det punkt, der hedder ungdomskultur. Jeg føler mig lidt hellig, fordi jeg hverken har røget eller drukket endnu.

Jeg føler mig ensom til fester. Folk snakker på kryds og tværs, har det rigtig hyggeligt, mens jeg selv sidder der og er socialt handicappet og ikke bare kan få mig selv til at gå i snak med nogen.

Selvom jeg synes det er kedeligt, tager jeg altid med alligevel, dels af pligt overfor personen, som inviterer og fordi jeg er nysgerrig og ikke har lyst til at gå glip af noget. Det ender altid med, at jeg tager tidligere hjem and alle andre. True story, skete så sent som for halvanden time siden.